Et paradis, det er svært at holde af

Lisbeth Bruns nye roman, Paradisets have, begynder sådan her: “Frode havde tivoliblod i årerne. Han kom i hvert fald en sensommer i mylderet af forlystelsesvogne til den årlige byfest, og da de sidste spraglede køretøjer rullede ud af byen mandag eftermiddag, stod han skjult bag træerne, der voksede langs med jernbaneskinnerne”. Og lover gamle dage, kolorit og interessant ensom strejfer.

Jeg hæftede mig straks ved ordet tivoliblod - eller snarere hangen til at bruge et ord som tivoliblod.

Ærmet fuld af skrøner

Lisbeth Brun har i sin fortællestil en del til fælles med Morten Ramsland i Hundehoved og Kim Blæsbjerg i Rådhusklatreren. Hun dyrker maksimalismen med masser af personer, masser af mærkværdige episoder, ja masser af det hele selvfølgelig, det ligger ligesom i ordet maksimalisme, men efter endt læsning føler jeg ikke den samme trang til at råbe op om, at der er sket noget særligt i dansk litteratur, den som jeg følte ved læsningen af Ramslands og Blæsbjergs løgnehistorier.

Lisbeth Brun har ærmet fuld af skrøner og skønne ord og udtryk (endda også på jysk dialekt), som man i den grad mærker, at hun bare må fyre af: Andersens pæretræ, der giver så tunge og velformede pærer, og som Andersen hver aften tisser op ad (ind til han bliver invalid), Frode i bukser, som også er Frida i kjole, og enkerne i byen, der holder øje med alle og er personifikationen af byens sociale kontrol, men Paradisets have er også bare for meget på andre områder.

Svær at holde af

Stedet er en by i Jylland, tiden sidst i fyrrerne og frem til sidst i tresserne (men de historiske nøjagtigheder er ikke noget, Brun hænger sig i, de gamle enker bruger udtryk fra i går, og ungen får flyverdragt på, når det er koldt).

Det fede scenarie i romanen er, at ægteparret Ruth og Frode, to underdogs, får en god forretning op at stå med deres dampvaskeri. De to særlinge, der i bogstaveligste forstand fjerner alle byens pletter, er et dejligt tvetydigt billede. De er både andenrangsborgere, og de sørger for, at byens folk kan fremstå pletfrie.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren har sit hjerte hos de udsatte og undertrykte. Ligesom hos Morten Korch er de sødeste og bedste mennesker dem, der halter lidt, men Brun skriver også afsnit, som man aldrig ville drømme om at se hos Korch.

Om seksuel afsporethed og almindelig onani - der er til tider temmelig lummert i Paradisets have og i hvert fald rigeligt for enkerne at forarges over.

Brun er ikke blot en fortællelysten og farverig forfatter (og nu vi røg ind i en stime f’er, er hun også flittig; Paradisets have er hendes femte siden debuten i 2005), hun er også belærende, og det er her, romanen bliver for meget. Man får blandt andet at vide, at folkene i byen endnu har deres fantasi intakt, fordi fjernsynet ikke er opfundet, og de kun sjældent går i biografen, og det er for tydeligt, hvad man skal mene om personerne.

Romanen har den farverige fortælling om menneskets latterlige lidenskaber og lidenhed i sig, men i sin helhed er den svær at holde af.