Nu husker jeg, hvad der skete den dér dag. Dér den 9. januar, hvor det hele begyndte. Nu ved jeg det.
Jeg spurgte Magnus:
“Har du set, at John har fodvorter?”
“Nej, men han har fortalt det.”
“Han har otte vorter.”
” Ja, det sagde han.”
“Har du købt noget mod fodvorter?”
“Nej, skulle jeg da det?”
(…)
Det er den 9. januar, og jeg sætter ord på det eneste, vi egentlig skændes om. Det er ikke penge, for vi er begge i reklamebranchen og har rimeligt velbetalte job. Jeg tjener nogle tusind mere end Magnus, men der er ikke den store forskel. Vi har nogenlunde samme ansvar og nogenlunde samme arbejdsbyrde, som kan variere fra stor til mindre. Vi er glade for vores arbejde. Har det godt. Supergodt. Hvad dette angår, tror jeg, at vi er temmelig unikke i denne rækkehusidyl, hvor den højere middelklasse har måttet betale dyrt for deres bolig. Alligevel skændes vi indimellem seriøst. Om træthed. I hovedet. I hjernen. Min hjerne.
Vi skændes, og det er altid mig, der begynder. (…)
Den 9. januar skete der noget, der gjorde, at jeg pludselig så og kunne formulere det, jeg i virkeligheden allerede vidste. Noget skubbede til en slags dominobrik, der faldt og skubbede til en anden, som … Ja, da brikkerne lå ned, viste de et nyt mønster.
“Du behøver ikke tænke på noget, for du ved, at jeg har styr på det. Du ved det. Jeg kan ikke tillade mig at glemme. Du kan læne dig tilbage, men jeg får ikke hjælp! Jeg har sgu ikke noget naturligt talent for det her job!,” hvæser jeg til min mand.”
“Hvad mener du? Hvad for et job?”
“Jobbet som familiens fucking projektleder. Du er fandeme nødt til at forstå, at bare fordi jeg er kvinde, har jeg ingen specielle evner for at huske papirer og datoer og gymnastikposer og madpakker og så videre og så videre i én uendelighed, men jeg er nødt til det.” (…)
Kajsa ringede. Hos familien Svensson havde man netop afsluttet en vældig animeret diskussion. Kajsa, denne families projektleder, havde nemlig forsøgt at sige op. Hun fik en chefstilling for et par måneder siden og kan ikke længere disponere over sin tid på samme måde som tidligere. Nu var der minusgrader, og børnene var vokset ud af deres vinterstøvler.
Men hun kunne ikke nå at tage sig af det.
Nu måtte en anden træde til og overtage projektlederstafetten, for loven om medarbejderindflydelse, udviklingssamtaler og lønforhandlinger spændte ben for hende. Ifølge Kajsa lød skænderiet nogenlunde sådan her:
“Det er din egen skyld, at det ikke fungerer herhjemme,” påstod hendes mand Peter.
“Hvad? Hvad i alverden snakker du om?”
“Du overtog magten for længe siden. Du har styret vores hjem og vores liv, fordi det var sådan, du ville have det. Du ville bestemme. Og jeg trådte tilbage, jeg lod dig tage dig af alting, FOR DET VAR SÅDAN, DU VILLE HAVE DET. DU VILLE BESTEMME. Hvis jeg husker rigtigt, og det gør jeg, så gav du dig ikke, før det blev sådan.”
“Okay, det her gider jeg ikke engang at diskutere. Du opfattede det sådan. Men nu går den ikke længere. Nu må vi hjælpes ad. Nej, nu må du overtage, for jeg kan ikke nå det mere. Jeg orker ikke dobbeltarbejde. Det er din tur nu.”
“Næ, du. Så enkelt er det ikke. Du tog magten, og den må du beholde. Jeg kan ikke bare sådan hoppe ind, jeg har ikke den evne. Jeg er simpelthen ude af træning.”
“Hvad mener du? Er du blevet totalt passiviseret? Er din hjerne skrumpet? Eller hvad? ”
“Ja, jeg er ikke i træning. Det ville aldrig blive godt nok, hvis jeg gjorde det. Du ville ikke blive tilfreds.”
Tavshed.
Hahahaha. Det er bare for meget. Ikke nok med, at vi er dødtrætte, nu skal vi også høre, at vi kun har os selv at takke.
Der er dem, som mener, det er kvindernes egen skyld, at vi må bære ansvaret for det organisatoriske i familien. Der var sågar nogen, som påstod - jeg tror, jeg læste det i Dagens Nyheter - at fordi vi ikke har nogen magt på arbejdsmarkedet, så kompenserer vi ved at tage magten i hjemmet. Bare så vi kan føle os betydningsfulde et eller andet sted.
Ved at have så høje (og urimelige) krav til farvesammensætningen af børnenes tøj, huer til, når frosten kommer, et hjem, der lugter godt, senge med rene lagner og gaver til dem, der er så venlige at invitere os til middag, har vi lukket mændene ude.
Man påstår, at vi udelukkende accepterer, at tingene bliver gjort på vores måde, kun for at sikre os, at mændene er forsvarligt holdt udenfor.
Det passer ikke. Det er noget fis.
Mænd kan gøre tingene på den måde, de vil, bare resultatet bliver godt.
Det tror jeg, de fleste af os er enige om.
19. marts Jeg ringer hjem til min bror Mikael og hans kone, og det er min svigerinde, der tager telefonen.
“Har I lyst til at komme til middag hos os på fredag?”
“Lige et øjeblik, så får du Mikael,” svarer hun.
Interessant. Min bror forklarer, at i deres familie har han ansvaret for information, der vedrører hans familie, og Carolina for det, som vedrører hendes familie. Jeg spekulerer tavst på, om det vil ændre sig. Det håber jeg ikke. Endnu en interessant ting er min reaktion, da jeg skal tale med Mikael om middagen. Det føles ikke helt rigtigt. På en måde lidt usikkert. Og da jeg tænker efter, går det op for mig, at jeg ikke tror, han kan klare at modtage den information og håndtere den. At han ikke vil vide, hvad han skal stille op med den - at jeg ikke vil få ordentlig besked.
Informationer af denne type skal videregives fra kvinde til kvinde. Af nedarvet vane (…)
Sommetider undrer jeg mig over, hvordan mænd kan finde sig i det. Hvordan de kan synes, det er okay at blive reduceret og udelukket på denne måde.
Men hvorfor ikke? Det er superbekvemt.
9. april Min søster har lagt en æske farvekridt på trappen til første sal.
Nu har æsken med farvekridt ligget på trappen i to uger. Den er blevet en lidt mere støvet. Nogen har sparket til den. Men ingen har samlet den op og taget den med ovenpå. (…)
Min søster lader æsken ligge. Hun rører den ikke. Hun vil tjekke noget, som hun længe har haft på fornemmelsen. Hun vil have vished. Hun vil vide, om det virkelig kun er hende, der bærer ting og sager op og ned ad trappen.
Æsken bliver liggende. Min søster siger ingenting. Æsken samler mere og mere støv.
Hvor mange gange om dagen går hun, min svoger og deres børn forbi den? Op og ned ad trappen. En dag regnede min søster ud, at de gik forbi den 14 gange hver. Et simpelt regnestykke fortæller følgende: efter en uge havde de gået fordi den i alt 392 gange.
12. april I dag lagde jeg mærke til noget. At Magnus trods alt forsøger at spørge på forskellige måder.
For jeg ikke skal opdage, at det i bund og grund handler om det samme om og om igen: ‘Hvor er …?’ Jeg har gennem længere tid endda noteret mig, at han får noget blødt i stemmen. Og at jeg altid hedder skat, når han spørger efter noget. (…)
Hvert eneste ‘hvor har vi?’ er et bevis på det jeg, og han, ved er sandt. At det kun er mig, der rydder op her i huset.
14. maj “Skat, hvor for gider du overhovedet være sammen med mig?” spørger Magnus sommetider.
“Det ved jeg ikke, det ved jeg ikke lige nu,” siger jeg.
23. maj Jeg surfede lidt på nettet - findes der kurser, hvor mænd kan øve sig? Nej. Det gør der ikke.
Altså, hvis det er et spørgsmål om viden, det faktum at mænd ikke kan tage hånd om familielogistikken, så burde der selvfølgelig være en uddannelse i dette. Da alle, jeg kender, har samme issues med deres respektive, og alle respektive ville ønske, de var bedre til det (i det mindste de fornuftige mænd).
Vi kunne have kurser på universitetsniveau som for eksempel: Et halvt årsværk i Familielogistik, et kvart årsværk i Vejrligets betydning for tøjvalg, et kvart årsværk i Børn vokser, et kvart årsværk i Et skridt foran.
10. juni “Nej, jeg er sgu ikke meget bevendt,” sagde en mand under en middag hos vores venner for noget tid siden. Jeg kender ham kun af navn og titel.
Der var lækker mad på bordet. De levende lys blafrede svagt i brisen fra den åbne altandør. Rødvinen kastede lange, røde skygger på den nystrøgne, hvide dug. Værtinden havde inviteret os, hun havde købt ind og lavet mad. Hun havde strøget dugen, ryddet op, dækket bord, købt blomster, tændt stearinlys, fundet tøj frem til børnene, ristet pølser til dem og hurtigt gjort rent på toiletterne, før vi kom.
“Det er noget andet med Johanna,” fortsatte manden og nikkede i retning af sin kone på den anden side af bordet.
“Hvis jeg for eksempel går ind i en forretning for at købe mælk, så har jeg ikke andet i tankerne. Jeg går hen til køledisken, tager mælken, går hen til kassen, betaler og går igen. Johanna derimod, hun går for eksempel forbi hylden med vaskemidler, og så kommer hun i tanker om, at vi mangler skyllemiddel, og så køber hun det. Hun er fantastisk. Helt fantastisk. Er det ikke rigtigt, Johanna? At jeg ikke duer til noget?”
Alle lo. Kunne Johanna gøre andet end at bekræfte det, nikkende og smilende, og sole sig i glansen fra ægtefællens rosende ord? Selvfølgelig følte hun sig lidt stolt?
Over at hun var så kompetent? Der sad garanteret adskillige kvinder ved bordet og ønskede, at deres mænd ville vise samme påskønnelse. Men hvis vi ikke får den af vores partner, er det næsten lige så godt med andre kvinders lovprisning:
“Hvor er det dog utroligt, at du orker at trække hele læsset.”
Så bliver vi kvinder så glade og stolte. Det giver os fornyede kræfter, så vi kan tørne ind i muren med endnu større fart. Klask!
For ja, gu styrker det da selvværdsfølelsen at være ungernes yndlingsforælder i alle situationer. At have styr på situationen. At have hjemmet i sin hule hånd. Vide alt. Kunne mere.
Det er en bekræftelse på, at man er en rigtig kvinde. En flink pige. Selvom det betyder, at du får al gråd. Formentlig også alle skænderierne. Du kan ikke være væk om aftenen, for det er kun dig, der kan putte børnene. Du får mindre og mindre tid til dig selv. Du er konstant bekymret for, at I måske skal udgå for toiletpapir, at du glemmer en fødselsdag og sidste tilmeldingsfrist til et eller andet. Det er bekræftelse, men det giver ikke magt at være den, der ved, hvor vanterne ligger. Det er ikke nogen uvæsentlig opgave at tage sig af sine børn, sørge for, at de ikke fryser om hænderne, men det giver ingen magt at være familiens projektleder.
Lad være med at narre dig selv. Og husk, hver gang nogen roser dig - det er en dyrekøbt bekræftelse. Den koster mængder af din tid. Er den det værd? (…)
Vi er en fortabt generation. Jeg beklager at måtte sige det. For os er der kun tilbage at brokke os, skælde ud og få raserianfald. For jeg tror godt, de kan, altså mændene. De er bare 1: Forkælede. 2: Dovne. De kan, men de har 1: Ingen øvelse. 2: Ikke lyst.
Det får mig til at tænke på min far. Sammenlignet med ham er Magnus langt mere nærværende i børnenes hverdag. Magnus påtager sig et betydeligt større ansvar for hjemmet, for børnenes opdragelse, for vores familieliv.
Der er stor forskel.
Hvis der kan ske så meget på én generation, skal der vel i det mindste ske lige så meget frem til næste. For selvom vi er nødt til at skælde ud og herse og brokke os, håber jeg, at næste generations kvinder ikke behøver det. Men det er op til os.
Vi må lade være med at opfostre dygtige piger.
Løsningen er ikke kun at opdrage vores sønner til ligestilling. Det vigtigste er at opdrage vores tøser til dovne piger. Piger, der optager plads, tager for sig og ikke servicerer nogen. (…)
Vær doven. Virkelig doven. For hvilket signal sender du dine børn, hvis du bliver ved med at varte alle op? Som jeg tidligere har konstateret, indebærer det kort fortalt, at børnene kommer til at gå i besynderligt tøj, ikke have hue på om vinteren, at I i varierende grad vil komme i tanke om fødselsdage, forældremøder, skoleudflugter og lignende, at I aldrig nogensinde vil kunne finde noget derhjemme, og at der vil ligne en rodebutik samt lugte lidt fælt.
Det bliver ikke specielt hyggeligt, sandt nok. Lidt af et helvede. Men kun sådan kan du redde næste generations kvinder.
Gunilla Bergensten Familiens projektleder siger op. 168 s., 179 kr. Gyldendal. ISBN: 9788702072969. Udkommer på mandag
Kommentarer
Hvor kunne man ønske sig, at rigtig mange mænd ville læse med her. Vanter og huer burde også være et interesseområde for fædre.
I mangel af mænds interesse for dette emne – så tror jeg at rigtig mange kvinder vil have gavn af bogen. Opsig det projektlederjob!
”Fucking familie ?”
Ja det er jo det man hører, når manden står der til sidst og klynker.
Inger Sundsvald:
“Hvor kunne man ønske sig, at rigtig mange mænd ville læse med her.”
Situationen er uhyggeligt præcist og godt skildret. Det er en bog jeg håber ikke finder vej til domicilets bibliotek, og slet ikke lillemors sengebord. Uha uha…
Heinrich
Selverkendelse er en god ting ;-).
Men jeg tænker nu mere på, hvad manden har fået ud af sine medfødte evner til struktureret og systematisk tænkning. Det er jo i den grad spild af evner, hvis han ikke går ind i ’kampen’ med sine spidskompetencer ;-).
Inger Sundsvald:
“Det er jo i den grad spild af evner, hvis han ikke går ind i ’kampen’ med sine spidskompetencer”
Det har han gjort ! :-)
Heinrich
Det var godt ;-)
Inger Sundsvald:
“Det var godt ;-)”
Ikke ifølge forfatteren. Hun er tydeligvis både krænket og skuffet over mandens succesfulde strategi ;-)
Nå, men så misforstod jeg dig. Jeg troede at du personligt havde brugt dine medfødte evner på at strukturere og systematisere i kampen for at få hverdagen til at hænge sammen, herunder at ungerne ikke fryser om hverken hænder eller hoved.
Derudover tænkte jeg jo også på nogle af mine kæpheste: Solidaritet, loyalitet og ganske almindelig ’den gode vens kammeratskab’ ;-)
At (nogle) mænd tror at toiletpapir vokser ud af væggen, at de ikke lægger mærke til, om vaskekurven er fyldt, at der mangler mælk er en selvfølgelighed.
Nor konen altså har taget kaptajnshuen på.
Jeg kender selv god den side af sagen, og det gør mange andre da også. Det ligger i opdragelsen.
Vi hunkøn flytter hjemmefra for at uddanne os men mest for selv af bestemme over vores rede.
Vi interesserer os for hvad der skal på menuen, hvilket toiletpapir, der skal købes og andre væsentlige ting.
Drengene er ligeglade, hvor de bor bare køleskabet er fyldt, vasketøjet altid forefindes rent og lagt sammen i skabe og skuffer.
Min mor og min mormor lavede alting i familien, for det var nemmere at gøre alting selv, som de sagde.
Dermed blev hannerne kørt ud på et sidespor. Min morfar døde af kedsomhed, da han gik på pension, for han havde ingen hobby og ingen huslige gøremål
Især på landet eller i provinesn findes “unge” mænd over 25 år, der stadigt bor hjemme.
De får fuld service inklusiv madpakke til jobbet. Men som mødrene siger: de betaler mig også for det. Hurra.
Indtil for 4 år siden anede min mand ikke, hvordan vores husholdningsmaskiner virkede. Havde ikek overblik over, hvad der manglede i skabene.
Nu laver ham praktisk talt alt. At mine hvide sokker så bliver slyerøde/blå/grumsede og mine bomuldsbluser kryber ved tørring, det må jeg tage med. Indtil han har helt styr på ikke at tørre MIT tøj.
Som man har redt liggger man. Og derfor hvis man vil have total ansvarsfordeling, så vend det døve øre, det blinde øje til, når manden og ungerne tager nogle af opgaverne. De skal jo lære det.
Og verden går ikke under, fordi ´det hvide tøj er blevet en lidt anden kulør.
En god og tankevækkende bog.
“nogen” lavede for mange slåfejl. Håber at det kan læses alligevel. Undskyld
Kære Holger
Du må ikke tro ilde om os af hunkøn.
Jeg forsøgte på min måde at forklare, at hvis manden ikke lever op til kvindens jeg kan alting bedst, så skyldes det, at han ikke får LOV.
Og de unge mænd, der bor hjemme endnu herude i provinsen har aldrig lært at klare sig. Og hvorfor skulle de dog det? MOr sørger for at de får mad, og husker dem på, at deres regneinger bliver betalt.
PÅ den konto bliver de i den rolle, hvor de ikke selv behøver at foretage sig ting der angår deres bassale fornødenheder. Men det er MOR s skyld.
Hun kan ikke slippe navlesnoren.
Kvinder har meget stort ansvar for at andre kan deltage i de strengt påkrævede dagligdags aktiviteter. De må lære at give slip.
Det tog mig en del år. Jeg ville nemlig det HELE.
Der er et helt reelt problem i forhold til børn med, hvornår og hvordan de skal inddrages i dagligdagens gøremål. Der findes vist ingen patentløsning på det.
Jeg har selv problemet for anden gang, nu med børnebørnene, og løst det har jeg sgu ikke.
Men fællesskabet mellem mand og kvinde i opgaverne, det er da til at finde ud af.
Selv synes jeg ikke, at det er noget stort problem, at fruen kategorisk nægter at fælde træer med motorsaven, hugge brænde, eller køre haven igennem med fræseren.
Det kan jeg egentlig godt leve med, uden at blive stødt på mine ligestillingsmanchetter.
Helt uden klynkeri; Her er det mor (vi har et fælles 11 årigt barn - dreng): Der holder karrieren. Far der sørger for hjemmet.
Mor der er privatansat i den biotek branchen. Far der freelancer som juridisk rådgiver.
Mor der “tjener kassen”. Far der der tager de mindre attraktive konsulentopgaver for at holde hjulene i gang (rent personligt).
Mor der sover til 06:45. Far der står op 06:00 og får gang i huset, sørger for morgenmaden, “hele vejen rundt”, ordner madpakken til junior - og lidt lækkert til Mor, Checker at den 11 årige kommer i tøjet og ud af døren (bliver kørt til skole af far når vejret er dårligt) med de rigtige bøger i tasken.
Mor der er hjemme ved 18-18:30 tiden. Far der 3 gange om ugen sørger for transport til sport + evt. kampe i weekenderne,.
Far der(oftest) handler ind og ALTID laver aftensmaden. Mor der nyder maden og samværet med familien - det gør vi to andre nu også, men det er mor der er træt og tager en ½ time på sofaen, mens far fylder i opvaskemaskinen, og rydder op i køkkenet.
Lørdag morgen er det far der transporterer det unge talent til sport, og mor der handler i løbet af dagen. Far gør lidt rent - mest efter mors anvisninger.
Det er mor der som oftest sorterer vasketøjet, men altid far der starter maskinen, hænger tøj op og tager ned og lægger på plads.
Far der checker op på lektier.
…og der er mange andre eksempler på at mor godt kan have karierre og far der har “resten”.
Det er et simplet spørgsmål om enighed tolerance og gensidig respekt i det parforhold, man nu engang har valgt at leve i.
Far her HAR haft karierre, med fart på, maser af aktivitet og flere “svine godt” betalte stillinger.
Nu er det bare sådan at Far her har valgt den mere afvekslende, mindre fabriksagtige, og langt mere fleksible “far laver sovsen” rolle i det her forhold.
Jeg skal ikke tilbage til hyperkarrieren, med al det lort man 1. Skal deltage i 2. Skal finde sig i. 3. Skal høre på.
Den omvendte rollefordeling virker altså her…i skulle prøve det.
Jaja Inger, din gamle kvinde-chauvinist, jeg regnede med at du ville bide på ..
Skal vi ikke lige tage et citat ?
“Jobbet som familiens fucking projektleder. Du er fandeme nødt til at forstå, at bare fordi jeg er kvinde, har jeg ingen specielle evner for at huske papirer og datoer og gymnastikposer og madpakker og så videre og så videre i én uendelighed, men jeg er nødt til det.” (…) ”
Hvem er det lige der klynker her ?
Jeg er hamrende træt af at høre svine-rige nordiske middelklasse-kvinders klynken over at have dårlig samvittighed fordi de prioriterer sig selv, PENGE og karrieren over familien .
Masser af mænd er sikkert enige, men vi ved sgu godt at vi bare skal klappe i, ellers skrider hun ud “for at realisere sig selv” .
Sandheden er jo den (og den som regel oftest ilde hørt), at de fleste kvinder i Danmark (og i Sverige) slet slet ikke vil have, at deres mænd begyndte at huske skylle-midlet (forkert mærke - skriger deres kone så ganske sikkert) til vaskemaskinen. Eller hjvis de forsøger at give børnene tøj på, kan I være sikre på, at 90% (sådan ca) af alle mødre i det her land bebrejdende stiller sig op og siger :*skal de have det tøj på?*
Desuden siger samtlige hjerneforskere jo, at mænds hjerner ikke er skabt til at multi-taske ;) –
Den med at K er bedre til at multitaske er aldrig bevist, eller efterprøvet ved videnskabelige forsøg.
Mange Kvinder hævder ganske vist dette, og det er blevet vedholdeligt gentaget så mange gange at mange mænd tror på det. Men… her i hytten er dettte også omvendt: Far kan høre P1, udføre lektiehjælp, lave aftensmad og svare telefonen - nogenlunde samtidig.
Mor bliver konfus hvis man taler til hende medens hun lægger make up…
Verden iflg. Inger :
Dem der konstant klager over hvor hårdt de har det, dem der selv synes de har det så hårdt, dem der forlanger særrettigheder i form af kvoter mv., dem der konstant klager over at være ofre; ja de klynker IKKE.
Dem der ikke forlanger særrettigheder, dem der mener at loven skal være lige for alle, dem der synes alt ALLE emner burde behandles ens uanset køn; DE KLYNKER.
Hans JØrgen
boremaskiner, motorsave og andet af den slag, har FAR her i huset stadigt monopol på. Det interesserer mig selt ikke.
til gengæld er han ingen ørn til regnskab og den slags.
Men det er ikke på grund af køn men interesse og flair, at tingene er sådan. Og fint nok
Mona,
Det vil jo sige at din mand ville kunne skrive en bog der burde hedde :
“En udearbejdende gør-det-selv-mand siger op”
Med præcist det samme indhold, bare med lidt andre ord.
jeg er glad for ,at du lidt overraskende, er enig at ALT arbejde i hjemmet skal tages i betragtning når man taler om hvem der laver hvor meger i hjemmet.
Det er ellers ALTID kun et spørgsmål om hvem der laver traditionelle kvinde-opgaver, ALDRIG de traditionelle mande-opgaver.
Det vigtigste er vel at manden og kvinden har ca. lige meget fritid. Hvem der så lapper cyklen, slår græsset, laver mad eller har det arbejde med den længste (eksterne) arbejdstid er vel underordnet.
Derfor skal ALLE parters “arbejdsopgaver medregnes. Desværre sker det ikke. Man hører kun om indkøb, madlavning og nu projektleder.
Fordelingen af ALLE familiens arbejdsopgaver må være famliens eget sag. Du skal vel ikke tvinges til at sætte huset i stand, hvis det ikke er din interesse og din mand iøvrigt er bedre til det, bare fordi din mand kræver ligestilling i hjemmet !!!
Din mand skal vel heller ikke lave jeres selvangivelse, hvis han ikke kan, bare fordi han SKAL lave 50%.
Du skal vel heller ikke bære de tungeste kufferter på ferien, når (hvis) din mand er den stærkeste, bare fordi ligestillingen tilsiger det.
Det er vel bedst at fordele de satans arbejdsopgaver efter interesse og kunnen.
Bare det HELE går nogenlunde lige op.
Og her er jeg ked af at skulle sige det.
Det betyder typisk at mænd tager sig af de traditionelle mande-opgaver mens typisk tager sig af de traditionelle kvinde-opgaver. Men er der egentlig noget galt i det ?
Er det ikke bedre end at “bytte” opgaver således at begge parter SKAL lave det de ikke kan og ikke bryder sig om.
Set i dette perspektiv er artiklen dybt useriøs.
Hvis forfatteren derimod kunne dokumentere at manden totalt set lavede væsentlig mindre end hende selv, ja så var der en god sag.
Måske har de lige købt et gammelt hus, hvor manden arbejder 4-5 timer hver aften samt week-ends og ferier, mens konen glor TV , drikker kaffe, læser Femina og hendes verden, køber nye sko og skriver bøger om hvor fantastisk hun er og om hvor doven hendes mand.
Verden er ikke kun sort eller hvid.
Jens Sørensen:
”Det vigtigste er vel at manden og kvinden har ca. lige meget fritid. Hvem der så lapper cyklen, slår græsset, laver mad eller har det arbejde med den længste (eksterne) arbejdstid er vel underordnet.”
Helt enig ;-)
Meget forbløffende at læse disse indlæg, og i øvrigt også artiklen.
Jeg har altid taget det som en selvfølge, at man hjælpes ad om tingene, og finder en eller anden passende måde at få det hele til at fungere.
Dette må sgu da være forudsætningen for et parforhold: at man mødes som partnere, der begge vil det bedste.
Jeg kommer aldrig til at forstå denne slags diskussioner. Det er nok den såkaldte modernisme eller måske endda postmodernisme, som jeg ikke har fattet en skid af.
Som sædvanlig, så kommer også denne kvinde med direktørens opfattelse af medarbejderfrihed:
“Mænd kan gøre tingene på den måde, de vil, bare resultatet bliver godt. ” (min understregning)
… vi må gøre arbejdet som vi vil - men det er hende der vurderer om resultatet er godt nok ;-)
Men hun har da fat i noget af det rigtige, når hun skriver:
“Vi må lade være med at opfostre dygtige piger.
Løsningen er ikke kun at opdrage vores sønner til ligestilling. Det vigtigste er at opdrage vores tøser til dovne piger. Piger, der optager plads, tager for sig og ikke servicerer nogen. (…)”
Hendes fejltagelse er bare, at det ikke går ud på at opdrage pigerne til at være dovne, men derimod bare at give pigerne ligeså meget tilgivelse og kærlighed, som de giver deres drenge. Og drengene skal ikke bare opdrages til at acceptere at kønnene er ligeberettigede, - de skal også opdrages til at udføre det kedelige husarbejde - det er stadig reglen at drengenes værelse får lov til at ligne et bombet lokum, mens pigernes skal være pænt og ordentligt. Drenge skal have seriøse pligter indenfor rengøring, tøjvask, indkøb, osv. i hjemmet, på lige fod med pigerne.
Og det er så teorien, men det har s’gu lange udsigter i virkeligheden. For det vil nok mange år frem i tiden være sådan, at pigen kan sno far om sin lillefinger, og drengen sin mor … ;-)
Jeg er skam udmærket klar over, at den med at kvinder kan multi-taske aldrig er blevet bevist videnskabeligt….det undrer mig bare at der ikke er nogen seriøse hjerneforskere, der har sat sig for at nedbanke Joan Ørting og Ann-Elisabeth Knudsens argumenter, når de ruller sig ud….om dette emne.
Engang var det at lave mad en traditonel kvinde-opgave; flere mænd laver mad nu, flere mænd støvsuger og gør flere af de traditionelle kvinde-opgaver, mens kvinder godt kan finde ud af at gøre flere af de traditionelle mandeopgaver.
Men men men
Det er desuden stadigvæk sådan, at det er kvinderne, der står for planlægningen af familiens liv; det er kvinderne, der husker familiens fødsels-dage, husker hvornår børnene skal til læge, hvilke kammerater, de skal lege hos. Og Kajsas mand (fra artiklen) har jo ret i, at sådan har kvinderne (og Kaja) villet have det, for tænk hvis han havde købt noget mod fordvorter og det havde været det forkerte middel eller mærke han havde købt.
“Ja, jeg er ikke i træning. Det ville aldrig blive godt nok, hvis jeg gjorde det. Du ville ikke blive tilfreds.”
(citat: Kajsas mand Peter)
Og dette citat fra artiklen siger det hele; hun ville nemlig aldrig nogensinde blive tilfreds….
Og nej, de fleste mænd erfaring er at de aldrig kan gøre tingene godt nok –- for deres koner…
… og så er kvinders syn på hjemmet vel klart udtrykt i “toiletsædesyndromet”:
en kvinde sætter sig på toilettet, uden først at sikre sig at brædtet er slået ned … og det er da en ubehagelig overraskelse, men det skyldes altså hendes manglende opmærksomhed, - det er ikke mandens fejl.
Men resultatet blev - som bekendt - at det blev vedtaget som et udtryk for mandens hensynsløshed, at han aldrig slog toiletbrædtet ned.
Hvor er det dog noget sludder og fordomme så det basker, at kvinden (alle kvinder?) aldrig nogensinde ville blive tilfreds. Og en nedvurdering af mænd at de ikke skulle kunne lære de mest almindelige grundregler ved f.eks. at tørre støv af (alle mænd?). Ja, der findes faktisk tværstivere på en stol, hvor der også lægger sig støv, hvilket mange mænd har opdaget.
Men det er jo ikke rengøring bogen handler om, men om trætheden i hovedet over at skulle have check på alverdens petitesser, fordi manden ikke behøver at bruge hovedet og tænke sig om (hendes mand!) og om altid at være den der ved hvor tingene er, fordi hun er den eneste der rydder op.
Og hver eneste gang en kvinde påpeger den slags, bliver hun beskyldt for ikke at ville afgive ’magten’ i hjemmet. Alverdens andre dårlige undskyldninger bliver brugt, om at manden jo er ’ude af træning’ og slet ikke har ’kvalifikationerne’, og at det i det hele taget er kvindernes egen skyld. Come on!
Det er meget vigtigt at påpege hvem der har ’skylden’. Og i det hele taget høre på klynk om at den stakkels mand er helt klar over, at hvis han ikke makker ret, så ’skrider’ hun jo bare.
Og så kan jeg ikke lade være med at påpege et enkelt afsnit fra en debattør:
”Det er en bog jeg håber ikke finder vej til domicilets bibliotek, og slet ikke lillemors sengebord. Uha uha…”
Hvad er det for en beskyldning?
Thomas Sørensen:
”Det er et simpelt spørgsmål om enighed tolerance og gensidig respekt i det parforhold, man nu engang har valgt at leve i.”
Nemlig! Godt gået!
Måske kommer vi en dag frem til at enhver kan gøre det de er bedst til, uden at blive skudt usle motiver i skoene. Jeg kan sagtens holde til at blive kaldt ”din gamle kvinde-chauvinist”, af en jeg ikke ved hvem er. Jeg er efterhånden vant til lidt af hvert.
Og så til sidst:
Citat af Emilia van Hauen, sociolog, i Jyllands-Posten:
”De unge fyre gør jo ikke karriere på deres fars måde mere. De prioriterer familielivet og kvindelige akademikere gifter sig med håndværkere, fordi de ikke har brug for mandens sociale status”.
Jens
Min mand kan ike skrive den næste bog om hvordan man klarer at være projektleder i familien.
Vi arbejder lige meget i samme arbejdsplads men med forskellige opgaver.
Da jeg så tager de administrativie opgaver uden for arbejdstid og han de praktiske huslige, som gør at vi har lige meget fritid, bliver regnestykket tilfredsstillende for os begge.
Men millimeterdemokrati har aldrig været min kop te.
Det var ikke for at fortælle min biografie, men for at forklare, at man skal ikke brokke sig over måden tingene bliver gjort på, hvis man samtidigt forlanger arbejdet udført.
De må sgu leve i mærkelige forhold, nogle af de mennesker.
Hvor svært kan det være?
Jeg mindes en livsklog nu afdød kvinde, hvor der var en vis gensidig sympati. Hendes eksempel, meget konkret, kunne jeg godt lide:
Det handlede om tandpastatuber. Nogle personer trykker vilkårligt på tuben, andre mere systematisk nede fra bunden og op. Rod eller orden?
Min mentors ord var: Jamen, I skal da bare have hver jeres tandpastatube!
(Hun havde været gift flere gange.)
Noget af det mest idiotiske jeg kan forestille mig at beskæftige sig med er, hvordan man trykker på tandpastatuben og hvordan toiletrullen vender. Det er jo op til enhver at bringe ’orden’ i den sag, hvis det er vigtigt.
Men det er heller ikke det artiklen/bogen handler om. Og hvis man vil tale om dét, så er man da velkommen.
Inger,
jeg tror ikke, at du forstod mit eksempel. Det skulle jo altså ikke nødvendigvis tages alt for konkret eller bogstaveligt.
Hvad jeg mente, var, at der kan sgu som regel findes en løsning (hvis der overhovedet er et problem).
Og somme tider kan det være meget, meget enkelt.
Naturligvis forudsat, at viljen er til stede.
Hans
Nå, jeg troede du havde afskrevet mig.
Inger,
kun i visse sammenhænge. Der kan jo godt skelnes.
Jeg har fornemmelsen af, at du har været en kærlig hustru og nu er en ditto mor og bedstemor.
@ Inger og andre
Jeg påpeger blot hvad mine erfaringer fra nogle store kvinde-arbejdspladser har lært mig; det er stadigvæk kvinderne som skal huske at købe ind, have styr på familiens fødselsdage, huske hvem der skal lege med hvem.
Og jeg er da fuldstændig enig i, at det ikke behøver at være sådan. Men hvem er det der som oftest tager barnets 1.sygedag? Hvem er det som har deltids-arbejde på 28 timer om ugen? Hvem er det som flytter arbejde ? - af hensyn til børnene?
Det er (stadigvæk) kvinderne… Og den mand, som tager barselsorlov, især i det private, risikerer at blive til grin blandt sine mandlige kolleger…
Og ja, den med tandpasta-tuben er en klassiker. Og hvorfor folk ikke har fundet ud af, at de bare skal have hver deres tandpastatube er mig en gåde.
Og dog, for se, det handler jo ikke kun om tandpasta-tuber; det handler om at ville have kontrol…både for kvinder og mænd…
Nogle kvinder kan ikke give slip. De græmmes over at manden ikke huskede børnenes gymnastiktøj. Måske lærer børnene lettere at huske tøjet selv, hvis han blander sig udenom.
@ Andreas og andre
Må jeg ikke foreslå dig, at du (og andre mænd) næste gang, fruen/kæresten/konen går i selvsving, så tager et godt skænderi med hende; og lader være med at dukke dig/jer blot fordi hun lige kommer i tanke om at hun gør alt derhjemme.
Og mandens største fejl er jo netop den, at han træder tilbage og lader kvinden bestemme ALT. Det er der altså ingen kvinder, som bryder sig om.
Og manden skal altså ikke bare give op, men give kvinden massivt modspil her….og insistere på, at de også vil være med til at bestemme, hvor skabet skal stå - derhjemme.
Tænk sig, det virker som et deja-vu fra 60’erne at læse artiklen.
Eller deja-lu må det vist hedde når man allerede har læst det for hundrede år siden og troede det var en virkelighed der stammede fra dengang kvinderne kom på arbejdsmarkedet.
Og hvor der altså var et stykke arbejde fra hjemmet der ikke blev fordelt ordentligt.
Jeg troede sgu vi var kommet længere.
Og trangen til generalisering ud fra forfatterens egen indsnævrede virkelighed er kvalm.
Det er svært det ved vi alle, for mænd og kvinder er ikke ens og to mennesker er ikke ens.
Men den selvretfærdige offerrolle som forfatteren spiller er ikke særlig konstruktiv for en retfærdig fordeling af arbejdet.
Skyklapperne er monteret fra starten.
Inger beskriver længere oppe på siden, hvordan det er at blive beskyldt for at tage magten, fordi kvinden altid ved, hvor alting er, fordi hun altid rydder op.. Og andre ikke gør det.
til alle kvinder med den slags problemer:
lad hans sokker og underbukser flyde, se den anden vej. Og kommer der gæster, så stop det op i hans seng under hans dyne.
Hvis hans mor ikke har lært ham at delage, at overse behovet for huslige pligter, så hælp ham med at lære det. Træd over bunkerne.
Blive opvasken for stor, er al service brugt, så vask kun dit eget af når du skal spise og efterlad det beskidt i bunken.
På et eller andet tidspunkt forstår han nok en fin hentydning. Om ikke andet, så når det kommer gælster. Helst forældre.
Denne metode gik jeg ind for i min ungdom, da mændende var lidt tunge bagi.
Min nuværende mand havde lært det hjemmefra, da hans mor var alene med ham og to døtre. alle deltog i arbejdet.
Metoden kan også bruges, hvis kvinden er ligeglad med oprydning, rengøring, opvask og så videre.
Helt enig med Mona,
Men det gælder også den anden vej.
Hvis kvinden har et interessant arbejde med mennesker, er på nedsat tid eller på anden måde ikke bidrager lige meget som manden rent økonomisk, ja så skal du forlange adskilte økonomi, hvor i hver især indbetaler 50% af familiens “driftsomkostninger”.
Hvis konen så ikke har nok penge til ferien, nye sko eller den månedlige tur til frisøren, ja må hun jo undvære. Så kan hun måske får et andet job eller måske et ekstra job.
Det samme når hendes bil skal ha’ vinter/sommerdæk på.
Hvis kloaken er stoppet, kan hun selv rense det eller s…. udenfor.
Lad græsset vokse.
Lad konen kravle op i træet for at beskære det.
Lad være med at bære de tunge ting
Lad hende selv tapesere huset og selv flytte møblerne rundt i en uendelighed.
Osv. Osv.
Og som du siger :
Til alle mænd med den slags problemer:
Hvis hendes mor ikke har lært hende at deltage i ALLE hjemmets pligter, også det traditionelt mandlige, ja så hjælp hende med at lære det.
Ovenstående er ikke mindre seriøst end artiklen eller diverse typiske indlæg i debatten.
Faktisk er det jo bare den samme retorik. bare med modsat fortegn.
Men helt ærligt :
Hvem skal bestemme hvor ofte og hvor rent huset skal være ?
Hvorfor diskuterer vi KUN de traditionelle kvindelige
aktiviteter ?
Hvorfor tages der aldrig hensyn til hvor meget parterne bruger på det eksterne arbejde, der jo som bekendt finansierer det hele ?
Hvorfor skal vi lave alt sammen, 50%/50%?
Hvad med at gøre alle pligter udfra de kompetancer vi hver især har, således vi får mere tid til hinanden.
Det vigtigste må da være at vi laver ca. lige meget med udgangspunkt i et ambitionsniveau, der er enighed om.
Endnu en grøftegravende artikel uden at tage helheden i betragtning. Som sædvanlig betragtes livet med skyklapper.
TAG DEM NU AF.
Pligter er andet end rengøring, mad og indkøb.
”Pligter er andet end rengøring, mad og indkøb.”
Præcis! Som artiklen og bogen også påpeger.
Lige for at holde fokus:
”Fædre henter børn, laver mad og vasker tøj som aldrig før. Men hvem er det, der husker at give børn deres gymnastikpose med; at de skal til tandlæge på fredag; at købe gaver og invitere vennerne?”
Dét er vist nok spørgsmålet.
Nej, det er eet af spørgsmålene.
De ting som jeg og andre nævner og som kun meget få kvinder gør i virkeligeheden, skal der vel også stilles spørgsmål om.
Eller er det kun, som sædvanligt ,
de opgaver som kvinderne for det meste står for, der skal debatteres?
Væk med skyklapperne, frem med helheden.
Jens
Jamen jeg giver jo også udtryk for at pilen peger begge veje.
Men især er kvinder gode til at blive generaler i hjemmene. tingene skal gøres på deres måde.
Og derfor flytter piger hurtigere hjemmefra end drenge.
Drenge er mere afslappede over for rengøring, menuen og arten af toiletpapir og vanskepulver.
Derfor flytttede jeg også hjemmefra på slaget 18.
Jeg ville selv bestemme menuen, vaskepulveret og så videre.
Men da jeg så skulle leve sammen med den første mand, fandt jeg ud af, at jeg ikke ville ende som min mor. Hun VILLE have tingene gjort på hendes måde. Og hendes tålmodighed med andres forsøg endte ofte med: jeg kan lige så godt gøre det selv fra starten.
Jeg gad ikke mere, da hun sendte mig ned efter kartolfler og opdagede at hun støvsugede. Det havde jeg netop gjort forinden.
Men vores indebærer nu nogle retningslinier for god skik og brug med rengøring og den slags. Det må vi nødvendigvis bøje os for.
Men da ikke alting skal gøre minutiøst op, så foreslår jeg, at man nedlægger kappestriden om, hvordan tingene skal gøres præcist.
tag en slapper og nyd livet men respekt for hinandens udførelse af jobbet i hjemmet og familien.
Nedlæg generalerne.
men vores levevis skulle der stå i første linie i næstsidste “vers”
Næe - dengang mænd var mænd og kvindebevægelser en gangart…
Hvorfor pakker Gunilla Bergensten også børnenes gymnastikposer? Det må de da kunne klare selv!!
Hun kunne samtidig bruge bruge nogle af alle millionerne på lidt rengørings- eller praktisk hjælp.
Hvem gider bo sammen med en stresset kvinde, der sætter opvasken højere end samlivet. Jeg gider ihvertfald ikke.
Tjah, hvad skal man sige?
Ahr, men altså, det er da en bekvem myte at gemme sig bag, at kvinderne jo helst vil det hele selv - på trods af hvad de siger. Bekvem, bekvem.
Og latterlig.
Jeg gider fandeme ikke have en mand som ikke kan tænke selv, som ikke kan tage initiativ, som ikke kan tage ansvar. Og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg godt kan lide lyden af min egen klynkende stemme. Det er fordi jeg ikke gider blive trukket ned i fart af bagateller. Jeg er effektiv, fordi jeg så får mere tid til de ting jeg synes er sjove og spændende. Og jeg gider ikke have en dødvægt om benene. Jeg gider ikke være hans hukommelse også, hans huskeliste eller hans vækkeur. Sådan er det bare.
Og så kan I bitre mænd klynke alt det I vil over hvor galt det er gået, hvor egoistiske kvinder er, fordi de gerne vil have et liv, ligesom mænd har haft det i århundreder. Det hjælper jer bare ikke. For hvis konen bliver træt af jeres sløvagtighed og jeres nassen og freeloadermentalitet, så skrider hun bare. Kompetent som hun er og trænet i at få sit liv til at hænge sammen, er det ikke HENDE der går ned med flaget, når skilsmissen rammer. Det er jer. Og lige meget hvor meget I så forsøger at trøste jer selv med, at det er hende der er en sæk, så vil I vide, at det var jer selv der fejlede, fordi I ikke forsøgte at indgå i forholdet på præmisser, som også gjorde hende lykkelig.
Og lykke handler her ikke om hvilket mærke vaskepulver der skal bruges - vor herre bevares! Tænk at I overhovedet kan foreslå det! Hvis I synes det er latterligt at gå op i mærker, så sig, at I ikke kan forstå at det er vigtigt, og at når I køber ind, så gider I altså ikke bruge tid på at tænke over det. Tag ansvar for jeres egen situation, jeres egne ønsker og behov i stedet for at opføre jer som tvære teenagere hvis mødre tvinger jer til ting I ikke gider. I er ikke børn, så lad være med at opføre jer sådan.
Cecilie V
Det var dog en grusom opsang. Der er muligvis meget rigtigt i det du skriver om NOGLE mænd. Men opsangen ville virke mere seriøs hvis du stod ved dine udtalelser med navns nævnelse, og ikke noget indebrændt præk, som f.eks. fra Andreas B.
Fedeste artikel jeg længe har læst!! Og hvis hvide middelklassekvinder virkelig klynker for meget, så tjeck lige alle de ovenstående kommentarer. Hvilket køn klynker egentlig mest?? Det er et famtum at der endnu er lang vej til ligestilling - også i Vesten!!
Inger
Min “opsang” er tiltænkt de mænd der har kommenteret på artiklen her og som vælter om sig med bitre udsagn a la “kvinden vil i virkeligheden selv bestemme det hele”, “kvinder klynker” og “det er kvinders egen skyld, fordi de bare kan lade være med at ville have det HELE” - hvormed de mener karriere, familie og en hverdag der glider nogenlunde på skinner.
Jeg ved heldigvis godt at verden ikke er så sort/hvid som benævnte mænd fremstiller den som. Jeg ved heldigvis godt, at mænd ikke er ens og at kvinder ikke er ens, så jeg beskæftiger mig slet ikke med at opstille generaliserende betragtninger om, hvordan et helt køn ræsonnerer, hvad det ønsker og hvordan det fungerer. Det er mere end man kan sige om den typiske kommentator på artikler, der har kønspolitisk indhold.
Dybest set er jeg bare pisse træt af alt det essentialistiske lort der altid formudrer emner som dette. Jeg fatter simpelthen ikke at man ikke bare kan lukke øjnene op og se den diversitet der er mellem mennesker. Hvor indbyrdes forskellige mænd er og hvor indbyrdes forskellige kvinder er. Og hvor ens mange kvinder og mænd er.
Og forstå, at verden ville være et langt mindre besværligt og konfliktfyldt sted at leve i, hvis man droppede sine stereotype forestillinger om kønnene. Og også fatte, at det der skaber modsætninger og barrierer er samme stereotype forestillinger. “Skaber” er nøgleordet her.
Hvis man skal starte fra stenalder-scratch hver gang man skal diskutere en hvilken som helst problemstilling som omhandler kvinder og mænd, så når man bare aldrig videre. Drop Mars og Venus og to forskellige verdener og to forskellige sprog og uoverskridelige modsætninger og hvad ved jeg, så kan vi måske ALLE mødes og løse nogle af de problemstillinger som er så grundlæggende i dette samfund.
Jeg forbeholder mig i hvert fald retten til at håne enhver holdning som forsøger at reducere mig til en arketype, bare fordi jeg har en livmoder og højere østrogenniveau end de mennesker, som har testikler og mere testosteron. Jeg vil til enhver tid hævde, at jeg har mere tilfælles med en akademisk uddannet mand der er venstreorienteret, end jeg har med en kvinde som gik ud af 9. klasse og som er højreorienteret.