Det er noget med en hjort

Ifigenia løber atter som en mystisk hjort gennem Nyhavn. Nu dog ikke helt ned til Skuespilhuset, men kun til Toldbodgade, hvor Teater Får 302 har inviteret den norske teatergruppe Verk Produksjoner til at præsentere sin fortolkning af Ifigenia.

Forestillingen udfordrer den traditionelle fortolkning af faderen Agamemnon som gudernes håndlanger - og datteren Ifigenia og hustruen Klytaimnestra som ofre for Agamemnons handling.

I teksten fra 2003 af den 40-årige, norske dramatiker Finn Iunker er alle helt bevidste om, at alle udnytter alle. Hustruen ved godt, at manden har tænkt sig at ofte datteren. Og soldaten ved godt, at han kunne redde hende, hvis han ville. Men overlevelse er blevet et spørgsmål om tilfældighed.

Satiren er altså sat.

Den morbide satire, der ikke har tænkt sig at dvæle ved Klytaimnestras forsøg på at redde sin datter eller Ifigenias angst for fars kniv. Ud i strakt arm, meta over hele linjen - og så afsted. Jo mere grotesk, desto bedre. Jo mere opløst, desto mere trendy.

På med geviret

Verk Produksjoner matcher tidens hippe æstetik. Ensemblets instruktør er den norske Fredrik Hannestad, som sammen med den finske skuespiller Saila Hyttinen gik på Nordisk Teaterskole i Århus tilbage i 1990’erne. Deres dramaturgiske konsulent er Anders Paulin, som netop har iscenesat metateater over Godards film Le Mepris i Foragt på Camp X med samme trang til dramatisk kynisme og dramaturgiske opbrud. Berliner-tendenser med vulgære håndbevægelser og eksploderet handling ses overalt hos Verk, og scenografiens kaos med væltede møbler og opklistrede sedler er som at besøge Mungo Park på en glad aften. Nu blot med fritløbende kronhjortegevir.

Jovist, Ifigenia er teater til tiden. Og teater uden for tiden. Det er anti-teater, der konsekvent punkterer sine egne sceneskabte illusioner. Og så er det også scenekunst for de medvirkende selv; kedsomhed og følelsesforslåethed hos publikum bekymrer ikke denne installationsdramaturgi. Direkte verbal interaktion slipper publikum dog for. Ingen behøver at svare, da en skue-spiller filosoferer dybt over Ifigenia-historien og siger: “Der er noget med en hjort …”

Ud med håbet

Men nej. Mirakler sker ikke i Toldbodgade: Den famøse hjort bliver ikke anbragt af nogen gudinde på mordaltret, men voldføres af en fordrukken Agamemnon i en baggård.

Denne Ifigenia-tolkning er en politisk refleksion over de personer, som kunne have afværget tragedien. Det er en globaliseret pacifisme-kommentar til den nytteløse krigsførelse, der i Troja egentlig bare handlede om at få én bortløben kvinde tilbage til hendes mand. Og gennem Joachim Hamous baggrundsvideo med World Trade Center-glimt skaber forestillingen også en kommentar til den nytteløse krigsførelse, der i Irak handlede om at hævne ét lands sårede stolthed …

Dermed er der langt fra Ifigenia-tolkningen på Skue-spilhuset, hvor Don Taylor-tekstens majestætiske jihad-tolkning har domineret Kasper Holtens iscenesættelse. Men også langt fra den psykologiske tolkning, som ellers generelt præger opsætninger af dette urdrama mellem far og datter - og mellem pligt og kærlighed.

Af med kapslen

Meningsløsheden bliver dermed nøglen til denne forestilling, hvor musikeren Per Platou holder dekadent liv i harmonikasuset fra et hjørne på gulvet.

De fire, kække norske og finske performere - og den skyldsstivnede svensker Anders Mossling, der nu har forladt Halmtorvets pretty women - åbner så flaske efter flaske for at holde dødslængslen stangen. Af med kapslen på porterflasken og ud med det mørke, slibrige øl - ud over håret og bukserne og bordet. Op med proppen på vinflasken og ned med vinen, ned ad den bare mave og hen ad gulvet. Druknes skal sorgen tydeligvis, mens ingen gør noget for at forhindre tragedien.

Det er forestillingens tidsrammende pointe: At verden fester videre, både dens vindere og ofre, mens totalkrigen og tsunamierne nærmer sig. Til premieren forvandledes det lillebitte scenerum imidlertid selv til et overophedet miniunivers. Heden var besvimelsesagtig, og dunsten fra spillernes ølorgie steg op som bedøvende kvalme. Skål!