Når jeg ringer til en tømrer og beder ham om at bygge en carport, så køber jeg kompetencer. Jeg køber en kompetence i et antal timer. For tømreren gør, hvad han er bedst til - og hvad jeg, rent ud sagt, ikke er ret god til.

Når jeg afleverer bilen til mekanikeren, skyldes det, at bilmotorer for mig er mekaniske og elektroniske mysterier. Ja, skal jeg være ærlig, er jeg i tvivl om, hvordan man åbner kølerhjelmen.

Noget tilsvarende gælder, når jeg beder banken om at forvalte mine spareskillinger. Jeg betaler banken for at gøre, hvad den er bedst til. Og igen gælder det som med tømreren: Jeg betaler den for at gøre noget, som den er langt bedre til, end jeg er.

Men hvad er det, jeg køber hos banken? Hvad er det, den angiveligt ikke alene er god, men bedst til?

Tjah, den er ikke god til at save bjælker ud og skrue dem sammen i carport-facon. Den er ikke god til at tjekke udstødninger. Men hvad er det så, banker kan? De kan håndtere risici.

At forvalte mine opsparede penge, f.eks. ved at købe aktier og obligationer, er at håndtere risici. Nogle aktier er lette at forudsige. Dem er der ikke megen risiko ved, og derfor er renten ikke så høj. Andre er svære at forudsige, dvs. risikable. Til gengæld er renten høj, hvis det går godt.

Forudsætningen er tillid

Så jeg betaler altså for, at nogle håndterer risici på mine vegne og for mine penge. At de investerer mine og alle de andres penge i virksomheder, som de har undersøgt så grundigt, at de er sikre på, at pengene kommer tilbage igen med renter og renters rente.

Men hvad er forudsætningen for, at jeg vil betale for tømrerens, mekanikerens og bankens kompetencer? Hvad er forudsætningen for, at et moderne samfund - dvs. et højt specialiseret og arbejdsdelt samfund - overhovedet kan fungere? Forudsætningen er tillid. Tillid er det moderne samfunds grundlæggende kapital.

Hvis tilliden brister

Forudsætningen for, at vi kan drage fordel af en høj grad af specialisering, er, at vi har tillid til, at de andre er gode til det, de har specialiseret sig i. Vi lever ganske enkelt af tillid: Jeg har tillid til min tømrer og min mekaniker. Jeg har tillid til de seneste forskningsrapporter om klimaudvikling og husholdningshygiejne. Jeg har tillid til at DSB kører til tiden. Politikere har tillid til at virksomheder drives korrekt, at forskere laver god forskning, og at sundhedspersonalet arbejder efter reglerne. Forældrene har tillid til, at lærerne er dygtige. Direktørerne har tillid til, at medarbejderne gør deres arbejde. For hvis tilliden brister, skal vi til at kontrollere hinanden, og ikke alene koster kontrol masser af penge, den spreder også misstemning: “Nå, du stoler ikke på mig? Ku’ du ikke lige så godt gøre arbejdet selv?”

Der bliver grinet

Dette gælder i alle erhverv og i alle forhold. Men det gælder i særlig udpræget grad i forholdet mellem banker og bankkunder. For ganske vist er bilmotoren et mysterium for mig, men endnu mere mystisk er bankvirksomhed: Ind kommer penge, ud kommer flere penge. Ren magi! Det var derfor, at sloganet var så godt: “Gør det du bedst til, det gør vi.”

Forudsætningen for at drive bankvirksomhed er, at kunderne har tillid til, at banken er god til at håndtere risici. At de kan vurdere aktiekurserne korrekt, og at de har gode og indarbejdede procedurer for at vurdere risikoudviklingen fra dag til dag. At de sørger for de nødvendige underskrifter, at de vurderer de folk, de handler med, og at de har højt udviklede alarmsystemer, der bimler, når kurserne - risikoen - ændrer sig.

Derfor er det værste, der kan ske, at tilliden brister. Hvis jeg ikke stoler på min tømrers kompetencer, er jeg nødt til at være over ham hele tiden, og så kunne jeg jo lige så godt selv lave arbejdet. For så bruger jeg selv tiden på det, som han skulle lave, og så forudsætter jeg, at jeg er lige så god som ham. Det ville svare til, at Obama gav sig til at fyre og ansætte direktører i General Motors. Upraktisk, ikke? Han har jo travlt med så meget andet.

Kort sagt: Et moderne samfund bygger på arbejdsdeling, og arbejdsdeling forudsætter tillid.

Derfor er tillidstab det værste, et samfund eller en organisation kan komme ud for. Og det er det, der er sket med bankerne. De har sat deres tillidskapital over styr. Når man i dag træder ind i Danske Bank, griner kunderne, når “gør hvad du er bedst til” toner frem på de svale, digitale bagvægge. Når man ser Straarup i avisen med armen i slynge, tænker man: Den mand kan ikke engang styre sin cykel. Hvad med banken?

Lars Qvortrup er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet