Gad vide om vi kommentatorer og klummeskrivere i aviserne er castede med en særlig vinkel. Man skulle næsten tro det. For vi er næsten alle som de to gamle, sure mænd oppe i logen i The Muppet Show. Lige gyldigt hvad der foregår på scenen, er der altid noget i vejen. De optrædende er nogle kvajpander, stykket en misforståelse, instruktøren en novice og scenografien noget bras.
Et enkelt dagblad har ligefrem på sin bagside rendyrket genren og sammensat et panel af de sureste, gamle mænd, der kan opdrives i det ganske land. Trods mine fyrre og tyve sure kommentarer til medieudviklingen i denne spalte over flere år er jeg endnu ikke fundet værdig til optagelse i den celebre kreds.
Af ren og skær frustration, har jeg opgivet ambitionen og vil - i erkendelse af at jeg ødelægger enhver fremtidig chance - for en enkelt gangs skyld spille rollen som Rasmus Modsat. Også rønnebærrene er sure.
Jeg synes, tiden er inde til at vende ryggen til den undergangsstemning, der præger mange kommentarer til medieudviklingen. Tankevækkende er det jo, at så få yngre journalister blander sig i (selv-)kritikken. Hvordan mon de oplever det, når vi gamle sure konstant begræder journalistikkens tiltagende forfald med fremhævelse af fortidens dyder på bekostning af nutidens synder?
Skinbarlig amatørisme
Dagens journalister kan ikke skrive ordentligt. De tager sig ikke tid til en grundig research - eller får ikke lov til det. Det, de skriver, er underlødigt og afspejler nyheds- og relevanskriteriernes sørgelige forvanskning.
For slet ikke at tale om radio- og tv-journalistikken, som enhver jo kan høre og se heller ikke længere er, hvad den var engang. Bare vi så kunne holde os alt det nye fra livet. Den rene skinbarlige amatørisme har jo via internettet fået frit løb med blogs og andet journalistisk barfodsgængeri, der oven i købet finder vej ind i og smitter af på den etablerede medieverden. Uanset i hvilken retning man vender sig, ser man kun et grænseløst publicistisk mørke.
Men det er jo et spejl, vi ser ind i. Det er os, der er mørkemænd. Lige som vore forgængere i tidligere generationer var det, da de svang den nihalede kat over det, der dengang var nyt og uprøvet. Jeg vil påstå, at alt hvad vi nu hæger om som fortidens dyder og henviser til som falmede idealer, blev udsat for en lige så skånselsløs kritik, den gang dét var nyt.
4-bladssystemets undergang i efterkrigsårene (hvor enhver købstad hidtil havde haft en lokalavis for hvert af de fire politiske partier på Christiansborg) blev af mange anset for et kæmpe problem for den politiske kommunikation og for folkestyret. Indførelsen af korte timenyheder i radioen blev der protesteret imod, lige som da man forlod den underdanige mikrofonholderjournalistik.
Ak - ja, forfaldet er skam ikke af ny dato.
Tænk hvis - eller rettere sagt, når - nutidens nye påfund om en generation har udviklet sig til det etablerede og anerkendte. Så vil der til den tid formentlig være en ny generation af gamle, sure for hvem bakspejlet skygger for fremsynet.
Men hvis man nu i strid med al gerontologisk determinisme skal prøve at skrue op for et optimistisk syn på medieudviklingen og dagens journalistik, hvad er der så at bygge på?
Nye facts hurtigere
Allerførst vil jeg påstå, at dagens journalister generelt er langt bedre uddannede end deres mesterlærte forgængere. Dertil har de med internet, web og et væld af såkaldte nye tjenester fået journalistiske redskaber, hvis researchmæssige potentiale vi først nu er ved at få øjnene op for. Det slår alt, hvad vi hidtil har kendt, både i dybde, bredde og hastighed. Og her tænker jeg ikke kun på de bedre muligheder for at finde ‘hårde data’ og facts.
Langt vigtigere er det, at der ved siden af alt skidtet, det ligegyldige og harmløse findes et væld af steder på internettet, hvor indsigtsfulde, kritiske og kloge mennesker verden over agerer journalisternes forlængede arme. Jeg tror, det i dag er blevet sværere for magthaverne at skjule deres fejltrin, også fordi vi som borgere har langt bedre muligheder for at blande os, end da det kun foregik med læserbreve.
Havde det ikke været for amatørbillederne på internettet, havde vi måske aldrig hørt om Abu Ghraib.
Vaner under opløsning
Bag alt dette, som nogle oplever som tilbageskridt, ligger en - jeg var lige ved at sige darwinistisk - evolution i medieverdenen. Noget gammelt og værdifuldt bliver trængt, bukker under og bliver efterfulgt af noget nyt og anderledes.
Vi står i et vadested, hvor hidtidige faste medievaner er under opløsning og journalistikken er ved at tilpasse sig et medieforbrug, der både er mere differentieret og mindre afsenderstyret. Medie-oligarkiet er under opløsning. Hvordan kan vi være så nagelfaste i troen på, at det ikke vil føre noget bedre med sig? Ganske som da Gutenbergs opfindelse af bogtrykteknikken for over 550 år siden var med til at bryde den klerikale dominans over datidens publicisme.
Nogle vil måske beklage, at dinosaurerne i sin tid fik det svært og forsvandt, men de blev jo efterfulgt af et mere mangfoldigt og rigt dyreliv - om end i en noget mindre skala.
Kommentarer
Jeg mener ikke journalistikken bliver mere og mere plat og uvederhæftig. Tvært imod har informationernes frie flow bevirket at journalister i højere grad end tidligere opper sig og skriver gode historier godt, simpelthen for at overleve professionelt. At de så også i mange tilfælde må stryge magthaverne lidt med hårene for at bevare deres stilling betyder bare at vi andre, dvs. amatørerkommentatorerne, bloggerne mv. har så meget mere spillerum til at det allersjoveste (og nogle gange også nemmeste) nemlig at kritisere og udstille ikke kun magthaverne, men også deres lakajer. For nogle af os er det nu engang sjovere at lytte til dem der sidde på balkonen, frem for så meget på dem der står på scenen.
Jeg synes generelt, at medier er blevet dårligere. Specielt journalisterne på DR1. Jeg ser stort set aldrig TV-avisen kl. 18.30 eller 21:00. Kvaliteten er simpelthen dalet. Spørgsmålene er simpelthen ikke dybtegående og tilstrækkelig kritiske. P1 og DR2 har stadig et højt niveau og er derfor mine foretrukne danske nyhedsleverandører
Jeg er ganske enig, Hans Nielsen, derudover må man også klandre DR for ikke at forstå sit offensive ansvar for at dele politisk diskussion, videnskab og kultur med befolkningen. DR er jo, om man så må sige, adgangen til lovlig fildeling.
Jeg savner simpelthen noget “bid” fra journalisterne - der er for lidt kritik af magthaverne og de nødvendige spørgsmål bliver alt for sjældent stillet - journalister burde tænke over, at det endnu ikke er forbudt at være pinlige i deres spørgsmål til magthaverne, om det nu er politikere eller erhvervsfolk.
Og så burde aviserne - også Information, måske bruge lidt flere penge på korrekturlæsere!
Jeg tror meget af forfaldet skyldes journalisternes manglende engagement og indlevelsesevne.
I gamle dage brændte journalisterne for deres specifikke fagområde.
I dag pendler de fra det ene område til det andet.
Fra sport til vejret, til undeholdning, til politik osv.
Dette bevirker selvsagt at journalisternes viden bliver langt mere overfladisk og generel.
I stedet for viden gennem interesse og engagement
, er det nu “noget man har læst i en bog” helt uden den stor interesse og engagement.
Det værste er vel nok sporten.
I gamle dage lyste kærligheden, engagementet og viden om sporten ud af sportsjournalisterne i TV.
I dag er alt læst op fra en prompter uden kærlighed og glød. Spørgsmålene er sjældnet tekniske og belærende men mere : “hvad føler du lige nu”.
Tænk bare på folk som Gunnar nu, Svend Gerds, Jørgen Leth m.fl.
Journalisterne er simpelt hen for dårlige uden deb basal viden.
Men latterlige “krumme-jounalistik”, det er de gode til.
Langt de fleste mediavirksomheder er underkastet markedskräfter, hvorfor de har et löbende incitament til at finde forskellige muligheder for at öge deres afkast til virksomhedsejerne.
Journalister (eller mennesker generelt) er dyre i drift. Og set i forhold til statsstöttet mediavirksomhed som f.eks. det danske militär, har sidstnävnte en konkurrenceforvridende egenskab navnligt, at det er mere lönsomt at videreformidle oplysningerne uden större aktindsigt.
Det betyder danskerne optages mere af håbet i den nye strategi i Afghanistan/Pakistan og mindre med Danmarks krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Ingen i den danske regering bliver stillet til ansvar i medierne, men medierne skriver gerne om antallet af talibanerne som lå döde blandt den bomberamte civilbefolkning.
Det kräver en god og lang uddannelse for at overse den virkelige historie i denne sammenhäng.
Det samme gälder erhvervslivets interesser som gerne hyrer mediekonsulenter til at skrive pressemeddelelser og artikler som derefter videredistribueres meget billigt eller ligerfem gratis til medierne.
Efter reglerne om lönsomhed finder disse pressebubskaber/artikler sin vej til befolkningen i henved uredigeret form.
Det er formålstjenesteligt for begge parter, så länge det tjener deres egne/fälles indtjeningsmuligheder. For erhvervslivet og politiske magthavere er det en mulighed til, at ändre befolkningens syn på lovgivningen og dermed facislitetere en gunstig lovändring som kan öge indtjeningsmuligheden for erhvervslivets interesser (et godt og närvärende eksempel er f.eks. piratebay-dommen som giver en speciel branche en särligt retstilstand som öger konkurrencefordelen i forhold til andre brancher eller f.eks. den pågående privatisering af sundhedssektoren som rigsrevisionen har påtalt)
Hvem husker ikke den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen 3/4 siders indläg i Metro express hvori han levende beskrev at de frie markedskräfter er en god pengemodel, idet kineserne jo havde det ganske udemärket under den påbegyndende verdenskrise.
Det er ikke statsministerens mening der er den mest interessante (skönt det kan demonstreres at väre forkert), men fraväret af modsvar. I daglig tale kaldes den slags uvägtede artikler ganske enkelt for reklame.
Det er under samme fälles interessefelt, at befolkningen holdes relativt uvidende og beskäftiget med overfladiske sager som f.eks. politikernes valg af håndtaske eller udenlanske musikeres töjvaner.
I forhold til nyheds/telegrambureuaer som Retuers/ATP m.flere er forretningsmodellen massesalg af videreformidlet nyheder fra f.kes. danske politikere, fremmede regeringer og deres militäre propagandaapparater m.v.
Massesalget gör at bureauet kan sänke prisen, hvilket er lönsomt for f.eks. danske medievirksomhederne som välger at köbe deres nyheder til lönsomme priser.
Mekanisme er velkendt og veldokumenteret. Hver dag bekräfter medierne denne mekanisme (läs f.eks. om hvor effektive PET er til at forhindre en påstået mord på en journalist. Tänk derefter på hvorfor artiklen fremkommer netop nu? Hvad kritiseres PET for i medierne?)
Amerikanerne Edward Herman og Noam Chomsky har udviklet teorien “The Propaganda model” som beskriver en systemisk fravälgelse af oplysninger i medierne. Teorien beskriver hvordan kriteriet for fravälgelsen er baseret på magthavernes ökonomiske interesser.
Teorien er en af de mest veldokumenteret teorier indenfor den sociale videnskab.
En kanp 6 minutters gennemgang af teorien kan ses online her (http://www.youtube.com/watch?v=KYlyb1Bx9Ic). Indslaget “The Myth of the Liberal Media: The Propaganda Model of News” handler om mediernes påståede politiske favör, mens den underliggende propaganda model også forklares.
God fornöjelse.
”Det kräver en god og lang uddannelse for at overse den virkelige historie i denne sammenhäng.”
Så kan ironien vist ikke blive tykkere ;-)
Passende til overskriften.