Nikolaj Zeuthen (f. 1977) er debutant, hans bog hedder Oliebål - 16 digte og et filmreferat, og ud fra omslagsfotoet kunne man tro, at her udkommer endnu en privatsag.
Fotoet viser nemlig Nikolaj Zeuthen med sin familie (det kan man læse i kolofonen). De ser søde og rare ud alle fire. Mor og far smiler ikke, men ser med rolige og faste blikke direkte på fotografen. De holder hver deres barn, og begge børn er optagede af helt andre ting end af at blive fotograferet. Baby vist af sine tæer, storesøster helt tydeligt af en Pixi-bog. I forgrunden står en kasserolle med lidt grød ud over kanten og understreger forældrenes bestræbelse på ikke at se perfekte ud.
Det pudsige er, at man sagtens kan forestille sig, at der netop må være horder af kogebøger med omslag a la det Zeuthenske familiebillede lige om hjørnet som en modreaktion på kogebøger som Kernesund familie. Sådan! Men nogen kogebog er Oliebål jo ikke, ej heller private digte.
Familiefotoet opfatter jeg mest som forfatterens dedikation til sine kære.
Fjumsen rundt
De første af de 16 digte har titler som “fædrene”, “også mødrene”, “i soveværelset på konen, i et hjørne i en skygge statsministeren”, “mandevenner” og siger noget af det væsentligste, der er at sige om denne bog. For eksempel at den skildrer, at statsministeren (bevidstheden om at der både er politik og samfund at tage stilling til uden for lilleverdenen) virker lidt forstyrrende der i soveværelset. Verden uden for intimsfæren og sammenstødet mellem de to fanges bedst i det første digt, “fædrene”, hvor scenen er sat til at være grill-i-gården-med-de-andre-småbørnsfamilier-scenen. Her står fædrene “med meningsløst tryk på sweatshirten:/Mexican Grand Prix, Los Pontemos ‘77/Hendrix on Fire, Legend Still Alive/Canadian Wild Tracker #1, The Moose”. Det er sjovt og godt set og den ene af de to positive ting, jeg kan sige om Oliebål.
Og nu må det så frem: Som debutsamling er Oliebål udsædvanlig lunken. Lunkenheden er på sin vis svær at kritisere, fordi det skinner igennem, at det har været forfatterens hensigt at fjumse lidt rundt med nogle digte lidt på samme måde, som man fjumser rundt i sit moderne familieliv.
Oliebål er ikke ny, ikke overraskende, men den vil heller ikke være det. Når digteren virkelig går til den, bruger han radiatorord som ‘dagpenge’ og ‘aftaleudkast’. Ord, der ikke i gængs forstand opfattes som poetiske, men grimme, og som det derfor kan være interessant at bruge i et digt.
Men de grimme ord kommer jo ligesom kasserollen på omslaget til at ligne en bestræbelse på at være Rasmus Modsat og ikke så meget andet. Flere forsøg på at gå imod pænheden opfatter jeg ord som ‘stemningsneger’ og ‘ghaneserihjel’ som udtryk for.
Stereotyper gentages
Digtenes fremstilling af mænd og kvinder virker bekendt, jeg mener at have set den på dørene ind til et sæt offentlige toiletter. Mænd for sig og kvinder for sig. Jeg kan ikke få øje på, at Zeuthen gør andet end at gentage stereotype billeder af mænd som dem med karrieren og stor cigar og kvinder som dem med snakketøjet og omsorgen. Skal det forestille at være morsomt? Satirisk? Jeg aner det virkelig ikke.
Jeg fik skrevet, at der var to positive ting at fremhæve ved Oliebål, men det var fordi, jeg havde glemt ordet ‘knææble’ (side 17), så der er tre. Den tredje er det afsluttende filmreferat, der står sært uden for bogen. Her slår Zeuthen over i prosa for at lade et jeg referere en film fra 1991, som påstås at findes i Det Danske Filminstituts arkiver.
Filmen hedder Humanist og handler om Gregers, der har et forskerjob på et universitet. Det gode ved referatet er, at der her har sneget sig en flertydighed ind i teksten. Stilen er nøgtern og omhyggelig. Hvor digtene var lunkne, er prosaen underspillet.
Nikolaj Zeuthen
16 digte og et filmreferat
Samleren
64 sider
149,95 kr.
ISBN: 9788763811378
Kommentarer
Jeg har også læst Zeuthens digtsamling og må indrømme, at jeg ikke kan genkende den i anmelderens fremstilling. Er der noget, digtsamlingen på ingen måde er, er det “lunken” eller “fjumset”. Digtsamlingen er slet og ret modig. Og så er den vidunderligt ond på vegne af det, vi kalder vores “samtid”. Hvor de fleste andre danske forfattere - og anmeldere med - igen er ved at komme op at køre over grænserne mellem privatliv og fiktion, tør Zeuthen at skrive sig direkte ind i kødet på denne “samtid”, dens “problemer”, dens “etos”, dens “angst”, dens “retorik” og mange andre ting - uden han samtidig skal gøre reklame for, hvor fed eller kompleks en person han er, eller hvor mange funky enjambementer eller subtile løjerligheder, han kan forklæde sit budskab i. Zeuthens poesi er nemlig ikke særlig subtil på den beåndede måde, de fleste lyriklæsere kan lide det. Den tager, synes jeg, langt større chancer, og så er den, absolut ikke at forglemme, bundsort i sin komik. Nu er humor naturligvis en subjektiv sag, og at anmelderen f.eks. ikke finder et digt som “stemningsneger” morsomt, som jeg var ved at falde ned på stolen af grin af, kan vel næppe klandres hende eller for den sags skyld mig. Men er det et udtryk for, at man er “Rasmus Modsat”, hvis man skriver et digt med titlen “stemningsneger”? Måske - men i forhold til hvad, en pænhedsdiskurs f.eks., en politisk korrekt diskurs f.eks.? Poesi skal sguda, undskyld mig, være Rasmus Modsat, men hvor de fleste ville vælge en negativistisk OG subtil vrængen på vegne af eget “jeg”, som man i det mindste kan forholde sig til, gnækker Zeuthen mere ondskabsfuldt (måske ligefrem sårbart) og tvetydigt fra sin position: Hvad mener manden egentlig? Og hvem er han Rasmus Modsat imod? Og nej, Oliebål er ikke en sonnergaardsk “Radiator” sat på vers, den mangler aldeles den sonnergaardske hørm af harme og andre fortræffeligheder, og så er den, modsat Sonnergaard, jo rent faktisk skrevet på vers: dette er poesi. Og selv om Zeuthens ærinde ikke er at undersøge poesiens eller sprogets væsen, kan manden faktisk alligevel skrive digte, som rent teknisk holder, og som både rummer skønhed og grimhed og ikke mindst præcision. Og et vidunderligt legende overskud. Ja, jeg vil gå så langt som til at kalde det en “original” digtsamling. Men man får ikke det, man forventer. Og hvis ikke man samtidig kan lege og grine med, er det ikke sikkert man synes, det er sjovt. Og det, digtsamlingen diagnosticerer som vores “samtid”, er måske heller ikke særlig sjovt, men det er sjovt og berigende at læse. For en gangs skyld.