Pragtfuld, personligt oplevet og sanset rejsebog fra Hong Kong, som ind imellem godt kan forvekles med Troldhede

REJSEBOG
Troldhede. Det lyder lokkende - det lyder vildt - det lyder af eventyr. Trold. Hede. Nå, de lokale lægger trykket på sidste del af ordet, og så bliver det straks langt mere ordinært. Troldhede er en stationsby i Vestjylland, og dengang der var fyldt med privatbaner var Troldhede næsten et knudepunkt. Ikke nogen stor by. Murermesterhuse. Men set fra Kolding var det en fjern, uopnåelig endestation. Og for Henning Høeg Hansen - cand. scient. pol. og meget andet fint og født i Kolding i 1947 - kunne det være ét fedt: Afrika, Sydpolen, Troldhede. Det var længere væk, end man kunne fatte det. Det var eventyret.
Og da han som voksen og familiefar pludselig dumper ned i Hong Kong, går det op for ham, at nok er Troldhedebanen for længst nedlagt for alle andre, men han er rejst videre lige siden barndommen, og nu står han midt i Troldhede. Som for hans vedkommende viser sig at have taget navneforandring til Hong Kong.

Artig dreng
Fra Hong Kong skriver han - som den artige dreng han også er - hjem til Danmark om sine oplevelser i det fremmede.
For nu at få de tungnemme hjemme ved startpunktet med på eventyret, indleder han hvert kapitel i sin bog om Hong Kong med en lille stump erindring - sådan oplevede vi døden, politiet, naboerne, klasseforskellene. Hans far var blind, og det har naturligvis præget hans opvækst og formet hans erindring.
Henning Høeg Hansen er i Hong Kong i årene op til områdets tilbagevenden til Kina. Han skildrer spændingen og de vilde modsætninger, Hong Kongs historie og nutid. Det sker med åben mund og polypper, og det er ikke de dårligste rejsebøger, der bliver skrevet på den måde.
Som velfærdsdansker undrer han sig over demokratiopfattelsen - eller mangelen på samme.
Han må tage til efterretning, at menneskene i Kina og i Hong Kong tager så meget mere til efterretning, end han er vant til hjemme fra. Han beskriver de kinesiske familier og deres forventninger og krav til den enkelte på en måde, så man begynder at fatte bare en lille smule af, hvor langt der er til Kina.
Vi har måske her i Vesten haft en tendens til at opfatte den gamle grænse mellem Hong Kong og Kinae som temmelig vandtæt - nærmest som Berlinmuren. Passer ikke, skriver Høeg Hansen og beretter som eksempel den frygtelige historie om desperat rejsende kinesiske kvinder - ofre for ét barns politikken i Kina rejser til Hong Kong for at føde; Hong Kong-kvinder sniger sig over grænsen den anden vej for at få afbrudt svangerskaber.

Dødshistorier
Kinesiske familiefædre tager til Hong Kong for at arbejde og tjene lidt ekstra og sende det ekstra hjem til konen og børnene, mens de så småt begynder at danne ny familie i Hong Kong og derfor ikke er kommet et skridt videre med deres personlige økonomi.
Knægten fra Kolding undrer sig, når han ser andre former for samspil mellem stat og individ end han er vant til hjemme fra. Der er en socialpolitik, men ikke én byrådene i Trekantområdet ville kunne få øje på. Uddannelsesystemet ville næppe have givet en opvakt kinesisk udgave af Høeg Hansen de store muligheder.
Nok er han udlænding, men det er der så mange, der er i Hong Kong, og det lykkes ham at komme ind i lokale hjem og blive inviteret med til familiefester og begravelser - han oplever nogle dødshistorier, som ville have fået pengene til at rasle ind i indsamlingsbøsserne hjemme i det gamle missionshus.
Men hjemme i gaden undrer - og skuffer - det nok en lillebitte smule, at Høeg Hansen slet ikke har lagt mærke til, at Alex er rejst den anden vej - at det også kan være eventyr at tage med Troldhedebanen i modsat retning.
Henning Høeg Hansen skriver medrivende godt. Han ser og hører efter og undrer sig, og det er denne fortsatte undren, der gør hans bog så værdifuld.

*Henning Høeg Hansen: Tog Suzie Wong Troldhedebanen? 250 s., kr. 265. Gyldendal