Der må være en enorm ambivalens forbundet med at modtage særlig hæder for en livslang indsats i musik ved diverse prisuddelinger. Som regel betyder det, at man har nået, hvad man kunne, er en has been, og ligeså godt kan droppe drømmen om at toppe igen. Det lugter af noget til gravstenen, men der findes heldigvis undtagelser.
Da Pet Shop Boys tidligere i år blev hyldet for duoens ‘Outstanding Contribution to Music’ ved Brit Awards, kunne Neil Tennant og Chris Lowe smile ufortrødent. Makkerparret vidste nemlig, at det barslede med en af de bedste Pet Shop Boys-plader til dato. Små 25 år efter debutsinglen “West End Girls” er der stadig masser af saft og kraft at komme efter.
Yes, som studiealbum nummer 10 hedder, er et dragende og intelligent bekendtskab. Siden 1993’s overdådige Very har Pet Shop Boys således ikke præsteret mere egale og sammenhængende udladninger af deres auditive signatur, ikke mindst Lowes labre synthflader. Denne gang afsunget på mismodige måneskinsture i et længselsfuldt og ofte introvert univers.
Tilpas uprætentiøst
Det begynder ellers helt hedonistisk med den grådigt pumpende “Love Etc.” Medkomponisterne Xenomania lægger deres letgenkendelige korvokaler ned over produktionen, og kravet “I want more” bliver hittets reelle motor.
På “All Over the World” overgiver Neil Tennant sig til forelskelsen og mister helt hørbart kontrol, hvad der klæder den aldrende brite. Han har aldrig været nogen smørtenor, og den monotont klingende og nærmest fraseringsløse stemme kastes ud i randområderne af sin formåen.
Det er interessant at lytte til, grænsende til det befriende. Nummerets hårde electroflirt holder sig omvendt så meget inden for Pet Shop Boys’ vante rammer, at den hverken lyder prætentiøs eller som et forsøg på at skamride en modebølge den sidste vej mod brændingen.
Herefter følger “Vulnerable”, hvor Neil Tennant blotter sig, som han skal fortsætte med gennem resten af den 11 numre lange Yes:
“I may be hard to take / but you can’t call me fake / ‘cause I’m vulnerable without you”.
Still rolling strong
Stor digtekunst kan man ikke beskylde det for at være, men Neil Tennant har også altid udstrålet mere såvel intellektuel som poetisk dybde, end han ret beset besidder.
Hans raffinement er i højere grad et spørgsmål om affektion. Det bliver ikke mindst tydeligt på den villede, men hjælpeløse politiske kommentar “Building A Wall”.
Det lykkedes godt nok for Pet Shop Boys at satirisere over Tony Blairs forgabelse i George W. Bush med “I’m With Stupid” for en håndfuld år siden, men hvad duoen her har på hjerte vides helt sikkert ikke med sikkerhed. Tag blot linjer som de følgende:
“Back the non a bomb-site /we were spies among the ruins / such precocious barbarians /on TV we saw /cold war”
Hmm, ‘drengene fra dyrehandlen’ er måske blevet voksne, men al den anstrengte naivitet har de åbenbart et sikkert greb den om dag i dag.
Så er “King of Rome”, “Pandemonium” og “The Way It Used To Be” i en helt anden grad Pet Shop Boys’ rette element. Især førstnævntes triste-triste og alligevel energiske spadserende grundtone er ulidelig smuk lytning.
“And if I were the king of Rome / I couldn’t be more tragic / My fate to roam / so far from home,” synger Neil Tennant så passioneret, at ens egen længsel automatisk får ben at gå på.
Fortsætter Pet Shop Boys i samme inspirerede spor, kan duoen ind fortsætte med at modtage hæder og ære de næste 25 år.
Måske på krykker eller i rullestol, men stadig med et selvtillidsfuldt smil smurt ud i de furede drengeansigter.
Pet Shop Boys: Yes (EMI). Udkommer i dag
Kommentarer