Socialpædagogen Jean-Jacques Royal har selv prøvet at få betegnelsen “uden for pædagogisk rækkevidde” klistret på sig.
Det skete, da han som barn fik to familie-psykologer på besøg, fordi han havde rodet sig ud i småkriminalitet.
En række nærgående spørgsmål om den nyligt overståede skilsmisse fik både hans mor og hans brødre til at bryde grædende sammen, og situationen blev først afværget da Jean-Jacques Royal smed en kop skoldhed te ned af ryggen på sin storebror.
“Så sagde psykologerne lige med det samme ‘Den dreng er uden for pædagogisk rækkevidde’, og betegnelsen gjorde mig stolt. Så havde jeg da fået vist nogle voksne, at de ikke kunne få krammet på mig.”
Når Jean-Jaques Royal i dag tager kontakt med de unge bandemedlemmer på Nørrebro, bruger han aldrig selv den betegnelse.
“Jeg har sagt til en ung, at han var bindegal, og at jeg havde lyst til at smide ham ud over altanen. Det er i det mindste ærligt. Det er ikke ærligt at kalde et menneske uden for pædagogisk rækkevidde, for det handler om dig selv, at du ikke selv slår til som pædagog.”
Ifølge de danske politikere er der mange kriminelle drenge, som fortjener at få samme prædikat, som Jean-Jacques Royal fik som ganske ung. Da justitsminister Brian Mikkelsen i sidste uge fremlagde sin bandepakke blev betegnelsen “uden for pædagogisk rækkevidde” brugt igen og igen om bandemedlemmerne.
“Mange af disse mennesker er udenfor pædagogisk rækkevidde, og derfor er det nødvendigt at tage hårdere metoder i brug,” sagde han og begrebet gav genlyd i SF’s udspil om markante straffe til de kriminelle bandemedlemmer “som er helt uden for pædagogisk rækkevidde.”
Lektor Line Lerche Mørch fra Danmarks Pædagogiske Institut, som forsker i gadeplansarbejderne og bandekriminalitet, har også bemærket den udbredte brug af vendingen “uden for pædagogisk rækkevidde”.
Hun mener, at den bruges til at legitimere en indsats, som ligger vægt på straf frem for forebyggelse.
“At være ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ lægger hele skylden over på de unge. Så er det ikke os, som ikke kan nå dem, det er de unge, som ikke kan nås,” forklarer Line Lerche Mørch, som sjældent har hørt gadeplansarbejderne bruge betegnelsen.
“Min fornemmelse er, at betegnelsen bruges oftere, jo længere fra de unge, den professionelle befinder sig. Det høres for eksempel oftere blandt skolelærere, men de befinder sig jo også i en temmelig stiv kontekst. Deres pædagogiske rækkevidde er jo så at sige indsnævret af alle de formelle krav, som de skal opfylde.”
Personligt engagement
Jean-Jacques Royal bliver nødt til at tro på, at han kan nå de unge, når han skridter ned ad Blågårdsgade på udkig efter bandemedlemmer, som måske endelig er parate til at droppe kriminaliteten. I sit private firma Interception har han friheden til at selv at vælge, hvilke unge, han vil arbejde med. Det er både private og kommuner, som henvender sig med de allermest umulige unge.
“Jeg har oplevet, at en rocker kom og afleverede en ung, som de gerne ville have væk fra miljøet, fordi han havde alt for stort misbrug. Rockerne er jo også trætte af, at der er så mange, som er tiltrukket af dem,” siger Jean-Jacques, der mener, at blandingen af det personlige engagement og den faglige viden er nødvendigt, hvis man skal udvide sin pædagogiske radius.
” Som fagpersoner er vi tit bange for, hvornår vi er personlige og hvornår er vi professionelle. Man må ikke blive personlig, for så er det pludselig ens egen skyld, hvis man ikke kan nå den unge. Det er bare den forkerte vej at gå. Når jeg møder en ung, som er lige ved at køre af sted i en kortege med de andre for likvidere nogen, så står jeg ikke og sætter fagbetegnelser på. Så forklarer jeg ham, at jeg ville blive ked af det, hvis det stod på Ekstra Bladets forside i morgen, at han var blevet skudt. Det kommer nogle gange helt bag på dem, at der er nogle professionelle, som interesser sig personligt for dem,” siger Jean-Jacques.
Han påpeger også, at hver enkelt menneskes pædagogiske rækkevidde er forskellig.
“Jeg kan nå nogle, fordi jeg er sort. Andre vil slet ikke snakke med sådan en som mig. Jeg arbejder sammen med en dygtig politimand. Ham oplever jeg, at nogle af de mest hardcore kriminelle bedre kan lide end mig, fordi han ikke er lige så kontant. På den måde er der jo også meget, som afhænger af din personlige erfaringsmængde og det skal der også være.”
Den hårde kerne
Går man til Justitsministeriets hjemmeside, ligger der bunker af rapporter, som afslører, at Brian Mikkelsen har god grund til at betegne visse unge som uden for pædagogisk rækkevidde. De viser nemlig, at der findes en lille kerne af hårdt belastede kriminelle unge, som igen og igen falder i. Af unge mellem 15-17 år, som har fået en ubetinget dom, kommer over 65 procent for en domstol igen. Og jo grovere kriminalitet den unge har lavet, og jo tidligere han er startet, jo større er risikoen for at han falder i igen.
Bente Hansen er forstander for den sikrede institution Bakkegården, hvor de årligt modtager omkring 200 unge, som er blevet idømt frihedsberøvelse for alt fra tyveri til vold. Her står betegnelsen ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ tit i de unges papirer, når de indskrives på institutionen, men hun bruger den ikke selv.
“Nogle gange kommer de og skulle være det farligste bandemedlem i verden og så er det alligevel en lille dreng, som har sin bamse med og kun kan falde i søvn, hvis man holder ham i hånden,” siger hun, som alligevel ikke gør sig de store forhåbninger om at kunne redde de unge ud af en tilværelse som kriminel.
“De er her i tre måneder ud af et helt liv, og ofte oplever vi, at kommunen ikke har nogle tilbud til dem, når de kommer ud igen. Nogle gange spørger de unge, om de kan blive hos os, for de har intet at komme ud til.”
Jo ældre, jo bedre
Justitsministeriets forskningsleder Britta Kyvsgaard siger, at man reelt ikke ved, om de hårde unges høje tilbagefaldsprocent er et udtryk for, om de er uden for pædagogisk rækkevidde, eller om det er systemet, som slår fejl. Til gengæld kan hun konstatere noget andet.
“Man kan sige, at kriminalitet er selvhelbredende, for jo ældre de bliver, jo større er chancen for, at de holder op. Med alderen forsvinder langt de fleste ud af vores statistikker” siger hun og fortsætter: “Ud fra den betragtning kan man jo godt give dem længere straffe, for så er de i det mindste indespærret og gør ingen skade. På den anden side er det jo en utrolig dyr løsning. En plads i et fængsel er meget dyr og desuden må et menneske, som har siddet i fængsel i mange år, som regel på overførselsindkomst bagefter. Dermed kommer han jo dermed aldrig til at bidrage til samfundet. Økonomisk set ville det da være gavnligt, hvis vi kunne forebygge i stedet.”
Det er netop, når de unge er ved at være modne til at opgive livet ind og ud af fængslerne, at udslusningskonsulent i kriminalforsorgens straffuldbyrdelseskontor Marie-Louise Jørgensen møder dem. Hun har gode erfaringer med programmer i ‘anger management’ og andre kognitive adfærds-programmer, som kan lære de indsatte at styre de impulser, som før har fået dem til at lange en knytnæve ud eller stjæle en bil.
“Jeg har i lang tid været mentor for én af de gamle fra Blågårds Plads. I dag er han i 30’erne, har været kriminel det meste af sit liv og er ved at være klar til at starte forfra. Her er det største problem, at det er så svært at sætte noget i stedet. Hvad kan vi tilbyde ham, som kan måle sig med et liv med mange biler, hurtige sus og høj status?” spørger hun, men håber alligevel, at det er sidste gang, hun møder ham inde i fængslet.
Jean-Jacques Royal må også ruste sig med en stor portion tålmodighed, selvom han selv kan udvælge de kriminelle, som skal have hans fulde støtte og opmærksomhed.
“Jeg tænker ikke på i morgen. Jeg tænker 10 år frem og på et eller andet tidspunkt, så bundfældes noget af det, jeg har sagt. Det ved jeg af erfaring,” siger han. Jean-Jaques Royal ser Brian Mikkelsens bandepakke som en total falliterklæring og hindring for sit kommende arbejde.
“Det bekræfter jo bare de unge i, at de har truffet det rigtige valg. Systemet vil ikke have dig. Banderne vil gerne, så bliv der. Det er det, man siger, når man kalder folk uden for pædagogisk rækkevidde og siger, at de bare skal spærres inde.”
Kommentarer
Når Justitsministeren “tror” at højere straffe forhindrer kriminalitet, og samtidig godt ved, at empiriske beviser påviser det stik modsatte af hans “tro” - er det så fordi vi er begyndt at indføre trosbaseret lovgivning, (sharia) ad bagvejen?
Det er i bedste fald rent spild af borgernes penge - iøvrig rigtig mange penge, i værste fald fører det blot til en generel forråelse af det kriminelle miljø, hvor det spill-over vi ser i form af bandekrig i dag, vil blive udvidet til angreb på politiet og med no-go områder i København. Det er resultatet af den “talk-tough” politik der føres - den er kontraproduktiv.
M.h.t. de absolut hårdeste vanekriminelle udi f.eks. vold, voldtægt, drab og røveri, er der ikke tale om et håb om resocialisering, men snarere et ønske fra samfundets side om at eliminere en trussel. Og disse misædere burde underlægges en three-strikes-and-you-are-out praksis.
Den kriminelle vil jo næppe kunne begå ny kriminalitet, hvis han sidder i fængsel, ikke sandt?
Og så tror jeg sagtens, at vi kan være enige om en markant forøget og forbedret forebyggende indsats.
Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod.
Johannes Aagaard
Til det retoriske spørgsmål - den kriminelle vil jo næppe begå ny kriminalitet, hvis han sidder i fængsel, kan jeg kun sige til dig - jo, det både kan de, og det gør de, og det er en personlig erfaring jeg taler ud fra, ikke fordi jeg har været kriminel, men jeg har arbejdet med kriminelle.
Hvis vi straffemæssigt synes, at det er ønskværdigt at ligne USA, må vi gøre os klart at der følger nogle andre menneskelige og økonomiske konsekvenser med.
USA er det land i verden der har flest personer fængslet, flere end i Kina.
I USA bliver der dræbt ca. 200 politifolk om året - skal det overføres til Danmark ? Det hører jo til sjældenhederne, at politiet i Danmark angribes, og det er meget sjældent, at politiet er nødt til at dræbe nogen, og hvis man ser på de seneste sager, har der jo været tale om syge mennesker, hvilket jo gør tingene endnu mere tragisk.
I USA der tildels har privatiseret fængselsvæsnet, er det en ganske lukrativ forretning for investorerne, og ovenikøbet en eksportartikel - Max Security Prison. Fængselsindustrien koster tilgengæld skatteyderne flere og flere penge - en fængselsplads er dyr.
Der findes meget få vanekriminelle drabsmænd, drab er en af de forbrydelser hvor meget få recidiverer, og som udgangspunkt skyldes det, at der oftest er tale om affekthandlinger, hvor “kæden hopper af.”.
De øvrige overtrædelser du nævner inden for personfarlig kriminalitet, der hører til i den tunge ende af straffeloven, straffes ganske hårdt, og en af grundene til at der foretages mentalundersøgelse af kriminelle, er bl.a. at vurdere den risiko de udgør for samfundet.
Den personfarlige kriminalitet er det der oftest omtales i pressen, men udgør heldigvis også den mindste del af straffelovsovertrædelserne. Tyveri og anden berigelseskriminalitet er der mest af.
Fængslerne i Danmark er vel nærmest fyldt med vanekriminelle, idet mange der løser adgangsbillet, har stribevis af kriminelle forhold og domme bag sig.
Heldigvis viser det sig at de fleste med alderen så at sige “vokser sig fra det”, men de mennesker der kommer ud af fængslerne vil ofte være socialt handikappede i forhold til det øvrige samfund, og det er naturligvis derfor, det er vigtigere at forebygge kriminalitet og forhindre at den opstår, end at straffe hårdt, fordi alle undersøgelser peger i retning af, at det ikke virker.
Når man så har den arrogance som minister, at erkende at man forkaster alle empiriske beviser, og alene lader sin uvidenhed (tro) være bestemmende for landets lovgivning - så synes jeg at Danmark begynder at ligne et noget primitivt stamme-samfund,
Vores narkotikapolitik gennem de sidste 40 år har vist sig ikke at virke, alligevel er det eneste skiftende regeringer har gjort, at bruge “mere af det samme”, vel vidende og med statistisk underbygning for, at det virker ikke.
Forbruget af hash, og prisdannelsen på hash i Danmark, er fuldstændig uafhængig af politiets indsats - uanset hvor meget de beslaglægger stiger prisen ikke.
Det eneste der er steget omkring hashhandlen, er den personfarlige kriminalitet forbundet hermed, og det har at gøre med tilgangen til mange, hurtige og lette penge - anslået 1 millard kr. om året.
Der var et kæmpeproveneau til staten hvis man i stedet for at flexe muskler, satte sig på import og distribution efter Hollandsk model.
Man kan være sikker på, at banderne ikke har nogen interesse i at hashmarkedet blev legaliseret inden for statslige rammer - det ville betyde en økonomisk øretæve af de helt store, til dem.
Og eftersom det er det lukrative marked, og hvem der har ret til at handle hvor, de strides om, jamen som samfund bør man da lade fornuften råde og tage hånd om det, ved at fjerne incitamentet til at slås.
I stedet ser befolkningen benovede til, og nogen synes endda et det er helt fint, når Justitsministeren strammer her og der, på trods af at det er penge - skatteydernes penge - der bliver kastet lige ud af vinduet til ingen nytte.
Jeg tror sagde Brian Arthur Mikkelsen -
jeg græmmes.
Niels Mosbak skrev:
=
Når Justitsministeren “tror” at højere straffe forhindrer kriminalitet, og samtidig godt ved, at empiriske beviser påviser det stik modsatte af hans “tro” - er det så fordi vi er begyndt at indføre trosbaseret lovgivning, (sharia) ad bagvejen?
=
Din præmis er ganske simpelt forkert. Justitsministeren har selv udtalt at han ikke ved om højere straffe vil gøre de kriminelle mindre kriminelle, men i det mindste forhindres de i at forøve kriminalitet, mens de sidder inde.
Derudover er der så dem der mener, at det er kontraproduktivt at gøre alle kriminelle unge til »ofre«; for unge med visse kulturelle baggrunde kan det være en fordel, for andre det modsatte.
Jvf. cand.psych.aut. Nicolai Sennels erfaringer fra Sønderbro. Hvor det dog også hører med at han kun har erfaringer med de kriminelle muslimer, ikke med de velfungerende.
Tak til Information for denne vinkling samt tak til Niels Mosbak for sit indlæg.
Derudover vil jeg rette opmærksomheden på referatet fra Folketinget fredag den 13. marts dagsordenspunkt 5,6 og 7 , der alle drejede sig om hårde straf og mere overvågning. Referatet er desværre ikke færdig skrevet og vil nok først være på nette engang mandag.
Og ja, jeg tror heller ikk hårdere straffe markant ændrer andet end SF’s hjemmeside text.
Men hvad med at spørge hvorfor Jean-Jacques Royal hans faggruppes indsats heller ikke hjælper det store?
Der er postet millioner og millioner i projekter osv feks på Nørrebro.
Alligevel har en gadekultur med røverier, hashhandel og territorier vokset sig stærk.
Per Erik Rønne
“Din præmis er ganske simpelt forkert. Justitsministeren har selv udtalt at han ikke ved om højere straffe vil gøre de kriminelle mindre kriminelle, men i det mindste forhindres de i at forøve kriminalitet, mens de sidder inde”
Du påviser ingen steder at min præmis er forkert, du uddyber rent faktisk bare indsigten i hvor uvidende Justitsministeren er.
Jeg kan forstå at man er uvidende, hvis man ikke har været i nærkontakt med rets- og straffesystemet, ved man de facto ikke hvad der foregår, men jeg kan ikke forestille mig at Justitsministeren ikke har adgang til fagkundskab på dette område, selv om hans alvorligste kriminelle oplevelse har været, at han havde hørt at nogle ville hænge Per Stig i en lygtepæl.
Når han så efter sin trosbaserede udmelding, efterfølgende påstår, at så længe de sidder i fængsel laver de ikke kriminalitet - så må jeg skuffe dig med, at det ikke passer, hvilket Justits-ministeren må formodes at vide.
Interessant nok afspejler et fængsel nøjagtig de forhold, der findes i resten af samfundet.
For at sige det på godt nordjysk - “han snakker en køn støvle”!
Bandekriminalitet har jeg personligt stiftet kendskab til i begyndelsen af 1980’erne og den var allerede dengang fokuseret omkring hashhandel, ligesom der også dengang var skyderier og likvideringer.
Men jeg må beklage over for dem, der tror at etnicitet spiller en rolle - det var altså danske unge, der bevægede sig ind på det område. Der var ingen “perler” involveret.
Det har nu 30 år efter udviklet sig til en kriminalitet der i alvorlig grad har effekter ud i det øvrige samfund, hvor uskyldige mennesker bliver dræbt.
Og det har udviklet sig sådan, at narkotika er tilgængeligt i selv den mindste flække.
Jeg har kendskab til mindreårige, der har været i besiddelse af så store pengebeløb at de har valgt af grave dem ned - penge afledt af narkotikahandel.
Det er givet, at det kan vi som samfund ikke leve med, men vi kan heller ikke som samfund leve med, at vore lovgivere er så træge til at fatte, at “mere af det samme ikke virker.”
Det er trods alt skatteydernes penge, deres trosbaserede holdninger og “talk-tough”går ud over.
Vi må som borgere have krav på, at det er fornuften der råder, og ligeledes at vores straffelovgivning baserer sig på evidens, og ikke på en tilfældig Justitsministers “mavefornemmelser.”
Og med hensynet til den forebyggende indsats - tja det er jo beklageligt hvis man forsøger at gøre det “ikke målbare”, måleligt - hvilket der er tale om med den forebyggende indsats både fra politi og socialvæsen.
Jeg ved det virker, men det virker ikke bedre end de midler der bliver tilført, og det virker ikke her og nu, men langsigtet og kan ikke måles f.eks. i “antal reddede fra kriminalitet”.
Man har samtidig lavet en politireform, som man har konstateret ikke virker, og man har ovenikøbet tilladt sig at centralisere politiet til nogle store enheder, selv om alt i stedet taler for, at det er det “nære” politi der hjælper, det er det nære politi, som den enkelte har tillid til - også kriminelle, og det er det nære politi, der får at vide hvad der foregår.
Det er altså 40 års forfejlet narkotikapolitik der viser sit ansigt nu, og da man jo iøvrigt i samfundet er meget optaget af cost/benefit analyser, bør man som civiliseret samfund se på hvad man har gjort, hvad kan gøres anderledes, og skal man blive ved at kaste gode penge efter dårlige investeringer?
Når man så ovenikøbet kan se FN sige, at de har ført en forfejlet narkopolitik på verdensplan, de sidste 10 år, jamen er Brian Arthur Mikkelsen så rigtig vel forvaret.?
Og apropos offergørelse - det har jeg aldrig brugt, jeg har bare tjent mine penge ved at opklare kriminalitet og putte folk i spjældet.
Når Brian Arthur og alle de andre borgerlige tågehorn hyler op om strengere straffe hele tiden
har det ikke en fis at gøre med at “sikre borgernes tryghed” og alle de andre fordrukne søforklaringer de kommer med . Den virkelige grund er naturligvis at vi også skal have “liberaliseret” Kriminalforsorgen, ligesom de har i deres elskede USA . Således kan Jysk Rengøring, Jysk politiker-ejet Grisefabrik, G4S
og alle deres andre VL-gruppe venner komme til at tjene kassen på “kriminalitet” , helt lovligt . Det kræver bare et “kunde-underlag” af et vist niveau som vi endnu ikke har opnået hertillands at køre det som en “rentabel” forretning .
Peter Jensen -
Jeg er bange for at de danske aktører er bagud - eksport artiklen “fængsler” findes allerede i Holland, og de økonomiske bagmænd er de samme der står bag brandet “Kentucky Fried Chicken” Velbekomme.
Hvor mange pct. af bandemedlemmerne er opvokset på institutioner og i mere eller mindre forstyrrede plejefamilier, fordi deres forældre ikke lever op til det danske middelklasseideal, så Bistandsloven måtte sætte ind og implementere “hjælpeforanstaltninger”, som det hedder, i form af de såkaldte “frivillige” anbringelser.
90 pct.?
Hvorfor kan de andre lande klare sig uden? Er børn mere uregerlige i H.C. Andersens fædrteland?
“Det er ikke ærligt at kalde et menneske uden for pædagogisk rækkevidde, for det handler om dig selv, at du ikke selv slår til som pædagog.”
Utrolige vise ord. Hvis Brian Mikkelsen havde forstået disse simple ord, så havde samfundet være en del bedre stillet.
Ved forbrydelser der planlægges langt tid op til udførelsen, da vil lange fængselsstraffe måske have en præventiv effekt (f.eks økonomisk kriminalitet).
Men forbrydelser der bliver begået i affekt eller bare impulsive situationer, der vil gerningsmanden sjældent tænke over konsekvenserne (fængselsstraf) af sine handlinger.
Lange fængselsstraffe vil i sådanne situationer ikke virke præventivt, og vil derfor ikke forhindre kriminalitet.
Ved personfarlig kriminalitet, f.eks vold, drab, skyderi (hævn), der er det ofte følelserne der ligger til grund for gerningsmandens handlinge, imodsætnng til den sunde rationelle fornuft.
Og igen så tænker gerningsmanden sjældent over konsekvanserne af sine handlinger i disse situationer.
Hvis man ser på mange af de skyderier der har fundet sted omkring Blågårds Plads, hvor det er uskyldige der er blevet mål for personfarlig kriminalitet. Så viser det tydeligt at disse handlinger ikke er planlagt, da ofrene ikke er en del af konflikten.
Disse skyderier opstår måske pga. geringsmændende føler sig truede, eller blot ikke vil acceptere fremmede på “deres” hjemmebane.
Lange fængslesstraffe vil ikke forhindre ovennævnte volsepisoder fra at ske.
Men derimod kunne det måske forhindre nogle af de mere planlagte episoder, hvor der direkte er blevet planlagt et attentat. Men igen så er det primært følelserne der ligger til grund for sådanne attentater, og ikke rationelle overvejelser. Så effekten af de lange fængselsstraffe er tvivlsom.
Jeg tilslutter mig langt de fleste betragtninger om, at der også er problematiske forhold at tage højde for i forbindelse med at forlænge fængselsstraffene for de hårdeste kriminelle.
Hvad jeg ikke tilslutter mig er, at vi af den grund nødvendigvis risikerer at få “amerikanske” tilstande. For det amerikanske samfund er væsens-forskelligt fra det danske.
Og hvad jeg heller ikke tilslutter mig er, at man konsekvent kalder visse af de groveste straffelovsovertrædelser for affektforbrydelser og derfor finder omstændighederne formildende - eller at misgerningerne er båret af følelser alene.
Det er ganske vidst korrekt, at drab er den oftest nævnte affekt-forbrydelse, men for langt de fleste normale voksne mennesker, vil affekt-etiketten oftest fungere som en mekanisme til fortrængning, hvilket i øvrigt er såre menneskeligt, nemt og bekvemt, hvis man efterfølgende skal kunne holde sig selv ud.
Johannes Aagaard
“Hvad jeg ikke tilslutter mig er, at vi af den grund nødvendigvis risikerer at få “amerikanske” tilstande. For det amerikanske samfund er væsens-forskelligt fra det danske.”
Jeg forstår godt dit argument om at USA er et anderledes samfund end det danske - men hvis vi begynder at straffe hårdere - som man gør i USA, så får man også en tilsvarende hårdere kriminalitet.
Så derfor mener jeg, at det er en dårlig ide, så at sige at efterligne USA.
Hele verdens narkotikapolitik er indrettet efter amerikanske normer og amerikanske politikker på dette område, den norm der gælder i USA er ikke nødvendigvis gyldig på verdensplan - og hvis den norm begynder at koste menneskeliv som f.eks. her i Danmark, som i bandekonflikten - så synes jeg at man bør se på andre løsningsmodeller end mere af det samme.
Med hensyn til drabsmænd - ja - som sagt, det er meget få der falder tilbage i lignende kriminalitet.
Og med hensyn til affektmomentet, så er det noget der tages højde for ved domstolene - der er forskel på en kvinde der hugger en kniv i sin ægtemand, og så den iskolde likvidator, der tømmer magasinet ind i kroppen på en rivaliserende rockerbandes leder.
Følg pengene…
Gadernes narko-bander er håndlangere og kurerer, og politiet ved udmærket godt at kampen er forgæves, sålænge man ikke rammer bagmændene i millionvillaerne.
Men ingen i politiet tør sige det ( ).
Politikerne bruger ,skamløst, narkokriminaliteten til at fremme en dagsorden indeholdene overvågning, visitering og retsløshed.
Der findes ikke tilfældigheder i politik - det er en myte.
Damnark er en satellit af det amerikanske imperium og er blot i færd med at indrette sig under forholdene. Det betyder straf i stedet for forebyggelse for de kriminelle, og straf af de kriminelle som forebyggelse for resten. Hele Damnark delt op i os og dem båse