Vi er alle ludere - ligesom Bendt

Det er skideskægt at læse B.T. for tiden. Mest fordi, Bendt ‘BMW’ Bendtsen er i gang med at forrette et åbenbart bundløst bremsespor af den slags, der for alvor udvisker grænsen mellem sjov og alvor. Eller stort og småt, om man vil. Den afgørende forskel mellem privatliv og arbejde er i hvert fald noget tyndagtig sjask, når det beskidte undertøj sådan bliver hængt til tørre i pressens fællesrenseri.

Men det er også skideskægt at tænke på, hvor mange gange avisen B.T.(og især de i alt 200 organer under ejeren Berlingske Media) selv har været på hyggeture, betalt af erhvervslivet. Det man i branchen kalder for ‘luderture’.

Jeg ved, der foregår lidt af hvert, når store, fede firmaer gerne vil smøre pressens blymand, så den både bliver sløret, fedtet og ufokuseret. Det vil jeg gerne have lov at vende tilbage til.

For som en leder i B.T. selv påpeger, så er ingen middag gratis. Så når vor tidligere erhvervsminister har hygget sig med golf og jagt til en værdi af en kvart million kroner, så er regningen naturligvis blevet betalt af koncerner som Danisco, Danfoss og Carlsberg. Og hvorfor skulle de hæfte så dyre gaver på Bendt Betjent, hvis de ikke fik en eller anden form for aftale i hus? Eller i det mindste det, man i gangsterfilm kalder ‘en fælles forståelse’?

Om Bendtsen er skyldig i korruption og skatteunddragelse må retten afgøre. Det kræver nok en temmelig synlig returtjeneste. Mere end at gøre lidt reklame på en bikermesse (sammen med dygtige iværksættere som HA og lignende) mod at få klækkelig rabat på en BMW-motorcykel.

Jeg mener, er vi ude i, at Folketinget nu udelukkende får serveret Danisco-desserter? Eller at alle danske haveejere næste år har pligt til at installere jordvarmeanlæg fra Danfoss? Eller at Carlsberg har ført et fadølskabel direkte til Bendts bondegård på det fine Fyn? Vi ved det ikke, og dét er problemet.

Grydelapper og fodbold

Det er derfor, det også er skideskægt at læse Fyens Stiftstidende i disse demoraliserende dage. Den lokale vinkel er, at visse af øens politikere blandt andet har sagt ja til at modtage et par hæklede grydelapper og nogle viskestykker. Og et friabonnement på Dansk Kennelklubs blad. Og billetter til fodbold i Parken. Om det har medført konkrete fremskridt for diverse klubhold, hunde og husmødre, står hen i det uvisse, men Mads Christian Esbensen, der er rådgiver i Nordens største lobbybureau, siger til avisen:

“Lobbyister kan sikre, at lige netop din vindmølle omfattes af nye tilskudsregler. Eller at din konkurrent får afgifter, som ikke rammer dig selv. Og det er meget, meget udbredt.”

Alle større virksomheder har folk ansat til at påvirke politikere. Forklarer eksperten.

Ligesom at firmaer, der er store nok til at bekymre sig om PR og pressestrategier, har folk ansat til at håndtere medierne. Her bruger man også smøring (lobbyisme) i stor stil.

Pressen siger tak for mad

Det ved jeg fra min tid som journalist på et undersøgende tv-program kaldet Den Halve Sandhed (der for år tilbage blev sendt på DR2). Her tog det os mindre end en time at finde eksempler på, at store danske virksomheder trakterer pressen med alt fra fodboldbilletter og ler-dueskydning til kapsejlads og julefrokoster. ‘Tak for mad’-artikler kalder man det, når journalisten efterfølgende skriver en række tilsyneladende ikke helt uvildige ord om firmaets indsats.

Blandt de hyppigste deltagere var Berlingske og Politiken. Men stort set alle større danske medier blev nævnt.

Og hvad skete der så, da vi i bedste Michael Moore-style crashede redaktionerne på Pilestræde og Rådhuspladsen for at få klart svar på, hvorfor man på den ene side elsker at sætte skandalespot på apotekere, der bliver smurt af medicinalindustrien, men på den anden side selv sidder gratis til bords med blandt andet forsikringsselskaber og banker?

For spørger Berlingskes erhvervsredaktør virkelig ind til de vildfarne aktiekurser, mens der bliver skudt efter højtflyvende tallerkner? (i så fald ville man nok have skrevet lidt mere kritisk om udlån i Danske Bank).

Svaret fra Berlingske Tidende var, at daværende chefredaktør Niels Lunde ringede til nuværende Berlingske-chef Lisbeth Knudsen (der dengang var ny-hedschef på DR) og sørgede for, at vores reportage ikke blev sendt i fjernsynet.

På dagbladet Politiken, hvor vores besøg udviklede sig til direkte håndgemæng med chefredaktørerne Per Knudsen og Bo Maltesen, sørgede sidstnævnte også for at kontakte venner på Danmarks Radio, så dette ‘smørings-indslag’ aldrig ville se dagens lys.

Det kalder man magtmisbrug, og selv i toppen af DR er der sikkert én, der skylder en anden en vennetjeneste. Derfor er disse uanmeldte besøg på Politiken og Berlingske stadig blacklistet.

Den daglige smøring

Sagen er, at når nogen sidder for meget til bords med nogen, så trænger visse spørgsmål sig på. Det ved jeg personligt alt om, da jeg efter mange år som kulturreporter har drukket og spist i en helt usømmelig grad på både filmproducenter og pladeselskabers regning.

I kulturjournalistik er den slags smøring så normal, at branchen griner af dig, hvis du stiller spørgsmål til troværdigheden. Jeg tænker bare, at i så fald kan vi lige så godt være ærlige om hvem, vi omgås. Og det gælder især for mennesker med en sådan magt, at de sætter dagens samfundsorden.

Hvis ministerens kalender var tilgængelig for alle, så er det i det mindste ikke en afsløring, at han går på rævejagt med erhvervsbosserne. Hvis medierne selv vil indrømme, hvem de undertiden deler seng med, så er det langt mere synligt, hvordan magten er fordelt. Hvem der er under og hvem, der er på toppen.

Så kan alle dem, der ikke bliver smurt i hoved og røv selv få lov at vurdere, hvem der trækker i hvilken streng. Om det så gælder erhvervslivet, pressen eller politikerne.

Indtil da er alle os, der siger ja tak til endnu en gratis omgang, dybest set en stakkels luder. Ligesom Bendt. Måske.