Et eksemplar af det første hæfte om den stilfærdige journalist Clark Kent, som i virkeligheden er en kappeklædt superhelt, kendt som Superman, blev i fredags solgt på en internetauktion for 317.200 dollar - et beløb svarende til 1.829.165 kroner.

På forsiden af den første udgave af serien Action Comics smider Superman en grøn bil forbi en gruppe tilsyneladende forfærdede mennesker. Superman-hæftet kostede i juni 1938 knap 60 øre. Salget foregik på auktion via internetsiden www.comicconnect.com, og det har ikke været muligt at identificere hverken køber eller sælger.

ritzau/AFP