Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde i sin første tale til Folketinget stor vægt på, at hans 19-årige søn ikke kender til ungdomsarbejdsløshed. Det var et “ekko fra gamle dage”, sagde han.

Men på bare et halvt år er antallet af arbejdsløse unge under 25 mere end fordoblet, viser tal fra Danmarks Statistik. Dét får formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Peter Humlegaard, til at anklage statsministeren for “hul tale”.

Ungdomsarbejdsløsheden er i højeste grad blevet en virkelighed lige nu. Lars Løkke Rasmussen burde have vist rettidig omhu og gjort noget ved det her for længst i stedet for at vente til i morgen,” siger han.

På bare et halvt år er arbejdsløsheden blandt unge under 25 skudt i vejret. I sommer stod kun godt 4.000 af de 16-24-årige uden job. I februar i år - den seneste måned, Danmarks Statistik har opgjort - var tallet mere end fordoblet til godt 8.600. Og unge mænd som Lars Løkke Rasmussens søn er de hårdest ramte. For dem er ledigheden tredoblet.

Mange af dem er unge ufaglærte håndværkere. Det er desværre dem, man fyrer først - og det er også dem, der vil have sværest ved at komme tilbage og få et job,” siger Peter Humlegaard.

R: Hjort har snorksovet

DSU-formanden erkender, at der stadig er et stykke op til de grimme rekordhøjder fra tidligere tider. Men de unges arbejdsløshed vokser med sådan en hastighed, at han kræver handling fra regeringen her og nu. For samtidig med, at ledigheden stiger, har erhvervsuddannelserne længe haft en rekordmangel på praktikpladser

Man har dybest set ikke foretaget sig noget som helst,” siger han.

Lizette Risgaard, der er næstformand i LO, er helt enig.

Hvis ikke regeringen kommer ud af starthullerne, så mister vi det forspring, som flere års højkonjunktur har givet os,” siger hun og efterlyser både flere praktikpladser og massive offentlige investeringer, der kan sætte gang i beskæftigelsen igen.

Samtidig skal vi sørge for at sætte gang i noget opkvalificering og uddannelse - og ikke mindst fjerne alle de her tåbelige regler omkring, hvor meget uddannelse man kan få som ledig,” siger hun.

Morten Østergaard, der er arbejdsmarkedsordfører for de radikale, kræver, at beskæftigelsessystemet bliver gearet til den kraftige stigning i ledigheden. Reglerne skal ændres, så man tidligere kan sætte ind med uddannelse og opkvalificering.

Hvis Lars Løkke virkelig mener for alvor, at vi ikke skal opleve ny ungdomsarbejdsløshed, så skulle han tage at instruere sin nye beskæftigelsesminister om at gøre noget ved sagen. Hendes forgænger har i hvert fald kun snorksovet, mens problemerne blev større og større,” siger han.

Dyb alvor

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ser på væksten af unge ledige med dybeste alvor.

Ungdomsarbejdsløsheden er en af de ting, der vil få min allerstørste fokus. Der er jo tre grupper, der er allermest udsatte over for den stigende ledighed: Det er de unge, de handicappede og indvandrerne. Derfor har jeg allerede nu besluttet, at jeg vil ud og snakke med alle tre grupper, og det starter jeg med allerede på mandag som led i en beskæftigelseskonference i Aalborg,” siger hun - og afviser, at regeringen ikke har vist rettidig omhu:

Det er forventeligt fra DSU, at der skal lidt bragesnak til. Jeg kan bare sige, at jeg vil sætte alle mine kræfter ind på det her. Arbejdsløsheden vil blive min allerstørste opgave som beskæftigelsesminister.”