Klods-Hans i Mali

SEGOU, Mali - Teateret ser absurd ud. Som en høj betonklods rager det umotiveret op over Segous små lerklinede huse og minder egentlig mere om Østeuropa i gamle dage end Vestafrika i dag.

Indenfor i den mørke sal er varmen ulidelig. Herinde kan kun de fede knostore termitter, der æder af scenegulvet, holde ud at være til.

Udenfor har Jacques Matthiesen og hans skuespillere fundet skygge i en lund af azobétræer bag ved teatret.

Opkogt svinger instruktør Matthiesen en stok om bag ryggen for så i næste hurtige bevægelse at køre den tilbage hen over venstre skulder, så stokken peger aggressivt frem foran ham. Klar til kamp. Nu ser det mere asiatisk ud end vestafrikansk.

“En af de ting, jeg har hæftet mig ved, er, hvor lidt bevidste mange afrikanskeskuespillere er om opvarmning, og hvor hurtige fremskridt vi kan gøre med prøverne ved at bruge tid på det. Derfor starter jeg tit prøverne med dans eller som nu aikidoøvelser (japansk kampsport, red.),” fortæller Jacques Matthiesen, der er udsendt og finansieret af det danske Center for Kultur og Udvikling (CKU).

H.C. Andersen i Mali

Her ved Niger-flodens mudrede bred, timers bumpende kørsel nordpå fra Malis hovedstad Bamako, kunne Danmark og CKU dog ikke være længere væk.

Alligevel trækker H.C. Andersen skygger i lunden, da Jacques Matthiesen og skuespillerne fra truppen Les Fils d’Adam (Adam’s sønner, red.), begynder at øve scener fra stykket Bandiougou le dernier (Bandiougou den sidste, red.):

Langt ude på landet var der engang en gammel rig mand, der havde tre sønner. Da manden dør, arver de to ældste sønner deres far - som tradition og skik siger, de skal - mens den yngste, Bandiougou, står tilbage uden noget.

Brødrenes kære mor får dog ondt af Bandiougou og giver ham en lille klump guld, inden hun sender ham ud i verden.

Men Bandiougou er ikke fortabt. Slet ikke. Og hvis ikke det var fordi sagnet om den yngste brors videre færd er blevet fortalt siden tidernes morgen i Mali, kunne en dansk reporter, opblødt i sved, nemt foranlediges til at tro, at Bandiougou havde lært af sin danske skæbnefælle Klods-Hans.

På trods det dårlige udgangspunkt drager Bandiougou nemlig fuld af optimisme ud i verden, og på sin færd narrer han både hellige mænd og kongen selv - for til sidst at ende som landets rigeste mand med den smukke dronning ved sin side.

Gys og smukke kvinder.

Nu ser det bare ud som teater, og Bandiougou le dernier har hele eventyret: Smukke kvinder, der er værd at dø for. Dyb uretfærdighed. Gysende vold og onde mænd, der får som fortjent i allersidste øjeblik.

Mamadou Sangaré, der er direktør for skuespiltruppen, mener også, stykket har mere end det, fordi fortællingen sætter fokus på en række vilkår, der stadig gør sig gældende i dagens Mali.

“Historien om Bandiougou er også historien om nogle af de ting, der trækker i den forkerte retning i Mali. For her er det stadig sådan, at den ældste søn arver det hele, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved religion, og at det generelt er svært at bevæge sig opad i samfundet,” lyder det fra Mamadou Sangaré.

Jacques Matthiesen anvender en meget simpel, men yderst original scenografi, hvor enkle små figurer supplerer skuespillerne. Det simple er valgt, fordi stykket efterfølgende skal på turné i nogle af Malis fjerneste afkroge, hvor religion såvel som social ulighed ikke er noget, man taler om.

Ikke opdragende

Hvilket - ifølge Mamadou Sangaré - er grunden til, at byerne får besøg af truppen.

“Vi kommer for at spille teater og underholde et publikum, der meget sjældent oplever den slags. Det er det vigtigste, men samtidig ser jeg også stykket som en måde at komme rundt om tabuer på og få publikum til at tænke på, hvor urimeligt det er, at Bandiougou skal så meget igennem for at få det, som hans evner og væsen jo berettiger ham til,” siger Mamadou Sangaré.

Truppens eneste kvindelige skuespiller, Kadia Bagaeyoko, mener ikke, at publikum i de små maliske byer vil se på stykket med så kritiske briller, som direktøren håber.

Men stykket har - siger Kadia Bagaeyoko - noget at byde på, fordi det er så fyldt med humor i modsætning til mange andre teaterstykker i Mali, der ofte kun har et opdragende eller stærkt formanende sigte.

“Folk kommer til at grine rigtig meget ad det her, og det er de slet ikke vant til,” siger hun og går ind i lunden igen for at øve en scene, hvor kongen køber et æsel, overbevist af Bandiougou om, at det kan skide guld. Det kan æslet ikke, og kongen bliver - mildest talt - ikke glad.

Artiklen er skrevet med støtte fra DANIDA’s Oplysningspulje