Den måtte komme. Klimakvalmen. Reaktionen på det intensive bombardement af foruroligende informationer om den globale opvarmning og den ikke mindre overvældende strøm af formaninger om, hvad man som borger bør gøre for at redde planeten. Ifølge databasen Infomedia indgår ordet ‘klima’ for tiden i 150 artikler dagligt i de landsdækkende dagblade - dobbelt så mange som sidste år. Boghandlerne kan tilbyde 25 dansksprogede bøger om klimatruslen. En række tv-programmer har undervist om den rette grønne adfærd, og antallet af hjemmesider, pjecer og annoncer, der appellerer til klimabevidstheden, er endeløst.

Information beskrev sidste lørdag, hvordan der ifølge nogle iagttagere er ved at brede sig en apati i dele af befolkningen over for emnet, og hvordan der synes at opstå en kløft mellem på den ene side topinformerede og topbekymrede fagfolk og på den anden side såkaldt ‘almindelige mennesker’, der ikke ved, hvad de skal tro, endsige gøre. Også Berlingske Tidende, DR’s P1 og tænketanken Concitos formand, Martin Lidegaard, har sat fokus på mæthedsfænomenet, som antagelig er specielt udtalt herhjemme, hvor værtskabet for klimatopmødet til december får virksomheder, myndigheder og medier til i særlig grad at gå i klimatisk selvsving.

Fænomenet er alvorligt al den stund, at klimatruslen ikke går i sig selv, blot fordi den mister sin appel som offentlig trend. Derfor er det også vigtigt at granske, hvad der er på spil. Hvad der er årsag til klimakvalme og -træthed.

Én overset faktor er medierne selv. Af ren slaphed, i misforstået alsidighed eller med ideologiske motiver har nogle medier fastholdt billedet af videnskabelig uenighed om klimaproblemet længe efter, at videnskaben selv har nået til konsensus. Den ene dag er det menneskets skyld, den næste dag solens. Den ene dag bliver det varmere, den næste dag koldere. Ufordøjet research og ukritisk kildebrug har efterladt mange mennesker dybt forvirrede, og når man ikke ved, hvem man kan stole på, er det fristende at erklære eksperterne en bloc sin mistillid og vende ryggen til hele den uoverskuelige, plagsomme sag.

En anden faktor er politikerne. Når politiske skåltaler om grøn revolution følges af traditionelle, klimabelastende beslutninger eller af ingen beslutninger overhovedet, er det svært at fastholde troen på, at beslutningstagerne tager udfordringen alvorligt. Og derfor også svært at opretholde incitamentet til selv at gøre noget.

Både medier og politikere har altså et stort medansvar for at sikre, at et indtil nu voksende engagement for at sikre kommende generationer en fremtid ikke forvitrer og forvandles til resignation, frustration og kvalme.

Når det er sagt, er imidlertid også noget andet på spil. Der foregår i øjeblikket et forsøg på at indskrive klimadebatten i en traditionel ideologisk diskurs om frihed kontra tvang, liberalisme kontra centralmagtskontrol, folkelighed kontra elite. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt spillede ‘klimaelite vs. folket’-kortet i den nævnte Informations-artikel, og diverse mediers debatsites vrimler med indlæg om brugen af klimatruslen til at knægte friheden. “Klimasagen er religion og har været det fra starten,” lyder det ét sted på Berlingskes hjemmeside, mens Al Gore andre steder beskyldes for at være en gammel kommunist, der nu øjner muligheden for at knuse kapitalismen og sikre kontrol med alt og alle.

Sådanne kulørte udsagn, som også præger organiserede klimafornægteres hjemmesider i bl.a. USA, skal bruges til både at diskvalificere fagfolkenes klimabekymring og til at stimulere et traditionelt ideologisk slagsmål. Og det har sikkert en vis appel til mennesker, der frygter, at klimaudfordringen vil føre til indskrænkninger i den personlige frihed. I retten til at flyve, køre bil, spise oksebøffer og nære og ære den fortsatte økonomiske vækst.

Sagen er imidlertid, at kampen for at beskytte klimaet ikke er et ideologisk felttog, der kan sammenlignes med f.eks. fascismen eller kommunismen, ligesom klimafagfolkene ikke udgør en meningselite, der kan sammenlignes med tidligere tiders ungdomsoprørere, venstrefløjsfolk, kulturradikale eller andre med erklæret politiske dagsordener. Klimakampen er en konkret, praktisk overlevelseskamp, og klimaeksperterne er praktiske forskere tynget af en foruroligende faglig indsigt, men med meget varierende syn på samfundet i øvrigt.

Klimaforandringerne frembyder vitterlig en dramatisk udfordring til den hidtil kendte, grænseløse vækstøkonomi, og der vil derfor blive gjort forsøg på at forplumre debatten, ugyldigforklare problemet og få folk til at vende sig fra sagen i kvalme. Præcis derfor er den helt store udfordring - for medier og politikere som for fagfolk, erhvervsfolk, ngo’er og andre - at fokusere på det konstruktive, smukke, håndgribelige og i sig selv lokkende projekt: At skabe en økonomi båret af klimavenlig teknologi og bæredygtig praksis. Måske for første gang i historien kan vi se de holdbare løsninger. Udfordringen er at finde sammen om at realisere dem.