Der er lysegrønne træer overalt i Amsterdam, nyudsprungne, og det førend de var kommet så langt i København. Der er lang kø i det grønne foran Rijksmuseum eller rettere ved bagindgangen, mens der er hængt store transparenter op over facaden ved hovedindgangen som dække for en ombygning. Turister er tålmodige, som de står der og med lange mellemrum rokker et lille skridt frem mod trappen, hvor privilegerede grupper slipper ind. Et enkelt træ blomstrer lyserødt og hektisk, betragtet med begejstring af et lille selskab af japanere, der selv er kronede med kulørte bøllehatte. De fotograferer ivrigt hinanden i en munter udvekslingskoreografi under det japanske kirsebærtræ, og højdepunktet er, da en ung pige griber i en gren for at ryste den. Og blidt drysser bladene ned over dem og duver med vinden hen mod os ventende i køen.
Det er en tidlig formiddag, solrig og lun. Den lille beske eftersmag af hotellets morgenkaffe anes i mundvigen og giver egentlig lyst til at supplere eller forøge velværet på cafeen derovre, men vi forbliver standhaftige og rykker endnu et skridt nærmere, mens de store, hvidblå sporvogne buldrer forbi ude bag gitteret med grelt advarende klemt til forvovne cyklister, som ellers har deres sirlige baner.
International køadfærd
Hver storby har sin færdselskultur. Den nederlandske virker mere civiliseret og kunstfærdig end den brutale danske. Køadfærden er til gengæld tvungen international og uhyre langsom, men med uforklarlige, pludselige ryk. Japanerne er forlængst sluppet ind med blomsterblade i hatten.
Endelig indenfor er der billeder nok at vælge imellem, men som med én vilje synes alle at styre mod Rembrandt, Harmensz van Rijn Rembrandt. Og vi med, for nu at tanke op på indtrykket fra sidste års Rembrandt-udstilling på Statens Museum, hvor flertallet af billeder jo var elevarbejder. Vi genfinder bogstaveligt og billedligt turistkøen fra før nu foran kolossalmaleriet ‘Nattevagten’.
Japanerne med deres hatte står dér, atter forrest, men de er ikke så høje i kroppen, at de kan tage farverne fra det glødende billede. Og de er hurtige folk, som snart overlader dets dramatik til de ventende, som ved et vagtskifte.
Og dér oppe på væggen står så den sortklædte kaptajn og giver sine direktiver til den gyldne løjtnant foran et mylder af skytter. Folkerigdom overalt i dette land. Bedre plads er der foran et lille makabert portræt, som gløder på sin egen måde, et skelet med en tændt cigaret mellem de grinende tandrester. En forebyggende tanke af Rembrandt sendt til vores sundhedskommissions aktuelle politik. Maleren mindes overalt i Amsterdam. Remembrandt, mumler man. Sin plads har han også fået, lidt til siden for hovedstrøget Rokin, Rembrandtplein, hvor han i gul sandsten rager op over grønt buskads og rododendron, omgivet af folkemængden, der i eftermiddagssolens lys- og skyggevirkninger har taget plads ved de utallige caféborde, byens folk, turister, os inklusive. Japanerne fotograferer.
Kommentarer