Det er en helt almindelig fordom om, hvad det vil sige at være en helt almindelig mand. Eller det var en almindelig fordom, da C.V. Jørgensen for over 20 år siden udsendte sangen om den Computer Charlie, der “er en helt almindelig mand”, som tager toget ind til arbejde hver dag. Computer Charlie “gemmer sit ansigt”, han ligner “alle andre i kupeen”, og alle sammen ligner de ifølge sangeren “koksgrå lig”. Han er “støvet” som en museumsgenstand, og han ved lige præcis, hvem og hvor han er. Sørgeligt forudsigeligt og trivielt er hans liv ifølge sangeren. Computer Charlie er en “anonymitet på fastlagte skinner og spor”, han var tidligere bare en “fremmedgjort mand”, men nu han er blevet noget så forfærdeligt som en “human robot”. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, synger sangeren, men nu ved han det tilfældigvis godt. Charlie lever ikke for sjov, han er ikke fri nok til at lege, og han siger ikke “et eneste fornuftigt ord”. Han “bliver, hvor han er”, fordi han er bange og ikke tør tage chancer.
Konform kunstner
Computer Charlie er med andre ord uden personlighed, uden fornuft, uden leg og uden liv. Og så hedder det i sangen, at han er “måske lidt overset” og lidt af en museumsgenstand. Det er første er lige så forkert, som det andet er rigtigt. For han er ikke overset: Det konforme massemenneske, den bevidstløse småborger, den anonyme og fremmedgjorte funktionær er en hovedperson i det 20. århundredes kulturkritik. Han - for der er som regel tale om en han - er det modsatte af den provokerende og utilpassede kunstner. Han er den forskelsløse middelmådighed i modsætning til kunstnerens originale undtagelseseksistens. Søren Ulrik Thomsen reflekterer over sangen i et essay i sin aktuelle bog, Repremiere i mit indre mørke. Og som Thomsen anfører: Ret beset kan sangeren ikke vide, om Computer Charlie i virkeligheden er “et frygtsomt, viljesløst og anonymt menneske”, og sangen er i mindre grad en “beskrivelse af Computer Charlie end af poetens egen fantasiløshed”. Thomsens egen far var kontormand, endda bankmand, og han tog hver dag sin cykel på arbejde til Store Heddinge Omegns Spare- og Laanekasse. Hvis man bare så ham på vej til arbejde, kunne man sagtens foranlediges til antagelser om en bevidstløs funktionæreksistens. Men i sine sommerferier stod denne bankmand selv nøgen i baghaven og skabte en “kæmpemæssig kvindetorso”. Han sang med på Bob Dylans og Cæsars sange fra båndoptageren, og til musikken fra filmen Zorba dansede han kædedans med sin hustru og deres venner. Det bliver i det perspektiv ikke genstanden for Jørgensens sang, der er en kliché. Det bliver derimod den, der ser og synger om kontormanden i toget, som om man kan slutte fra visse ydre træk til hele personens eksistens og kultur.
Denne æstetiske kliché kan på ingen måde isoleres til politiske protestsange eller grænseoverskridende modkultur. Bent Vinn Nielsen tegner i sin roman En skidt knægt fra 1998 et portræt af skolelæreren Ruben Eriksen, som kommer fra hovedstadsområdet til Nordjylland i slutningen af 60’erne. Og Eriksen går også rundt over ryster på hovedet over “det bevidstløse massemenneske”. Sammen med andre omfattende fællesnævnere som “ligusterfascisme” var denne betegnelse pensum i skolen. Allerede i 1966 bemærkede den senere professor Johan Fjord Jensen, at ‘flip-proletaren’ var den mest gennemgående skikkelse i 30’ernes litteratur. Flipproletaren var uden organisation, kultur og politiske begreber til at forstå sin egen situation - med andre ord en anonymitet på fastlagte skinner og spor. Det sjove er således, at dette blik på et specifikt og bredt segment i den danske befolkning kunne blive udbredt fra uddannelsessystemet over litteraturen til den poetiske populærmusik. Det blev både et institutionelt blik og regnet for en særligt kritisk måde at se verden på. Man nikkede i takt og vidste nok, hvad der var kritisk. Det var i årtier almindeligt at se Computer Charlie som en mand uden selvstændige tanker. Fordi han transporterede sig regelmæssigt til og fra kontor, måtte man fra skolelærer til protestsanger konkludere, at han var så godt som død og i hvert fald dum. Han blev en figur på en pædagogisk og æstetisk Amagerhylde.
Flæbende digter
Opgøret med antagelsen om de bevidstløse massemennesker er ikke en kritik af C.V. Jørgensens som sådan. Han har selv distanceret sig fra sine mest dramatiske skildringer af danske bosætteres fællesskab på Costa del Sol som “et nynazistisk sammenhold”. Man kan jo flytte fra Danmark og slå sig ned i en danskerkoloni i Spanien uden at være nazist. Og i Jørgensens senere værk udstilles det sted, hvorfra han tidligere mente at kunne se, hvor middelmådige de almindelige mennesker var: “Jeg gik op i en spids,” hedder det med en præcis tvetydighed: “For at se mig lidt omkring”. Og herfra hilser han “på de gamle, de glemte og de grå” og erkender, at deroppefra er verden meget “lille og menneskene bittesmå”. I en anden sang, Spildte bedrifter, står han med “en syndflod af spildte bedrifter, / et vognlæs af døde idéer” og beskriver sig selv som “en digter der flæbende skrifter/ et intet ingen andre ser”. Dette ‘intet’ kan naturligvis læses som afgrunden, som den modernistiske digter skuer mod, men det samme ‘intet’ kan også læses som et banalt ingenting, som ikke svarer til andres oplevelse af situationen. Nu er det ikke verden, som digteren gennemskuer; det er derimod hans egens mangel på indsigt i verden. Det er gået op for ham, at blikket på de andre mennesker som evigt bevidstløse sagde mere om den, der så det, end om dem, han så på. Akkurat ligesom Johan Fjord Jensen i 2004 sagde, at man ikke kan frigøre andre mennesker ved at starte med at erklære dem bevidstløse og anonyme. Det er også Thomsens pointe. For det handler ikke om personer, men om positioner og synspunkter, som man kan reflektere over og gøre op med i fællesskab. Præcis denne distinktion mellem position og person gør det meget nemmere at sætte synspunkter på spil og blive klogere sammen.
Og så er musik jo ikke kun foragt og politik. Det er jo sådan, at både kontormanden og kunstneren helt af sig selv lyser op og nynner med, hvis de gående hen ad gaden pludselig skulle høre Jørgensen synge sangen om Computer Charlie ud gennem et åbent vindue.
Kommentarer
Der er mulighed for at generalisere og abstrahere til og fra et utal af niveauer, når det det moderne samfund og individet kognitivt bestræber sig på at komme på højde med sig selv.
Det eneste, man kan vide med sikkerhed, er imidlertid, at intet kognitivt system nogen sinde kommer helt på højde med sig selv. Deraf systemteoretikernes glade budskab om at nødvendigheden af tilfældighedernes frie spil først ophører med den kognitive adfærds sidste træk, dvs. ved livets absolutte ophør.
Den forbandet lette efterrationalisering over CV Jørgensens tidlige produktion er forfalden til sine egne generaliseringer, som der lige så let kunne efterrationaliseres over. Den forpligtende systematik glimrer ved sit fravær, metoden er lige så evigt nærværende, som den er retningsløs.
Men det moderne samfund ”er” rigidt og bundet op på de evigt samme fattige mønstre og lovmæssigheder, når det drejer sig om at se og reflektere over sig selv. Der vil altid være brug for kognitiv selvterapi, evnen til at se sig selv på ny, ikke mindst i systemteoretisk perspektiv.
Desværre er de fleste kognitive terapeuter en del af en moderne sygdom. Man kan lidt ondt indskrive koret af mediefolk og professionelle symbolanalytikere i samme kategori, de laver ikke andet end at bidrage til det moderne samfunds selvfortolkninger, tit uden begreb om hverken kompleksitet, kognitive grundvilkår, begrebernes bidrag til det komplekse med sine generaliseringer, og alle de kaskader af paradokser og performance, der ligger eksplicit/implicit i deres adfærd.
De kan stort set tage deres økonomiske succes og udbredelse som adækvat udtryk for den grad, hvormed de har mistet deres legitimitet som psykologer og terapeuter. Deres udbredelse og succes er lammende.
Ethvert ”kognitivt system” (også dem kære læser) må kapitulere over for den overvægt af ”kompleksitet”, det finder omkring sig. Sat over for sin omverden må ethvert kognitivt system bøje sig for nødvendigheden af at indføre forenklinger og generaliseringer på alt andet end tilfældig vis, hvis det skal kunne opretholde en hvis form for egen selvorganiseret orden, dvs. fortrolighed med sig selv og sin omverden.
Det sociale organiserer sig om de forenklende former for selvbeskrivelse, der tilhører de forskellige regimer af mening og funktion i det sociale. F.eks. falder ideologierne som del af det politiske systems forenklende indfaldsvinkel til den verden, systemet er med til at komplicere. Det moderne samfunds løsrevede og usammenlignelige kulturelle rum bidrager alle hver især til samfundets kompleksitet med sine respektive forsøg på at omfatte og forstå det hele ud fra sine forenklinger og generaliseringer. Det sociale organiserer sig om sin egen selvbeskrivelse og fremmedbeskrivelse, differentieret, med komplicerende forenklinger, komplekst og alt andet end trivielt.
Den store udfordring består i overhovedet at forstå retningen i noget som helst, i at kunne reflektere delelementerne ud fra nogle mere forpligtende ideer om en større sammenhæng. Denne opgave kan hverken Rune Løkkeberg eller nogen anden professionel symbolanalytiker tilknyttet Dagbladet Ínformation løfte, på en måde der bare ligner en form for intellektuel forpligtende diskurs.
Hver gang de forpligtende momenter af intellektuel og moralsk karakter begynder at melde sig, med faretruende tegn på at man kunne komme til at støde nogen fra sig, på grund af en engagerende problematik, så klæder man sig ud som sommerfugl eller trækker sig tilbage til de litterære kvaliteter, hvor det er mere afgørende om det hele går ”ad helvede” til, eller om retningen p.t. er en ”afvej”, hvorfor det måske alligevel af semantiske grunde burde hede ”af helvede til”.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-39.pdf
Da der jo nok er grænser for hvor stor en del af befolkningen, som er i arbejde som akademikere/symbolanalytikere o.lign. - på bekostning af andre erhverv - som kapitalismen finder ønskeligt/nødvendigt, kan en “udtydning” vel
snart forventes ( Bla.a. i tilgangen: Ved skærpede adgangskrav til uddannelser ). Det forventelige træk fra akademikernes/symbolanalytikernes side er så: At de begynder at kappes om at opføre sig pænt overfor kapitalismen [ har vi set nogen “tendenser” i den retning ? ] - så det er kollegaen og ikke en selv der ryger ud. En virkelig “munter” kapestrid - der blot ikke ændrer ved at den og den af kapitalismen “tilsigtede” procentreduktion alligvel sker - nogen ryger ud -uanset hvad der gøres.
Hvis man ønsker at stifte bekendtskab med opbyggelig lekture, der reducerer Rune Lykkeberg til naturlig størrelse, kan følgende links anbefales:
http://www.information.dk/170243
og
http://modkraft.dk/spip.php?article9757
Jamen, Rune, dette lille essay må vist være en svipser.
…and your point is?
Er det Nietzsche’s “det sidste menneske”, du skriver om? Er det Heideggers “das Man”, eller amerikansk populærsociologi fra 1950’erne om “Corporate Man” - næh, det er Computer Charlie og livstrætte C. V. Jørgensen (er han ikke død for længst?) der er din reference - og så den lyriske kontormand Søren Ulrik Thomsen plus den rigtig stendøde Johan Fjord Jensen.
DET kan du altså gøre bedre.
Eller er din pointe, at det anonyme mappedyr i S-toget i hemmelighed er kunstner in spe?
Jamen, det er da altmodisch romantik.
Det er du da for begavet og velskrivende til!
Vis os (som du så ofte gør) hvad du VIRKELIG kan.
Et både begavet og velskrevet indlæg i kulturkritikken. Og den fik mig til at tænke på den såkaldte kreative pædagogik, børnene i folkeskolen og børneklasserne har været udsat for. Vi skulle jo alle være kreative og ikke dødkedelige og konforme som Computer Charlie.
Underligt at du konfronteres med nedladende holdninger fra nogle kommentator her. Eller måske ikke, for måske rammer dit indlæg et følsomt punkt.