Institutioner og mænd, der før talte om, at enden var nær, taler nu om begyndelsen på enden på krisen. Om det bare er det spirende forår, eller om der virkelig er grund til spirende optimisme er endnu usikkert. Men inden for kort tid er der kommet en række prognoser og udtalelser, der sætter en dato på afslutningen på krisen i den globale økonomi.
Den seneste, der har tændt et lys i mørket, er direktøren for USA’s centralbank, Ben Bernanke, der i sidste uge gav et tv-interview som den første amerikanske centralbankdirektør i 20 år. Her stillede Bernanke millioner af seere i udsigt, at krisen vil kulminere i 2009 og, at den amerikanske økonomi allerede inden årets udgang vil vende sig til det bedre.
“Det tager af i år og begynder at rette sig. Vi kommer ikke til at se fuld beskæftigelse, men vi vil - håber jeg - se en afslutning på de sidste kvartalers kraftige fald (i den økonomiske vækst, red.),” svarede Bernanke på CBS-journalisten Scott Pelleys spørgsmål om, hvornår recessionen slipper sit greb i USA.
“Det stabiliserer sig, og der er ved at vise sig et klart grundlag for, at økonomien kan komme sig,” pointerede Ben Bernanke.
Næsten sikkert
Som centralbankdirektør taler Ben Bernanke i økonomiske henseender med den næstmest autoritative stemme i amerikansk økonomi - kun overgået af præsidenten. Og netop præsident Obama er også begyndt at bruge mere optimistiske vendinger, når det kommer til det økonomiske problembarn, der ellers har givet ham så vanskelig en start på embedet.
“Hvis vi bliver ved med at fokusere på de fundamentale dele af vores økonomi, der er sunde, alle de fremragende virksomheder og medarbejdere og al den innovation og dynamik, der er i den her økonomi, så kommer vi igennem det her,” sagde præsidenten for nogle dage siden i forbindelse med optakten til en ny kampagne, der skal bringe optimisme ind i amerikansk erhvervsliv og få virksomhederne til at slippe foden fra den økonomiske bremse.
Obamas udtalelse kommer samtidig med, at nye tal viser, at byggeriet i USA - en vigtig del af alle økonomiers centralnervesystem - overraskende er steget med lidt mere end 22 pct. i februar.
På aktiemarkedet går det også godt: Denne uge har været den mest succesfulde i fire måneder for Dow-indekset, og de amerikanske aktier er steget med 10 pct. siden begyndelsen af marts.
I lyset af aktiernes optur og ikke mindst Obamas udtalelse om “den sunde økonomi”, udsendte det republikanske parti en drillende e-mail. Republikanerne ville bare lige minde om, at aktiekurserne nu befandt sig lidt over det niveau, de var på, da partiets præsidentkandidat, John McCain, i valgkampen i starten af september 2008 formastede sig til at kalde den amerikanske økonomi for “grundlæggende sund”. Da finanskrisen kort efter foldede sig ud, blev han latterliggjort af medier og kommentatorer i en grad, så mange politiske iagttagere i dag vurderer, at McCain især tabte præsidentvalget på grund af den udtalelse.
Fra mol til dur
Obama og hans folk har ved gentagne lejligheder understreget, at USA på ingen måde er ude af krisen, og at det kommer til at kræve en ganske særlig indsats, hvis USA skal komme ud på den anden side med skindet på næsen.
Men tendensen er klar. Det er ikke længere kun sort på sort, når talen falder på økonomien. Bernanke slog i interviewet på CBS endegyldigt fast, at USA ikke havner i noget, der minder om 1930’ernes depression, og fra udlandet kommer der også opmuntrende prognoser. Der er stadig små dystre pip i forskellige økonomiske prognoser, men sammenlignet med tonen for bare nogle måneder siden lyder der i dag mere dur og mindre mol.
Kinas premierminister, Wen Jiabao, har udtalt, at landet i år vil nå sit vækstmål med en årlig procentvis stigning i BNP på mindst otte pct., og i 2010 forventer han igen en tocifret stigning .
Det niveau kommer EU ikke i nærheden af, men i EU-Kommissionens sidste økonomiske prognose står der, at EU-landene næste år vil være ude af recessionen og igen opleve stigende vækst.
“Det skyldes den faldende inflation, og at vores finansielle markeder er begyndt at stabilisere sig,” siger Joaquín Almunia, der er EU-kommissær for økonomisk og monetært samarbejde. Almunia understreger dog, at økonomien først for alvor vil blomstre, når erhvervslivet, de europæiske forbrugere og investorerne genvinder tilliden til realøkonomien og begynder at skyde kapital ind i markedet.
Positivt stemningsskift
Herhjemme hæfter overvismand Peter Birch Sørensen sig især ved det stemningsskift, udmeldingerne repræsenterer. Den lysning er nødvendig, hvis den internationale økonomi skal på fode igen.
“Man skal glæde sig over hvert et lille tegn på, at det bedrer sig. For nu hvor der har været en selvforstærkende pessimisme overalt, vil det i sig selv trække økonomien i den rigtige retning, hvis forventningerne igen bliver mere optimistiske. Det kan bidrage til, at forbruget og investeringerne efterhånden begynder at vokse igen,” siger Peter Birch Sørensen.
Han peger på, at især forbedringerne i den amerikanske økonomi er vigtige i det globale billede.
“Udviklingen har vist, hvor vigtig USA’s økonomi fortsat er. Da krisen startede i USA, vurderede mange, at resten af verden næsten ville slippe udenom. Blandt andet fordi de nye vækstcentre i Kina og Indien ville være stærke nok til at fungere som en ny motor. Nu ved vi, at den økonomiske udvikling i USA påvirker resten af verden kraftigt. Gode nyheder fra USA vil derfor smitte positivt af på resten af verden,” lyder det fra Peter Birch Sørensen. Overvismanden understreger dog også, at det i Danmark er for tidligt at tale om en dato for krisens afslutning. Produktionen vil nok forbedre sig og vende i år eller i starten af det næste, men arbejdsløsheden vil sandsynligvis blive ved at stige langt ind i 2010,” vurderer Peter Birch Sørensen.
“Vi er inde i en usædvanlig langtrukken recession. Og selv om produktionen retter sig, så vil der desværre nok gå i hvert fald et års tid derefter, inden ledigheden også begynder at falde i Danmark. Derfor er det endnu for tidligt at sætte en dato på, hvornår vi vil begynde at tale om krisen i datid,” siger han.
Kommentarer
Først, beklager at måtte linke til en konkurrent! :)
I lyset af at “The FED” - USA’s centralbank - er privatejet, se nedenstående artikel…
http://politiken.dk/erhverv/article672411.ece
“Fascism should more properly be called corporatism because it is the merger of state and corporate power” ~ Mussolini
Dollarens fald - og hele den indeværende krise for den sags skyld - er ganske intenderet.
Og så den valuta der skal erstatte dollaren, når den imploderer helt …
Amero’en
http://halturnershow.blogspot.com/2008/12/urgent-n…
Artiklen er igen en af de mere åbenbare eksempler på at man deltager i den almindelige italesættelse af situationen. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf
Det mest interessante, der er skete i går, var Bernankes beslutning om at pumpe mere end en billion dollars ud i det økonomiske system med opkøb af værdipapirer finansieret alene med seddelpressen. Altså i forlængelse af en politik, som er fuldstændigt bandlyst på vore breddegrader.
Ønsket om at se billeder for sig, positive økonomiske vinde, og så evnen til og viljen ikke mindst til at få fat i substansen i hvad der reelt sker, internt i det økonomiske system, og i relation til resten af samfundet er så godt som fraværende.
Bernankes pengepolitiske beslutning af i går modsiger ham og hans forsøg på at italesætte udviklingen performativt. Og der er i den grad langt mere grund til f.eks. at fokusere på den gigantiske inflation, som kan blive resultatet af USA’s pengepolitik. Og man kunne fokusere på vor egen pengepolitik, EU´s i samme ombæring. Det ville have været relevant og langt mere forpligtigende.
Valutauroen for et par måneder siden blev ihærdigt brugt som falskt argument for at opgive kronen, hvor problemet er fastkurspolitikken, og altså ikke Danmarks manglende medlemskab af Euroen.
Medier og politikere fokuserede dengang og nu ret ensidigt på renteforskellen mellem Euroområdet og Danmark.
Hele det politiske system står bag Bernstein og nationalbankens nuværende pengepolitik. Ikke fordi man vil argumentere for det, som er det officielle påskud for pengepolitikken, herunder rentepolitikken, nej, fastkurspolitikken er et dogme, ureflekteret og utematiseret vedtagelse. Der kan sagtens argumenteres for fastkurspolitikken, men der kan også argumenteres imod den. Her kunne den interessante diskussion finde sted. Det kan man med god ret fremhæve, uden at indskrive sig i koret af dogmatikere, der behandler fastkurspolitikken som en naturlov.
Nationen har endnu ikke endeligt fraskrevet sig retten til at styre likviditeten og prisen på penge (kronepenge), men den praktiske politik føres, som om det var tilfældet, fordi man frivilligt underordner alle andre hensyn hensynet til kronens kurs i forhold til EURO. Retten til at slå mønt og styre pengepolitikken er frivilligt sat ud af kraft bl.a. for at fremmane et falskt argument for at opgive kronen.
Sådan går det sikkert, at danskerne bliver bedt om at sige farvel til kronen på det grundlag. Danskerne skal for alt i verden ikke tænke for meget over, hvad der ligger bag pengepolitikken. Nej, de skal tro, at det er kronen og retten til at slå mønt der er problemet. Men det er det ikke nødvendigvis.
Problemet er snarere den dogmatisme, der har domineret pengepolitikken her til lands siden Schlütters tid, og som har ført til beslutningen om at lade kronen følge Euroen i tykt og tyndt. Men det vil man ikke tale om.
Pengene sættes i verden af dem, der kan udstede penge. Pt. drager USA en kæmpe fordel ved bare at pumpe gigantiske mængder af dollars ud i økonomien som ufinansierede finansielle hjælpepakker til alle de store økonomiske aktører. Fordelen ved at slå mønt er gigantisk for netop USA. Men risikoen, ved at agere som USA, er at verden bliver træt af at se, hvordan likviditeten fødes ind i verden, uden at man selv kan gøre det samme. Men lige nøjagtigt vi kan, hvis vi vil. Vi har stadig retten til at slå mønt. Det er bare et tabu, lige som det er perverst at tale om mangel på penge, i en verden, hvor det stort set ikke koster en skid at lave dem, hvis bare man har jurisdiktion til det inden for det domæne statsmagten omfatter.
Hele diskussionen om retten til at styre og skabe pengemængden vil komme mere og mere op i forbindelse med finanskrisen.
Nogle af de mest benhårde og fladpandede liberalister har allerede foreslået at fratage statsmagterne patentet på at slå mønt. Det ville være meget let at få øje på det sjove i at overdrage retten til at udstede penge til firmaer som f.eks. det hedengangne Enron, Stein Bagger eller Mahoff, helt uden om nogen form for overordnet kontrol. Tænk sig, hvis retten til at lave købekraft direkte, altså penge, var et privat anliggende, sådan som disse ekstremt fladpande liberalister drømmer om.
Som det er nu, er det et statsanliggende, og det ser faktisk ikke ud til at USA, hvis dollar udgør mere end 60% af verdens reservevaluta, mister købekraft, uanset hvor mange dollars staten vælter ud i verdenssamfundet.
Det kunne være et interessant at opbløde distinktionen mellem stat og firma i relation til fænomenet USA, som det er nu.
Amerikas forenede stater kan på mange måder beskrives som et stort privat firma, hvis gigantiske overforbrug og svineri ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke staten netop selv bare lavede de penge, den har brug for.
Det er meget billigt for FED at overføre/skabe 1 milliard dollars. FED laver blot en konto under aktiver, der skriver man f.eks. + 1 milliard i debit ud for en af de formastelige investeringsbanker. FED behøver ikke modpostere noget som helst, det koster ikke en skid at sætte sin omverden i DEBIT. Og så kan en af de store potentielt krakkede investeringsfonde debitere kassebeholdningen og kreditere sin kreditor (FED) for samme beløb. Når pengene så er investeret videre i et nyt fallitbo af fonden, ja så eftergiver FED gælden med nye “lån” osv, for FED er selvfølgelig på de store fondes side, ud fra den filosofi, som handler om, at hvor der er spildt, der skal spildes yderligere.
Det der med dobbelt bogføring, det behøves ikke i nationalbankerne, og da USA ikke ejes af nogen anden end sig selv, ja så er udstedelsen af penge jo allerede overladt til en aktør på markedet, staten, FED, som hiver sig selv op ved håret, helt elefant og naturligt. Og se Onkel Sam kan faktisk det der!
At der er nogen i verdenssamfundet, som endnu har tillid til betalingsmidlet, kan godt undre lidt. Pengenes funktion hviler alene i den tillid, der gælder til dette ”kommunikationsmedie” (andet er det faktisk ikke), og så det faktum at de er begrænsede.
Pengene har ikke behøvet at være begrænsede siden man forlod guldfoden ved Bretton Woods systemets sammenbrud i 1972. Den situation, som verdensøkonomien har befundet sig i siden, er ganske kort set i lidt større perspektiv. Ind til 1972 var det almindelig indstilling inden for den økonomiske filosofi, at ingen ville have tillid til pengenes værdi som betalingsmiddel, med mindre der var en reel dækning for dem, i form af en garanti fra udstederens side om til enhver tid at ville/kunne udveksle den nominelle værdi mod et bestemt kvantum ædelmetal.
Den dag ingen længere tror på, at de penge, som man modtager som modydelse for afgivelse af en tjeneste eller et andet gode, kan bruges som betaling for modtagede ydelser i fremtiden, den dag er kommunikationsmediet penge ophørt med at eksistere. Kun så længe der hersker en hvis tillid til mediet, så kan FED, over på den anden side af Atlanten, trykke lige så mange billige sedler han gider. Onkel Sam har ind til videre kronede dage i dollars.
Det er ikke ansvarlig lederskab eller udtryk for den ultimative nyttighed i overordnet overnational eller overindividuel forstand, der styrer forretningen. Kun størrelsen og den ensidige ret til at slå mønt adskiller forretningen USA fra eksempelvis det hedengangne Enron, og så selvfølgelig det at grådigheden fik Enron til at gå neden om og hjem for nogle år siden, hvor USA i sin helhed nu kun lige netop for alvor er begyndt at ryste alvorligt i bukserne sammen med resten af verdensøkonomien.
USA, Japan og Europa har med finansielle hjælpepakker, gigantiske underskud på statsfinanserne og nu også med opkøb af værdipapirer tilføjet historiens største beløb til verdensøkonomien i et forsøg på at kompensere lidt for de 50 000 milliarder dollars som er forsvundet som luft ud af verdensøkonomien det sidste år.
Det er ekstremt spændende at se, hvordan pengesystemet og tilliden til betalingsmidlerne udvikler sig i de kommende måneder og år. Euroens mangel på manøvrerum i forhold til det at udstede penge, Danmarks frivillige tilbageholdenhed kan blive til fordel for nogle af os, for andre af os måske ikke (tænk på de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af EU’s økonomiske politik ( www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf ). Men under alle omstændigheder så står hele det globale økonomiske system i en situation, som måske i virkeligheden ikke er helt ny, og hvis natur først melder sig her i nærmeste fremtid.
Troen på at pengeværdier var reelle var og er stærk endnu, selv om penge reelt aldrig har været andet end et kommunikationsmedie, hvis funktion hviler i gensidig social tillid og kommunikativ praksis.
Tabet af betalingsmidlet kunne ske på globalt plan, for så at gendannes lokalt igen, f.eks. i form af kr. Økonomerne har aldrig fattet de konsekvenser ved den globale samhandel, som de kan forklares i mere naturvidenskabelig forstand www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-39.pdf
Euroen er ikke nogen sikker havn i det økonomiske kaos, som truer på globalt plan. Muligheden for at genopdage fordelene ved egen valuta er klart nok til stede i dette scenarium.
Steen, tak for din yderst relevante “vinkling” af den økonomiske situation .
Det ville da også være fjollet at sende så mange penge ud i systemet og så ikke følge dem på vej med lidt optimisme.
Hvis der er en mand jeg ikke stoler på i dise tider, må det da være Ben Bernanke. Er der bare EN af hans udtalelser ved diverse kongreshøringer, der ikke er udstillet som det rene hykleri? Prøv at undersøge hvad The Fed, med Alan Greenspan i front, lavede den 11-13 september 2001 for en brat opvågning.
USA’s uhørt forfatningsstridige centralbank (der er aldeles privat oprettet under stort hemmelighedkræmmeri 1913) repræsenterer alt det som Amerika skulle gøre op med, fx. Rothschild/Rockefeller/Warburg penge imperiet.
It’s real simple people. The “Fed” (as federal as FedEx) prints money out of thin air, and then the IRS collects taxes to pay off the endless debt and interest. There is by the way not a single law in the United States that requires citizens to hand over their money to the IRS. Enjoy!