Ingen forventer reelt, at skattereformen på længere sigt vil skabe et større udbud af arbejdskraft eller vil forøge den økonomiske aktivitet.
Det vil næppe hjælpe på strukturelle forhold eller have positiv effekt på krisen. Det oprindelige forslag havde heller ikke haft den effekt, man ville tillægge det, men der var dog en vis økonomisk teori bag forslagene.
Det er teorier, der blomstrede op i slutningen af 1800-tallet med et nyt værdibegreb - nytteværdibegrebet.
Med det nye værdibegreb opbyggedes en model med ‘det økonomiske menneske’, der meget kort sagt går ud på, at mennesket altid vil søge den størst mulige økonomiske gevinst. Det er så at sige den menneskelige motivationsfaktor.
Vi ved heldigvis meget mere om menneskelig motivation nu, end man gjorde i 1870’erne, men ikke desto mindre bygger hele argumentationen for skattereformens nødvendighed på denne kræmmertankegang. Sagen er, at neoklassisk økonomisk teori legitimerer grådighed. Grådighed giver ifølge neoklassikerne økonomisk vækst. Hvis man derfor gør det dyrere at holde fri og giver en større belønning for at arbejde ved at lette skatten på arbejde, vil man få flere til at arbejde mere.
Det er en meget bekvem teori, for det betyder, at man kan opbygge matematiske modeller, hvor man indbygger forskellige multiplikatorer, så man matematisk kan beregne, hvor meget mere arbejdskraft der vil blive udbudt, hvis man sænker forskellige dele af skatten.
Det resultat, man får, afhænger blot af hvilke multiplikatorer, man putter ind i modellen.
CEPOS kan få de resultater, de vil have, ved at ændre lidt i multiplikatorerne. Vismændene bruger modellerne, AE-Rådet bruger modellerne osv. Problemet er, at der ikke er noget empirisk belæg for, at disse modelresultater svarer til den virkelige verden.
Både på langt og kort sigt tyder erfaringerne på det modsatte. Erfaringen viser, at større disponibel indkomst generelt omsættes i lavere arbejdstid, længere ferier m.m.
Folk arbejder ikke mere
En netop offentliggjort opinionsundersøgelse bekræfter, at 90 pct. af befolkningen ikke vil forøge deres arbejdsindsats, snarere tværtimod. Samtidig vil folk hovedsageligt bruge deres ekstra købekraft på ferierejser og lignende. De samme neoklassiske grundantagelser anvendes også f.eks. i forhold til skattekommissionens begrundelse for at sænke perioden, i hvilken studerende kan få SU.
De mener, at unge uden socialt/økonomisk sikkerhedsnet hos deres forældre hjertens gerne vil optage lån for at få en lang videregående uddannelse, idet de jo kan se, at de engang om 10-15 år vil få en lettelse i topskatten.
Det er selvfølgelig sjældent, at man støder på argumenter, der ligger så langt fra virkeligheden, men det er fuldstændig i overensstemmelse med neoklassisk teori, og det har været anvendt både af tidligere skatte- og sundhedsminister Carsten Koch og andre medlemmer af skattekommissionen. Forslaget er fornuftigvis pillet ud af det endelige forlig. Man kan så undre sig over, hvad vi skal med denne skattereform. Der skal vi nok tilbage til neokonservatismens ikoner, Ronald Reagan og Margaret Thatcher. De mente begge, at grådighed var det, der drev den økonomiske fremgang. De var i deres politik eksponenter for neoklassisk økonomisk teori og gav politisk legitimitet til en nyopblomstring af teorierne.
Det er disse 80’er-økonomer, der nu markerer sig så stærkt, og som negligerer al nyere viden om menneskelig adfærd.
Troen på de neoklassiske sammenhænge kan forklare nogle af tankerne bag skattereformen, men vi skal også forstå, hvilke interesser der vil blive varetaget, og hvordan disse interesser kan komme til at fremstå som almindelige menneskers interesser. Vi skal altså se på de politiske processer og på mediernes rolle.
Total neoliberalt
Thatcher er jo kendt for meget. Engang udtrykte hun, at “samfundet ikke eksisterer, der eksisterer kun enkeltindivider”. Reagan supplerede med, at staten ikke er løsningen. “Staten er problemet”.
De ideer og de interesser, der ligger bag sådanne forestillinger, er de samme, om end i lidt tilpasset form, der ligger bag den omdannelse af det danske samfund, som er foregået og stadig foregår.
I de politiske processer i de senere år har man haft ‘løsningerne’ og brugt dem, når ‘problemerne’ passede til dem.
I traditionel politisk forståelse, finder man løsninger, når der er problemer, men specielt her efter årtusindskiftet finder man problemer til de løsninger, man har. Når man samtidig har det, der kaldes et ‘politisk vindue’ - altså muligheden for at gennemføre løsningerne - bliver der truffet beslutninger.
Form frem for indhold
Det er det, der er sket med de forskellige reformer, der er gennemført i den nuværende regerings tid. Man har haft løsningerne: en kommunalreform, en universitetsreform, en domstolsreform osv. og derefter defineret problemerne. Politireformen og kommunalreformen har været de politisk set mest problematiske, idet de er direkte tæt på borgerne, og de færreste har oplevet nogen forbedring, tværtimod.
Efterhånden som processen er skredet frem, bliver det mere og mere naturligt, at lade offentlige opgaver varetage af private firmaer. Det bliver mere og mere naturligt at kunne købe sig til lidt bedre service f.eks. på private sygehuse, i børnehaver, skoler, ældrepleje osv.
Hele denne proces kaldes for priming. ‘Grundingen/primingen’ foregår i små ryk. Forudsætningen for at den kan foregå er, at politisk analyse i Danmark og i øvrigt i det meste af den vestlige verden i de fleste medier er gået fra at dreje sig om indhold til at dreje sig om form: Politiske kommentatorer analyserer kommunikationsstrategier og kampagnetilrettelæggelse. Det er et mediemæssigt svigt.
Falsk socialdemokrat
I 2001 da Anders Fogh Rasmussen vandt valget for første gang, var der en vis fælles medieforståelse af, at han nærmest var blevet socialdemokrat. Der er stadig nogen, der forsøger at skabe det billede, selv om det er blevet lidt mere søgt.
Når medier deltager i den politiske proces på den måde, bliver priming-processen temmelig nem for en regering, der råder over et flertal, men som ikke vil konfrontere befolkningen med hele politikken på en gang.
‘Løsningen’ - at sænke skatterne på indkomst - har været kendt længe. Den kunne anvendes, både når der var mangel på arbejdskraft, og når der var arbejdsløshed.
Interesseorganisationer som CEPOS og Dansk Industri med flere bruger skattelettelser som løsning på alle problemer.
Rammes hårdt nederst
Det tegner netop et billede af et ‘samfund’, der ikke eksisterer, som Thatcher sagde, og hvor staten ikke er løsningen, men problemet, som Ronald Reagan udtrykte det.
Interesserne bag fjernelse af mellemskat og topskat er ikke svære at lokalisere. Det er klart ikke alle, der betaler topskat, der har interesse i at fjerne den. Hvis man støder på topskatten med de øverste 10.000 kr. af sin indkomst, er det langt fra det samme, som hvis man støder på med de øverste fire-fem millioner. Som regeringen længe har lagt op til, vil de velstående få skattelettelser, mens afgiftsstigningerne vil ramme de dårligere stillede hårdest. Helt generelt følger det den linje, vi har oplevet gennem en del år med statslig favorisering af private leverandører af traditionelt ‘offentlige’ serviceydelser, som f.eks. privathospitalerne, til dem der kan betale noget selv.
Når skattelettelserne næppe vil få nogen positiv effekt på udbuddet af arbejdskraft, og de næppe heller vil få betydning for en kommende arbejdsløshed, men vil gøre indkomstfordelingen mere skæv og skabe yderligere behov for brugerbetaling, så er det et led i hele omkalfatringen af det danske samfund.
Den vinkling af historien der er i gang nu i medierne, som skal gøre grådighed spiselig for alle, er formuleret af statsministeren og accepteret af næsten alle medier:
“Vi vil lette skatten på det vi vil have mere af, nemlig arbejde og lægge skat på det vi vil have mindre af, nemlig forurening”.
Det lyder flot, men på bundlinjen er der tale om klassepolitik, hvor skatten på overflod lettes, mens basisforbrug bliver beskattet hårdere.
Steen Borg Rasmussen er lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi på Sct. Knuds Gymnasium
Kommentarer