DET ER EN SANDHED, som ikke længere er til forhandling. Når mediechefer møder hinanden, taler de om det segmenterede mediebillede og om behovet for at nå ud til brugerne, uanset hvor de er. De omdøber redaktionelt indhold til ‘content’, hvorved det antager karakter af et industrielt produkt, der kan skæres til og passes ind, uanset om det bliver sendt i fjernsynet eller på mobiltelefonen. Medierne skal, som det hedder, “ud på alle platforme” - ellers hører de fortiden tid. Hver gang mediechefer mødes, bekræfter de hinanden i den antagelse.

Naturligvis er der omkostning ved at fylde flere og flere platforme, uden at der kommer flere hænder til. DR’s tidligere generaldirektør Christian S. Nissen beskriver i sine erindringer, hvordan han på én og samme tid halverede arbejdsstyrken i DR og fordoblede produktiviteten, da blandt andet DR2 kom til. Det kunne give sig dengang, fordi produktiviteten ikke var voldsomt høj. Men når DR i disse år udvider med en massiv satsning på internettet, på nye digitale radiokanaler og i de kommende år på nye tv-kanaler, ja så kan det mærkes på kvaliteten. Der er ikke ligefrem kommet flere penge til. Tværtimod trak koncerthuset som bekendt bunden ud af økonomien. Diskussionen om DR’s programmer strander ofte på et spørgsmål om smag. Når en debattør tillader sig at hævde, at DR skal stramme sig an og gøre sig umage, lyder modargumentet som oftest, at DR skal være noget for alle. Det underforstås, at ‘alle’ vil have noget hø. Hvis en tv-anmelder beklager kvaliteten i et bestemt program, afskrives indvendingen som elitær, for DR skal jo have ‘bredde’.

DET ER RÅDDENT, skrev vi ikke desto mindre om DR på forsiden af lørdagens udgave af Information. Vi benyttede os af et simpelt greb for at løfte debatten ud over de sædvanlige smagsdomme. Vi kørte de seneste tre måneders film gennem en af verdens største filmportaler, Rotten Tomatoes, der samler anmeldelser fra flere hundrede medier og omregner kritikernes bedømmelse til en procentsats. Hvis filmen i snit opnår 60 procent eller mere, betegnes den som ‘frisk’. Hvis den opnår mindre, får den betegnelsen ‘rådden’. Og det var lige det, DR’s film viste sig at være: rådne. Fredag efter fredag vælger DR at forstyrre danskerne med film, som er så ringe, at de hører hjemme på en af de kanaler, der skal maksimere overskuddet ved at spare på indholdet. Er DR’s rolle i mediebilledet tankeløst at sende endnu mere discountunderholdning ud i æteren? Spørgsmålet er så åndssvagt stillet, at det vel knap kan siges at være retorisk.

Sandheden står ikke skrevet i en statistik, men undersøgelsen er en indikator på, at DR trænger til at stramme sig an. DR skal ikke være en folkeoplyser af den slags, hvor seerne, lytterne og brugeren oplever at blive belært og irettesat - det er en rolle, Statsradiofonien gudskelov har lagt bag sig for længst. Men hvis ikke DR har større ambitioner end at holde på seerne for færrest mulige penge, så har institutionen udlevet sig selv. Uanset hvor mange platforme støjen bliver sendt ud på.