“Én arbejdsløs er én for meget”, lyder det meget empatisk fra regeringens topfolk, som imidlertid, uudtalt, synes at mene: “Lad os derfor få endnu flere - i tusindvis - så lægger ingen mærke til den ene, der er for meget”.
Den vej går det i al fald - med rekordfart, mens regeringstoppen “nøje følger udviklingen”. Det kommer der imidlertid ikke mange arbejdspladser ud af. Fra august 2008, hvor krisen rigtig satte ind, er ledigheden steget stødt hver måned. I den forudgående opgangsperiode faldt arbejdsløsheden derimod med et månedligt lavere gennemsnit. Hvad møjsommeligt er hentet ind, kan hurtigt sættes over styr.
Danmark har - ifølge de seneste internationale opgørelser - placeret sig solidt i førerfeltet med hensyn til beskæftigelsestilbagegang.
Den høje beskæftigelse er ellers det mest værdifulde, Danmark har opnået i opgangsårene, for den signalerer ikke blot produktions- og indkomststigning, men også ‘fremme af almenvellet’, dvs. såvel velstand som velfærd. Dermed er beskæftigelse en så afgørende rettighed, at Grundloven ikke alene nævner den, men sætter den før f.eks. ytringsfriheden - se lovens paragraf 75, stk. 1, hvori det hedder, at det bør “tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans (loven er fra 1953) tilværelse”.
Alligevel er regeringen gået langt uden om foranstaltninger, der effektivt og rimeligt hurtigt kunne imødegå den trussel mod vore basale levevilkår, beskæftigelsesfaldet er - til trods for, at snart sagt alle andre har advaret om problemet og peget på midlet til dets løsning - investeringsfremme.
Hermed ville vi også berige samfundet med det udviklingspotentiale, der er nødvendigt for at komme videre.
Og afventende investeringsopgaver har Danmark nok af - især inden for velfærdsområdet, hvor VKO-årenes budgetrestriktioner og anlægsloft stort set har sat udviklingen i stå og
dermed sænket det relative niveau.
Selvfølgelig har regeringen da lyttet - lidt - og har på det seneste løsnet det kommunale anlægsloft en anelse og bevilget en mindre renoveringspulje til boligejerne. Det forslår imidlertid som en skrædder et vist sted.
Hvad er ‘planen’ så?
Vil VKO-blokken helt overlade den reale krisehåndtering til de ‘frie markedskræfter’, fordi de, som jo påførte os krisen, også må redde os ud af den igen? ‘Kreativ, markedsdirigeret oprydning’. Og er det underordnet, hvornår det måtte passe markedet at håndtere noget som helst?
Er det, regeringsblokken venter sig af denne ‘lad falde, hvad ikke kan stå’-politik, at den større arbejdsløshed skal presse lønniveauet og dermed priserne ned, og håber regeringen m.fl. så på, at dette vil stimulere den indenlandske (forbrugs)efterspørgsel og fremme eksporten?
Højst usikkert al den stund flere på arbejdsløshedsdagpenge eller med lavere lønninger ikke virker udpræget forbrugsstimulerende - og eksporten, tja, udviklingen i udlandet er ikke væsensforskellig fra den danske, så på udenrigshandelen er der næppe meget at vinde - med mindre, selvfølgelig, vi lader kronekursen flyde, ligesom Sverige og Storbritannien.
Og har regeringen gjort sig rigtigt klart, hvad den omtalte politik eller mangel på politik, om man vil, vil stå samfundet og befolkningen i? De konkurser m.v., et ikke avet økonomisk tilbageslag fører med sig, er bekostelige, og anlæg, der kører nedsat eller står stille, er ressourcespild.
Ressourcespild er det også at lade arbejdskraften gå ledig, og dertil har de lediggjorte det med at ‘forfalde’. Jo længere ledighedsperioden bliver, des mere vil det koste at få horsemor i gang igen, hvis de ledige overhovedet er til rådighed længere, når græsset - efter krisen - er groet op.
Desuden er de ledige langt mere end blot ‘arbejdskraft’, som virksomhederne ikke har brug for - lige nu. De er hele mennesker med familier og venner, med tanker og følelser. Det gør kriseomkostningerne umåleligt høje.
Og dette gør det svært for publikum at begribe, hvordan vore ansvarlige folkevalgte kan stå med stadig flere ledige ressourcer i den ene hånd og en overflod af uløste opgaver i den anden uden at kunne kombinere de to ting for at mildne den ugunstige konjunktur.
Går de regeringsbærende partier i sort, når de møder økonomisk modgang? Og er det derfor, de - bekvemt - overlader det til ‘de frie kræfter’ at gelejde landet gennem krisen?
Regeringsblokkens hidtidige succes har jo beroet på en - for en meget stor dels vedkommende, kunstigt oppustet - økonomisk medvind. Det har været den rene skovtur - specielt at gennemføre de finansielle lempelser, der har båret fremgangskonjunkturen - men …
Samtidigt har laissez faire-politikkens finansielle frihed gødet jorden for det tilbageslag, vi oplever nu. Jo højere man kravler op - f.eks. beskæftigelsesmæssigt - desto dybere har man at falde, når vinden vender, og luften går af ballonen. Og så er det hele jo ikke så morsomt længere. Tid at forlade skuden?
Tom Elkær-Hansen er cand. polit.
Kommentarer
Citat fra artiklen: ” Regeringen er gået langt uden om foranstaltninger, der effektivt og rimeligt hurtigt kunne imødegå den trussel mod vore basale levevilkår …”
Det er fuldstændigt rigtigt. Og det er også rigtigt at fast arbejde kan være altafgørende for den enkeltes livspraksis, sådan som det er nu. Men når man påtænker, at der gennemsnitligt i løbet af et år er 1,6 million danskere på overførsel i den arbejdsdygtige alder gennem året http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2006/NR325.pdf , så er det dog alligevel til at overse i relation hertil, om der kommer nogle hundrede tusinde mere i den kategori, som tilsyneladende er den eneste, man gider omtale, nemlig den forsvindende lille del af de arbejdsløse, der omtales som arbejdsløse.
Nu lever vi i Danmark, regeringens politik er som nævnt i artiklen ikke orienteret mod at bekæmpe arbejdsløsheden. Det er værd at nævne, hvad værre er, er dog at vort medlemskab af EU er langt mere alvorligt i forhold til udviklingen i ledigheden: http://www.information.dk/177538#comment-98390
Beskæftigelsesproblematikken er dog i sig selv for intet at regne, mod de trusler vor livsstil udgør for os selv. De basale livsvilkår, som trues, bl.a. af de idioter, der tror meningen i tilværelsen er fast arbejde, handler om noget helt andet. Artiklen voldtager i den grad de langt mere fundamentale problemstillinger med sin fokusering på beskæftigelsesproblematikken, som vitterligt burde afløses af en langt mere fundamental forståelse for livet, altså erstattes af en livsproblematik.
Der er meget der tyder på at vi tenderer mod at smadre det hele for os selv, fordi vi lever som om det drejer sig om at producere og forbruge kloden op et par gange om året.
Hvis det moderne samfund er blevet en indirekte trussel mod sig selv med sin indflydelse på egne forudsætninger i sin omverden, og intet andet end det moderne samfund selv har format til at reformere det moderne samfund, så må det konfronteres med sig selv, for på den måde at ændre retningen i en truende udvikling.
Alt hvad der er stort nok, kan kun gå under for sig selv, og det kan netop også kun reddes ved sig selv.
Der er ikke længere nogen kære mor og far. Der er kun os, de sejrende. Vi er blevet voksne og har kun os selv tilbage. Det er noget nyt! Og det var ikke det, Thomas Nielsen mente, da han sagde, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til.
Op gennem evolutionen har menneskeheden lært at opretholde sig selv bl.a. ved skiftende billeder på egen succes, og ved primært at se evt. trusler som noget fremmed, dvs. som noget eksternt i forhold til det, civilisationen identificerede sig med. Fokuseringen på det fremmede og identificeringen af det eksterne som det farlige har været med til at konstituere den semantik, der har båret forskellige tiders former for fællesskab og ”moderne identitet”.
Det nye er, at menneskeheden fylder så meget i sine omgivelser, så de vilkår, det moderne bygger på af biologiske forudsætninger, truer med at forsvinde i takt med dets fortsatte udbredelse, økonomiske vækst og indflydelse på sin omverden. Det farlige er ikke længere det fremmede, det er også det moderne selv, det modernes succes.
Det er yderst besværligt at identificere sig med, og det komplicerer det modernes mere traditionelle forsøg på at finde en entydig kerne af identitet, som det kan bygge sin stolthed og sit selvværd op om. Fjendebilledet er overraskende for helten dukket op bag ryggen i det spejl, helten ser sig i. Helten er blevet sin egen bøhmand.
Men selvfølgelig har det moderne samfund sejret. Ingen tvivl om det. Intet over ved siden af. En for alle og alle for en. Nu har det for alvor sig selv at takke sin skæbne for. Det er her det står med sine traditioner for succes, og det har på grund af selv samme traditioner uendeligt svært ved at se de utilsigtede bivirkninger, der flyder i slipstrømmen efter sig.
Der trues med at blive vendt op og ned på værdierne og betydningerne af succes, fremskridt og udvikling.
Meget af det, der er in, menneskeligt og moderne, kan i princippet være på vej ud i forbindelse med det moderne samfunds nødvendige vej mod at genvinde sin myndighed. Det skal lære at se sig selv igen, genopfinde sig selv, der hvor de rigide og alt for hårde manifestationer af forhistoriske former for ”jeg”, identitet og individualisme var.
Alt, hvad der hedder ubetinget tilgivelse, bekvem udenomssnak, meget af det, medierne lever af at sælge, må tematiseres og problematiseres på ny.
F.eks. er - løgnen om, at vi kan forbruge os ud af de problemer, vi skaber for os selv med vort forbrug - opfordringerne til forbrug - reklamerne - de bekvemme sandheder - kristendommen og de andre religioners selvretfærdige og dogmatiske fornægtelse af fakta til fordel for kontrafaktiske formaninger omkring egne dogmer og sætninger - en del af det problematiske.
Alt, hvad der har med eskapisme og risikofornægtende nærvær at gøre, alt, hvad der er mode, burde kunne betvivles, og kategoriseres som ”yt”, for derved at give plads for det modernes konfrontation med sig selv.
”Det onde” kan i den sammenhæng ses som det, der forhindrer det selvnegerende i at se sig selv som selvnegerende. ”Det onde” er det, der bruges for at overbevise om, at succes ikke er sit eget problem, netop der hvor succesen er blevet sit eget problem.
Det drejer sig sikkert ikke om dommedag, men de selvnegerende tilbøjeligheder gælder også som ”ikke absolutte paradokser”. Den absolutte selvnegation er ikke den eneste form for paradoksi, der rammer kernen i det modernes rationalitet. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-48.pdf
Dommedagsretorikken har været brugt som den herskende ordens vægring mod det at se det paradoksale i den herskende rationalitet og det potentielt performativt selvnegerende, der er i den praktiske forfølgelse af de gældende kriterier for succes på ethvert plan i det moderne samfund.
Dem, der har påpeget problemerne, er på den måde retorisk blevet rubriceret som selvopofrende Jesus-typer eller blevet forvekslet med problemet. De er blevet kategoriseret som flæbende og mislykkede individer, af en orden, der har forsøgt at neutralisere deres kritik med henvisning til dem som syge, der af egne patetiske grunde absolut ville op på korset, for at hænge der med deres ubegrundede tro på meningen i sit eget mislykkede liv.
Heroverfor vil ”jeg” understrege, at det, ”jeg” siger her - og nu må ”jeg” sige ”jeg”, selv om ”jeg” ikke har noget ”jeg” - er, at ”jeg” er fanme ikke nogen Jesus! ”Jeg” gider ikke hænge og dingle på noget kors. ”jeg” hader bare dumhed og ”jeg” tilgiver ingen. Problemet er der. Det er ikke mig, der er problemet, selv om der i princippet kan hæftes et navn på enhver af mine tekster. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-40.pdf
Det moderne har svært ved at se sig selv for ren og skær ”succes”. ”Manheden” er, som i Martin Heideggers hovedværk, et stort potentielt performativt selvnegerende kollektiv af ”succes”, der gemmer sig for udfordringen, konfrontationen med sig selv og den autentiske selvforståelse bag bekvemt snik snak. Inden for denne ”se og hør-mentalitet” er alt for længst kategoriseret, neutraliseret og optegnet som gammelkendt, benævnt som det alle allerede ved. Uden mod til at se skoven, vælger ”man” i stedet at se træerne hver for sig, og ”man” gemmer sig bag hinanden og sit billede på demokrati, som om ”man” på den måde kunne vedtage, hvad der er det mindst onde af alt, indifferent over for sumpen af særviljernes akkumulerede bidrag til den sande almenviljes negering, den frygtindgydende urskov af misforståede demokrater.
Det klare ræsonnement, den forpligtende beskrivelse fortoner sig, neutraliseres som alment kendt og umoderne. Med det moderne krav om at være positiv er den forpligtende rationelle eftertanke fortrængt fra det store selvfede fællesskab.
Modet til at ”eksistere” mangler. Alt for meget gemmes bort i flertallets eskapader af fjollede attituder over for det, ”man” ved alt for godt, og som ”man” hysterisk påstår, at ”man” da sagtens kan leve med i demokratiets eller kristendommens navn, eller som ”man” bortforklarer med de religiøse og ideologiske antagelser, som kræver af problemerne, at de fanme bare har at føje sig dogmet om, at individuel succes er alles succes i et og alt. Ellers bliver det bare for uhyggeligt!
Vi gider ikke høre på videnskabens konsensusteorier om global opvarmning, arternes forsvinden, iltsvind i de indre danske farvande, konsumfiskebestandenes forsvinden, vor rolle i den tredje verden, tabet af forplantningsevne her hos os selv, nej vi har vore egne profeter, vi er selv disse profeter. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-33.pdf
I kampen mod ekspertvældet er vi i egne øjne legitimerede som vore egne højeste smagsdommere. I kampen mod videnskaben med al dens udemokratiske, men hamrende videnskabelige sandhed, bilder vi os ind, at sandheden om os selv forsvinder, når bare vi holder sammen imod den.
Problemstillingerne er mange og handler bl.a. om,
- at det moderne ikke respekterer grænsen mellem demokratisk autonomi og videnskabelig kompetence,
- at politisk magtmisbrug truer med at gå over i social afmagt,
- at medierne lever af at råbe bussemand efter dem, der kalder mediernes succes for en del af problemet,
- at det sociale har mistet sin myndighed,
- at det sociale ikke genvinder sin myndighed før det indrømmer, at det har tabt den,
- at eskapismen gør det alt for let for selvet at undgå mødet med sig selv,
- at demokratiet og tolerancen ikke kun er af det gode,
- at sandheden er grim og at kravet om pænhed står i vejen for den,
- at det modernes identitet bliver så forbandet kompleks for det moderne, når det står over for sig selv og leder efter sit sande jeg i sig selv,
- at konflikten, det modernes opgør med sig selv, er en del af løsningen, det nødvendige onde,
- at konsensus er en del af løgnen.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-53.pdf
Tak for den kommentar, Bare et par små bemærkninger.
Ifølge P1-morgen vil DF give den nyligt lige vedtagne renoveringspulje til boligejerne på 1,5 mia. kr. endnu et beløb, da interessen for puljen fra boligejerne er blevet så stor. -Oppositionen vil give 3 mia. kr. til energirenoveringer.-
Men er det nu det mest kloge ? Vil det ikke være bedre at hæve beløbet til de offentlige renoveringer. Nu har vi i flere år hørt regeringen ikke ville give kommunerne lov at lave de nødvendige renoveringer i flygt for overophedning og nu hvor det vil hjælpe de lokale håndværksmester ved at få foretaget mange af disse renoveringer af offentlige bygninger og anlæg så vil regeringen og DF hellere uddele skatteyderpenge til boligejerne så de kan få foretaget nogle renoveringer i deres private boliger. Det er i mine øjne ikke særlig klogt efter boligejerne har renoveret boliger på lån i den stigende friværdi i flere år.
Derudover er først til mølle princippet heller ikke særligt klogt og vil skabe flere hovsaløsninger en gode langsigtede løsninger. Ligeledes har omtalen af oprettelse af puljen bevirket at flere allerrede ordre er trukket tilbage og boligejeren venter på puljen. Ligeledes giver puljen ”kun” 40 pct. i selve arbejdsudførslen og 20 pct. til materialer herved kan den enkelte husejer sætte sig i større gæld samt ikke mindst udskyde noget forbrug.
Derudover er regeringen og DFs renoveringspulje IKKE øremærket til energirigtige renovering så den sikker heller ikke en nedgang i landets CO2-udledning,
I mine øjne burde vi heller brude skatteydernes penge på direkte energirenovering eller i gang i renoveringen af infrastrukturen. Fx vil de nedslidte og for små kloakker give flere oversvømmede huse i fremtiden og vore veje og andre trafikanlæg trænger også til en MEGET kærlig hånd.
Til sidst skal lige nævnes at nu må der igen gang i efteruddannelserne.
@ Dorte Sørensen
Alle punkterne i din kritik af regeringens pulje til boligejerne er relevant.
Pengene skal primært bruges til at købe sympati hos det segment, hvor regeringen kan forvente sig mest sympati for pengene.
Regeringens snak om miljø, energibesparelser ressourcehensyn materialiserer sig i symbol-anal-ytikernes produkter, der udelukkende sigter til at beskrive dansk livsstil som ren, heroisk, produktiv, smuk, borgerlig, energirigtig, ansvarlig, altruistisk, et eksempel til efterfølgelse, osv. I virkeligheden tilhører nationen top ti inden for de mest svinende pr. indbygger, når det drejer sig om CO2.
Selv om jeg ikke ser fast arbejde som meningen med tilværelsen, så er der netop masser af fornuftige opgaver at løse inden for boligsektoren. De sidste mange års idiotiske værdistigninger og private investeringer i private prestigeprojekter i hjemmet, for lånte penge, er stort set gået uden om de mere påtrængende opgaver. Den private boligmasse er håbløst utidssvarende i energiteknisk forstand. Skoler og andre offentlige bygninger kunne også trænge til en kærlig hånd. Alt i alt er der nok at lave her. Det skriger til himlen, at man ikke kan finde ud af at gøre det, som er både økonomisk og økologisk her, men bare laver flere samtalekøkkener, spabade, snob, og fis. Omsætning og fast arbejde er ikke under alle omstændigheder menigsfuldt.
Hvor har I ret! Det som den nuværende regering står for kan karaktiseres som sjusk, slendrian og efterladenhed.
For uddybning af dette kan jeg henvise til ovenstående indlæg, det kan ikke siges bedre eller mere præcist…