Pling. Pling. Tillykke. Tillykke. Jævnligt suser glade budskaber ind i min computers brevbakke. På bare én ellers trist mandag i april flimrede skærmen med to meddelelser, der hver for sig gjorde modtageren til mere end millionær i danske kroner.
Den ene begyndte med de løfterige ord: “Kære vinder” og fortsatte:
“Det prestigiøse Microsoft har med held organiseret et sweepstake til at markere året 2009 og afsat 500.000 britiske pund. Deltagerne i lodtrækningen var udvalgt vilkårligt og fundet blandt en vid række af Microsofts kunder.”
Uh, nu blev det rigtigt spændende. Teksten fastslog: “Deres ovennævnte email-adresse blev udtrukket og knyttet til lodseddel nr. 008795727498 med serie nr. BTD/9080648302/o6 og trak det heldige nr. 14-21-25-39-40-47(20), hvilket følgeligt vandt Dem 500.000 britiske pund.”
Den anden meddelse var mere nøgtern i åbningen. Den hed blot: “Officiel gevinst underretning” og fortsatte: “Vi er glade for at kunne informere Dem om de længe ventede resultater af det sweepstake-fremstød, som Microsoft foretager.”
Og minsandten om jeg ikke på nogle helt andre numre havde vundet 350.000 euro.
Når jeg alligevel ikke har henvendt mig for at stryge mine gevinster, skyldes det, at de glade givere forudsætter udlevering af personlige oplysninger - herunder af bankmæssig art - som jeg er smålig nok til at være tilbageholdende med.
Formand med penge
Glade mails kan handle om andet end lotterier.
Her er en nylig fra indbakken: “Kære Hr./Fru. Jeg er i familie med parlamentsformanden i mit hjemland. Han har i hemmelighed fortalt mig, at han ønsker at føre 18 millioner dollar ud af landet, fordi han forlader sit embede denne kommende juli. Af denne grund søger jeg Deres assistance til at overføre pengene til Dem, så vi senere kan få pengene tilbage fra Dem. Han lover at give Dem 30 procent af det totale beløb, og jeg skal have 10 procent, og han skal have resten. De bedes også hjælpe ham med at købe et hus i Deres hjemland, hvor han ønsker at trække sig tilbage sammen med sin familie. Kontakt mig, så jeg kan give Dem alle oplysninger om, hvordan vi kommer videre. Bedste hilsner Dr. Jerry Mensah.”
Og en anden frisk mail:
“Hej. Jeg er Bright, der for tiden arbejder for ICB. Vær ikke flov over, at jeg søger Deres hjælp med at modtage 3,5 millioner, som er et overflødigt overskud, vi har fået. Jeg er rede til at tilbyde Dem 50 procent af beløbet for Deres bistand.”
Skulle der blandt læserne være godhjertede sjæle, der vil hjælpe Bright, videregives hermed hans mailadresse: brighticb@aol.com







Kommentarer
..” som er et overflødigt overskud, vi har fået”-
hehe. Fed bemærkning som kan bruges næste gang man er i byen