For et par årtier siden blev der ikke forsket meget i ældres lyst og sexliv. Mange antog, at ældre mistede deres seksualitet med alderen. Og de fleste undersøgelser fokuserede primært på ældres rejsningsproblemer og manglende sexlyst. Det ensidige fokus på ældres seksuelle problemer har måske givet et indtryk af, at sengegymnastik hos ældre enten var ikke-eksisterende, eller at den med alderen var reduceret til tantekys og bekymring over tørhed og slaphed.
Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. En ny amerikansk undersøgelse viser, at over 80 procent af 80-årige mænd og kvinder fantaserer om sex. En lignende svensk undersøgelse konkluderer, at sexlivet for de 70-årige ikke går ned ad bakke, men at 70-årige derimod har langt mere sex i dag end i 1970’erne.
“Mit projekt sætter fokus på en gruppe ældre, der ikke vil nøjes, men som vil have så meget ud af livet som muligt. De vil ikke bare sætte sig hen og vente. De vil leve livet i fulde drag, og have lov til det uden at fordømmes for det,” siger fotojournalist Maria Fonfara, der vil nedbryde tabuer om ældre og sexlyst med sine billeder.
De ældre mennesker, som mødte Maria Fonfara med stor åbenhed, rejser, går i byen, drikker gode vine og gør noget ud af sig selv. De køber sexlegetøj, frækt undertøj, de har unge elskere og fantaserer om flere mænd på én gang. De har tid til hinanden og kan bruge en hel dag på forspil og på at forkæle hinanden. De har taget internettet i brug og benytter nettets muligheder for at møde andre og udleve seksuelle fantasier.
“De er mennesker med forskellige lyster og fantasier som mennesker i andre aldersgrupper. De er bedsteforældre, der er trætte af, at ungdommen nærmest har taget patent på sex, som om det var dem, der opfandt begrebet,” siger Maria Fonfara.







Kommentarer
“At acceptere en krop i forfald”??? Er det ikke snarere at acceptere en krop i forandring? Kroppen forandrer sig jo fra undfangelsen til døden - og efter døden forfalder den. Sådan ser jeg i hvert fald på min krop.
Smukke billeder, tak for dem.
Og tak til Per Holm Knudsen for pointen om en krop i stadig forandring.
Det er også en påmindelse om at det er muligt at holde sin krop i fin stand højt op i alderen efter princippet: Use or loose it!