Danmarks beslutning i 11. time om at deltage i FN’s racismekonference, Durban II, i Genève i Schweiz, ligner hverken fugl eller fisk. Danmark deltager ligesom en række andre EU-lande kun på ambassadørniveau, mens Tyskland, Holland, Polen og Italien sammen med USA, Canada, Israel og Australien har besluttet at boykotte konferencen.

Med sin beslutning om at deltage uden at gøre det på topniveau udstilles både EU’s pinagtige splittelse på et væsentligt udenrigspolitisk område, samtidig med at man også understreger en forståelig ambivalens i forhold til at deltage i den politisk betændte sag, som Durban II har udviklet sig til.

Spørgsmålet er også, om ikke det havde været mest fornuftigt at boykotte, selv om der findes gode argumenter både for og imod.

For ganske vist har arrangørerne i FN’s Menneskerettighedsråd, anført af formandslandet Libyen, luget ud i slutdokumentet, så det ikke længere indeholder krav om, at kritik af religion skal sidestilles med racisme. Ude af slutdokumentet er også angrebene mod Israel for at være en racistisk stat.

Iransk svovlbyge

Dialogens vej skal altid søges, når den er mulig, og når nu arrangørerne har lyttet til de vestlige landes kritik og trusler om boykot ved at tilrette slutdokumentet, er man så ikke forpligtet til at møde frem?

Ikke nødvendigvis. Det blev illustreret allerede ved åbningen i går. Her lykkedes det den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, fra talerstolen at udspy en svovlbyge mod FN og Israel, som i løbet af få minutter fik aktiveret en større udvandring blandt de vestlige deltagere, herunder den danske repræsentation.

Dermed understregede Ahmadinejad, at det er muligt, at slutdokumentet er rettet til, men dagsordenen for konferencen er ikke nødvendigvis ændret. Derfor vil de kommende dage højst sandsynligt blive op ad bakke for de vestlige delegerede, hvor der ikke bliver tale om dialog, men om en resignerende forsvarsposition.

Derfra kan man iagttage hovedparten af konferencen, anført af de muslimske lande, i den islamiske konferenceorganisation, OIC, sætte religionskritik og Israel på dagsordenen. For selv om religionskritik og anklager mod Israel er skrevet ud af slutdokumentet, så indeholder det stadig støtte til en FN-arbejdsgruppe, der skal undersøge en udvidelse af racismekonventionen med henblik på et eventuelt forbud mod “forhånelse af religion” og udbredelse af “karikaturtegninger”.

Politiserende råd

Det understreger, at problemet er dybere end blot Durban II-konferencen. FN’s Menneskerettighedsråd blev i 2006 dannet til afløsning for Menneskerettighedskommissionen, som den daværende generalsekretær Kofi Annan mente kastede en “skygge over FN” på grund af sin politiserende praksis.

Men efterfølgeren er om muligt gået endnu længere. Domineret som det er af OIC-landene og stater som Kina, Rusland og Cuba, mens EU-landene, USA og Canada er i mindretal. Man har med andre ord sat stater som Libyen, Saudi-Arabien, Zimbabwe, Sudan, Kina, Rusland og Cuba til at føre an i det internationale samarbejde om menneskerettigheder.

Når de forsøger at påvirke en dagsorden, der blandt andet skal beskytte religion mod kritik, sker det ikke af hensyn til den enkeltes religiøse følelser, men fordi det er i deres interesse at minimere den demokratiske kritik i deres egne lande. Således har rådets fordømmende resolutioner hidtil hovedsageligt været rettet mod Israel.

Problemet er, at FN indtil videre er det eneste internationale forum for samarbejde om menneskerettigheder. Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe de vestlige lande kan undgå en kritisk granskning af hele FN-systemet med henblik på at finde alternative fora. Forløbet omkring Durban II og Menneskerettighedsrådets farceagtige gidseltagning af menneskerettighedssagen vidner under alle omstændigheder om, at udvandingen er godt i gang helt af sig selv.