Miskundhed i lange baner!

Kurtby er Erlend Loes femte bog i serien om den truckkørende drømmer og antihelt Kurt, og da bogen sidste år blev udgivet i Norge, var det under stor debat. Den er nemlig baseret på den kristne sekt Filadelfia i Knutby i Sverige, som kom i søgelyset i 2004, da der blev begået to mord dér, og kan man virkelig basere en børnebog på sligt? Ja, det kan Erlend Loe altså, og han har begrundet temaet med, at der er for lidt blasfemi i verden - i alt fald for børn.

Som med alle Kurt-bøgerne kan man så diskutere, om Kurtby henvender sig mest til børn eller voksne. Men temaet er der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig Kurts permanent to-treårige søn Bud, der introducerer det. I den forrige bog, Kurt Koker Hodet, mødte Bud sit livs kærlighed, og i Kurtby fortsætter han sin rivende udvikling. Nu er det døden, der optager ham. For hvor er det lige, vi kommer hen, når vi dør?

“Rigmor henne i børnehaven har sagt, at man kommer i himlen, siger Bud. Og at det er godt at være der. Ingen problemer, ligesom. Og god mad. Det sagde Rigmor bare for at trøste jer, siger Kurt. (-) Man må vel have lov til at tro på himlen, hvis man vil? siger Bud. Ja, bevares, siger Kurt. Du må tro lige så meget, du vil. Du skal bare ikke komme her og sige, at jeg ikke har advaret dig.”

Dermed er der på fineste vis lagt op til de resterende hundrede sider. For snart falder Kurt i søvn bag rattet og kører hele familien ud i en svensk elv, der fører dem til den lille Kurtby, hvor de noget følgagtige indbyggere savner en ny lederskikkelse, efter at de tre forrige præster alle er blevet arresteret. Kurt bliver således modtaget som den længe ventede frelser og ender hurtigt som fanatisk præst med sans for at dreje Bibelens ord til egen vind-ing. Som da han afslutter sin første store prædiken:

“Og nu er der som altid morgenkaffe og vafler, og den, der er fri fra skyld, han kan tage den første vaffel, og det bliver mig!”

Tissemandsknips

Idyllen i Kurtby er dog kortvarig for resten af familien. Den skinhellige og uden omsvøb navngivne Kirsti Brud har i fraværet af en præst været byens uformelle leder med ansvar for at videreføre byens første og største præst pastor Astors ord - blandt andet dem om at Jesus ernærede sig ved at lave bordtennisborde til romerne, der var helt vilde med bordtennis, hvorfor Astor besluttede, at Kurtby skulle producere bordtennisborde. Og nu vil Kirsti Brud have Kurt for sig selv. Hun minder derfor ved enhver given lejlighed Kurts kone, Anne-Lise, om de talrige præstekoner, der er gledet i badekarret og har slået hovedet dødsens hårdt mod blandingsbatteriet, ligesom hun ynder at true familien med såvel helvede som tissemandsknips. Alle, der tager til Mumidalen, kommer for eksempel i helvede, mens børn kan vælge mellem at blive døbt eller at få et knips på tissemanden for hver person, der er omtalt i Bibelen:

“I er sindssyge! Råber Anne-Lise. Er det ikke ret mange? Tja, mange og mange, siger Kirsti. Børn plejer at vælge dåben, for at sige det sådan.”

Noget må altså gøres for at redde familien og få den vildfarne Kurt på rette vej, og det bliver der.

Hader Stockholm

I Kurtby går Loe mere direkte til værks end vanligt, og det er tydeligt, at han denne gang har været på en fast mission: at gøre grin med karismatiske kristne. Det er gået ud over den legende underfundighed, der gør især seriens tre første bøger så enestående. I stedet er der lidt mere letbenet komik, som da Kurt forveksler et anfald af diarré med at blive opfyldt af Den hellige Ånd. Men der er også stadig små genialiteter, hvor Loe fortæller børn og voksne, hvor tåbelige ting kan se ud, når man vender dem på hovedet eller på siden, eller hvordan det nu er, han vender dem. For eksempel bådsmanden der fragter de færdige bordtennisborde fra Kurtby til Stockholm:

“Jeg hader Stockholm, siger bådsmanden. Hvorfor arbejder du så her på båden? Jeg arbejder på båden, netop fordi jeg hader Stockholm. Det er den vigtigste forudsætning for at få det job her. De, der ikke hader Stockholm, må værsgo se sig om efter et andet job. Men det kan da ikke være sjovt at arbejde med noget, man hader? siger Anne-Lise. Vi er vel ikke sat her på jorden for at have det sjovt, siger bådsmanden. Og i øvrigt kan alle jo ikke arbejde med lige det, de helst vil her i verden. Det kunne være nydeligt.”

Og så er Kurt en fantastisk skabning, også når han ikke er helt på toppen. Som han selv svarer Kirsti Brud, da hun eksalteret udbryder “Pastor Kurt er stor! Miskundhed i lange baner!”:

“Samstemmer, siger Kurt. Jeg er stor. Jeg leve!”