Mens regeringen med den ene hånd skriver under på investeringer i infrastruktur, der vil øge energiforbruget til vejtransport (og dermed CO2-udledningen), vil den anden hånd skrive under på krav, der tvinger benzinselskaberne til at tilsætte biobrændstoffer i benzinen fra næste år for at nedbringe transportsektorens CO2-udledninger.

Det er fortvivlende, at Klima- og Energiministeriet vil fremsætte dette lovforslag om, at biobrændstoffer skal udgøre 5,75 pct. af brændstofanvendelsen til landtransport allerede fra 1. januar 2010 (stigende til 10 pct. i 2020), mens den bæredygtighed, der i debatten bruges til at retfærdiggøre dette krav, overhovedet ikke er inden for rækkevidde.

Regeringen nærer en nærmest blind tiltro til de af EU foreslåede bæredygtighedskriterier. Men den mængde biobrændstoffer, der skal bruges for at imødekomme målsætningerne, vil umuligt kunne produceres bæredygtigt.

Den store fare for klima og miljø ligger i ændringer i arealanvendelsen. Og de i lovforslaget så højt besungne EU-bæredygtighedskriterier stiler ikke krav om, at der skal tages højde for indirekte ændringer i arealanvendelsen, når den samlede CO2-beregning skal foretages.

Forfalsket billede

Produktionen af biobrændstoffer kræver dyrkningsjord - enten fra eksisterende landbrugsjord eller jomfruelig jord. Når skov ryddes eller tidligere uopdyrket jord opdyrkes, iltes kulstof, som er organisk bundet i jorden, og det frigives til atmosfæren som CO2. Produktionen af biobrændstoffer risikerer således at bidrage massivt til de emissioner, de er tiltænkt at skulle reducere. At kvægavlere fortrænges fra deres jorde til fordel for biobrændstof-produktion, og derved tvinges til at finde andre græsgange, er et eksempel på indirekte ændringer i arealanvendelsen. Der er mange andre eksempler. Når bæredygtighedskriterierne ikke medregner indirekte ændringer i arealanvendelsen, får man derfor et forfalsket billede af CO2-gevinsten.

Emissionsproblemet er endda kun et enkelt af den endeløse række af miljømæssige og sociale problemer, som produktionen giver anledning til. De færreste lande - om overhovedet nogen - har lovgivning og kontrolapparater til at overvåge disse problemer.

Eksport af problemer

Den danske regering er i gang med at fastsætte en målsætning for anvendelse af biobrændstoffer, som kun kan opfyldes, hvis en stor del af biobrændstofferne importeres fra tredjeverdenslande. I lovforslaget erkendes det da også, at emission af klimagasser og andre miljøproblemer i vid udstrækning vil finde sted i udlandet.

Tænkepause?

Det, vi ser ske ude i verden, er netop også, at store jordarealer omlægges som reaktion på den forventede efterspørgsel fra EU. Jorden gøres endda til objekt for yderligere spekulation for store virksomheder og jordbesiddere og endda nationer, som ser deres fordel i at opkøbe jord på andre kontinenter med henblik på at dyrke biobrændstoffer. Dette til skade for både klimaet, miljøet og fødevareproduktionen. Vi finder det uværdigt, at Danmark deltager i denne kolonisering af andre landes jordressourcer.

Vi noterer os, at der i teksten til lovforslaget kun fokuseres på de (uendeligt små) klimafordele i Danmark. Hvad hjælper det, at der findes denne mikroskopiske klimafordel i Danmark, hvis der samtidig sker en langt større udledning i de lande, der skal lægge jord til?

NOAH opfordrer til, at opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser ikke inkluderer biobrændstoffer. Der eksisterer reelle og effektive muligheder for at nedbringe CO2-udledningen fra transportsektoren på anden vis. Se f.eks. NOAH’s 10 forslag til hvordan Danmark kan vise vejen til en ansvarlig klimapolitik på persontransportområdet. Biobrændstoffer kan ikke være en del af en ansvarlig klimastrategi.

Vi står i en situation, hvor politikere igen og igen hævder eksistensen af bæredygtige biobrændstoffer, selv om bæredygtighedskriterierne er svage og endnu ikke vedtaget. Der findes end ikke en skitse for, hvordan kontrollen af den påståede bæredygtighed skal foregå.

Er der mon ikke behov for en tænkepause? Det mener NOAH. Vi mener, at det er nødvendigt at indføre et moratorium for alle målsætninger, økonomisk støtte og andre tilskyndelser til produktion og import af biobrændstoffer. At blåstemple en lov om biobrændstoffer - og endda yde finansiel støtte til videreudvikling af denne teknologi - er et alvorligt skridt i den forkerte retning.

Bente Hessellund Andersen og Safania Eriksen er den del af miljøbevægelsen NOAH’s Landbrugs- og Fødevaregruppe