Det er fredag formiddag på boglageret DBK i Køge, og Claus Johansen har travlt med el-palleløfteren. Iført blå cowboybukser, firmatrøje og hælløse træsko kører han pallevis af bøger fra lagerhallen og op på ladet af en ventende lastbil udenfor.
“Vi kørte 33 paller afsted i går, og i dag skal der 17 paller ombord,” siger Claus Johansen og kører endnu et læs bøger op på ladet.
Hvert år ekspederer DBK 16 millioner bøger for forlag til boghandlere over hele landet. De grå betonhaller fungerer som lagerhotel, hvor forlagene betaler for den plads, deres bøger optager. Hver gang en boghandler bestiller bøger hjem, trækkes de ud af lagerbeholdningen via et sindrigt robotsystem og fragtes med kurér eller post frem til butikken.
Men det er langt fra alle bøger, der når så langt. Titler, som ikke længere sælger, ryger i stedet op på Claus Johansens el-palleløfter og videre til destruktion på en genbrugsplads. Alene i 2008 destruerede DBK i Køge 216 ton bøger på foranledning af forlagene, mens landets anden store distributionscentral, NBC i Haslev, destruerede hele 357 ton. Regner man med, at hver bog i gennemsnit vejer 400 gram, svarer det til godt halvanden million bøger årligt. Satte man dem op på en hylde, ville den nå hele vejen til Cairo.
IKEA-kataloger og æggebakker
Indtil for få år siden blev bøgerne brændt i et fyr på Møn, men det har et nyt EU-direktiv om affaldsforbrænding sat en stopper for.
“Så nu bliver bøgerne i stedet til IKEA-katologer og æggebakker,” som direktør i DBK, Peter Johnsen, formulerer det.
Han forstår godt, hvis mange forfattere finder det ubehageligt, at deres bøger risikerer at ende i makulatoren fremfor på boghandlernes hylder. Men der er ingen vej uden om, mener han.
“Når en forfatter har lagt sit hjerteblod i tilblivelsen af en bog, så kan han naturligvis ikke være glad for at se den blive destrueret. Men for os, der arbejder med det til daglig, er det bare en opgave, der skal klares. Vi står ikke og græder salte tårer, men der er vel heller ingen af os, som ligefrem synes, det er sjovt at smide bøger ud. Der er bare ikke noget at gøre, for de fylder jo op på lageret og koster forlagene penge,” siger han.
De smider også brød ud!
Slam! Claus Johansen smækker døren til lastbilen i og sætter sig til rette på førersædet. Næste stop er genbrugsstationen ADMI i Valby, hvor bøgerne skal skæres op, inden de sendes videre til Dalum Papirfabrik i Næstved.
Denne fredag er lasten fuld af titler som Turen går til Rom, Halfdan - en biografi, Byggemand Bob og Grisling bliver reddet.
“Jeg ved ikke, om du så, at der var en del Disneybøger med i dag,” siger Claus Johansen og sætter nøglen i tændingen:
“Jeg kan ikke ikke lade være med at tænke på dengang, jeg selv havde små børn og skulle ud og købe børnebøger. De kostede jo en bondegård, og her smider man dem bare ud!”
Claus Johansen holder sig dog i skindet, når trangen melder sig til at krybe om bagi og fiske en enkelt bog ud til sig selv.
“Nej, jeg tør sgu ikke. Det ville trods alt være lidt åndssvagt at miste sit job for at spare 200 kroner,” siger han og smiler skævt.
Vi drejer ud på landevejen og sætter kursen mod København. Nogle få minutter er der stille i førerhuset, mens Claus Johansen holder øjnene på vejen. Så udbryder han pludselig:
“Egentlig er det jo lidt noget frådseri, når man tænker over det. Jeg er ikke nogen stor greenpeace-aktivist, men jeg synes, det er uheldigt, at man bruger så mange ressourcer på noget, der bare ryger ud.”
Men det er ikke kun forlagene, der i Claus Johansens øjne frådser med varerne. Den er lige så gal på Schulstad, hvor han hver uge tager nogle nattevagter for at supplere sin månedsløn.
“Dér smider de jo også bare brød ud! Så er det i det mindste en lille trøst, at bøgerne her går til genbrug,” siger han.
Reddet fra makulatoren
Det er normal kutyme, at forlag tilbyder forfattere at købe deres dødstemplede bøger, inden de makuleres. Forfatterne køber som regel en håndfuld eller to. Men da Kim Blæsbjerg for nylig fik mulighed for at redde sin debutbog Fælder fra makulatoren, købte han hele restoplaget på 300 eksemplarer.
“Fælder er jo min debutbog, og jeg kunne simpelthen ikke holde ud at tænke på, at den bare skulle smides ud. Jeg var sikker på, at der var nogen derude, der ville kunne få glæde af den,” siger han.
Kim Blæsbjerg blev enig med sit forlag Borgen om at købe bøgerne tilbage for en stykpris på 3,75 plus forsendelse.
“Jeg ved ikke, hvorfor de ikke bare kunne forære mig bøgerne, men jeg har snakket med andre forfattere, som har prøvet det samme, og man skal som regel altid betale en eller anden symbolsk pris.”
Via Facebook annoncerede Kim Blæsbjerg, at Fælder var til salg for det samme beløb, han havde betalt forlaget, og i løbet af bare tre dage lykkedes det ham at komme af med samtlige 300 eksemplarer.
“Og jeg kunne snildt have solgt over 400, for der blev bare ved med at komme bestillinger,” siger Kim Blæsbjerg, som glæder sig over, at bøgerne undgik skæremaskinen og fandt deres rette ejermænd. Derimod ærgrer det ham, at forlagene generelt ikke gør mere for at holde liv i bøgerne.
“Jeg kan godt forstå, de har et problem, når der bliver trykt flere bøger, end der efterspørges. Men det ærgrer mig, at bøgerne helt forsvinder. Hvis de nu nøjedes med at makulere 80 procent af lagerbeholdningen, så ville bogen stadig kunne købes, men når samtlige eksemplarer makuleres, ryger bogen jo helt ud af cirkulation og ophører med at eksistere.”
Endelig forstår Kim Blæsbjerg ikke, hvorfor gode bøger skal smides ud, når de alternativt kunne gå til skoleprojekter eller andre former for velgørenhed.
“Men det skyldes åbenbart det halvtåbelige ræsonnement, at hvis man forærer bøgerne væk, så melder man indirekte ud, at folk bare skal vente med at købe bøgerne til de bliver gratis. Det holder jo ikke. Det er syv år siden, at Fælder udkom, og der er jo ingen, der sidder og venter i syv år på, at en bog bliver gratis.”
Godt, de ikke skal bruges
Turen fra Køge til genbrugsstationen i Valby har været hård ved Peter Pan. En hel palle med den grønne billedbog er væltet undervejs, opdager Claus Johansen, da han skal til at tømme lastbilen.
“For satan da også. Det er godt, de ikke skal bruges til noget,” siger han og bakser pallen med de forslåede bøger over på slisken, mens han suger sultent på en cigaret.
Nedenfor står Mohammed Bouazza klar med en palleløfter, og i baggrunden kigger Jane Larsen på. Hun har været i affaldsbranchen i 20 år. Men først for et års tid siden, opdagede hun, at der er penge i litteratur, og grundlagde firmaet ADMI, hvor de limhæftede rygge skæres af bøgerne, så de rene papirblokke kan blive sendt videre til Dalum Papir i Næstved.
Romaner, fagbøger og børnebøger bliver anvendt til papir af mellemste kvalitet, mens den fineste papirkvalitet udvindes af offentlige lovbøger og bekendtgørelser.
“Meget kan man sige om det offentlige, men ét må man give dem: De sparer ikke på noget, når de køber papir. Så kan man mene om dét, hvad man vil,” siger Jane Larsen, og kigger sig over skulderen, hvor Mohammed triller forbi med Peter Pan på palleløfteren.
“De Peter Pan bøger dér kommer til at trække tænder ud,” siger hun og fisker et eksemplar op.
“De er kun lige præcis tykke nok til, at det overhovedet kan betale sig at skære ryggen af dem.”
En trøst er det, at der trods alt ikke sidder batterier og højttalere på, som der efterhånden gør på mange børnebøger. Det er det værste, fortæller Inge, der venter inde i varmen iført grønne gummihandsker og diskret makeup. Hun er pensioneret folkeskolelærer og lægger hver uge så mange timer, hun har lyst til, på den lille virksomhed. Sammen med Mohammed står hun for at fodre skæremaskinen, der kan sluge seks bøger ad gangen.
“De to er som et gammelt ægtepar,” siger Jane Larsen, der fortæller, at Inge altid mobber Mohammed, når han taler med sin tunesiske familie: “Hun siger, det lyder som en halssygdom.”
Sidste udvej
Ikke så langt derfra, i Klareboderne i det indre København, har Jan Schmidt kontor. Han er salgsdirektør på Gyldendal og har det overordnede ansvar for forlagets bogsalg til det private marked. Ifølge ham er det minimalt, hvad Gyldendal hvert år sender i makulatoren.
“For inden vi makulerer bøgerne, forsøger vi altid at sælge dem i flere omgange til nedsat pris. Som regel lykkes det os at sælge de fleste restlagre til boghandlerkæderne, som køber rub og stub til gengæld for en meget lav pris. Lykkes det os ikke at sælge bøgerne det ene år, så prøver vi igen året efter. Det er først, når vi har prøvet adskillige gange uden held, at vi tyer til makulation,” forsikrer Jan Schmidt, der dog erkender, at han ikke kender det eksakte omfang af forlagets bogdestruktion.
På det amerikanske bogmarked kender man til gengæld omfanget af bogmakuleringer. I bogen Bogbusiness, der udkom i dansk udgave i 2002, afslørede forfatteren André Schiffrin, at hele 40 procent af alle trykte bøger over there ender deres liv i papirkværnen. Så voldsomme tal er der næppe tale om i Danmark, men et vist spild må man som forlag altid påregne, mener Jan Schmidt.
“Sådan er markedsmekanismerne. Det er jo også spild, når leverpostejen har passeret sidste udløbsdato og må smides ud,” siger han.
Et bjerg af ord
En tyk og grålig grød flyder rundt i kogekarrene på Dalum Papir uden for Næstved. Med sæbe og uden brug af kemikalier bliver millioner af ord vasket af det papir, der snart igen skal blive til blanke blade.
Uden for fabrikken rejser et bjerg af tryksværte, kridt og karolin sig som et monument over de tabte tekster.
“Her kan alle komme. Så længe de har en røvfuld papir, de vil af med,” siger purchaser Kim G. Nielsen, der er klædt i en foret vindjakke med sloganet Let the paper talk på ryggen.
På papirmøllen modtager de nemlig al slags papir. Bogsiderne er af bedste kvalitet, men de udgør en forsvindende lille del.
“Det ryger i samme gryde alt sammen,” siger Kim G. Nielsen, der har det helt fint med, at så mange forlagsfriske bøger ryger med ned i suppen.
“Det har jeg sgu været for mange år i branchen til at ærgre mig over,” siger han.
Desuden bliver det hele jo genbrugt. Når den våde masse er tørret, bliver den igen lavet til papir og ender som tryksager hos blandt andre Ikea, Mercedes-Benz, Deutsche Post og Danske Bank.
Det stikker i hjertet
Selv om der er langt fra nazisternes rituelle bogafbrændinger i 1940’ernes Tyskland til moderne forlags usentimentale håndtering af overproduktion, stikker det altid i hjertet, når bøger må gå til grunde, mener sociologen Henrik Dahl:
“Så sent som i går sad jeg og snakkede med veninde, som fortalte, at hun havde været til en Sankt Hans aften, hvor der var blevet brændt gamle bøger af. Hun endte med at komme op og skændes med de andre gæster for ‘det kunne man da ikke!’, syntes hun.”
Men reaktionen er ikke så underlig, mener Henrik Dahl. I modsætning til andre varer i det moderne forbrugersamfund bærer bøger nemlig på en kulturhistorisk bagage, der i vores bevidsthed adskiller dem fra alt andet.
“Det skyldes, at vi er rundet af en skriftkultur. Og selv om skrift i vore dage er mange andre ting end lige bøger - det er for eksempel også graffiti og emails - så er og bliver bøger alligevel vores skriftkulturs ypperste frembringelse. Derfor må vi nok bare indse, at destruktion af bøger altid vil være associeret med åndelig formørkelse.”
Kommentarer
Ak, ja så fik Storm P. ret endnu en gang. I en af sine mange vise fluer, lader en en sørgmodigt udseende herre sige: “Der er kun et hanefjed fra litteratur til makulatur”.
I stedet for blot bevidstløst at brænde bøgerne af, burde forlagene i forening udskrive en national konkurrence om de bedste forslag til, hvad man skal gøre ved disse “overflødige” bøger.
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Man kunne jo også gå over til Books on Demand. For mange bøgers vedkommende ville det være en fin løsning. Bogen ligger elektronisk gemt og kan bestilles i det antal eksemplarer der er brug for - som papir bog. På den måde bliver der ikke brug for bogdestruktioner. Kun det antal bøger, der er brug for bliver trykt. Det er kun et spørgsmål om tid før denne metode bliver brugt noget mere.
@ Johannes Nielsen: “For ikke at tale om om såkaldte intellektuelles bogreoler, hvor bøger er statussymboler og pyntgenstande, støvede fetishobjekter som mindst af alt bliver læst. ”
Det forekommer mig, at dit hadske indlæg mest af alt er udtryk for dit eget forkvaklede forhold til (og muligvis udbytte af) bøger, samt en misforståelse af begrebet intellektualisme.
IT-udgaver og bedre skærme er da en af mulighederne. Men glæden ved at have sine bøger på reoler - eller i mere eller mindre velsorterede bunker, hvor man impulsivt lige får lyst til at se ‘noget’ i en eller et par af dem og muligheden for at kunne slå op, lægge dem ved siden ved hinanden og sammenligne kan nok så god IT-teknologi ikke erstatte.
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
@ Peter Brix
Eller måske er det dig der ikke tør se din egen bogfetish i øjnene?!?
Hvorfor er det egentlig, at du har bøger stående i stuen, som du ikke har læst i årevis og som du aldrig kommer til at kigge i igen?
Der findes desværre rigtigt mange hjem uden bogreol.
Det har jeg selv set, da vi har kigget efter ny bolig i et par år nu.
Og mange steder må man bygge ud, hvis vores bøger skal være der, hvlket de skal.
Jeg kan ikke tænke mig et hjem uden bøger: skønlitteratur, gode tegneserier ( Nikolin Wedelin balandt andre), fagbøger, børnebøger, skønne fotobøger og meget andet.
bøger af forfattere fra hele verdene plus de gamle klassiske.
Kunne ikke udholde det job med at destruere bøger.
Apropos bogmakulering/kompression kan jeg varmt anbefale at læse “Too Loud a Solitude” af Bohumil Hrabal : “For thirty-five years now I’ve been in wastepaper, and it’s my love story.”
Iøvrigt er det jo et æstetisk spørgsmål om man foretrækker det ene eller det andet skriftbærende medie. Og smag og behag står som bekendt ikke til diskussion.
Nogen hygger sig bedst ved en LCD-skærm i et hvidt rum uden møbler illumineret af lysstofrør. Andre foretrækker at sidde med en bog eller avis i en lænestol i en krog i det matgyldne skær fra en glødelampe.
# Mona
Bare fordi man ikke har bøger stående fremme betyder det jo ikke at man ikke læser bøger. Hvor mange bøger har et læsende menneske brug for at have stående på sin reol? Præcis EN - alt andet fetish!!!
@ Johannes Nielsen
Som Erik Højer så viist skriver, kan man jo ikke med nogen form for udbytte diskutere smag. Følger man din tankegang, som helt sikkert er i overensstemmelse med mange menneskers syn på den sag, kan man jo så også nøjes med f.eks. en stor fladskærm på væggen - eller andet steds, hvor man så har det billede fremme, man lige nu har lyst til at se på. Det har den fordel, at man vel nok kan downloade det meste verdenskunst, der findes.
Andre føler så en glæde ved flere billeder og reoler med mange farverige rygge. Der er nok ikke i hverken dit eller deres tilfælde tale om fetichisme.
Hvilken af betydningerne af fetich tænker du i øvrigt på? Begrebet stammer jo oprindelig fra den portugisiske betegnelse for afrikanernes kultgenstande – gudefigurer i mange former, som blev tillagt overnaturlige kræfter og var genstand for ærefrygt.
Men det bruges jo også i betydningen seksuel fetichisme, gerne om eksperimenterende former. Her tales om modefetich. Og her vil jeg da medgive dig, at en stor del af hysteriet om bestemte forfattere, hvis bøger ligger fremme, godt kan betegnes som fetichisme – men brugt om almindelig bogglæde, er udtrykket nok lige lovligt løsagtigt.
Med venlig hilsen og et venligt smil
Paul Hegedahl
Bogbrænding? Brrrrr…
Det fine ved en bog at man kan ha’ den stående og læse den når man har lyst. Fetich? Må vi så lige være her!!
Er fysiske bøger en fetish? Noget, man kun opbevarer for at skilte med sin belæsthed (læs=begavelse)? Er det et levn fra de dage, hvor der ikke VAR andre muligheder for at tilgå den information og den erfaringsdannelses-hukommelse, som bøgerne rummer? Eller er det en måde at opfatte verden på - at tilgangen til de andres meninger bliver mere virkelig, når man selv ejer det værk, den helhed, de andre har brugt deres liv og energi på at stille til rådighed for én?
Jeg foretrækker fysiske bøger. Helt klart. Lænestolen, læselampen, og den gode bog. Ingen tvivl om dét. Har forsøgt mig med en dedidkeret mobillæser - http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST17add.pdf - og er ikke blevet overbevist om, at det er fedt kun at have dén stående. Jeg er nødt tiil at bladre i DEN for at se de bøger, jeg har på den - der er intet, der minder mig om tidligere læseoplevelser, intet der vækker min hukommelse, før jeg sidder med den. Kan ikke bare kaste et blik på reolen for at blive bragt tilbage til dagen, hvor bogen blev købt og dagen, hvor den blev læst. Min dag bliver anderledes, mit liv bliver svævende og a-historisk.
Jeg er helt med på energispildet. Fuldstændig. Men overgangen til Internet og digitale tekster ere ved at tage overhånd - det er ureflekteret og som sådan dræbende for bogværket. Læs evt. i LETTRE INTERNATIONALE #18 2008 om Googleficieringen af verden - som mere og mere handler om teksters popularitet end om indhold. Med en fysisk bog i hånden tager man stilling til sandhedsværdien - mens den nuværende “fremstilling”/tilgængelighed af tekst i stigende grad blot gør al tekst til den samme grå grød.
- og således fik Kenneth Krabat klart og med omtankes agt det, der kan/skal siges i den forbindelse.
Tak!
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Mine bøger står ikke til pynt. Jeg er bogoman.
Jeg vælger ine bøger med omhu, mine bøger står ikke i systmer. Jeg har ikke læst dem alle endnu, fordi jeg køber flere end jeg kan nå at læse. Men så har jeg det at glæde mig til i fritiden, i ferier og så videre. Og så deler jeg mine bøger med min bibliotikardatter.
Hun har set lyset med de andre digitale muligheder. Hendes bibliotek (hun vil være leder af et sådant) skal indeholde alt hvad der kan rubirceres som kommunikationsmidler.
At læse bøger på en skærm er ikke mig, jeg foretrækker tekst uden “støj”, tyngden, lugten.
Og tænk hvis strømmen gik midt om dagen.
eller man skulle have en ledning med ud i haven til hængekøjen?