Istanbul bliver Europas kulturby i 2010. Tyrkiske myndigheder regner med at tiltrække 20 millioner turister til byen mod de nuværende ca. to millioner.

En europæisk kulturby er en by, som har en vis kulturarv, et rigt kulturliv, og som repræsenterer en bred europæisk mangfoldighed. Kulturbyen skal på samme tid tiltrække et internationalt publikum og inspirere kulturbyens og landets egne borgere.

Hvad er de tyrkiske forudsætninger for at leve op til disse hensigter, særligt hvor det gælder om at inspirere kulturbyens og landets egne borgere? Svaret kan findes i to interviewbaserede medieundersøgelser fra 2008 fra statsligt medietilsynsorgan RTÜK (Radio og TV Overpræsidium) og analyseinstitut Ipsos-KMS. Svarene i en komparativ sammenhæng kan tyde på et forhold mellem æstetik, samfund og politik, hvis udgangspunktet for relationen er det politiske i den snævre forstand som et vindue ud til den store verden.

Elendigt bogmarked

I RTÜK-undersøgelsen ‘Tv-seeres præferencer i Tyrkiet - 2’ opfatter 71,4 pct. RTÜK som et straffeorgan og 71,5 pct. som et tilsynsorgan. I 2006 undersøgelsen var det så 25,6 pct., der opfattede RTÜK som et straffeorgan og 53,6 pct. som et tilsynsorgan. Det kan tyde både på en skærpet straffepolitik på RTÜK’s side og en voksende opmærksomhed deraf på borgernes side. Sat imod dette rammeforhold kan helhedsindtrykket fra svarene i undersøgelsen ses som en manifestation af denne politiks bivirkninger, mens konklusionerne fra Ipsos-KMG årsrapport ‘2009 -Forventninger, Præferencer, Favoritter’ viser slagsiden.

Overordnet set er det en manifestation af den mentalitetsramme, kulturbyprojektets principielle hensigt er at inspirere og den kulturpolitiske infrastruktur, der vil gøre denne opgave mulig.

Ifølge RTÜK’s tal bruger over 90 pct. - uanset køn, alder, beskæftigelse, uddannelse, socioøkonomisk baggrund og bosted - min. 4,5 timer dagligt foran fjernsynet. Ipsos-KMG undersøgelsen bekræfter: Alt for få læser bøger og avis, og alt for mange ser fjernsyn. 58 pct. er ikke i stand til at angive en yndlingsforfatter eller klummeskribent eller kunstner. Når spørgsmålet falder på yndlings-tv-serier, skuespillere og sangere, så vender billedet helt. Her har næsten alle et klart svar. Fjernsynet ser ud til at være blevet tyrkernes primære kunst/kultur-barometer.

Slagsiden er det elendige bogmarked. I 2007 udkom der over 400 romaner, et eksorbitant tal, når man ved, at de udgives på forfatterens regning. 80 pct. af disse romaner kan - måske netop derfor - beskrives som ulæseligt dårlige. Meget få af dem udkom i oplag over 1.000 og solgte over 500 eksemplarer. De er dog potentielle tv-scenarier, når efterspørgslen er stor.

86,2 pct. i RTÜK-undersøgelsen ser mest de tv-kanaler, der viser flest lokale serier. Det kan så undre en, at 90,8 pct. begrunder deres fjernsynsmani med: “for at lære, hvad der sker i verden”, når Ipsos-KMG-undersøgelsen viser, at udenlandske udsendelser får de laveste ratings (under 20 pct. i seertal), og udenlandske serier, skuespillere eller sangere er fraværende på tv-seernes top-10-liste. Det kan tyde på, at ‘den store verden’ eksisterer i forlængelse af afspejlingen af verdensbilledet som iscenesat i de lokale udsendelser.

Grundlæggende ses mødet mellem værk og recipient som en kommunikation, hvor meningen opstår i interaktionen mellem værkets signaler og recipientens forståelsesevne, og oplevelsen kan forandre recipientens erfarings- og forståelseshorisont. De to undersøgelser viser, hvor ringe dette forhold håndteres kulturpolitisk i Tyrkiet.

Åbent verdenssyn

Kunstnerisk kvalitet kræver at se på kunstens mere positive samfundsmæssige betydning og et åbent verdenssyn og imødekommenhed. Dette syn kan komme i knibe, hvor kunstnerisk kvalitet kædes sammen med erhvervspolitiske strategier og en retraditionalisering af kunstpolitikken i snævert politiseret forstand som et vindue ud til den store verden.

Nu når kulturbyprojektet er rundt om hjørnet, hvor ét af de grundlæggende mål er at inspirere kulturbyens og landets egne borgere, kunne det være en god anledning for de udenlandske partnere og sponsorer at fokusere lidt der, hvor det kniber. Når det kommer til stykket, så bliver det de tyrkiske fjernsynskanaler, der hovedsageligt vil bære indtryk fra projektaktiviteterne over til borgerne, når de slår dørene op i 2010.

Hvis kunstens funktion er at stimulere til produktionen af nye metaforer og dermed bidrage til, at tilskueren kan se verden i et nyt lys, så er tiden inde til ved hjælp af kulturbyprojektet at indføre dette syn i Tyrkiet.

Nur Beier er B.A. i amerikansk/engelsk litteratur, voksenunderviser og tidligere næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter. Hun bor og arbejder pt. i Istanbul