'Den nat forstod jeg, hvorfor de hader os'

“Hebron sidder i mig. Byen sidder virkelig i mig. Helt herinde.”

Dana Golan trykker en knyttet hånd mod maven for at illustrere, hvor dybt det halve års værnepligt i Hebron stadig sidder i hende, selv om det er seks år siden, hun afsluttede sin militærtjeneste i den israelske hær.

Hun står på pladsen foran en af Hebrons mest kontroversielle bygninger: Ibrahim-moskeen - eller Patriarkernes grav, som byens jødiske indbyggere foretrækker at kalde den. Den er bygget oven på Abrahams familiegrav og er dermed et af de mest hellige steder for både jøder og muslimer. I dag er der jødisk synagoge i den ene ende af bygningen og moske i den anden.

Dana småsludrer med de israelske soldater, der kontrollerer alle, der vil ind og ud af moskeen eller synagogen. Når hun fortæller dem, at hun selv har gjort tjeneste i Hebron, lyser de op i et stort smil, giver hende kammeratlige klap på skulderen, og en enkelt inviterer på kaffe.

“Hvis de vidste, hvorfor jeg er her, ville de bede mig om at skride et vist sted hen,” siger hun.

Hun er her nemlig for at fortælle omverdenen, “hvad der foregår i Hebron”, som hun siger. For et års tid siden meldte hun sig ind i Breaking the Silence - en organisation af tidligere israelske soldater. Den arrangerer udstillinger, foredrag og guidede ture til Hebron, hvor de tidligere soldater blandt andet fortæller om de overgreb, de har været med til at begå mod palæstinensere, og hvad det har betydet for dem som mennesker.

Dana Golan aftjente sin værnepligt i hærens uddannelsesafdeling. Derfor var hun - som mange af sine kvindelige kolleger - kun sjældent involveret i deciderede kamphandlinger. Men hun bad selv om at komme med ud på operationer, fordi hun ville vide, hvad der foregik. Hun kender arbejdsforholdene for de unge soldater, der i dag bemander de militære tjekpoints overalt i den centrale del af Hebron samt indgangene til moskeen og synagogen.

“For det meste er der helt roligt ligesom nu. Men lige pludselig kan det hele blusse op,” siger hun.

Den officielle forklaring på den israelske hærs tilstedeværelse i Hebron er sikkerheden for de jødiske bosættere, der siden 1979 har slået sig ned midt inde i Hebrons centrum. Samtidig er arbejdsløsheden og fattigdommen for byens palæstinensiske befolkning steget markant.

Ransagning

Når Dana Golan tænker tilbage på sin tid i Hebron, er det især én nat, hun husker.

Klokken to om natten bankede Danas gruppe en palæstinensisk familie i Hebron op. Faren lukkede op iført pyjamas. Soldaterne tvang ham foran sig ind i huset, genner hele familien op i et hjørne og begynder at gennemrode hjemmet. Ifølge militærets efterretninger havde faren i familien våben og planlagde at bruge dem mod israelere. Opgaven var at finde våbnene.

“Jeg glemmer aldrig den gamle kvinde - formodentlig familiens bedstemor. Sammen med de tre børn og deres mor stod hun i et hjørne og bare stirrede på mig. Du kunne se i deres øjne, hvor bange de var. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor frygteligt jeg ville have det, hvis min egen mor eller bedstemor skulle opleve det samme,” siger Dana.

De andre soldater tvang faren med rundt i huset for at finde de formodede våben.

“De hev alting op af skufferne, ned fra reolerne og ud af skabene og kylede det ud på gulvet. Jeg ved ikke engang om kopper, tallerkener og porcelæn gik i stykker. Alt var bare kaos. Det hele blev endevendt og efterladt i totalt rod.”

Danas opgave var at kropsvisitere familiens kvinder.

“Vi efterlod den gamle bedstemor blot iført en T-shirt og strømpebukser,” husker hun.

Soldaterne fandt ikke et eneste våben hos familien.

“Jeg spurgte vores gruppeleder, om vi skulle hjælpe dem med at rydde op igen. Han kiggede bare på mig og slog en skraldende latter op.”

Oplevelsen sidder stadig dybt i Dana.

“Den nat forstod jeg, hvorfor palæstinenserne hader os. Tænk, hvis det var min familie, der blev ydmyget på den måde. Så ville jeg også hade dem, der havde gjort det.”

Muslimske bedekranse

Da Dana Golan som 18-årig kom til Hebron, var hun stolt over at være i den israelske hær. Hun ville gerne kæmpe for det land, hun elsker, og hun følte, det var vigtigt at beskytte den jødiske arv - også i Hebron. Byen spiller en vigtig rolle for jødedommen. Det var her, én af jødernes forfædre, Abraham, boede og ligger begravet sammen med sin familie.

Danas opgave var at undervise i hærens værdier. De handler blandt andet om brug af våben og respekt for andre mennesker.

“Vi må ikke misbruge vores våben. De skal kun bruges, når det er absolut nødvendigt, og vi skal vise respekt for andre mennesker, uanset hvem de er,” fortæller Dana Golan.

Men efter nogle måneder fik hun en fornemmelse af, at der ikke var nogen sammenhæng mellem de værdier, hun var sat til at undervise i, og soldaternes hverdag. Hun undrede sig over, at alle i hendes enhed havde hver sin muslimske bedekrans. Det var ikke ligefrem en del af standardudrustningen i den israelske hær. Det viste sig, at de havde stjålet dem fra palæstinensiske forretningsdrivende.

“Bare fordi de kunne,” siger hun og trækker opgivende på skulderen.

“De havde magten - og våbnene. Ingen palæstinenser turde gøre modstand, når soldaterne bare kom ind i deres butik og tog dem.”

Smidt ud af kontor

Den israelske hærs hovedkvarter ligger i den jødiske bosættelse Kiriat Arba lige uden for Hebron. Dana Golan stopper bilen ved vejen, der fører op til hendes gamle base. Her var hun vidne til andre - og mere hårrejsende historier - om soldaters ugerninger.

“Der var nogen, der havde smidt en palæstinensisk dreng ud af en kørende jeep, så han blev alvorlig såret. Jeg kunne ikke forstå, at de samme soldater, som var enormt søde over for mig, var de samme, der bare gjorde, som det passede dem, når de var på patrulje.”

Hun besluttede sig for at fortælle om det til den øverstkommanderende i Hebron - en mand, som hun havde arbejdet sammen med og havde stor respekt for.

“Da jeg bankede på hans dør, var han meget venlig og bød mig indenfor. Da han fandt ud af, hvad mit ærinde var, sagde han bare, at vi ikke havde mere at snakke om, og bad mig forlade kontoret,” husker Dana.

Soldaterne, der havde smidt drengen ud af den kørende bil, blev aldrig straffet.

Når Dana Golan forsøgte at tage det op med soldaterne selv, blev hun ikke taget alvorligt.

“‘Du er bare i undervisningssektionen. Du ved ikke, hvordan det er at være rigtig soldat,’ lød den besked jeg fik.”

Dana Golan fandt hurtigt ud af, hvorfor Hebron bliver betragtet som et af de værste steder at være udstationeret for de værnepligtige. De jødiske bosættere i Hebron hører til blandt de mest radikale, og konfrontationerne mellem dem og den palæstinensiske befolkning er ofte voldsomme. Spændingerne kulminerede i 1994, da en bosætter fra Kiriat Arba, Baruck Goldstein, gik ind i Ibrahim-moskeen, hvor han skød og dræbte 29 bedende muslimer og sårede langt over 100, inden han selv blev dræbt. I adskillige år var der et mindesmærke for Goldstein i Kiriat Arba.

“Der er utrolig meget had her - og meget lidt tolerance,” konstaterer Dana Golan.

En håndværker, der stiger ud af sin bil, nærmest understreger hendes pointe. Da han åbner bagklappen på sin varevogn, afslører han bagsiden af sin T-shirt, der på hebraisk forkynder: “Jeg handler kun med jøder”.

Svært for kvinder

Det er fjerde gang, Dana er i Hebron, siden hun sluttede sin militærtjeneste. De tre foregående gange har hun været der som deltager i Breaking the Silences arrangerede ture.

“Da jeg hørte om deres ture, kunne jeg mærke, at sådan én måtte jeg bare med på. Første gang var jeg alene, anden gang tog jeg nogle af mine venner med. Det er vigtigt for mig, at de ved, hvad der foregår her i Hebron - og at de ved, hvad jeg og mine kammerater dengang har været med til at lave,” siger hun.

Efter den anden tur blev hun opfordret til at give sit vidnesbyrd til en bog om kvindelige værnepligtiges rolle, som Breaking the Silence udgiver i disse dage. Dana Golan mener, der er et stort behov for den bog. Selv om alle kvinder i Israel har to års værnepligt, mener hun ikke, de bliver taget alvorligt.

“Mange aftjener deres værnepligt i en administrativ del af hæren og er kun sjældent involverede i deciderede kamphandlinger. Men vi er der, vi hører alle historierne, og vi deler frustrationerne. For mig var det nogle gange værre, fordi jeg ikke på samme måde som mændene kunne gøre noget og ikke blev taget helt alvorligt. Derfor er der behov for mere fokus på kvindernes rolle,” siger hun.

En forræder

Dana Golans engagement i Breaking th Silence er ikke uden omkostninger. Den israelske hær er selvsagt ikke begejstret for, at tidligere soldater fortæller om handlinger, der stiller den i et dårligt lys i offentligheden - og det er meget store dele af den israelske offentlighed i øvrigt heller ikke.

IDF - Israeli Defence Force - er en vigtig del af mange israeleres identitet. Siden staten Israel blev oprettet i 1948, har landet været involveret i adskillige krige, og mange føler, at det kun er takket være hæren, at landet er kommet helskindet igennem fjendtlighederne. Hæren har et helteimage som folkets beskytter.

“Der er mange, der synes, jeg er en forræder. Selv blandt mine egne venner og familie. Men jeg er nødt til at gøre det her,” siger Dana Golan.

Hendes kærlighed til sit fædreland bliver ikke svækket af, at hun er uenig i mange af de beslutninger, den israelske regering tager.

“Jeg er israeler i mit hjerte. Man skal nok have boet her hele sit liv for helt at forstå det,” siger hun.

Dana tror aldrig, hun kan holde op med at holde af det land, hun er født i.

“Jeg elsker Israel, som man elsker et lille barn. Men det må se at blive voksent. Der er så meget, det skal lære - blandt andet at både jøder og palæstinensere skal være her. Vi har ikke noget valg. Vi kan ikke smide hinanden i havet. Hvis vi bliver ved med at behandle palæstinenserne umenneskeligt, hvordan kan vi så forvente, at de vil leve her sammen med os?”, spørger hun.

Hvis Israel er et lille barn, må Danas engagement i Breaking the Silence være en del af opdragelsen.

“Mange israelere vælger at lukke øjnene for, hvad der foregår i de besatte områder. Men vi kan ikke møde fremtiden med lukkede øjne. Jeg gør det her, fordi jeg tror på, det kan blive anderledes,” siger hun.