For en gangs skyld forsøger EU at træde i karakter i forhold til Mellemøst-konflikten, og det på et tidspunkt, hvor fredsprocessen med Netanyahu-regeringens tiltræden har nået et absolut lavpunkt.
Olmert-regeringen havde held til at sælge sine mere eller mindre helhjertede drøftelser om en tostatsløsning med Mahmoud Abbas fra det amputerede palæstinensiske selvstyre så dygtigt, at Israel fik opgraderet sit forhold til EU i form af møder på topplan og deltagelse i EU-programmer.
Så kom Operation ‘Støbt bly’ i Gaza, hvor israelerne ud over at dræbe hundreder af civile også bombede en række af EU’s hjælpeprojekter tilbage til stenalderen. Det hjalp ikke på stemningen i Bruxelles eller blandt europæiske politikere, der skulle forsvare deres Israel-venlige politik over for kritiske befolkninger.
Værre blev det, da premierminister Benjamin Netanyahu afviste at videreføre den forrige regerings erklærede mål om at nå en tostatsløsning med palæstinenserne. Og den ny udenrigsminister, Avigdor Lieberman, sendte chokbølger gennem EU’s hovedstæder, da han ved sin tiltræden erklærede, at erobringerne under Seksdageskrigen i 1967 var Israels gyldne tid, mens det siden Oslo-aftalen fra 1993 kun var gået tilbage. Et kendt og populært synspunkt blandt israelske bosættere.
Et omstridt område
Da den aktuelle formand for Det Europæiske Råd, Tjekkiets statsminister Mirek Topolánek, i sidste uge besøgte landet, pointerede han, at opgraderingen af Israel vil bero på, om der sker fremskridt i fredsprocessen. Det modsatte Netanyahu sig, idet han erklærede, at man var i færd med at overveje sin politik i forhold til palæstinenserne og ikke brød sig om tilskyndelser udefra. Da Topolanek tog de igangværende udvidelser af bosættelser på Vestbredden op, svarede Netanyahu: “Hvis Israelere ikke kan bygge huse på Vestbredden, skal palæstinensere heller ikke have lov”.
Han hævdede, at Vestbredden er “et omstridt område” og nægtede at lade europæerne sætte betingelserne.
Begynde helt forfra
Ifølge den israelske avis Haaretz har EU aflyst den planlagte israelske deltagelse i et EU-topmøde. Kommissæren for udenrigsanliggender Benita Ferrero-Waldner udtalte i den forbindelse: “Vi forventer et stop i alle aktiviteter, som undergraver en tostatsløsning - navnlig i de bosættelsesudvidelser, som vi kan se fortsætter dagligt. Bolden er nu på Israels banehalvdel.”
Ifølge Haaretz er det Netanyahus taktik - også i forhold til præsident Obama, som han møder midt i maj - at begynde helt forfra i fredsprocessen. Dvs. at alle gamle indrømmelser - som de sidst blev formuleret i Annapolis-aftalerne i november 2007 -er taget af bordet, og at Israel skal kompenseres for nye af USA og EU. Selv har Netanyahu føjet en helt ny betingelse til, nemlig at palæstinenserne skal anerkende Israel som nationalt hjemland for det jødiske folk.
Hvad mener Løkke?
I juli overtager Sverige EU-formandskabet, og man må håbe og tro, at presset på Israel opretholdes. Alt for længe har EU accepteret at betale en stor del af gildet i Mellemøsten, men på grund af indre splittelse være politisk lammet, når der skulle sættes hårdt imod hårdt.
Præsident Obamas prioritering af en løsning gør det desto vigtigere, at EU står samlet og ikke lader sig skræmme af udsigten til, at Israel endnu en gang spiller på det europæiske ansvar for Holocaust.
Danmarks politik har i de seneste år været ramt af indre splittelse. Ingen tvivl om, at udenrigsminister Per Stig Møller gennem sine mange besøg i regionen har fået indgående kendskab til den israelske besættelses realiteter - herunder til, hvordan udvidelsen af bosættelserne og opdelingen af Vestbredden gennem vejsystemer og sikkerhedshegn, som ikke holder sig til 1967-grænsen, har gjort det stadig sværere at se en levedygtig palæstinensisk stat for sig. Han har forsøgt at leve op til sine egne ord om en politik, der stod på to ben - altså også turdet kritisere Israel. Men over for ham stod en statsminister, der signalerede en klar pro-israelsk holdning og dermed lå på linje med støttepartiet, Dansk Folkeparti.
Vi ved ikke, hvad den nye danske statsminister mener om konflikten i Mellemøsten, men meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen ikke har de samme fastlåste holdninger som forgængeren.
Det vil give Per Stig Møller bedre muligheder for at udnytte flertallet i Folketinget til en politik i EU, der kan tvinge Israel og Netanyahu til forhandlingsbordet.
Jørgen Flindt Pedersen er journalist
Kommentarer
Mange års følgen med i, hvad der foregår ud fra ikke mindst rapporter fra næsten-insidere som Herbert Pundik gør det muligt at sammenstykke følgende:
1) Israel ønsker at forhandle ud fra en styrkeposition.
2) Den Israelske politiker, som skal kunne legitimere reelle forhandlinger i forhold til vælgerne, er nødt til først at kunne bevise, at han/hun kan ændre Israels situation fra den “nuværende” til en “styrket” forhandlingsposition.
3) Uden en overbevisende påvisning af denne ændring, kan det ikke godtgøres, at der foreligger en “ny” situation.
4) Fordi uligheden i forhandlings-positioner er så surrealistisk stor i forvejen, er det fysisk umuligt at gøre den endnu større - som at placere en fodskammel på toppen af Mount Everest. Vi er kommet højere op, men at der skulle foreligge en overbevisende “ny” situation, der kan overbevise et kritisk vælgerkorps - glem det !
Fordi vi forlængst har passered dette point-of-no-return, vil situationen være den samme om 100, 1000 - ja om 10.000 år.
At det skulle kunne blive bedre ville svare til, at Den Kolde Krig stoppede.
Men hov - det skete jo faktisk !
Hvornår finder vore folkevalgte ud af, at Israel ikke er interesseret i at forhandle med palestinenserne…?
Israel er heller ikke interesseret i at U.S.A. eller Europa, eller andre forhandler om emnet…
Israel er kun interesseret i, at tiden går, - ligegyldigt hvorlænge… — bare de ikke kommer til at tage beslutninger om Palestina, - med palestinenserne…
Isralerne regner med, at på et eller andet tidspunkt kommer andre mere vigtige ting til at interessere U.S.A., og Europa, og andre… — så Palestina går i glemmebogen…
Israel har forlængst fundet ud af, at de kan beholde og dominere hele Palestina, bare de kan trække tiden tilstrækkeligt ud…!
Der er kun een måde, at få fred i Palestina på:
1) besætte landet med F.N. militær
2) FN-erklæring, der erklærer nulo den af F.N. i 1947 afgivne plan om deling af Palestina…
3) erklære nulo den aktuelle statsdannelse, Israel…
4) etablere en ikke-religiøs, multietnik stat, Palestina…
5) de der vil leve i Palestina kan blive der… — de der ikke vil leve i en multietnisk stat kan rejse til andre græsgange…
Verdens befolkninger er trætte af de mange nytteløse “forhandlinger”, der jo alle er dømt til papirkurven, - da der ingen ærlig vilje er fra israeliternes side til forhandling med palestinenserne…
Sharon var på et tidspunkt lige ved at indrømme sandheden. Israelerne er udmærket klar over hvad de har gjort. De har ikke fantasi til at forestille sig, at det nogensinde kan tilgives.
Derfor må der aldrig - ALDRIG komme en palæstinensisk stat klods op af Israel, fordi en suveræn stat har ret til at skaffe sig militær.
Den ganske lette bevæbning man på et tidspunkt tillod det palæstinensiske politi (håndskydevåben), bliver den højeste grad af armering palæstinenserne nogensinde kommer til at opleve.
Europa er som altid magtesløs, og Obama kan intet stille op overfor Israel-lobbyen (som nogen mener er autonom - d.v.s. adlyder ikke ordrer fra det egentlige Israel) hvis han ønsker blot at fuldføre sin første præsidentperiode.
Ingen præsident har nogensinde været mere populær end Bush den ældre lige efter den første golfkrig. Så kom han til at fornærme Israel. Han blev end ikke genvalgt !
Det uhyggelige er ikke at en sådan kovending kan ske på ca. 12 måneder - det uhyggelige er, at ingen synes at undre sig over det. Bush blev lige pludselig til en kedelig gammel mand med uorden i økonomien - en uorden ikke han, men Reagan havde skabt.
Gorm, Jeg tror du tillægger Israel lobbyen for megen magt. USA har ofte slået hård ned på Israel når de bevægede sig på områder som ikke passede USA. Feks ved Israels våbensalg til Kina. Lobbyen kom ikke med et kvæk. Det passer USA fint, at have et stærkt Israel i et destabiliseret Mellemøsten. Israel er USA’s forlænget arm i området og USA har ingen interesse i en palæstinensisk stat. Historien har vist hvordan USA gang på gang blokerer alle forsøg på, at nå en 2 stats løsning, USA støtter bosættelserne, bygning af muren og Israels aggressioner. De betaler jo hele gildet og hvis de ønskede fred skulle de bare sætte betingelser på støtten til Israel. Hovedparten af USA’s befolkning er for fred i Mellemøsten og en 2 statsløsning baseret på 67 grænsen. En reel fredspolitik ville øge intern popularitet der vil sætte udbrud fra Israel lobbyen i skyggen. Faktum er, at Israel passer perfekt ind i USA’s Mellemøsten strategi og derfor bliver der ikke fred før USA’s planlæggere begynder at lytte til den amerikanske befolkning og et forhåbentlig øget pres fra EU.
Jeg håber du har ret. Hvis du alligevel ikke har helt ret håber jeg i det mindste, at denne lobby tager imod ordrer fra Israel, som trods alt er under parlamentarisk kontrol.
Det mest skræmmende er nogle rapporter tilbage fra Arafat-tiden. Om hvordan de rigtige israelere egentlig gerne ville have været imødekommende overfor deres “naboer” men af USA-lobbyen blev “presset” i mere uforsonlig retning.
Denne evne til at “presse” rimer ikke så godt med, hvad lobbyen helst skulle være: Nemlig under kontrol af det Israelske demokrati.
Enhver fred kræver to parter som ønsker dette.
Indtil videre har Israelerne ikke vundet meget på de indrømmelser de har lavet tidligere, som de ikke har kunnet opnå gennem andre midler.
Staten Israel har i dag et rimeligt forhold til egypten, et egypten som også lider af problemer fra palæstinenserne og derfor i flere tilfælde har haft lukket grænsen til de palæstinensiske områder.
For at der skal kunne blive fred i området kræver det andet end at resten af verden agiterer imod den ene eller anden part i den konflikt der er dernede, men ser på hvad der skal til for at få en langsigtet løsning dernede.
Israel som land er rimeligt velfungerende så der er nok ikke så meget at komme efter der.
Palæstinensernes muligheder for arbejde, uddannelse osv skal forbedres for at der kan komme en varig løsning dernede, og for at det kan ske skal de angreb der kommer på Israel fra Palæstina ophøre.
Derefter kunne verdenssamfundet få plads til at hjælpe Palæstinenserne på fode igen, således at det kan blive et område der trives igen.
At opløse Israel eller flytte på landets grænser som nogen foreslår tror jeg næppe nogen vil overveje seriøst, ud fra samme logik kunne man ligesåvel deportere palæstinenserne, eller herhjemme kunne vi udvise alle hvis familier havde invandret de sidste 60år hvis en af dem var kriminel…
Nej, den eneste reele løsning på konflikten dernede er at palæstinenserne ophører med deres væbnede kamp og derefter lader sig hjælpe på fode igen som land.
Kristian:
‘Faktum er, at Israel passer perfekt ind i USA’s Mellemøsten strategi’
Så må jeg måske naiv spørge om hvad det er for en strategi Israel passer ind i? For mig at se har Israel-palæstina konflikten kun givet USA masser af problemer. Ud fra en kynisk betragtning ville USA vel være bedre tjent med et Mellemøsten uden Israel?
Tak for en vigtig og forstandig artikel.
Jeg synes også det skal frem at Israel slet ikke lever op til betingelser for at have en associeringsaftale med EU. De var jo oprindeligt udformet mod østeuropæiske lande men gælder så sandelig også mod Israel som jo klokkeklart for alle der ikke har “troens vildfarelse” overtræder mange menneskerettigheder og FN-resolutioner.
Israel er slet ikke i nærheden af at høre til det gode selskab, og EU må suspendere aftalen omgående indtil der er kommet meget anderledes boller på suppen. Og det sker næppe med den nuværende ledelse uden meget stort pres.
Og man skal IKKE ligge under for Israels pres på Iran. De to lande har ikke noget at komme efter hinanden med og tag a-våbene fra Israel før man begynder at kræve noget om de a-våben som Iran ikke har.
LD:
“og for at det kan ske skal de angreb der kommer på Israel fra Palæstina ophøre.”
GP: Jeg mener det er påvist ved flere lejligheder, at det over et længere tidsrum i langt de fleste tilfælde er Israel der bryder de mange “våbenhviler” ved pludselig at gennemføre “målrettede drab” på palæstinensiske ledere efter længere perioder med fred. Det er først inden for de seneste 2 år palæstinenserne er begyndt også at udvise initiativ.
Det er muligvis en reaktion på den massive ikke-anerkendelse af den eneste palæstinensiske instans, der har demokratisk legitimitet - nemlig Hamas fordi de er de nyligst valgte (på samme måde som Fogh/Løkke har større autoritet end Nyrup).
Hvad der måtte stå med småt i forfatningen om beføjelser for de forskellige embeder, er næppe palæstinenserne bekendt. Det er Hamas der udtrykker vælgerkorpsets mest aktuelle vilje.
Hvad skulle give palæstinenserne grund til at tro, at tilbageholdenhed fra deres side ville medføre andet end at Israel stille og roligt fortsatte kampagnen med “målrettede drab” indtil den sidste palæstinenser er enten død eller flygtet ?
Israelerne forsømmer ingen lejlighed til at minde om, at palæstinenserne ikke er tvunget til at blive myrdet. Hvis nabolandene vil tage imod dem, er de velkomne til at rejse dertil.
I samme åndedrag nævnes nogen gange, at det gode tilbud - muligheden for at overleve ved flugt - ikke stod til rådighed for jøderne i de senere faser af Holocaust.
På den baggrund er det jo et godt tilbud israelerne kommer med - så måske er Palæstinenserne bare utaknemlige.
Taknemlighed eller ej: Så længe den ene af parterne ikke har nogen interesse i fred, bliver der ikke fred.
Den ene har alt at vinde - intet at tabe.
Den anden har kun ganske lidt at vinde (at man kan undgå en halvhjertet appelsin-boykot hvert 10-ende år) - men potentielt en del at tabe (en fjendtlig stat på den anden side af hegnet med ret til oprustning).
Der KAN ikke blive fred på disse præmisser. Israel KAN ikke for alvor tro på, at deres gerninger kan blive tilgivet - nogensinde.
Meget interessant vinkel, Nooreddin.
Israel var apartheid Sydafrikas eneste sande ven da verdenssamfundet boycottede landet for at lade de sorte indbyggere få magten over deres eget land.
Israel havde penge at tjene og rige jøder sad på feks meget af diamantudvindingen. Desuden har det jo siden vist sig at magten i Israel har en stor forståelse for både apartheid som landet praktiserer i en ondere og mere diffus form end Sydafrika og for bantustater, som Israel tydeligvis går efter med sine absurde og ulovlige bosættelseskolonisering af besat land.
Isael har alle muligheder for frem i Mellemösten.
De kan f.eks. välge at fölge det internationale samfunds retningslinjer for frem; den såkaldte “Peaceful Settlement of Palestine Question” som Israel i snart 20 år har nedstemt med USA (ialt ca. 310 mio.). Resten af verden heriblandt Danmark (ca. 6600 mio.) har stemt for den fredelige lösning.
De kan f.eks. välge at forlade de besatte områder; Gaza-striben,Vest-bredden og öst-Jerusalem.
De kan f.eks. välge at tage Iran på ordet når de i snart 5 år har sagt de vil fölge den fred som det palestinensiske folk vil have.
Og Israel kan välge at tage Hamas på ordet når de gentagne gange har tilbudt en fred efter 67-gränsedragningen.
Israel og Palestina kan sagtens få fred - isär hvis de sammen välger at sige nej til, at deres land skal anvendes af amerikanerne som deres störste oversöiske parkeringsplads for deres kampvogne!
Den sidste meningsmåling af One Voice (22/4-2009) viste at 74% af palestinenserne og 78% afIsraelerne stemte for en fredelig 2-stats lösning.
Ifölge Noam Chomsky, viser den seneste meningsmåling at 2/3 af amerikanerne önsker en 2-stats lösning.
Det betyder der resterer ca. 100 mio. mennesker som fortsat önsker konflikt og som hovedsagligt befinder sig i magtapparaturet i USA, mens 6800 mio. önsker fred!!
Er det ikke på tide Israel be’r amerikanerne skrubbe af h. til og skaber den nödvendige fred for Israel og Palestina, med stötte fra Iran og Hamas?
Det synes jeg.
Rettelsesblad:
Förste linje skulle have väret;
Israel har alle muligheder for fred i Mellemösten.