Fra sit kontor i Schweiz har sekretariatet for FN’s klimakonvention nu fremlagt dokumentet FCCC/AWGLCA/2009/4 (Part I). På Carteret-øerne i Stillehavet er de 2.000 beboere helt sikkert bedøvende ligeglade.
Dokumentet med den kryptiske betegnelse er det første officielle bud på en tekst i de internationale klimaforhandlinger, der skal lede frem til en ny global aftale på topmødet i København til december. Teksten, med stor diplomatisk omhu formuleret af Michael Cutajar, der leder drøftelserne frem mod København, har til formål “at fokusere forhandlingsprocessen (…) ved at beskrive områder af konvergens i parternes ideer og forslag, undersøge mulighederne for at håndtere områder af uenighed og udpege huller, der må fyldes”.
Det er alt sammen tom bureaukratisk tale og for sent for de fleste af beboerne på den lille gruppe af koral-atoller kaldet Carteret-øerne, der er knyttet til ø-staten Papua New Guinea. Lige siden 2003 har det stået klart, at det lille, lavtliggende ø-samfund ikke kan overleve i en verden, hvor havene stiger og stormfloder tiltager i både hyppighed og styrke. De små øer - ironisk nok uden biler, næsten uden elektricitet og derfor så godt som CO2-neutrale - skal evakueres som klimaflygtninge, fordi havet æder sig ind på kysten, ødelægger køkkenhaver og ferskvand og med mellemrum forårsager regulære oversvømmelser.
“Vi betaler den højeste pris for disse drivhusgasudledninger. Vi lider under et problem, vi ikke er ansvarlige for. Hvorfor kan i-lande som USA og Australien ikke hjælpe os,” spurgte Bernard Gaile, en af ø-boerne allerede i 2006 .
Det var dengang det internationale korps af klimaforhandlere var nået til Nairobi til Conference of Parties nr. 12, en af de mange stationer på vejen mod en ny klimaaftale.
Fra i morgen sidder forhandlerne så i Bonn med dokumentet fra Michael Cutajar i et forsøg på at blive lidt mere konkrete og lidt mere enige om, hvordan verden skal gribe ind over for de accelererende klimaforandringer.
De fattige og små svigtes
Beboerne på Carteret-øerne er næppe direkte repræsenteret, og deres virkelighed handler ikke længere om globale klimabeskyttelses-strategier. Den handler om, hvorfor de nu på femte år lever i usikkerhed. Efter beslutningen i 2003 om tvangsevakuering af ø-samfundet, bremsedes processen, fordi ingen ville betale, og da pengene i 2007 var fundet, gik processen i stå, fordi man ikke kunne finde områder i Papua New Guinea, som disse ‘verdens første klimaflygtninge’ kunne opnå retten til.
Sådan blokerer særinteresser og interessekonflikter i stort og småt for ansvarlig håndtering af klimadilemmaet. Selv om Michael Cutajars dokument til forhandlerne i Bonn er holdt i en FN-diplomatisk kodejargon, kan det ikke skjules, at store uenigheder stadig står i vejen for en ny klimaaftale.
Cutajar noterer, at der er brug for “dybe reduktioner i de globale udledninger” af drivhusgasser, og at alle lande må deltage i omstillingen.
“Sådanne omfattende omstillinger af produktions- og forbrugsmønstre vil uvægerligt have negative følger for levefod og beskæftigelse i starten,” påpeger Cutajar, men tilføjer, at “der i den aktuelle tilstand af økonomisk usikkerhed er stigende tilslutning i i- og u-lande til det synspunkt, at økonomisk genopretning kan fremmes ved investeringer i omstillingen til lave udledninger.”
Der er til gengæld “debat” (læs: uenighed) mellem landene om, hvor hurtigt væksten i CO2-udledninger skal bringes til standsning. Dertil har nogle lande “vist interesse for” (læs: forlangt) at målene for CO2-reduktioner skal bygge på princippet om retten til éns udledninger for alle på kloden, og at i-landenes historiske ansvar for klimaproblemet skal regnes ind, når reduktionsmålene fastsættes.
Stillehavsnationen Tuvalu påpeger i den sammenhæng i sit indspil til Bonn-mødet, at USA og EU tilsammen er ansvarlige for næsten 60 pct. af de historiske CO2-udledninger, siden brugen af fossile brændsler tog fart. I klimaforhandlernes køreplan, vedtaget på Bali i 2007, angives en CO2-reduktion på 25-40 pct. i 2020 - målt i forhold til basisåret 1990 - som det, videnskaben på daværende tidspunkt pegede på for de rige lande.
Krav til i-lande
I lyset af videnskabens nye meldinger om hastige klimaforandringer i bl.a. Arktis har miljøorganisationer som WWF og Greenpeace op til Bonn-mødet skærpet deres bud på den nødvendige indsats fra i-landene: 40 pct. reduktion af CO2-udledningerne i 2020.
Over for dette står EU’s beslutning om 20 pct. reduktion i 2020, stigende til 30 pct. som led i en global klimaaftale, hvis andre i-lande påtager sig samme mål. USA’s Obama har indtil nu signaleret vilje til nul pct. reduktion i 2020 i forhold til 1990 - hvilket vil være 15 pct. reduktion i forhold til dagens højere niveau.
“Det gavner ingen at opnå en aftale, som er videnskabeligt i orden og perfekt, men som ikke kan opnå accept af vor befolkning derhjemme,” sagde Obamas klimaforhandler, Todd Stern.
Blandt de øvrige i-lande har Australien erklæret villighed til at skære med fem pct., stigende til 15 pct. som led i en global aftale. Canada vil stort set intet skære i forhold til 1990-niveauet, mens Japan først vil melde ud til juni.
Hvis i-landene ikke flytter sig i forhold til disse meldinger, kommer der næppe en Københavns-aftale. På vej til Bonn-mødet spillede Filippinerne - en nation med hundredvis af små og udsatte øer - ud med et krav til de rige lande om mindst 30 pct. CO2-reduktion og det allerede i 2017.
Og alliancen af 43 små ø-stater, AOSIS, der frygter samme skæbne som Carteret-øerne, har i deres fælles budskab til Bonn-mødet skærpet tonen endnu mere: over 40 pct. reduktion af i-landenes udledninger i 2020 og mere end 95 pct. reduktion i 2050. Forhandlerne i Bonn lægger nu arm frem til den 8. april. I juni mødes de igen i Bonn i håbet om at få det første rigtige udkast til en global klimaaftale på bordet.
Kommentarer
Imens Connie Hedegaard nu venter på Per Clausen (fan-mail måske?), kunne hun jo snildt forklare os andre dumme danskere med Himmelbjerget som høieste punkt, hvorledes det står til med handlen med CO2- kvoter i EU-regis såvel som i resten af verden? Altså ikke internationalt, men globalt set!
Handel med forurening mangler Klimaministeren helt enkelt at forklare til Maren i kæret. Hendes venten på internationale aftaler hænger for så vidt også i vinden (udenom Vestas) i den forbindelse.
Vi ser således frem til, at Klimaministeren oplyser om konsekvenserne med hensyn til at liberalisere forureningskvoterne. Ikke med henvisning til statistiske beregninger af, hvorledes forurening er faldet i forhold til stigningstakter, men helt enkelt en tilkendegivelse af, at forureningen ret firkantet daler. Altså ikke at den er mindre end før (hvilket stadig er yderligere forurening), men at den globalt set er under kontrol - samt at DK ikke bidrager til yderligere forhøjelser af den samlede forurening.
Desuden skylder Klimaministeren stadig en akceptabel forklaring på, hvorfor skibstrafikken med hovedparten af CO2-forureningen er udeladt af sammenhængen, samt at det ikke skulle være muligt uden om internationale aftaler at stille krav til rederierne i dansk sammenhæng. Til en begyndelse blot. Der er meget mere på bedding…
Connies venner har pt. ikke råd til at redde planeten. Men de arbejder på problemet, kan man forstå.
Det tog er kørt, det skib er sejlet.
Om ikke så mange årtier vil netop denne vores tid - her og nu - blive kendt som det tidspunkt i vores arts historie, hvor vi både vidste, hvad der krævedes af os, og hvor vi havde den teknologiske kunnen til at indfri disse krav, men hvor vi akkurat som tidligere i vores arts historie valgte den nemme udvej: Vedvarende fysisk ekspansion kombineret med et på flade militære lussinger til dem, der måtte stille sig i vejen for denne vores ‘storslåethed’.
Præcisering: Med “… hvor vi havde den teknologiske kunnen til at indfri disse krav” mener jeg naturligvis ikke, at vi har teknologien til både at fortsætte vore materielt ødsle liv som hidtil og få CO2-udslippet under kontrol.
Nej, jeg mener, at kombinationen af vores nuværende teknologi og en mental forandring - en revolution, velsagtens - i vores arts måde at tænke på er tilstrækkelig til at redde vores fælles hjem.