Da jeg var barn tog min mor mig med på biblioteket hver fredag. Vi havde sådan en stor, knirkende kernelædertaske, hvor der præcis kunne ligge 30 tegneserier og ti bøger. Hvor kernelædertasken er blevet af, ved jeg ikke, men jeg savner den. Dens klagende lyd, når der blev slæbt bøger hjem, dens rare, hyggelige duft. Og bøgerne, selvfølgelig. Dem på biblioteket havde altid deres helt egen duft. Ikke egentlig rar, men helt klart tryg.
Der tales meget om bibliotekernes fremtid, og folk i min generation og opefter har sært romantiske forestillinger om, hvilken rolle de skal spille. Forestillinger præget af den trygge duft af kernelæder og papir, som har været gennem mange menneskers hænder. Sådan har det været for os, og sådan vil vi gerne have, at det altid skal være. Det er helt naturligt, at det, vi kender og er vokset op med, har værdi.
Bogen er uerstattelig, siger vi. Derhjemme har vi jo stabler af bøger. Og vi bruger jo selv bibliotekerne, fiser frem og tilbage med nye, knap så knirkende tasker. Sådan skal det blive ved med at være, synes vi, og så lukker vi øjnene, holder vejret og tænker, at det nok skal gå altsammen.
Fællesserveren
Men vi ved jo godt, hvordan det er gået med musikbranchen, og vi ved også, at det digitale marked for bogens vedkommende lurer lige om hjørnet. De generationer, der vokser op uden bøger, vil ikke have nogen grund til at savne dem eller begræde deres tab. For dem vil bogen være ligesom LP-pladen - noget der bringer det let fugtige blik frem i deres forældres øjne. De har ikke noget forhold til duften af papir. For dem er det dimsen, der betyder noget - dimsen, man læser bogen på. Vi har allerede Kindle. Men lige om lidt kommer Apple med deres nye dims, bogens svar på iPod, og den kommer helt sikkert til at lukke biblioteker. For hvorfor besvære os ned på biblioteket for at hente bøgerne, når vi kan downloade dem direkte til vores nye, lækre dims i topkvalitet?
Nej, bibliotekets fremtid bliver en stor fællesserver, hvorfra man henter sit materiale fra det ene sekund til det næste. Den digitale bog kan pr. definition aldrig være udlånt. For forfatternes vedkommende bliver det presserende emne selvfølgelig hele rettighedsspørgsmålet.
Hvordan vil fremtidens biblioteksafgift se ud, når bibliotekerne principielt kun køber ét eksemplar, nemlig det digitale, og de således ikke længere behøver tælle antallet af udlånsbare bogsider op? Det skal vi se at komme igang med at finde ud af, for lige om lidt er det for sent. Et muligt forslag kunne lyde, at forfatteren får et årligt grundbeløb pr. digital side og dertil betaling pr. udlån.
Dannelsescentre
Boghandlerne og forlagene kommer til at stå med et lignende problem. Hvordan tjene penge på at folk skal købe noget, når nu de kan låne det (og formentlig genlåne det på ubestemt tid) på biblioteket?
For borgeren vil situationen være anderledes. Biblioteks-‘gængerne’ behøver ikke at bekymre sig om forfatterens, forlagenes eller boghandlernes overlevelse. For dem er den mest smertefrie tilgængelighed den eneste relevante prioritet, og her er fællesserveren selvfølgelig svaret. Farvel til knirkende kernelæder. De massive besparelser på driften af biblioteksvæsenet kan rimeligvis komme de producenter til gode, som mister deres indtjening andetsteds.
Såvidt den fremtid, som kommer helt af sig selv. Noget andet er, hvordan vi ønsker den skal se ud sig. Hvis vi vil have, at gårsdagens biblioteker skal fungere som andet end desperate egnmuseer for bogen, må vi til tegnebrættet. Hvis det, som vi i dag kender som ‘biblioteker’ også i fremtiden skal fungere som en art folkelige dannelsescentre, må vi komme igang med at overveje, hvilket andet indhold, vi vil fylde i dem. For den fysiske lånebog vil ikke komme til at spille den rolle ret meget længere.
Mathilde Walter Clark er forfatter, medlem af Dansk Forfatterforening
Kommentarer
Fremtidsforskeren Clark har kigget i sin krystalkugle. Hun spår et meget stort mandefald blandt biblioteksansatte. Hun ser sit snit til, at foreslå en omfordeling af de (imaginære) fritstillede midler til forfatterne (sig selv).
Jeg synes Clark burde koncentrere sig om sin digter- og redaktørgerning. Og så lade folk, der ved noget om moderne biblioteker og deres udvikling udtale sig om sektoren.
PS-Men tak for barndomsskildringen. Husk at medtage den i selvbiografien. Jeg ser den udkomme i 2040 og jo, søreme om den ikke foreligger i form af en FYSISK bog.
“Nej, bibliotekets fremtid bliver en stor fællesserver, hvorfra man henter sit materiale fra det ene sekund til det næste.”
Det har Mathilde Walter Clark forhåbentlig ikke ret i. For i så fald kommer den “store fællesserver” til at hedde Google og være privatejet med monopol og hele svineriet. Og så kan hun vinke farvel til god og censurfri vidensformidling og gratis uddannelse til alle.
Læs her hvad en gammel rotte i biblioteksfaget har at sige om visionen om “den store fællesserver”:
http://www.information.dk/186120
Mathilde Walter Clark griber fat i en meget relevant og interessant problemstilling. Hvordan sikrer man at forfatterne fortsat tjener penge i en digital fremtid.
Som forfatter har hun da om muligt den allerstørste interesse i at nogen tager problemstillingen op til diskussion.
Faktisk kan man allerede på netmusik.dk og netlydbog.dk hente digitale udgaver af musik og litteratur men med dyre betalingsaftaler der hurtigt og effektivt dræner bibliotekernes materialekontier.
Man kan naturligvis læne sig op ad Google og dennes digitaliseringsstrategi. Spørgsmålet er dog hvornår de danske politiske aktører begynder at kigge på ophavsretten. Hvordan sikrer man de kreative kræfters arbejde. Og hvordan sørger man for at bibliotekerne kan stille digitalt materiale tilgængeligt for borgerne og dermed understøtte IT-udviklingen og demokratiet i vores samfund.
Der er nogen på Christiansborg der sover i timen…
Spørgsmålet er om de nogensinde er vågne uden for spisetiderne?
Jamen det er da klart en relevant problemstilling.
Men det løser da intet, at forgylde én gruppe i det kulturelle kredsløb ved at tag fra en anden.
Giv ikke efter for dén del-og-hersk kulturpolitik regeringen langsomt men sikkert har ført ud i livet. Efterstræb ikke din næstes smuler.
Jeg er overbevist om, at bibliotekerne har kompetente medarbejdere, som er i stand til at dele sol og vind lige (materiale og mediemæssigt).
Forfatterforeningens formand må løbende i forhold til udviklingen indgå ophavsaftaler med bibliotekerne/Kulturministeriet.
Jeg er enig i, at de ansvarlige politikere længe har forholdt sig passivt. Den nuværende kulturminister er nærmest usynlig. Hun må råbes op.
Jeg undrer mig over Mathilde Walter Clarks tilgang i det hele taget. Den mest smertefri tilgang til litteratur er udenom bøgerne og biblioteekerne, mener hun. Det vil altså sige, at alle de tegneserier, hun lånte, var fuldkommen ligegyldige som tegninger, tryksager og papirgrafik? Ja, ligefrem udelukkende smertefulde på grund af deres fysiske tyngde? Det vil sige, at hun aldrig har kunnet bruge en bibliotekar til noget , ej heller den udvælgelse, katalogisering, hjælp til søgning og præsentation af værker, som hun har fået på biblioteket til en skid, men blot har brugt biblioteket som et selvbetjeningslager, der lige så vel kun have været et stor betonklods med paller, mænd i kansas på trucks og lysstofrør i loftet, hvor bøgerne lige så vel kunne have været store stakke fotokopier og prints?
Kathrine Sørensen Bech kunne jeg godt lide at spørge, om hun nogensinde har prøvet at lave en søgning på eksempelvis netmusik.dk? Hvis man ser for det første på udvalget af værker, er det langt mindre og langt langt mere poppet end udvalget på de fysiske biiblioteker. For det andet er chancen for at man finder det man leder efter væsentlig mindre her end på bibliotekerne. Netmusik.dks søgesystem og katalogiserng er af væsentlig ringere kvalitet end bibliotek.dks.
Men det er som, at en del mennesker, fx Mathilde Walter Clark, tror, at bibliotekararbejde bare går ud på at passe boglageret, altså at bibliotekarer bare er de der kansastyper, designet på en lidt anden måde i en lidt anden type arbejdstøj, siddende bag skriveborde fremfor på trucks, men ellers er forskellen ens. Altså at bibliotekarer er vidensindustriens specialarbejdere med et enkelt introkursus af en uges varighed som eneste ballast.