Opslag til denne artikel

Organisationer:Taliban, The Age, The New York Times, Time Magazine
Steder:Afghanistan, Australien, Danmark, Kabul

I en forblæst ørken lidt uden for Kabul ligger en gammel swimmingpool, som russerne byggede 1980’erne under besættelsen. Da Taliban overtog magten, blev poolen drænet og brugt som henrettelsesplads. Folk blev bagbundet og smidt ud fra 10-meter vippen eller placeret op ad væggen i den dybe ende og skudt. I dag er blodet væk, skudhullerne spartlet over, og den tomme pool bruges i stedet af en gruppe unge af-ghanske drenge, der øver sig på deres skateboard og forsøger at glemme fortiden.

Der var rigtig langt til det krigshærgede Afghanistan torsdag aften, da den internationale støttefest Skateistan ramte Copenhagen Skatepark. Hundredevis af skateboardere med fedtet hår, ta-toverede piger i leopardgamacher og guldølsdrikkende nysgerrige var mødt op for at skate, se på kunst, høre musik og feste. Selv om kontrasten til den støvede pool i Kabul var markant, var der alligevel ligheder at spore i glæden ved skateboarding og følelsen af frirum.

I den ældre generation handlede det hele om krig og vold. Vi gider ikke tænke på volden. Vi vil bare skate,” sagde skateren Hamid Shahram, da Time Magazine besøgte den lille skateskole Skatistan i Kabul, som pengene går til. En lang række danske og udenlandske kunstnere støtter også projektet ved at udstille værker specielt designet til lejligheden. En stor del af kunstnerne havde valgt at udsmykke undersiden af skateboards, som der er tradition for i skate-miljøet. Alle værker er på auktion på Lauritz.com og vurderet til 245.000 kroner. Provo-kunstneren Kristian Hornsleth udstillede et psykadelisk gult, orange og lilla board med den semi-blasfemiske tekst Allah er den største skater trykt midt på brættet.

Ambitiøse planer

Støttearrrangementet er blevet afholdt flere steder verden over, og har allerede tjent nok, til at én indendørs skatepark i Kabul kan blive en realitet. Den indendørs skaterpark vil gøre det muligt, at afghanske piger kan lege med. Da aktiviteten foregår indendørs og én gang om ugen kun vil være for piger, vil det ikke være er i konflikt med de stringente normer for kvinders færden i offentligheden. Afhængigt af støttefesternes succes, vil der også blive bygget faciliteter i andre afghanske byer. Men det er ikke kun penge, der skal til. Kulturelt er der også udfordringer.

Den lille skaterskole har drenge i alle aldre, men kun de yngste piger må skate med for deres familier. Når pigerne når puberteten, bliver de tvunget til at gå med slør og må ikke længere omgås drenge. Også landets skarpe sociale skel gør det svært for skolen, der ikke gør forskel på eleverne. En af skolens piger bliver slået med ledninger af sin bror, fordi hun skater sammen med børn der bor på gaden. Hendes veninder i skaterskolen fortalte om det til New York Times’ korrespondent.

Vi blev bange, da vi så, at hun blødte ned af benet. Vi sagde til hendes bror, at han skulle lade være. Men han sagde, at det ikke kom os ved.”

Lige fra starten har projektets hovedmand måtte kæmpe for Skatistan skaterskole.

41-årige Oliver Percovich fra Australien fik ideen til Skatistan, da han i 2007 var i Kabul med sin kæreste, der arbejdede i byen. Han brugte sit skateboard til at komme rundt, og så hvordan børn i alle aldre tiggede om at få lov til at prøve. Kort tid efter startede han sammen med to venner en interimistisk skateboardskole med base i bl.a. et tørlagt springvand i midten af Kabul. Interessen var stor, og efter lang tids fejlslået fundraising brugte Percovich hele kassekreditten på sit hævekort og købte udstyr til den nystartede skateklub. Havde det ikke været for de 120.000 dollars, han senere fik i støtte fra tre ambassader, heriblandt den norske, havde projektet ikke overlevet. Det danske Udenrigsministerium oplyser, at de i øjeblikket overvejer om Danmark også skal støtte projektet.

Men med selve skateboardingen går det nemt.

De har mere balance en vestlige unge, primært fordi, at de ikke er bange for at rejse sig igen, efter de er faldet,” siger Oliver Percovich til den australske avis The Age.

Da en selvmordsbombe i en bil eksploderede i nærheden af det springvand, hvor Oliver Percovich træner de unge, gik der kun to timer, før de var tilbage igen for at træne videre.

sdi@inforamtion.dk