Efter at være blevet voldtaget og banket gennem flere timer natten til lørdag, undersøgt på Rigshospitalets traumecenter og behandlet på Center for Voldtægtsofre lavede nigerianske Joy en aftale med politiet. Den gik ud på, at hun skulle i dommervagten søndag morgen og afgive vidneforklaring.
Joy opgav derfor adressen på den bekendte, hun overnattede hos, så politiet kunne hente hende næste morgen. Klokken 9.20 mødte to betjente op på adressen. Det var dog ikke for at køre hende i dommervagten. Det var for at køre hende i fængsel. Joy havde rod i papirerne og havde oplyst forkert alder over for politiet umiddelbart efter voldtægten. Hun blev anholdt, sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.
Sådan beskriver Joys bekendte, freelancejournalist Flemming Riedel, forløbet. Han hentede Joy på Rigshospitalet lørdag eftermiddag og var til stede, da hun blev anholdt i hans lejlighed søndag morgen.
“Politiet løber fra en soleklar aftale,” siger han. “Hun fik tilsagn om, at hun skulle til vidneafhøring, intet andet. Joy gav dem frivilligt min adresse, jeg fortalte hende, at hun skulle til vidneafhøring, og så kommer de søndag morgen og siger: ‘Klokken er 9:20, du er anholdt’. Hun var chokeret.”
Flemming Riedel har kendt Joy i to år. Han bor få meter fra Istedgade på Vesterbro i København og har gennem længere tid researchet og opbygget kontakter i det nigerianske prostitutionsmiljø.
I gårsdagens avis forklarede politiet, at selv om det ikke var optimalt at sætte et voldsoffer i fængsel, så var det nødvendigt for at sikre, at Joy ikke stak af.
Selvstændig konsulent for Center Mod Menneskehandel (CMM) Michelle Mildwater, der flere gange har besøgt Joy i Vestre Fængsel, giver ikke meget for den forklaring: “Hun ville jo gerne vidne. Som hun selv siger: ‘Hvis jeg ønskede at stikke af, så kunne jeg bare have gjort det’. Men hun troede så meget på samarbejdet med politiet, at hun fortalte dem, hvor hun boede.”
Menneskehandel
I går blev Joy overført til CMM’s krisecenter efter tre døgn i Vestre Fængsel. Sigtelsen om overtrædelse af udlændingeloven er trådt i baggrunden, da Udlændingeservice har vurderet, at Joy er offer for menneskehandel.
Hos CMM ærgrer og undrer man sig over, at politiet ikke tog kontakt til dem i samme øjeblik, de stod over for Joy. Politiet skal involvere CMM, når de møder personer i prostitutionsmiljøet, der mistænkes for at være ofre for menneskehandel.
“Der var ingen tvivl om, at hun kunne være offer menneskehandel. Det ville have været oplagt at ringe til os,” siger Hanne Mainz, socialfaglig konsulent ved CMM.
Daglig leder af Københavns Politis gruppe mod kvindehandel, René Hansen, afviser kritikken:
“Når politiet har en sag, hvor der kan være en mistanke om menneskehandel, så kontakter vi altid CMM. I denne sag ville det måske være oplagt, men hun var jo et offer i en voldtægtssag. Derfor blev hun i første omgang behandlet som det.”
Efterforskningsleder Henrik Vedel tilføjer, at det først var søndag, politiet rettede fokus på Joys opholdssag. Hun blev anholdt, og politiet kontaktede CMM.
Det burde de have gjort tidligere, mener Hanne Mainz: “Vi hørte først om sagen gennem vores socialarbejdere, der har tæt kontakt med miljøet. Hvis vi havde været med fra starten, kunne vi straks have lavet vores vurdering af menneskehandel og måske fået afgørelsen fra Udlændingeservice hurtigere igennem. Måske også fundet et kompromis, så hun ikke skulle sidde i Vestre Fængsel. Vi havde også bedre kunne forklare en naturligt forvirret Joy, hvad der skulle ske og hvorfor,” siger hun.
CMM’s rolle er blandt andet at sikre, at kvinder som Joy får sociale tilbud og ikke oplever tillidsbrud og fængsling, hvis hun er offer for menneskehandel, som beskrevet ovenfor: “Vi står for de sociale tiltag. Vi skal sikre en skånsom behandling og en tryg dialog med kvinden. Det kan skabe en ro, som også gør, at de i sidste ende måske vil tale med politiet. ”
Joys fulde navn er redaktionen bekendt







Kommentarer