Susan skal giftes med den selvglade tv-vært Derek, men på sin bryllupsdag bliver hun ramt af en meteor og forvandlet til en kæmpekvinde. Hun tages i forvaring af den amerikanske regering, der i mere end 50 år har skjult monstre som hende for offentligheden. Men da aliens angriber Jorden for at få fat i det stof, som gjorde Susan stor, sendes hun og de andre monstre ud for at stoppe dem.
Det er handlingen i DreamWorks’ seneste computeranimerede tegnefilm, Monsters vs. Aliens, der også er den første film i digital 3D. Jeg har set begge versioner af filmen, og i sig selv er den tempofyldt, underholdende og spækket med vittige referencer til andre film og alskens populærkultur. I tre dimensioner kommer det hele endnu tættere på, hvilket giver et ekstra sus, ikke mindst når man tror, at man får et eller andet i hovedet eller føler, at man befinder sig blandt både monstre og aliens.
Ingen tvivl om, at digital 3D er en voldsom forbedring i forhold til den gammeldags og ikke videre effektive 3D-teknologi. Dog forstår jeg ikke, at billetterne skal koste mere, når man vil se en 3D-film. Jo vist er teknologien dyr, men det er vel også en investering i fremtiden for biograferne. En investering, som på sigt vil tjene sig selv ind, når 3D for alvor bryder igennem.
Monsters vs. Aliens. Instruktion: Conrad Vernon og Rob Letterman. Manuskript: Maya Forbes, Wallace Wolodarsky, Rob Letterman, Jonathan Aibel og Glenn Berger. Amerikansk (Monstermange biografer i hele landet, inkl. 3D-biografer i blandt andet Aalborg, Århus, Odense og København)







Kommentarer