På sit bagsideomslag lover bogen: “Et stort personligt opgør med de kræfter i samfundets elite, som anklages for at have svigtet deres ansvar.”
Nådada, må den mulige læser tænke. For forfatteren er da i hvert fald én, som i hele sit voksne liv har befundet sig blandt dem, der flød ovenpå i skiftende tidevandes strømme.
Navnet er Pittelkow. Ralf Pittelkow. Bogens titelvalg er mættet af motiver: Mit liv som dansker. For Pittelkow er nok født inden for det danske riges grænser, men flertallet af hans ophav tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland. Forældrene valgte efter Anden Verdenskrig at gøre sig selv og deres børn til danske. I sine ungdomsår har Pittelkow ikke dyrket denne danskhed, for da var han travl med at udbrede marxistisk forkyndelse fra prædikestolen på universitetet og i partiet Venstresocialisterne. Siden smuttede han uden om danskheden ved at blive højtrangeret socialdemokratisk EU-medarbejder og kandidat og advokere for national suverænitetsafgivelse til fordel for det fælles europæiske bedste. Danskheden er først blevet en højlydt hjertesag for Pittelkow inden for de seneste ti år, hvor han til gengæld har ladet nationalitetsdyrkelsen dunke som debatbogforfatter, skribent i Jyllands-Posten og tv-kommentator.
Modsætningsfrit liv
Bogens ærinde er at påvise, at der ikke er indre modsætninger i Pittelkows karriereforløb: at han blot er vendt tilbage til sit snusborgerligt besindige sønderjyske udgangspunkt og i virkeligheden har befundet sig dér hele tiden. Inderst inde.
Det er en halsbrækkende påstand, som bogen ikke giver noget overbevisende belæg for. Teksten kommer derimod til at virke villet og arrangeret: et liv omredigeret til øjeblikkets behov.
Dermed kommer Pittelkow til at fremstå som det, han nødigst vil være: en opportunist, der tækkes magten, hvor den end måtte befinde sig. Og bogens præg af arrangeret forfatterskab fordunkler, hvad Pittelkow faktisk er god til.
Han er en klar analytiker. Han kan anskueliggøre samspillet mellem social og kulturel udvikling og de politiske adfærdsmønstre, det afstedkommer. Og han er en skarp iagttager af andre mennesker og deres gebærden i det offentlige liv.
I bogen giver han fine og indlevede portrætter af Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Det menneske, som Ralf Pittelkow synes at forstå mindst, er Ralf Pittelkow. Nærheden gør ham forståeligt nok også synssvækket over for ægtefællen, Karen Jespersen.
Læseren må bevæges over den varme fremstilling, som Pittelkow giver af det produktionsfællesskab, som han og Karen Jespersen har opretholdt igennem deres omskiftelige livsbaner. Han genkalder en sommerlejr hos Venstresocialisterne, hvor en af partikammeraterne forbløffet sagde til de andre om Karen og Ralf: “Det er utroligt med de to - selv når de børster tænder ude på badeværelset, diskuterer de værftskrisen!”
Lejlighedsvis muntre indslag som dette forsures dog af bogens vekselvirkning mellem Pittelkows undsigelser af sine egne engagementer - som han dog alligevel og på en vis måde vil stå ved - og hans angreb på dem, der undervejs har ment det samme som Ralf og Karen, og som siden har haft dødsforagt nok til at fastholde standpunktet.
Udkast til en identitet
Måske uforvarende kommer Pittelkow til at røbe noget fra forvandlingskuglens indre. Han skriver: “I min unge alder så jeg livet som et stadigt forsøg på at levere udkast til en identitet. Jeg grublede løs over, hvem jeg var, og præsenterede så jævnligt verden for mit seneste udkast for at fornemme dens reaktion.”
Man kan mene, at det gør han stadig. Og man kan ærgre sig over, at en mand af hans utvivlsomme begavelse og erfaring er plat nok til sanseløst opportunistiske angreb på dem, han stempler som ‘de definerende klasser’: “Dem, der lever af at definere for resten af befolkningen, hvori samfundets problemer består.”
Herregud, det har Pittelkow jo selv levet af hele livet. Nu optræder han som festtaler for Venstre, men det gør ham ikke til mindre elite. Under de herskende magtforhold tværtimod.
Uværdigt er det, at han tillægger dem, der mener anderledes, end han nu gør, selvforagt og et had til det samfund, de er rundet af. Forhåbentlig er det ikke en argumentationsform, der der karakteriserer en sand dansker.
Ralf Pittelkow
People’s Press
405 sider
Illustreret
299 kr.
Udkommer i dag
ISBN: 9788770556347
Kommentarer
Media-magt kamæleon, korrekt
Hvad får en spin-‘doktor’ til at frikende sig selv for spin? Tjae, måske mere spin?…
Er der måske gået selvspin i erindringernè?…
Spiddet:
“Pittelkow (kommer) til at fremstå som det, han nødigst vil være: en opportunist, der tækkes magten, hvor den end måtte befinde sig.”
Tak, David!
Herregud - Manden og hans kone har jo bare aldrig været andet en politisk mode konge og engageret spejdertropfører som altid har forstået at placerer sig selv lige netop der hvor den seneste trend blæste således at de kunne få mest opmærksomhed og de bedste honorarer for den seneste kollektion.
Det er flere år siden jeg holdt op med at læse alt det fra Pittelkow. Jeg synes på en måde det er sørgeligt at tænke på Pittelkow & Jespersen to forkæmpere for en bedre verden der er gået helt i hundene.
De er for mig gode eksempler på intellektuelle der aldrig rører ved andet end det skrevne - og hvad ved de dog om verden andet end den de har læst og skrevet sig til?
Mange gange da Jespersen som minister stod over for virkeligheden i verden, stod hun simpelthen af - hun gik i baglås og lirede sin remser af.
Og det samme Pittelkow - og det hele tiden. Det er sku da sørgeligt ligesom det er lidt sørgeligt at ellers fornuftige folk som David Rehling har tid til at bruge tid på Pittelkow - men måske er der en rem af huden i det folk der lever af skriveriet, der driver værket. Det er ok - men hvad kan vi andre i virkeligheden bruge det til?
Kurt BertelsenChristensen: “… det er lidt sørgeligt at ellers fornuftige folk som David Rehling har tid til at bruge tid på Pittelkow”
(relevante bemærkning)
@David Rehling
Der er intet galt i at bekende at man har taget ideologisk fejl, og at man herefter besinder sig på at rette op fortidens fejltagelser.
Jeg ser intet problematisk i at Pittelkow er gået fra at være venstreekstremist hos VS, til at forfægte nationalkonservative dyder.
Med den principielle kritik du retter mod afhoppere, som værende intet andet end “opportunister”, har du jo umuliggjort at man ideologisk kan omvendes af lødige årsager.
Man har som bekendt, et standpunkt til man tager et nyt. Måske er manden bare blevet klogere?
Det er ikke en dyd, at diverse venstrefløjs intellektuelle, har fastholdt deres positioner med “dødsforagt”, samtidig med at deres ideologier er blevet indhentet af virkeligheden.
Pittelkow har fuldstændig ret, når han anklager den venstreintellektuelle elite for at have svigtet sit ansvar. Politisk korrekthed har i mange år fuldstændig ødelagt debatklimaet her til lands.
Første med mange års forsinkelse, er venstrefløjen begrænset begyndt at diskutere emner som multikulturalisme og islam.
Du kan da ikke i ramme alvor påstå, at kritikken af eliten på venstrefløjen ikke har været fuldt fortjent, om det kommer fra Pittelkow eller ej?
Jeg tror nærmere det er dig og dine ideologiske fæller, som lider af en god dosis virkeligheds fornægtelse. Man kan kun håbe på, at du en dag også opbygger modet til at blive en “forvandlingskugle”.
Jannik Thorsen:
“Med den principielle kritik du retter mod afhoppere, som værende intet andet end “opportunister”, har du jo umuliggjort at man ideologisk kan omvendes af lødige årsager.”
Hvis man ikke ændrer holdninger gennem livet, er det en tydelig indikation af, at man ikke har evnerne eller modet.
Jeg har meget nemmere ved at acceptere begavede mennesker der har valgt at have usædvanlige og upopulære holdninger, end personer der forsøger at agere avantgarde blandt de der følger de holdningsmæssige modeluner. De første betaler omkostningerne ved at sige deres ærlige mening, hvorimod de andre feteres som stjerner blandt de middelmådige.
I Weekend-avisen (i denne uge) kan man læse en fantastisk gennemgang af denne bog. Og her lader det ti,l at den gode Pittelkow har glemt, at han selv og Karen i de glade VS-dage tilhørte frak-tionen ‘leninisterne’ som bl.a. mente, at arbejder-klassen ingen strejke-ret skulle have, når VS var kommet til magten, og at mennesker, der havde andre synspunkter end dem; Ralf og Karen (eller VS) skulle i fængsel - eller der var endnu værre.
Ralk Pittelkow og hans kone, Karen Jespersen er typiske magt-mennesker, der altid har placeret sig der, hvor magten var; de opdagede omkring 1979-1981, at de ikke blev valgt til Folketinget, og at revolutionen ikke kom, ja så blev han Social-demokrat; da han så opdagede, at det heller ikke førte til en post, ja så begyndte han (og konen) at se til højre, dvs, til partiet Venstre - og nu lyder begge som ekkoer af Dansk Folkeparti med deres gentagne gentagelse af at ‘folket’ er blevet undertrykt af ‘eliten’ - i så fald må han selv have været en del af denne ‘elite’ og er det vel stadigvæk.
Desuden hvis vi skal være litterære så har jeg netop set La Nuit de Varennes, hvor den aldrende Casanova siger noget i stil med, at folket er en grum hersker; folk hedder populus på græsk, pøbel-vælde bliver det, hvis alene folket skal bestemme. Så bliver det folks følelser alene, der bestemmer, ikke en passende balance mellem fornuft og følelse.
Sådan som jeg ser det, hænger Pittelkow (og andre med ham) fast i tiden omkring 1968-1972, hvorudfra de i dag tager et opgør med det de dengang mente, bl.a. om socialisme mm.
Problemet med Pittelkow og Jespersen er at de ikke vil erkende at de var blandt de toneangivende på den sekteriske og udemokratiske del af venstrefløjen.
På såvel universitetet, på Politisk Revy samt i VS var de 2 politiske strammere med en meget ubehagelig tilgang til demokratiet.
Deres angreb på Vilhjelm-fløjen og demokraterne i VS burde nu imødegås med et interview med Vilhjelm om de 2 magtmenneskers antidemokratiske virke førhen og evt også nu.
Jannik Pedersen, den debat om “multikulturalisme og islam[sic]”, som du efterlyser, fandt netop sted. Den har været død i de sidste 8 år, hvor der alene har været tale om dehumanisering og deklassering af folk udenfor det “hvide broderskab.”
“Jannik Pedersen, den debat om “multikulturalisme og islam[sic]”, som du efterlyser, fandt netop sted.”
Hvad var det for en debat, tænker du på de situationer, hvor folk med kritiske briller forsøgte at komme igennem med nogle fornuftige betragtninger, hvorefter en samlet venstrefløjen kaldte/kalder dem alt fra nazister, racister, islamofober, etc., etc., vor herre bevares, vil du virkelig kalde det for en debat?
“Den har været død i de sidste 8 år, hvor der alene har været tale om dehumanisering og deklassering af folk udenfor det “hvide broderskab.”
Nå, okay du fortsætter debat-stilen, så kan vi andre jo lige så godt fastholde vores standpunkter, vi gider ikke islam hverken den bogstavtro form eller en mere moderat form, hvis en sådan skulle eksisterer.
Jørgen S. Nielsen, der er det netop, du går galt i byen: det er ikke noget, nogen påfører dig - men du må respektere, at andre lever i overensstemmelse med leveregler forskellige fra dine.
Jeg har endu til gode at se de fornutige betragtninger, du taler om, fra en gruppe, der i udgangspunktet ikke vil acceptere diversitet. For på det niveau er der slet ingen grund til en debat: en debat er om perspektiver og indhold, problemløsning og fremtidsscenarier. Diskussion er derimod udveksling af holdninger, og det er så ufrugtbart og grøftegravende som noget.
@Peter Hansen
“For på det niveau er der slet ingen grund til en debat:….”
Der hvor du går galt i byen. “Diversitet” er altså ikke en værdi der er faldet ned fra himlen. Det er heller ikke noget vi rent rationelt kan tænke os frem til som en del af en objektiv moral. Ideen er nok nærmere beslægtet med neomarxismens værdisæt. Værdien er ligeså tidstypisk som parolen om “klassekamp” var i 70erne.
Som mange andre ideer, må den diskuteres frit i det åbne demokratiske samfund.
Kan du ikke i det mindste bare være ærlig, og sige at du føler dig moralsk hævet over modstanderne af “diversitet”, og at du derfor ikke behøves at diskutere med dem?
Det ville være mere reelt at påstå end;
“….den debat om “multikulturalisme og islam[sic]”, som du efterlyser, fandt netop sted.
Hvilket du udemærket ved, ikke passer.
Diversitet, Jannik Thorsen, er det demokratiske samfunds raison d’être. Det er altid til stedet i et samfund, men den bliver selvfølgelig så tydelig, at selv de nærsynede kan se den, når den giver sig visuelt udslag som ‘forskellighed’..
@S. Nielsen
“Fra at være glødende socialistisk internationalist til at blive national-konservativ er immervæk noget af et spring og stinker mere af opportunisme. Der er sgu penge i det, fristes man til at sige.”
Springet er jo foregået over mere end tredive år! Det er immerværk lang tid. Hvor svært end folk har ved at indse det, er det altså muligt at erkende at man har begået en ideologisk fejltagelse, og derefter ønsker at sadle om.
I følge din logik, er man altså en opportunist, hvis man foretager en radikal omvendelse?
Det er åbenbart svært for venstreorienterede at fatte at folk af lødige grunde vender sig bort fra deres ideologi.
@Peter Hansen
Hvad forstår du helt præcist ved “diversitet”?
Siden du mener at diversitet er fundamentalt for demokratiet, kan jeg godt være lidt i tvivl om hvad du lægger i begrebet.
Diversitet er for mig at se, ikke andet and et plus ord, som inddrages i alle mulige og umulige sammenhæng.
Det bliver ofte brugt som et skalkeskjul for at legitimere multikulturalisme, hvilket selvføgelig er en totalt urimelig inddragelse.
Hvis du mener at multikulturalisme er helligt, hvorfor siger du det så ikke bare?
Jamen, Jannik Thorsen, hvorfor dog kalde det noget, der ikke passer? Der er jo ikke multikultur i Danmark, der er en majoritetskultur, som i al almindelighed dels af vel nok 98% af befolkningen, og indenfor den er der et bredt udsnit af varierende subkulturer.
@Peter Hansen
“Der er jo ikke multikultur i Danmark, der er en majoritetskultur, som i al almindelighed dels af vel nok 98% af befolkningen”
At der er en majoritetskultur udelukker vel strengt taget ikke at der er multikultur?
At der er en kultur som flertallet af befolkningen dyrker, udelukker vel ikke at der er minoritetskulturer?
Mig bekendt, har der i adskillige år raset en debat herhjemme, hvor der er opstået den konsensus, at DK i de senere år er blevet markant mere multikulturel.
At du påstår noget andet, har du selvfølgelig ret til, men man kan godt ønske sig nogen argumenter til at bakke denne påstand op.
Desuden har du ikke svaret på, hvad du forstår ved begrebet “diversitet”?
@S. Nielsen
Ok, jeg har per refleks antaget at er venstreorienteret, hvilket du så ikke er. Jeg tager ordene i mig.
Du gør til gengæld meget ud af at fremstille Pittelkow som opportunist, på trods af at han politisk har flyttet sig fra VS til nationalkonservatismen i et tidsspand på 30 år.
Hvis du nu iagttager manden uden partipolitiske briller, er det så ikke muligt at man ideologisk kan flytte sig radikalt?
Er det ikke mere interessant at studere substansen af hans argumenter, end påståede opportunistiske tendenser?
Et multikulturelt samfund kræver ikke blot tilstedeværelsen af flere kulturer, men at disse udfolder sig på lige vilkår i samfundet.
Det er meget få demokratier, der er multikulturelle, for selve den politiske norm underlægger sig kulturerne og strukturerer dem på en for majoritetssamfundet acceptabel måde.
Deri er forskellen: et multikulturelt samfund må acceptere store forskelle mellem folks måder at leve og socialisere sig på, hvor den enkeltes egen norm ikke gøres til genstand for bedømmelse af den anden.
@Peter Hansen
Jeg er ikke sikker på at flertallet accepterer den definition af “multikulturalisme”.
Min egen erfaring siger mig at folk generelt benytter en mere simpel deskriptiv definition. Således at multikulturelle samfund, blot kræver tilstedeværelsen af flere kulturer indenfor rammerne af en stat.
Jeg har mødt enkelte der forfægter den udgave du tilslutter dig.
I praksis kan jeg dog godt have mine tvivl, om der reelt er nogen stater der lever op til denne relativistiske fordring om “ligeværdighed og tolerance” for alle kulturer”. hvilke stater er det du mere præcist tænker på?
Den afgørende forskel på de to historiske stituationer, Hansen, er det pres man var under.
Fog var efterplabrende og følgagtig uden at være bare tilnærmelsesvis i en sitauation der kan sammenlignes med det press politikere skulle fungere under i de fem lange år. Det sad altsammen i munden - og med dumsmarte udtalelser om hvad man burde have gjort i 40-45 - men handlingen i nutiden udebev eller stod ikke mål med udtalelserne.
Jannik Thomsen, nu er pointen faktisk, at det er forkert at tale om multikulturalistiske samfund, når de ikke er en realitet.