Når turen i den blå vogn er slut

“Det morer mig at skrive,” udbryder fortælleren allerede på første side i At skrive på hjertets sider, og han fortsætter: “Jeg lader det komme, som det vil, og som jeg selv vil.”

Hvad skal man stille op med en sådan fortæller? Bestemmer han, eller bestemmer han ikke, hvordan historien skal forløbe? Er litteratur bare ren morskab? Og hvad skal fornuftigt tænkende voksne mennesker stille op med sig selv, når turen i den blå vogn er slut? Tja -

At skrive på hjertets sider er en lille lumsk sag, man kan vælge at overgive sig til eller at blive irriteret på. Nogenlunde som det også forholdt sig med forgængeren Skomagerbakken fra 2006, og nogenlunde sådan kunne man også opdele anmeldernes reaktioner på bogen. Selv hørte jeg til blandt dem, der overgav sig, og det gør jeg også denne gang, men allerede her kan jeg godt selv høre, at den er lidt gal, for hvorfor føler jeg dette behov for at forsvare forfatterskabet? Nej, jeg må nok hellere indrømme, at der paradoksalt nok går lidt tomgang i Louis Jensens sprudlende fantasi denne gang. Automatik kunne man også kalde det.

Det begynder ellers forrygende. En ung mand - ikke barn og ikke voksen - med korte bukser og gul pandelok får ansættelse som assistent hos violinisten Irma, fordi han kommer til at klappe og råbe hurra under en koncert på det helt forkerte sted. Irma kan lide hans uskyldige blik, det er som om, han “slet ikke ved, hvad verden er”.

Irma forsvinder desværre hurtigt, men kun delvist. Den såkaldt uskyldige står tilbage med hendes hoved, hals og skuldre og en arm. “Den venstre,” præciserer fortælleren, hvilket er meget karakteristisk for bogens fortællestil, skødesløs og med strengeste nøjagtighed. Louis Jensen er en fremragende stilist med en gudsbenådet fantasi og humor.

Grænser udviskes

Assistenten med det uskyldige blik, de korte bukser og den gule pandelok kommer rundt i verden med det, der for andre ligner en gipsbuste som bagage. Hans mål er at gøre Irma hel igen, og så lige oveni at få genoplivet Eva. En kvinde, han mødte på et sanatorium, men som hurtigt døde. Historien er ikke belemret med stringens på indholdssiden eller romantiske forestillinger om den eneste ene, så fortælleren kan uden skrupler også komme ganske tæt på kvinden Warchas, der i nogens øjne kunne være en polsk pornostjerne med rød paryk, men som i den uskyldiges opnår en helt anden ophøjet status. På sin vis har At skrive på hjertets sider en hel del til fælles med Jens August Schades lille, store romannummer Kommodetyven, idet den også udvisker alle grænser mellem virkelighed og fantasi, voksenliv og barnlig leg og især mellem etik og æstetik.

Louis Jensen er eksotisk og dybt original. Hans fortællekunst er en glæde ved livet, der er sig pinligt bevidst om, at sådan kan man ikke lege hver dag. Derfor er det også gådefuldt, at det er et fantasifoster af en direktør i poesiens blå farve, der er sat ind for at stoppe ynglingen i hans tur - eller i andres øjne flugt - ind i fantasiens verden. Men gådefuldheden er romanens hjertesag. Den undersøger nysgerrigt det besynderlige forhold, at vi på den ene side behøver og hylder den rene uskyld og på den anden side foragter de naive fjolser.