Et system uden fremtid. Et system drevet af angst

“At stille spørgsmål ved vækst kan ikke være andet end galninges, idealisters og revolutionæres værk.”

Udsagnet afspejler disse dages officielle konsensus blandt ledende internationale politikere, økonomer og erhvervsfolk. Alle dybt bekymrede. Den internationale valutafond, IMF, bedømmer, at den samlede globale økonomi i år for første gang i 60 år vil trække sig sammen med 0,5-1 pct. Og OECD melder, at alle 30 medlemslande for første gang nogensinde er i samtidig recession. De rige landes økonomi ventes at skrumpe med 4,3 pct. i 2009, resulterende i 25 mio. flere arbejdsløse. Verdenshandlen vil falde med 13 pct.

“At genskabe global vækst er en økonomisk og politisk prioritet, men også etisk, moralsk, socialt og menneskeligt en bydende nødvendighed,” sagde OECD’s generalsekretær Angel Gurria, da han for nylig fremlagde den dystre prog-nose. Og stats- og regeringscheferne fra G-20-landene fulgte trop fra deres topmøde i London. “Vi er fast besluttede på at styrke vort samarbejde og gøre en fælles indsats for at genskabe global vækst,” sagde de. Hvad man hører, er en enstemmig beslutsomhed om at genskabe den økonomiske dynamik bag væksten i produktion, forbrug og BNP.

Det er det rene og skære selvbedrag. Et udtryk for regulær “kollektiv blindhed”.

“Ethvert samfund klamrer sig til de myter, det lever efter. Vores er myten om økonomisk vækst (…) Men myten om vækst har svigtet os (…) En tilbagevenden til ‘business as usual’ er umulig.”

Dette udsagn står at læse i en netop offentliggjort rapport fra Sustainable Development Commission, den britiske regerings rådgivende instans og vagthund vedrørende bæredygtighed, med kommissionsmedlemmerne udpeget af premierministeren himself. Men også en instans med menings- og ytringsfrihed, hvad der forklarer modet til det kætterske budskab.

Det er også i kommissionens rapport, at denne artikels indledende citat er hentet. Et nærmest selvironisk udtryk for, at hovedforfatteren, forskningschef og økonomiprofessor Tim Jackson, University of Surrey, er helt klar over, at rapportens konklusioner bryder radikalt med det etablerede syn på økonomien og krisen.

Rapporten Prosperity without growth bygger på fem års forarbejde i kommissionen, forestået af kommissionsformand Jonathon Porrit. At rapporten blev offentliggjort midt under den dybeste økonomiske krise og lige før G-20-topmødet, er nærmest held i uheld. Det er politisk set måske det værst tænkelige, men sagligt set det helt rigtige tidspunkt at fremlægge den konklusion, at de moderne økonomiers “selvbedrageriske strategi har nået sine grænser.”

“Krisestrategier, der stræber efter at genskabe status quo, er dybt misforståede og dømt til at slå fejl. Velstand i dag er intet værd, hvis den undergraver de forhold, som velstand i morgen er afhængig af.”

“Velstanden i sig selv har forrådt os,” lyder kommissionens nådesløse dom over den historiske og dagsaktuelle strategi for økonomisk vækst. Og kommissionens centrale spørgsmål lyder på den baggrund:

“Er det muligt at opnå velstand uden vækst?”

“For at sige det kort: Der er ikke noget bedre tidspunkt at gøre fremskridt hen mod et bæredygtigt samfund (…) Den aktuelle økonomiske krise giver os en enestående mulighed for at investere i forandring.”

Med krisen er der ifølge kommissionen netop nu et lille ‘window of opportunity’, en antagelig kortvarig chance for at indlede den grundlæggende omstilling, der kan gøre økonomien langsigtet holdbar og sikre reel, varig velfærd for en større del af verdensbefolkningen.

Afkobling

Hvad er det, der får en regeringsnedsat kommission til at forkaste selve de centrale dogmer bag et halvt århundredes vækstøkonomi? Intuition og sund fornuft er næsten nok, antydes det:

“Den globale økonomi er næsten fem gange større, end den var for et halvt århundrede siden. Hvis den fortsætter med samme vækstrater, vil den være 80 gange større i 2100.”

En sådan ekspansion vil være uden historisk fortilfælde og “totalt på kollisionskurs med vores videnskabelige indsigt om det begrænsede ressourcegrundlag og den skrøbelige økologi, som vor overlevelse afhænger af,” hedder det.

Det officielle svar på denne erkendte udfordring er ‘afkobling’: Via fortsatte teknologiske fremskridt vil det være muligt at sikre økonomiens fortsatte vækst, uden at energiforbrug, CO2-udledning og økologisk belastning følger med op. Både Danmarks hidtidige statsminister og klimaministeren har f.eks. turneret verden med solstrålehistorien om Danmark, som siden 1980 har “nydt godt af omkring 70 pct. økonomisk vækst med knap nogen vækst i sit energiforbrug.”

“Den historiske dokumentation for denne strategis succes er imidlertid ikke overbevisende,” anfører kommissionsrapporten.

“De globale udledninger og ressourceforbruget vokser stadig. Tilsyneladende reduktioner i lande som Storbritannien viser sig ved nærmere granskning at skyldes ‘bogføringsfejl’ og handel over grænserne.”

Argumentet er også relevant for Danmark, hvor den tilsyneladende afkobling til dels kan forklares med, at handelsflådens markante CO2-udledninger udelades af regnskabet, hvorimod bidraget til BNP-væksten tæller med. Samtidig lægger danske virksomheder i stigende grad fremstilling af industrivarer ud til lavtlønslande, således at selskabernes indtjening i et vist omfang tæller med til Danmarks økonomiske vækst, mens CO2-udledningerne er usynlige.

Undergravet af vækst

Når alt kommer til alt, er ‘relativ afkobling’ ikke et svar på vækstens dilemma, fordi miljøbelastningen blot vokser langsommere end økonomien. Kun ‘absolut afkobling’ ville være et bæredygtigt svar, og en sådan er der ikke meget globalt belæg for at tro på, mener kommissionen.

Rapporten leverer et overbevisende regnestykke til belysning af det uholdbare i forestillingen om fortsat vækst (se boksen).

“Sandheden er, at der ikke eksisterer noget troværdigt, socialt retfærdigt, økologisk bæredygtigt scenarie for kontinuert voksende indkomster for en verden med ni milliarder mennesker,” skriver Tim Jackson med henvisning til den forventede verdensbefolkning i 2050.

Nogle vil finde det ironisk, hvis ikke ligefrem blasfemisk, at anfægte vækstens legitimitet på et tidspunkt, hvor negative vækstprocenter skaber ulykke og uro i samfundene. Konkurserne, fyringerne, tvangsauktionerne er da et vidnesbyrd om, at samfundet ikke kan fungere, hvis væksten går i stå.

Forkert. Det er omvendt, ræsonnerer kommissionen. Krisen er selve beviset på, at vækstøkonomien har udtømt sine muligheder i store dele af verden.

For fortsat at opretholde positive vækstrater har det gennem de senere årtier været nødvendigt at skabe - bl.a. via deregulering - en vildt-voksende finansiel økonomi, hvis produkter var imaginære, men omsættelige forventninger om gevinst. Tilsvarende har det været nødvendigt at stimulere grænseløs gældssætning på bekostning af opsparing for at opretholde den økonomiske omsætning. Begge dele - spekulative finansielle bobler og hæmningsløs låntagning - har vist sig uholdbart.

“Markedet blev ikke undergravet af isolerede handlinger udført af ustyrlige enkeltpersoner. Ej heller fordi uvagtsomme myndigheder vendte det blinde øje til,” skriver kommissionen.

“Hvis der har været tale om uansvarlighed, har den været meget mere systemisk, sanktioneret fra oven og med ét klart mål for øje: fortsættelsen og beskyttelsen af den økonomiske vækst.”

Markedet “blev undergravet af væksten selv,” lyder dommen.

Hvis det er rigtigt, hvorfor bruger verdens regeringer så 7.000 mia. dollar på diverse hjælpepakker, der reelt er “midlertidige fix, som belønner de ansvarlige for krisen på skatteydernes bekostning”? Hvorfor holder politikere, virksomheder, forbrugere fast i et paradigme, der er på kollisionskurs med miljøet, ikke formår at fjerne de globale uligheder og skaber syge bobler i økonomien, som bringer ulykke og nød, når de brister? Hvorfor har man ikke kunnet bryde med væksttvangen?

Tvangsmekanismerne

Årsagerne er dels strukturelle, dels sociale og psykologiske, og de analyseres over mange sider i rapporten. Til de strukturelle økonomiske tvangsmekanismer hører presset på den enkelte virksomhed, som må skabe overskud til at investere i egen vedligeholdelse og forbedring foruden til at betale renter og afdrag til långivere samt udbytte til aktieejere. En central vej til overskud er at øge arbejdsproduktiviteten, så det samme kan produceres med færre hænder. Det skaber risiko for arbejdsløshed, som tilsyneladende kun kan imødegås ved at øge den samlede produktions volumen. Den øgede produktivitet giver samtidig faldende produktpriser, hvad der muliggør øget forbrugerefterspørgsel.

Hvert led i forklaringskæden rummer et incitament til vækst, ja, reelt en tvang, hvis man som virksomhed skal kunne gøre sig i konkurrencen, og hvis man som nation skal kunne sikre folk arbejde.

Den anden del af forklaringen handler om den ‘social logik’ bag væksten. Når mennesker er ude over niveauet, hvor basale behov for føde, klæder og bolig er opfyldt, bliver forbrugsvarer typisk “et symbolsk sprog”, der bruges til at skabe identitet og relationer. Det gør det også i primitive samfund, men i det moderne forbrugersamfund råder en følelse af tomhed, der forstærker betydningen af materielle værdier og symboler. Det ‘tomme selv’ søger et ‘udvidet selv’ i kraft af forbrug, anføres det. Via reklamer og med tv-føljetoner om Paris Hiltons og andre stjerners grænseløse powershopping gøres forbruget til dyd og trend - i en sådan grad, at Psykiatrifonden oplyser, at 200.000 mennesker her i landet lider af købemani.

Mange undersøgelser dokumenterer ifølge kommissionen, at tingenes nyhedsværdi er psykologisk central, samt at det er, hvad man ejer eller forbruger i forhold til andre - mere end den absolutte mængde - der er vigtig. Heri ligger i sig selv stærke drivkræfter for vækst.

“Det mest sigende er det næsten alt for perfekte ‘fit’ mellem husholdningernes fortsatte forbrug af ‘det nye’ og virksomhedernes fortsatte produktion af ‘det nye’. Det tomme selvs rastløse begær udgør et perfekt komplement til entreprenørens rastløse innovation (…) Disse to selvforstærkende processer er præcis, hvad der behøves for at drive væksten i vejret,” hedder det.

“Dette er et system drevet af angst,” påpeger bæredygtighedskommissionen. Ligesom ‘det tomme selv’ er ængstelig omkring egen identitet, anerkendelse og status, og ligesom entreprenøren er nervøs for egen evne til at klare konkurrencepresset, så er det samlede system i vækstøkonomien underlagt et angstskabende pres.

“En følelse af frygt gennemsyrer det moderne samfund,” skriver Tim Jackson. “De finansielle institutioner blev nærmest lammede af skræk,” da krisen kom. “Forbrugerne holdt op med at forbruge på grund af det. Regeringerne udviste tegn på total rådvildhed på grund af såvel forandringernes hast som konsekvenserne ved at fejle.”

“Når først (vækstens) dilemma er erkendt, hviler det så faretruende over vor fremtid, at vi er desperate nok til at tro på mirakler. At teknologien vil redde os (…) Men denne vrangforestillingens strategi har nået sine grænser,” konkluderes det.

Begyndende begyndelse

Så hvad gør man? Der er brug for en ny makroøkonomi for bæredygtighed. Der er brug for at ændre den sociale logik bag forbrugerismen. Og der er brug for at fastlægge ressource- og miljømæssige grænser for økonomien.

“At skabe disse forandringer kan meget vel være den største udfordring, det menneskelige samfund nogen sinde har stået over for,” fastslår rapporten.

Med let sarkastisk henvisning til, hvordan kriseramte spekulanter, banker og virksomheder nu kalder desperat på staten som redningsmand, understreger kommissionen statens rolle. Staten sender jo konstant afgørende signaler via sin uddannelsespolitik, sine økonomiske indikatorer, indkøbspolitikken, planlove, arbejdsmarkedslovgivning, handelsregler, kvalitetskrav til det offentlige etc.

“På alle disse områder former og medskaber politik den sociale verden,” noteres det.

Det handler derfor om, at staten vedkender sig denne rolle og på alle relevante politikområder begynder at sende nye signaler.

Kommissionen selv identificerer 12 skridt i en omstillingsproces, der ultimativt skal sikre velfærd uden vækst. Blandt dem jobskabende investeringer i bæredygtig infrastruktur, skærpet regulering af finanssektoren og øget incitament til opsparing, nye indikatorer for bæredygtig økonomisk udvikling, en arbejdstidspolitik der deler arbejdet, skattepolitik der mindsker social ulighed og presset på miljø og klima, regulering af forbrugsstimulerende reklamer, loft for udledninger af drivhusgasser via personlige kvoter m.m.

Nogle vil se kataloget som urealistisk og angstprovokerende. Kommissionens svar er, at dagens økonomi allerede er så rigeligt urealistisk og angstprovokerende.

Det påtrængende spørgsmål er ikke, om vi snart ser begyndelsen til enden på krisen, men om vi har forstand til at nærme os begyndelsen til begyndelsen på en økonomi uden vækst, der kan befri os for finansielle, sociale, økologiske og mentale kriser.