Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO’s kommende generalsekretær har affødt en mediestrøm af resumerende evalueringer af hans politiske meritter. Vurderingernes positive eller negative udfald afspejler oplagt nok mediets politiske ståsted. Den politiske affinitet til trods synes der dog at herske en vis konsensus om i hvert fald ét punkt: Anders Fogh er en dygtig kommunikator!
Fra Information over Kristeligt Dagblad til Villy Søvndals blog anerkendes, hvis ikke ligefrem hyldes, den afgåede statsministers kommunikative evner. Men en retorisk analyse af hans udmeldinger i flere centrale sager vil imidlertid resultere i den modsatte konklusion: Anders Fogh er ikke en dygtig kommunikator.
Det skyldes, at han bryder med en retorisk grundregel - nemlig at man skal holde sig til sandheden.
Den grundregel har Anders Fogh i flere tilfælde ikke evnet at overholde i sine syv et halvt år som statsminister.
Lad os se nærmere på to af de sager, hvor han har forbrudt sig mod retorikkens grundregel om at tale sandt - den seneste sag og den alvorligste.
Eksempler på løgne
Anders Foghs gentagne benægtelser af, at han var kandidat til posten som NATO’s generalsekretær er veldokumenterede. Lad os derfor bare tage et enkelt prægnant eksempel på denne løgn:
Ved et pressemøde den 17. februar udtaler han: “Jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det er min hensigt at forblive som statsminister i Danmark så længe vælgerne ønsker det”.
Han afviser ganske vist selv, at han har løjet med det argument, at man først er kandidat, når man officielt har annonceret sit kandidatur. At henvise til en uudtalt distinktion mellem ‘at kandidere’ og ‘at være kandidat’ tilbageviser dog ikke, at han løj. Han vidste selvsagt udmærket, at pressen spurgte til det første, og han vildledte derfor bevidst ved at nægte det sidste.
Køber man imidlertid hans semantiske spilfægterier omkring kandidatur-termen, står forsikringen om, at han havde til hensigt at fortsætte som statsminister, så længe danskerne ønskede det under alle omstændigheder tilbage som en løgn. Officiel kandidat eller ej - han havde i månedsvis arbejdet målrettet på at få jobbet som NATO’s generalsekretær.
Irak og Jorden er flad
Irak-krigen byder på nogle af de mest markante og virkningsfulde eksempler på Anders Foghs villighed til at ty til løgnen som virkemiddel. Det var som bekendt i denne sag, at han ved gentagne lejligheder argumenterede for at intervenere i Irak ud fra det påståede faktum, at Saddam Hussein rådede over masseødelæggelsesvåben.
Overtalelsesstrategien fik sit mest markante udtryk i det slagkraftige, utvetydige udsagn”Det er ikke noget, vi tror. Det er noget vi ved” - et udsagn, der var med til at sikre et snævert flertal for at sende tropper til Irak.
Den semantisk nøjeregnende vil måske her indvende, at hvis Anders Fogh faktisk var overbevist om, at der var masseødelæggelsesvåben, ja så var der ikke tale om en løgn i egentlig forstand. Løgnen er i modsætning til det blot falske udsagn jo netop karakteriseret ved, at man er bevidst om, at man taler usandt.
Man løj f.eks. ikke dengang man hævdede, at Jorden var flad, men ytrede blot et falsk udsagn, fordi man ikke vidste bedre. Og hvis Anders Fogh faktisk var overbevist om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak, så kan han ikke klandres for at lyve, men alene for at være en dårlig statsmand, der lod sig overbevise på et meget tvivlsomt grundlag.
Selv den mest velvilligt indstillede semantiker vil imidlertid få svært ved at afvise, at Anders Foghs senere påstande om, at masseødelæggelsesvåben ikke var en del af beslutningsgrundlaget for at gå ind i Irak, kvalificerer som løgn.
Ordet ‘masseødelæggelsesvåben’ optræder således hele 10 gange i beslutningsgrundlaget (B 118) for at deltage i Irak-krigen.
Og den åbenhjertige Jens Rohde har da også siden medgivet, at statsministeren bidrog til at skabe en virkelighed, hvor Irak besad masseødelæggelsesvåben. Først ledte Anders Fogh altså Danmark ind i Irak på usandt grundlag, og siden løj han om, hvordan han havde fået Danmark ind i Irak. Først usandheden og så metaløgnen - løgnen om den tidligere fremsatte usandhed.
De to eksempler er tilstrækkeligt til, at retorikken må afvise den udbredte vurdering af, at Anders Fogh er en dygtig kommunikator.
Forklaringen finder vi hos retorikkens grundlægger, Aristoteles. Han definerede retorik som kunsten at overbevise - nærmere bestemt kunsten at “mønstre de mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof”. Overbevisningens kunst består altså i at finde de af sagens ‘mulige’ - det vil sige faktuelt sande - momenter, der understøtter ens synspunkt.
Virkning og årsag
Når man gør Anders Fogh til en dygtig kommunikator, så er det set fra et retorisk synspunkt udtryk for, at man forveksler virkning med årsag - eller stor effekt med stor kunst. Man tror fejlagtigt, at fordi flere af hans løgnagtige udsagn faktisk havde en vis overbevisningskraft i situationen, så var der tale om dygtig kommunikation.
Set fra et retorisk perspektiv er effektiv kommunikation imidlertid ikke lig med dygtig kommunikation. Det er ingen kunst at vinde folk for sin sag ved at vildlede dem.
Det vil netop i mange tilfælde være langt sværere at overbevise ved hjælp af sandheden end ved hjælp af opdigtede momenter. Løgnen er således et brud på den retoriske kunst, som kun den dårlige retoriker behøver at ty til.
Den dygtige retoriker formår - i modsætning til løgneren - at få det bedste ud af selv de svageste momenter. Det betyder ikke, at den dygtige retoriker kan vinde alle sager.
Her trækker Aristoteles en parallel til lægekunsten. Ligesom alle patienter ikke står til at helbrede, vil alle sager ikke kunne vindes. I den sag, hvor man står svagt - som i Irak-krigen - kan man måske ikke gøre sig håb om at overbevise, men man kan gøre, hvad man kan, for at mønstre de mulige overbevisende momenter. Man kan altså være en dygtig retoriker uden at overbevise en eneste, ligesom man kan være en dårlig retoriker og overbevise de fleste.
Ikke dermed sagt, at retorikken fordrer, at man siger hele sandheden. Man behøver kun fremføre den del af sandheden, der understøtter ens standpunkt. Retorikken opfordrer til, at man tilpasser sig til sit publikum, ligesom man er fri til at fortie de fakta, der stiller modparten stærkt.
En overbevisningskunst
Retorikken er netop ikke en oplysningskunst, men en overbevisningskunst. I den forstand minder den dygtige retoriker om den dygtige forsvarsadvokat.
Anders Fogh har muligvis været en dygtig strateg, der har demonstreret handlekraft og evne til at få sin vilje igennem i en lang række sager i sin tid som statsminister. I Anders Foghs løgne ser vi silhouetten af en stærk fyrste efter Machiavellis opskrift: “En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit løfte, er bortfaldet”.
Men at Anders Fogh har været magtfuld er ikke ensbetydende med, at han har været en dygtig retoriker. Hans udøvelse af magt er i flere sager sket ikke ved hjælp af, men netop på bekostning af retorikken.
Inden for rammerne af overbevisningens kunst kunne Anders Fogh have argumenteret for at gå ind i Irak med henvisning til Saddams krænkelser af demokrati og menneskerettigheder og landets destabiliserende betydning for hele regionen.
Det turde være åbenlyst, at det ville have været langt vanskeligere for ham at få opbakning til at sende danske tropper til Irak ved hjælp af disse faktuelt sande argumenter.
Men han ville til gengæld have været en så meget desto dygtigere kommunikator, fordi han derved ville have holdt sig til de mulige momenter. Den svære kunst at overbevise udøver man ikke ved at lyve, men ved at finde de overbevisende argumenter i sandheden.
Christina Pontoppidan er cand.mag. i retorik, BA i filosofi, ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet
Kommentarer
Christina Pontoppidan:
“Fogh er ikke en dygtig kommunikator. Det skyldes, at han bryder med en retorisk grundregel - nemlig at man skal holde sig til sandheden.”
Næh, Anders Fogh Rasmussen har aldrig rigtig været gode venner med sandheden, eller som han fremover vil bedyre på sit ny arbejdssprog:
There is nothing to come after…
Kommunipulator. Det ord dækker bedre Foghs særegne egenskaber. Som desværre ikke er så særegne længere i takt med at flere og flere politikere har taget ved lære og sandheden er gået i spin.
Tak for den kronik.
Bare en anden sag, hvor Fogh Rasmussen heller ikke holdt sig til sandheden.
Under debatterne efter filmen ”Den hemmelige krig”, der blev send på DR, påstod Fogh Rasmussen gang på gang at han ikke kendte til USA’s nye fange behandling på det tidspunkt , hvor danske soldater havde udleveret 32 fanger til USA i Afghanistan. Nu er det kommet frem ,at Fogh Rasmussen var medunderskriver i en protest skrivelse i EU-regi mod den nye fange behandling før den omtale fange udlevering i Afghanistan. Enten ved Fogh Rasmussen ikke hvad han skriver under på eller også siger han ikke sandheden. Hvad der er værst er en personlig afvejning.
Desværre siger det vel også noget om både oppositionen og medierne - Politikerne og Journalisterne…
De har accepteret at han løj for dem, hvorfor er der ikke nogen der har syntes at det er et så stort problem at han skulle lyve?
Er det fordi at der er noget at skjule? egne løgne som kunne komme frem eller skjuler de blot over at de troede på løgnen?
Men generelt mener jeg at medierne har svigtet mest, de har ladet sig køre rundt med af Foghs spins, i stedet for at stille de kritiske spørgsmål og lede efter sandheden til de fandt den..
Det vigtgste er, hvad vælgerne - alle de (vi) helt almindelige, normale danskere, synes - og de (vi) stoler nok mere på danskeren Fogh med den jyske landbrugsbaggrund end de forskruede udlændinge og de opblæste hjemlige íntellektuelle.
Alene Saddams veldokumentered ondskab beviser, at selv om han ikke havde de der masseødelæggesesvåben, så skulle han nok vide at skaffe sig dem.
Og når de 8Vi) zapper på TV’et en fredag aften, så går det sa,mme plot igen og igen i filmene:
Vi befinder os i det amerikanske Syden eller Midtvesten, og en fortviuvledt kvindestemme jamrer;
But officer, he raped my daughter!
Sorry, ma’m thar ain’t a thing a man can’t do about it without no proof
But he’ll do it again!
Wal, that ain’t how the law works, ma’m
Så folk ved bedre end jer eksperter.
Anders Fogh Rasmussen anses af mange for at være en dygtig kommunikator. Det synspunkt deler retorikken ikke, da det at tale sandt er et mindstekrav, hvis man skal udøve kunsten at overbevise
Uden at tage stilling til artiklen, hvorved det ikke kan fornægtes at løgn er beskidt, så vis mig en politiker der ikke omgåes sandheden lemfældigt.
“Den grundregel har Anders Fogh i flere tilfælde ikke evnet at overholde i sine syv et halvt år som statsminister.”
Rettelse:
Anders Fogh har i ingen tilfælde evnet……
Ordet retorik stammer fra græsk og betyder “talekunst” eller “offentlig taler”.
Altså retorik tendetegnes ved, måden hvorpå man taler og prøver at overbevise andre om et givent emne, og ikke i så høj grad inholdet i det der ytres.
Efter min overbevisning så kan man ikke dømme en person som værende en dårlig retoriker, ud fra indholdet i det der siges, men alene ud fra måden hvorpå det siges.
“Det skyldes, at han bryder med en retorisk grundregel - nemlig at man skal holde sig til sandheden.”
Er det bare mig, eller er der andre der heller ikke har hørt om ovennævnte regel?
Det er ikke en regel, der eksisterer i retorikken. Den er dog nok hovedregel i kommunikationsbranchen, hvis vi lige undtager de ministerielle spindoktorer, hvor løgn er en integreret del af jobbet.
Vibe:
“Det er ikke en regel, der eksisterer i retorikken.”
Så skal du vist nok lige hjem og læse op på din Aristoteles.
At Aristoteles mener det, gør det ikke til en regel. Man kan være retorisk fremragende og lyve så vandet driver.
Retoriker Christina Pontoppidan er pinligt nok ikke så semantisk nøjeregnende, at hun tager sig tid til at kikke på sammenhængen bag det udvalgte citat om masseødelæggelsesvåben - for her er slet ikke noget at komme efter. Anders Fogh Rasmussen afholdt i marts 2003 et pressemøde, hvor det landskendte citat stammer fra. Jyllands-Posten bragte vist nok som eneste avis citatet i sin helhed den 27. marts 2003:
“Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.”
Christina Pontoppidans semantiske gætterier baserer sig kun på den første lille del af udtalelsen, og gør hende derfor i stand til frit at gætte på en lang række bortforklaringer - i stedet for konkret at forholde sig til sammenhængen. Den er ellers mudret nok, og der er rigeligt for en grundig retoriker at tage fat på. Hvorfor ville Fogh fx ikke vente på FNs inspektører, når han nu bruger dem som argument - og hvorfor påstod han mod bedre vidende, at de blev smidt ud af Saddam Hussein?
Udtrykket fremstår derfor kun som slagkraftigt og utvetydige i en løsreven og dermed fejlagtig udgave. Jeg har dog ikke det mindste ondt af Fogh for at han har måttet slås med et misfortolket citat, da dette er en af hans egne og mest anvendte retoriske bisse-metoder. Til gengæld har Christina Pontoppidan ret i, at Fogh ved gentagne lejligheder brugte tilsvarende argumenter. Hun kunne med større præcision have kastet sig over et citat fra Folketinget den 14. november 2002:
“Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler” - for her giver de omgivende
sætninger ingen mulighed for tilsvarende bortforklaringer. Foghs trofaste væbnere har ofte og med fuld ret afvist det mere kendte løsrevne citat som om, at dette gendrev alle løgnehistorierne. Derfor bruger jeg gerne tid til et “forsvar” for Fogh mod citatfusket!
Vibe:
“Man kan være retorisk fremragende og lyve så vandet driver.”
Det er jeg lodret uenig i. Heldigvis sammen med den altovervejende del af moderne retorisk videnskab (og størstedelen af den gamle også). Det er en absolut forsimplet forståelse af retorikken at den kun skulle handle om form.
Løgn er ikke god retorik. Løgn kan have god patos fx. Eller på sin egen facon have en god argumentativ struktur. Men løgn kan ikke være god retorik.
En lidt jomfrunalsk tilgang til kunsten……..
Det var dog en svær gang ordkløvende pedanteri det
- men man kunne da finde mange andre ord som har en mening i lærerbøgerne og en anden ude blandt almindelige mennesker - hos de fleste af os der ikke har studeret retorik
betuyder det at være en dygtig kommunikator bare at man er dygtig til at sælge sit budskab
løgn eller sandhed er i den sammenhæng ganske uvedkommende
at manden ofte løg lidt er jo unægteligt sandt - det bør selvfølgelig lastes ham -
undskyld løg er vist noget andet end løj - på mit hjemlands modersmål :)
En anden af Fogh:
Folk var også imod at fjerne Slobodan Milosevic; nu kan alle se, at det var rigtigt.
og én til:
Vi troede jo alle, at han havde disse masseødelæggelsesvåben.
Angående det at lyve:
Jeg skrev selv til Villy Søvndal og anbefalede ham, at næste gang han skulle fortælle hvor mange plejehjem han havde besøgt, så skulle han bruge tallet 117, så ville alle vide hvad han mente, og ingen ville beskylde ham for at lyve.
Jeg fik ikke noget svar ;-)