Vi finder os ikke i noget

De ser ikke ud som vrede systemkritikere. Faktisk, siger en bekendt, som underviser ved en højere læreantalt, ser hans unge studerende ud som om, de er ligeglade. Indimellem er han i tvivl, om de egentlig læser bøger; til gengæld er han ikke i tvivl om, at de ikke læser særligt meget avis. Men så slår de til og leverer præstationer, som fuldstændigt overrumpler. Hvis underviseren ikke lever op til institutionelle krav, eller hvis de vurderer, at deres produkt ikke er blevet korrekt bedømt, afslører de et formidabelt indblik i deres rettigheder. Eminent præcist formulerer de deres klageskrivelser og med sikker sans for deres egen stilling, fører de deres sag ved den ene instans efter den anden. De er simpelthen højkompetente klagere. Som en anden underviser skrev i Jyllands-Posten for nylig: Hvis man har aflyst en lektion, meddeler de: “Du skylder en time”. Og hvis man ikke har svaret på deres mail, sender de ifølge samme underviser en ‘rykker’. De er ikke politisk engagerede på samme måde som deres forældre og slet ikke som deres bedsteforældre. Men det betyder ikke, at de finder sig i hvad som helst. De finder sig faktisk ikke i særligt meget. Det er præcis den kritiske bevidsthed, som regeringerne Fogh & Løkke har villet mobilisere blandt borgerne. De har ikke opfundet klagekulturen, men de har honoreret den og skabt betingelserne for, at klageren i borgeren kan komme til udtryk. Frit valg er også en måde at klage på. Man vælger bare en anden skole, en anden læge eller et andet tilbud, hvis man føler sig dårligt behandlet.

Klag, klag!

Ligesom den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann længe inden ungdomsoprøret opfordrede de studerende til at tage magten på universitetet, har Bertel fire årtier senere som undervisningsminister sagt: “De studerende finder sig i for meget. Jeg så gerne, at de klagede noget mere”.

Det er den liberalisme, som den borgerlige regering har regeret på: Drømmen om minimalstaten er og bliver en skrivebordsfantasi, akkurat ligesom studenternes socialistiske drømme på arbejdernes vegne i 70’erne og foragten for borgernes opbakning til velfærdsstaten er en højreorienteret variant af marxisternes dom over hele mellemlagets ‘falske bevidsthed’.

Den liberalisme, der ikke foragter bevidstheden hos de borgere, som den vil tale på vegne af, gør ikke op med velfærdsstaten. Den tilbyder borgerne sanktioner imod staten. Skattestoppet, frit-valg og kontraktpolitikken er liberale styringsmekanismer. Og disse sanktioner er blevet begrundet solidarisk: Vores nye statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, de skal sikre dem, der ikke er “verbalt privilegerede” de samme muligheder som “de verbalt privilegerede”. De skal have klare rettigheder, så man ikke skal være akademiker for at kræve sin ret i velfærdsstaten. Og borgerne er blevet dygtige klagere: Det kom i denne uge frem, at Skat har modtaget omtrent 20.000 klager over ejendomsvurderinger fra bekymrede boligejere. Skats Ankecenter har indkaldt 56 ekstra medarbejdere til at ekspedere klagerne. Det skønnes, at sagsbehandlingerne vil være afsluttet om to år. Sådan set er klagerne overflødige, fordi ‘skattestoppet’ skulle sikre borgerne mod stigninger i boligskatten som følge af nye ejendomsvurderinger, men borgerne er alligevel ikke helt sikre på, at skattestoppet ikke bliver ophævet, og Fogh sagde jo selv inden valget i 2007, at boligejerne ville blive plyndret, hvis noget så modbydeligt som en skattekommission skulle blive nedsat.

Embedsmænd ved Skat siger, at de 20.000 verserende sager stort set er spild af tid. Det er absurd ekspedition af klager uden betydning for Skat eller borgerne. Men de lover, at de nok skal udføre arbejdet alligevel. Det ville jo udløse en ny lavine af ligegyldige klagesager, hvis de afviste klagerne. Nu er der ikke andet at gøre end at beklage klagekulturen og bønfalde borgerne, om de ikke nok vil trække deres klager tilbage. Skatteminister Jensen klager naturligvis over det enorme “spild af offentlige ressourcer”, men mon ikke han ved, at han ikke selv har en god klagesag, for hans egen regering har ført propaganda på modsætningen mellem det absolutte skattestop og det absolutte kaos - og strengt taget har de med skattereformen gjort op med både skattestoppet og kontraktpolitikken.

Klagerne stopper ikke der, fredag kom det frem, at eleverne ved gymnasierne klager mere og mere over sexchikane. En jurist fra Gymnasielærerforeningen fortalte til Berlingske Tidende, at det kunne være en uheldig kommentar eller en misforstået opfordring, som straks blev sanktioneret med en anklage for sexchikane. Ikke alene vil eleverne ikke finde sig i overgreb, de vil heller ikke finde sig i antydningen af det, der kunne blive optakten til et overgreb. De finder sig ikke i det. Og forældrene til børn i folkeskolen finder sig heller ikke mere. Det er ikke længere ualmindeligt at hyre advokater til at føre klagesager mod skoler på grundlag af institutionens faglige eller personlige bedømmelse af eleven.

Denne klagekultur er ikke et produkt af velfærdsstaten, for den findes også i ekstrem grad i USA. Den er derimod resultatet af en perversion af den liberale rettighedskultur.

Myndigheder

På et eller andet tidspunkt må myndighederne blive så umyndiggjorte af klagerne, at de heller ikke finder sig i det mere. Måske har det tidspunkt indfundet sig: Det bliver sværere og sværere at rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor og overbevise folk om, at det er sjovt at være en myndighedsperson uden myndighed, som evalueres oppefra og anklages nedefra. Også klagekulturens solidariske potentiale synes udtømt: Det er jo ikke bistandsklienter, førtidspensionister og arbejdsløse, som klager over nedlæggelse af jobcentre og reduktion i overførselsindkomster. Der er de verbalt privilegerede, som vinder igen. Det kan godt være, at klageren som politisk skikkelse ikke er systemkritisk, men alligevel fungerer klagerne institutionsnedbrydende.