Når det handler om USA’s forhold til den muslimske verden, er der ikke noget radikalt nyt i, hvad Barack Obama har givet udtryk for i den senere tid i diverse interview med nyhedshungrende tv-stationer, aviser og magasiner verden over. På den indflydelsesrige arabiske tv-station Al Arabiya sagde han i sit første tv-transmitterede interview fra Det Hvide Hus 27. januar: “Mit job over for amerikanerne er at fortælle, at den muslimske verden er fuld af fantastiske mennesker - mit job over for den muslimske verden er at fortælle, at amerikanerne ikke er jeres fjende.”
USA er altså ifølge Barack Obama ingen fjende af Islam!
Fra idealisme til realisme
Ser man alene på Obamas signalretorik, er der ikke stor forskel på, hvad Bush-administrationen forsøgte at understrege igen og igen i forbindelse med krigen mod terror: USA har ikke et udestående med islam, men med dens ekstreme og radikale grupperinger.
Der er forskelle på Bush og Obama. Arrogancen er væk. Det dualistiske verdenssyn forladt. Man kan forvente (og håbe), at det er et større raffinement og en mere realistisk approach, der vil komme til at præge USA’s forhold til den muslimske verden under Obama.
Obama har allerede i forbindelse med sin valgkamp vist, at han har et bedre blik for nuancerne og for forskellene imellem de mange fraktioner inden for islamismen.
Hvor Bush-administrationen var domineret af snæversynet idealisme, der i sidste ende kom til at udgøre en stopklods for visionerne om at demokratisere Mellemøsten har Obama og hans administration dog endnu tilbage at vise om, der er en vision for politikken i Mellemøsten, samt hvordan visionen skal implementeres.
Øget radikalisering?
Når man ser ud over den muslimske verden i dag, fristes man til at sige, at vesten tabte krigen, mens islamismen har opnået en stærkere vækst og en større opbakning i de muslimske lande end nogensinde før gennem de seneste 30 år.
I 2006 vandt Hamas en stor sejr ved valget til det palæstinensiske parlament. Det er første gang nogensinde, en islamistisk bevægelse er blevet stemt til magten i den arabiske verden, men det er ikke bare i Palæstina, at islamismen har opnået fremgang.
Gennem de seneste to år har Taleban vundet mere fodfæste i Afghanistan. Den islamistiske bevægelse Al Shahab kontrollerer store dele af det sydlige og centrale Somalia. Ethvert land på den nordafrikanske kyst fra Marokko til Egypten, har desperat ulovliggjort islamistiske partier som stod over for at gøre voldsomme indhug i antallet af sæder i deres landes parlamenter, hvis de da ikke stod til at vinde flertalssejre.
Rapporter fra Bosnien over Egypten til Sudan og fra Indonesien til Nigeria viser ‘tilsyneladende’, at radikale islamiske grupperinger i stigende grad finder støtte til deres dagsorden, der ofte omfatter en gennemførelse af islamisk lov i en strengt puritansk variant.
Stor forskel på islamister
Alligevel kan det ikke understreges nok, at der er stor forskel på, hvad de forskellige islamistiske grupperinger vil, og hvordan de ønsker at opnå det. Islamismen som begreb benyttes i dag på mange planer fra ideologi til et sæt af normative leveregler. Begrebet er flertydigt og svært at definere.
Et fællestræk ved islamismen er, at dens fortalere ønsker at kombinere et sæt af leveregler med udspring i Koranen med et politisk system. Hvordan dette skal ske, er der på ingen måde enighed om. Uenigheden inden for de islamistiske bevægelser finder sted mellem persere og arabere, mellem sunnier og shiitter, mellem moderate og radikale og sidst men ikke mindst mellem globale jihadister og lokale militser.
Tag Taleban som eksempel. Der er ingen tvivl om, at Taleban har begået de mest frygtindgydende eksempler på voldelige overgreb, middelalderlige henrettelser, undertrykkelse og tortur, men bevægelsen har generelt ingen ambitioner om en voldelig global jihad og fører ikke ideologisk krig med Vesten som for eksempel al-Qaeda. Taleban ønsker at indføre islamisk lov i Afghanistan.
Dele af bevægelsen har støttet al-Qaeda, men bevægelsen er stor og består af mange fraktioner og bør ikke tages til indtægt for lokale klaners relationer til al-Qaeda. Det er da heller ingen hemmelighed, at man i Vesten og i den afghanske regering bevidst arbejder på at drive en kile ind i relationen mellem Taleban og al-Qaeda for at skille de såkaldt ‘moderate’ fra de ‘rabiate’.
Tag Nigeria som et andet eksempel. Den 1. december 2002 bragte New York Times en artikel med overskriften ‘Hvorfor er nigeriansk islam så ekstrem?’. I artiklen forsøger man at forklare den stigende radikalisering i Nigeria og indførelsen af sharia i 12 af landets 36 stater. Fem år efter i december 2007 bragte den samme avis en artikel med overskriften ‘Nigeria vender sig imod islamisk lovs strengere side’, hvor den overraskende konklusion er, at den flammende og fanatiske islamiske revolution er løbet ud i sandet.
På trods af at Nigeria vedbliver med at være det mest dedikerede muslimske land i Vestafrika, er den ekstremistiske bølge rullet tilbage og har efterladt en nation, der forsøger at finde plads til islam imellem det moderne og det traditionelle.
I dag ses en udvikling i Nigeria, hvor sharia benyttes til alt fra at opmuntre forældre til at give deres døtre en uddannelse over velgørenhedsprojekter til muslimers pligt til at holde miljøet rent, samtidig med at det utiltalende og perverterede fokus på disciplin og primitiv afstraffelse er nærmest afskaffet.
Jihadister eller militser
Man kunne fristes til at sige, at en sådan udvikling er uundgåelig med eller uden Vestens ihærdige forsøg på at tage brodden af den muslimske ekstremisme, fordi det kun er et forsvindende fåtal af verdens godt 1,1 milliarder muslimer, der finder trøst i den rabiate og glædesløse fundamentalisme, som prædikes af visse radikale bevægelser inden for islam. Et faktum der også klart understøttes i verdens største muslimske opinionsundersøgelse gennemført af Gallup ‘Hvad en milliard muslimer i virkeligheden tænker’.
USA har under Bush placeret sig i bevæbnet opposition til alle islamister uden at skele til deres mål og deres midler, hvilket ofte har fået konfrontationerne mellem Vesten og Østen til at minde om en civilisations- eller religionskrig. Man har med andre ord ikke skelnet imellem lokale oprørsgrupper og globale jihadister. Al-Qaeda og andre yderligtgående islamister har brug for denne vildfarelse, og de har langt hen ad vejen haft held til at sælge den, fordi diskursen i USA og Europa ganske enkelt ikke har været særligt nuanceret.
Ved at undlade at placere tjetjenske separatister, libanesiske krigsherrer, afghanske røverbander og jihadistiske sunnier i Egypten i samme bås og ved at erkende, at sådanne grupperinger har vidt forskellige interesser og vidt forskellige dagsordner, kan man måske imødegå opfattelsen af, at alle islamister består af 100 procent rendyrket, barbarisk, indestængt ondskab rettet mod vestlig livsstil og dekadence.
Om noget må man håbe, at den nye amerikanske regering i samarbejde med Europa vil forstå denne forskel og arbejde aktivt på at få skabt forudsætningen for en ny forståelse for islamismen, der ikke sætter et bombebælte på enhver, der ønsker sharia, men som skelner skarpt mellem islamister, der ønsker at leve fredeligt i en muslimsk stat, og de, der ønsker aktivt at føre krig mod Vesten og tage krigen med hertil.
Kun ved at tilpasse sine diplomatiske og økonomiske virkemidler i forhold til de vidt forskelligartede parter på scenen og ved ikke at reagere med hysteri, når et islamistisk parti står foran en demokratisk sejr, men tværtimod respektere, at de muslimske vælgere har talt, kan vesten opnå en forbedret dialog med den muslimske verden og på sigt måske medvirke til at tage brodden af den islamistiske ekstremisme.
For en ting er sikker: Islamisme kan ikke bombes væk. Vesten skal lære at leve med den.
Dennis Rostrup er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter og arbejder til dagligt som konsulent og projektleder i Kommuneinformation A/S
Kommentarer