Weekendavisen har fået ny litteraturredaktør. Velkommen til Anna Libak, som erstatter Klaus Wivel. Normalt vil sådan en begivenhed ikke give anledning til en redaktionel kommentar fra en konkurrerende avis, men fordi Anna Libak lægger ud med et kampskrift for, hvordan medierne skal dække litteraturen, vil vi gøre en undtagelse.
En sand pointe i Anna Libaks indlæg er, at skønlitteratur bruges til vidt forskellige formål. Nogle bøger læses for at gøre os klogere, nogle læses for underholdningens skyld, nogle af eskapistiske årsager for at slippe for byrden af sit eget liv og nogle, fordi man simpelthen ikke kan lade være.
En anden pointe er, at bestsellerlitteratur ikke nødvendigvis er dårlig litteratur. Så vidt så godt, men så udarter Libaks kommentar sig til personangreb. “I den litterære verden […] findes en lille håndfuld anmeldere, der har gjort kampen for den smalleste litteratur til deres mærkesag. De styrer efter et enkelt princip: jo mere mærkeligt og ulæseligt et værk er, jo bedre er det,” skriver Libak. Og hun tilføjer, at disse anmelderes ærinde slet ikke er den smalle litteratur, men “at føje dens eksklusivitet til deres eget jeg, så det syner større”.
Noget af en dom fra Libak. Hendes kritik har imidlertid helt konkret adresse, nemlig Informations anmelder Tue Andersen Nexø. Han gøres til repræsentant for en særlig dagbladskritik, der favoriserer en lille gruppe forfattere, der er evigt oversete i dagbladene, og som skriver eksperimenterende bøger i små oplag uden interesse for det brede publikum. Libak kunne også have sagt uvedkommende.
At gøre et nummer ud af det, der måske kan syne smalt, er imidlertid ikke så mærkeligt. Historisk set er det ofte fra de æstetisk bevidste og eksperimenterende forfattere, at fornyelserne af litteraturen finder sted, herunder også dem, der siden udvikler en bredere appel. At Tue Andersen Nexø i høj grad har fået lov at anmelde disse forfattere, ofte kritisk, for der er ganske rigtigt mange vildskud, skyldes, at han er en af de bedste og skarpeste til det. Anna Libaks kritik af denne disposition kunne godt tyde på, at hun ikke mener, at Weekendavisen i samme udstrækning fremover er forpligtet på den slags litteratur skrevet af den slags anmeldere.
Det er forkert kun at tilrettelægge anmeldelser efter bøgers oplag og deres brede interesse. Det er naturligvis uomgængeligt at afspejle læserne, men lige så vigtigt er det at give plads til en kritik af den mere formbevidste litteratur.
I virkeligheden er det svært ikke at læse mellem linjerne og læse Libaks kritik indad i eget hus, nemlig først og fremmest mod Lars Bukdahl. Og så bliver det straks mere interessant eller skræmmende. Man kan mene, at han til tider er infantil, at han kan skrive uforståeligt, og at han burde afholde sig fra at anmelde sine venner, men hans overblik over samtidslitteraturen og hans ekvilibristiske omgang med fraser er uden tvivl bogsektionens største aktiv. Hvis han får begrænset sit råderum i Libaks jagt på den brede litteratur, spår jeg, at det bliver en selvmordsaktion, og næppe det, som Weekendavisens mange boglæsere ønsker.
Kommentarer
Hørt, Peter, og den linje der, den er bestemt grum:
“at føje dens eksklusivitet til deres eget jeg, så det syner større”
Libaks “opgør” er i mine øjne selv et forsøg på at følge en trend i dansk litteraturanmelderi, som bl.a. JP også forsøgte at søsætte med deres afstemning om vor tids roman. Fint nok. Et opgør med elitære smagsdommere inden for den litterære kreds, måske?
Men der er altså ingen anmeldere i dag, der kan puste sit jeg op ved at gnubbe sig mod den smalle litteratur, fx danske digtsamlinger i små oplag. Det bliver man allerhøjest kun mindre af.
Dengang, da Bukdahl pustede sig op, gjorde han det jo ved og for at sætte en ny dagsorden i dansk lyrik, og det lykkedes på forunderlig vis, bl.a. ved hjælp af diverse håndlangere.
Skal man få sit jeg til at syne større, gør man det fx ved at forsøge at jorde en af de store, således også Bukdahls korstog mod Thomsen i sin tid.
Snart er det sikkert Claus Beck-Nielsens tid?
Thomsen, Beck-Nielsen og Bukdahl skal nok overleve, men hvad med Weekendavisens bog-sektion?
Angående “Informations anmelder Tue Andersen Nexø” vil jeg tillade mig at spørge: Er der ikke tale om Informations TIDLIGERE anmelder Tue Andersen Nexø? Og jeg vil tillade mig at gå et skridt videre: Var Nexø virkelig INFORMATIONS anmelder da han skrev for herværende dagblad?
Jeg tror man skal være forsigtig med at bryste sig af at være bastion for en bestemt litterær gruppering. Især når man ikke har midler til at have en FAST medarbejderstab til at varetage opgaven.
Det Inf. HAR (litteraturmæssigt) er en stab af freelancere, som må sidde oppe den halve nat for at skrive en artikel, efter at have varetaget deres egentlige beskæftigelse på universitet o.l.
Libak gør det helt rigtige som ny redaktør. Hun gør rede for sin holdning, sin linie. WA har indset at de ikke skal sprede sig følgagtigt hinsides deres målgruppe. De holder hus med deres FASTE stab, et udsøgt hold af kompetente folk, som skriver for en meget trofast læsergruppe. For en avis med et begrænset oplag er det det eneste fornuftige.
Det er altid lettere at rette skytset mod en konkurrent. Måske fordi man lettere kan definere sig selv ud fra en negations-synsvinkel. Men forrige gang Nielsen sendte et missil afsted mod en konkurrent (Politikens May Schack), ramte han jo sig selv i foden. Men det gjorde åbenbart ikke ondt nok.
WA som helhed (inkl. Bukdahl) overlever netop fordi de opsætter klare grænser og holder sig til det de er bedst til, som er en smukt opsat og KORREKTURLÆST papiravis. Sikkert også grunden til at deres hjemmeside er så skrabet. Men man kan nu engang ikke få både i pose og i sæk.
Jeg ser papiraviserne udkæmpe en duel. Alle er ramt og vakler nu på kanten af gravene (gravet af IT-industrien og nogle gale islændninge).
Det eneste spændingsmoment er nu: Hvem dratter først i det sorte hul?
OG, hvem bevarer værdigheden?
Det handler ikke om et skide bogtillæg.
Det handler om hele AVISsektoren.
Og dens overlevelse.