Øj, hvor de hader provinsen, disse fremtrædende danske kulturpersonligheder, fra forfatteren Søren Ulrik Thomsen, som udtaler, at han aldrig overnatter der, hvis han kan slippe for det, til filminstruktøren Ole Bornedal, som i forbindelse med sin film Fri os fra det onde har sagt, at han længe har set frem til at svine en proletar til. For intet er, som vi tror, og idylliseringen af provinsen og proletariatet, arbejderklassen, eller hvad man skal kalde den del af Danmark, er løgn fra ende til anden. Provinsen, de små landsbyer fra Vestjylland til Lolland er ondskab, vold, sømpistoler, jagtgeværer, brutale tæsk og massevoldtægt. Det er mistro og kontrol, dummebøder, sherifstjerner, pædofili og selvjustits. Hvad der tidligere i dansk litteratur og film blev beskrevet med lærkesang og smilende kronhjorte er i dag i en række nyere film og romaner blevet til et degenereret voldstyranni sunket dybt ned i et åndeligt og socialt armod. Den bizarre danske provins er ifølge beskrivelserne ved at drukne i bajere, hash, primitiv hævn og jeg-smadrer-dig-dit-svin. Uf, hvor vi hader det provinsielle lorteland herovre fra den civiliserede hovedstad, hvor vi heldigvis kan skylle al ynkeligheden ned med nok en latte og et besøg på Camp X.
Civilisationens fernis er tynd, og de, der troede, at klassesamfundet var afgået ved døden, skal gå i biografen og se Fri os fra det onde og Frygtelig lykkelig. For det er hvad, det er. Det er sociale skel, nød og elendighed, som vi ikke har oplevet i generationer, der udspiller sig i den del af Danmark - ikke kun på lærredet og i bøgerne, men ofte ligefrem overgået af virkeligheden.
Spørg bare socialrådgiverne i Danmarks rand-områder om, hvordan puklen af sager om truede familier bare vokser og vokser. Og det er her de to nye ministre, som blev udnævnt i går kommer ind i billedet. Efter halvandet år uden en socialminister udnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Ellemann (V) som minister for området, og det er en god begyndelse. Den afgående Karen Jespersen (V) formåede aldrig at sætte fokus på de sociale udfordringer og kunne kun sende en strøm af løftede pegefingre videre til kommunerne hver gang en ny sag om svigt af udsatte børn dukkede op. Ud over en ny socialminister blev det i går til en ny og lige så betydningsfuld beskæftigelsesminister, Inger Støjberg afløser Claus Hjort Frederiksen. I parløb er der nok at tage fat på for de to, Ellemann og Støjberg. Og selvfølgelig skal de have en chance.
Først og fremmest skal de indse, at den sociale struktur i Danmark grundlæggende har forandret sig på meget kort tid, og det har skabt helt nye skel. Det er ikke nogen tilfældighed, at dele af provinsen i dag er forvandlet til steder, som under overfladen mest ligner helvede. Globaliseringen og industrisamfundet, som lukkede og slukkede i løbet af bare to årtier, har fået Danmark til at knække over. Nok høstede den afgående beskæftigelsesminister i går roser for den rekordlave ledighed, som højkonjunkturen har frembragt, men der er fortsat 8-900.000 mennesker i den arbejdsduelige alder, som er parkeret på overførselsindkomster af den ene eller anden art, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, aktiveringsydelse og meget mere. Dem har hverken højkonjunktur, en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller regeringens pisk kunnet stille noget op med. En fedmeepidemi hærger især i de lavere klasser, hvis sundhedstilstand ligger langt under resten af befolkningens. På meget kort tid er de blevet et restprodukt af den stærkt forøgede specialisering på arbejdsmarkedet.
I korthed: Når industrijobbene enten bliver overtaget af robotter eller flytter til lande med lavere løn, så er det langtfra alle, der evner at blive omskolet til arbejdskraft i det innovative informationssamfund. Og taberne befolker udkantsområderne. Væksten har ubetinget fundet sted i hovedstaden og i de store byer, hvor den kreative klasse og de videnstunge virksomheder i dag befinder sig.
Statsministre har det med på et tidspunkt i deres karriere at tale om sammenhængskraft. Det gjorde Poul Nyrup Rasmussen (S), og det gjorde Anders Fogh Rasmussen - det er vel, fordi netop den kraft er vigtig for at holde deres rige og folk sammen. For sidstnævnte blev udtrykket mest brugt i indvandrerdebatten. Det splittede samfund var for Fogh Rasmussen og hans socialminister Karen Jespersen først og fremmest udtryk for en frygt for det flerkulturelle samfund.
For Nyrup Rasmussen var betoningen af sammenhængskraft et forsøg på at opretholde fællesskabet, den fælles skole, den fælles offentlige sektor, det fællesskab, der er med til at civilisere et samfund og betyder, at kriminaliteten er lav, og at man betaler sin skat - om ikke med glæde så uden at snyde og beklage sig, fordi man bekymrer sig om hinanden. Sammenhængs-kraften er den lim, der binder os sammen som folk, bare ikke i den provins, som Ole Bornedal og Erling Jepsen beskriver. Her er den afløst af frygt, kontrol og selvjustits. Ellemann og Støjberg må i biografen.
Kommentarer
Ja, det ville virkelig være en fordel, hvis man kunne sende dem som styrer landet på en slags uddannelse, hvor de kunne lære hvad der foregår i landet udenfor deres egen lille sfære.
Ikke at jeg tror at det ville gøre indtryk på garvede venstrepolitikere. De vil sikkert karakterisere det som noget socialistisk marxistisk pladderhumanisme. Der går sikkert ikke lang tid før vi skal høre Inger Støjberg sige, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Lidt mere tiltro har jeg til Karen Ellemann. Jeg har endnu ikke hørt hende komme med flabede udsagn, på den måde man har for vane i Venstre. Mirakler skal man dog næppe vente. Det er trods alt to ministre som er vant til at svinge pisken, som har magten over de elendige.