Det er ikke retsikkerhedsmæsigt forsvarligt, når domstolene ifølge regeringens nye lovforslag om administrative udvisninger skal tage stilling til en sag ud fra et lukket materiale, som kun den ene part har indsigt i.
Det mener Landsforeningen af Forsvarsadvokater, der i deres høringssvar til lovforslag 209 fortsætter:
“Danske domstole modtager ikke åbenbaringer, men er vant til at arbejde under det kontradiktoriske princip”. Det vil sige. at en sag oplyses i retten ved, at dommeren først hører på den ene parts udlægning, derefter på den anden parts udlægning af sagen.
Med det ny lovforslag vil regeringen efter britisk inspiration indføre et A- og et B-hold af advokater, som ikke har samme adgang til fortroligt materiale fra PET, og det stiller forsvarsadvokaterne sig yderst kritisk over for.
“Man vil lave et kunstgreb, så udlændingen ikke kan få adgang til efterretningstjenestens fortrolige materiale, og udlændingens advokat vil heller ikke kunne. Derimod må en særlig beskikket og sikkerhedsgodkendt advokat godt se det fortrolige materiale, men denne person må så til gengæld hverken tale med udlændingen eller den almindelige advokat om indholdet af materialet,” siger advokat Elsebeth Rasmussen, der har underskrevet landsforeningens høringssvar.
“Når den sikkerhedsgodkendte advokat ikke må tale med udlændingen eller udlændingens advokat, så kan vedkommende nærmerst kun stå på et ben og sige kykliky, og det er altså ikke ideelt,” siger Elsebeth Rasmussen.
Masser af fejlkilder
Den eneste fornuftige måde for en advokat at forberede sig på en sag er - ud over at læse sagens dokumenter - at tale med klienten, mener Elsebeth Rasmussen:
“For vi ved jo, at der kan være masser af fejlkilder i et skriftligt materiale; oversættelsesfejl, forkerte oplysninger osv. Vi så f.eks. i tunesersagen, hvordan en defekt gaspistol optrådte i materialet som slet og ret ‘en pistol’. Kun ved at kunne tale med klienten vil visse sammenhænge gå op for en advokat.”
Hvis regeringen fastholder ordningen med A- og B-advokater, bør der i det mindste beskikkes to A-advokater, så de kan konferere med hinanden om sagen, lyder opfordringen fra landsforeningen.
“Ellers bliver A-advokaten verdens mest ensomme menneske,” som Elsebeth Rasmussen formulerer det.








Kommentarer
Interessant artikel om skredet i retssikkerheden og indskrænkninger af frihedsrettighederne. Især når det drejer sig om at omgå offentligheden igennem et repræsentationsforhold, som kun yderligere distancerer samme offentlighed. Hvad er det dog i udviklingen demokratiforståelsen, der kan vindes ved at indføre ny loop udenom offentligheden??
Med venlig hilsen