Det lange seje træk imod bande-kriminalitet

Den sociale indsats mod kriminalitetstruede unge skal styrkes. Det opsøgende arbejde i belastede boligområder skal opprioriteres. Forældrene skal inddrages og gøres medansvarlige. Politi og kommuner skal arbejde tættere sammen.

Det har ikke manglet på slagord om, hvad der skal til for at forebygge den bandekriminalitet, der det sidste år er eskaleret i de store danske byer.

Og igennem de sidste 15 år har slagordene været stort set de samme. Hver gang vold og kriminalitet blandt utilpassede unge med og uden etnisk baggrund er blusset op, har både den tidligere og den nuværende regering været klar med ‘voldspakker’, ‘handlingsplaner’, ‘anti-voldsprogrammer’ og ‘lømmelpakker’.

Indgreb, der strammede op på straffe og politiindsats - men samtidig igangsatte en lang række forebyggende projekter, forsøg og indsatser over hele landet for at undgå, at unge med sociale problemer endte i kriminalitet.

Aalborg-lektor Michael Hviid Jacobsen, der forsker i bandekriminalitet, erklærer med det samme, at han udtaler sig “bagklogt, bag skrivebordet i elfenbenstårnet”.

“Men det er påfaldende, at vi, til trods for at vi har planer, handleplaner og har brugt oceaner af tid og ressourcer på det her igennem de sidste 10-15 år, ikke er nået længere i processen. Tværtimod står vi tilsyneladende i en værre situation, end vi gjorde tidligere,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Flere bander, ikke færre

I en rapport, som Justitsministeriet offentliggjorde i efteråret, kortlægges den stribe af forebyggende tiltag, som skiftende justitsministre har sat i søen, lige siden Nyrup-regeringens første ‘voldspakke’ fra 1994.

Tiltagene har været mange og er spredt ud over en række forskellige kommuner og myndigheder - og et gennemgående træk er, at mange af dem har haft karakter af ‘pilotprojekter’, ‘forsøgsordninger’ og tidsbegrænsede indsatser. Og i rapportens beskrivelse af dem er det en tilbagevendende formulering, at “der ikke er kendskab” til evalueringer af dem.

Det betyder ikke, at de enkelte projekter ikke kan have været succesfulde. Men hvis politikerne med de mange indsatser havde håbet på at undgå, at unge bliver bandemedlemmer, så er det i hvert fald gået den modsatte vej. I en statusrapport, som Rigspolitiet offentliggjorde i denne uge, fremgår det, at antallet af bandemedlemmer tværtimod er steget de senere år.

Set fra Michael Hviid Jacobsens stol er problemet blandt andet, at der har manglet en helt overordnet politisk strategi og målsætning for indsatsen.

Resultatet er, at den forebyggende indsats bliver “‘stop and go’ i stedet for et kontinuerligt, målrettet langt sejt træk”.

Trods den meget fokus på en skrappere politiindsats bliver vigtigheden af det præventive alligevel også betonet mere og mere over en bred kam i det politiske billede.

Afventer kommission

Justitsminister Brian Mikkelsen gjorde for eksempel i et samråd om bandekriminalitet i oktober meget ud af at sige, at den forebyggende indsats “er helt afgørende, hvis vi skal forhindre, at det her mønster eskalerer”.

“Her er de sociale myndigheder, daginstitutionerne, skolerne og SSP-samarbejdet de helt centrale aktører, hvis vi skal have bremset den bekymrende udvikling,” sagde han.

Men på trods af enkelte indgreb, der blandt andet skal styrke forældrenes ansvar, viger regeringen stadig tilbage fra at præsentere den helt store plan for, hvordan indsatsen skal styrkes.

Man henviser til den ‘Ungdomskommission’, som siden 2007 har arbejdet på at kortlægge og komme med forslag på området. Den forventes at præsentere sin betænkning til juni.

Men selv om forventningerne til kommissionen bliver skruet i vejret, så erklærer Michael Hviid Jacobsen sig “noget loren ved troen på, at der pludselig kommer en eller anden hovsa-løsning, som vi ikke har opdaget før”.

“Det er, som om at man har en forestilling om, at nu kommer der en masse nye opfindelser eller redskaber på bordet. Men de fleste, der kender til feltet, er vel enige om, at det handler om at blive ved med at gøre det, som vi allerede véd virker. Når vi har med ungdomskriminelle at gøre, så drejer meget af det her sig om nogle unge mennesker, der skal fjernes fra nogle kriminelle miljøer og præsenteres for nogle alternativer til at være kriminel,” siger han.

“Spørgsmålet er så, om der for det første er de tilstrækkelige ressourcer til det og for det andet viljen til det lange seje træk. Derfor hjælper det jo ikke, at man bare bevilger ressourcer for et år frem. Det er jo en tiårs-handleplan, der skal til”, siger lektor Michael Hviid Jacobsen.