Kabalen

Midt under det store drama om Anders Fogh Rasmussens kandidatur til posten som NATO's generalsekretær valgte velfærdsminister Karen Jespersen (V) fredag at smække med døren og meddele ham, at hun ønsker at stoppe som minister. Begrundelsen er, at ministeriet er for stort og uhåndterligt, så hun drukner i møder, lovgivning og andre triste arbejdsopgaver. Det betyder, at hun ikke får tid til "det opsøgende arbejde i forhold til befolkningen." For meget slid og for lidt profilering er den helt korte version af den begrundelse.

Nu kan man vælge at tro på ministerens begrundelse eller lade være. Spekulationerne har længe gået på, at hun ville blive ofret i en regeringsrokade med en ny statsminister for bordenden, så hvorfor ikke tage en fyring på forskud og selv vælge tidspunktet for sin afgang - det kan meget vel have været Karen Jespersens ræsonnement. Men hvis man for en stund tager Jespersens begrundelse for gode varer, så er der ikke nogen tvivl om, at hun har ret. Hendes ministerium er og har været en besynderlig hybrid, en sammensætning af et ressort, som blev konstrueret til lejligheden. Karen Jespersen blev social- og ligestillingsminister i september 2007. Det var en appelsin i turbanen til Venstre og Fogh Rasmussen at kunne sætte den tidligere socialdemokrat i spidsen for det ministerium, som hun med stor succes havde bestridt under Poul Nyrup Rasmussen. Efter valget et par måneder senere i 2007 fik Karen Jespersen så udvidet sit område betragteligt. Socialministeriet blev til manges fortrydelse nedlagt, og i stedet kom det nye monsterstore Velfærdsministerium. Ud over socialområdet omfatter det det tidligere Indenrigsministerium, dele af det tidligere Familieministerium og hele ligestillingsområdet. At samle det hele i ét ministerium var i virkeligheden et udtryk for, hvor lidt VK-regeringen har prioriteret ligestilling, socialpolitik, boligpolitik og andre bløde områder. Fogh havde med Velfærdskommissionen og hårdt presset af oppositionen i 2007 sat velfærden øverst på dagsorden, og for at understrege, at han tog det alvorligt, udnævnte han en særlig velfærdsminister - og endda en tidligere socialdemokrat.

Selv mistede Fogh Rasmussen dog hurtigt efter valget interessen for området - helt og aldeles. Århundredets velfærdsreform blev til det rene ingenting, og det lykkedes statsministeren ved årsskiftet til 2008 i sin nytårstale slet ikke at nævne velfærden med et ord. Karen Jespersen var med andre ord blevet udnyttet to gange til at drille Socialdemokraterne - og nu havde statsministeren ikke brug for hende længere. Siden har Karen Jespersen mest profileret sig på indvandrerpolitikken, som er et af de områder - ud af mange - som hun ikke havde noget med at gøre. Oppositionen beskyldte hende for at have "muslimer på hjernen", og en optælling foretaget af Ugebrevet A4 viste, at hun dobbelt så ofte optrådte i medierne med holdninger til integration og islam som med holdninger til socialpolitik og udsatte grupper.

Karen Jespersen har med sit voldsomme fokus på danske værdier og angreb på islam og imamer samtidig fungeret som bindeled til Dansk Folkeparti. Og selv om Jespersen sandsynligvis har stået på listen over ministre, der skulle ud af regeringen på lidt længere sigt, så kan Løkke Rasmussen ikke undvære ministre, som står på ideologisk god fod med den magtfulde alliancepartner.

Det er en af årsagerne til, at den kabale, som statsministeren sidder og bokser med i disse dage er så vanskelig, og det er derfor, at det mest oplagte er, at det er Claus Hjort Frederiksen, der ender som finansminister og ikke den unge mere liberalistiske skatteminister, Kristian Jensen. Det er ham, der for nogen tid siden udgav bogen Hurra for globaliseringen - ikke just DF'ernes kop te. Igennem syv et halvt år har alle store økonomiske aftaler mellem regeringen og Dansk Folkeparti været indgået i et tæt parløb mellem Kristian Thulesen Dahl (DF) og Venstres finansministre - først Thor Pedersen og senest Lars Løkke. Hjort Frederiksen har hele vejen siden 2001 holdt fast i Dansk Folkeparti og endda på et tidspunkt udtrykt, at DF og Venstre har et særligt værdifællesskab.

Posten som velfærdsminister er mere vanskelig, og der er ikke nogen tvivl om, at Karen Jespersen stak en kæp i hjulet på den minimale rokade, som Lars Løkke Rasmussen havde udtænkt i løbet af den lange forberedelsestid, som han har haft, mens Anders Fogh Rasmussen kandiderede til NATO-posten. For Velfærdsministeriet er stadig en underlig hybrid mastodont, og det har udtjent sin rolle i kølvandet på 2007-valget. Så allerhelst vil den nye statsminister splitte det op og udnævne en indenrigsminister og en socialminister som i gamle dage, men det skal ikke være nu. Det skal helst vente, til Løkke Rasmussen sætter sit hold frem til næste valg med nye unge kræfter og et dynamisk team, som signalerer generationsskifte og vitalitet. Det taler for, at han udnævner en velfærdsminister med samme ressort, som den afgående i utvetydige vendinger har advaret imod. Men hvem lytter mere til en minister, som er gået af.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu