Som baggrundsprojektion for de fjendebilleder, der i disse år smøres sammen om vore muslimske medborgere og om islam som sådan, i mangt og meget med ubehagelige mindelser om tidligere tiders antisemitisme, indgår gang på gang i begrundelsen for animositeten begrebet lovreligion.

Forsøger de sagtmodige at påvise over for urokkelige sjæle som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen at muslimer jo uden problemer fungerer fint i folkestyret og på lige fod med kristne og jøder, kommer svaret så sikkert som amen i kirken: Nej, for islam er en lovreligion. Og så er alting sagt.

Sådan set er jødedommen også en lovreligion. Folk med jødisk baggrund plæderer ikke af den grund for et religiøst diktatur. Ikke andre end de fanatikere, alle religioner kan opvise.

I den argumentation som flere gejstlige på højrefløjen betjener sig af, fremstilles kristendommen nærmest som forudsætning for demokratiet, og demokratiet som kristent. Netop dette beviser hvor danskheden har sin rod, eftersom både kristendommen og demokratiet er danskhedens helligste værdier, sammenhængskraften. Det forudsættes som en historisk sandhed at kristendommen i sin lutheranske forms væsen og siden i dansk indfatning udelukkede despotiet og afviste frelsen fra syndsforladelse som en handelsvare.

Med Reformationen kom omsider den sande kristendom, hvor katolikkerne hidtil havde tjent fedt på afladshandel, fordi de mente - og mener - at man ved at opføre sig ordentligt og bekende sine synder kan erhverve sig enkeltbillet til paradis.

Det sidste kan man jo godt more sig over, men er vel at foretrække, hvis det overhovedet skal være - hvad ingen har sagt at det skal - eftersom den yderste konsekvens af Luthers lære er at mennesket intet kan gøre for sin og andres frelse, da alt står i Gud Faders hånd. Det hele er forudbestemt i prædestinationslæren, Vorherre har lagt planer for rig som for fattig, og skomageren skal blive ved sin læst og være tro mod kald og stand, dér hvor Gud har haft den vise godhed at sætte ham.

De der forsøger at rokke ved den sag, er kættere og tager Guds værk på sig og spiller selv Gud, hvilket fører lige lukt til kz og Gulag. Sådan argumenterer, forenklet sagt men ikke uforsvarligt forenklet, de ekstreme konservative kristne sekter og det danske Tidehverv.

Hvad enten de gør eller galer i protest mod forkortningerne af deres besynderlige standpunkt, er denne såmænd i meget god overensstemmelse med kernen i den såkaldt reformerte tankegang - som hos Calvin.

Calvins gudestat

Jean Calvin (‘Calvin’ udtales ikke som ‘Berlin’, men [kalvang]), idet han var fransk, født i Noyon i 1509, et kvart århundrede yngre end Luther. Calvin studerede jura i Orléans og Paris, hvor han blev vakt religiøst og stærkt påvirket af den endnu levende Luther.

Men hvor Luther i princippet fastholdt adskillelsen mellem kirke og politik/stat, hvilket han for resten brød i ét væk på fyrsternes vegne og så det sang, mente Calvin at gudsstaten var målet, og at stat og religion er to sider af samme sag.

Mennesket skal underkaste sig Guds uafviselige vilje, som er drivkraften i hele værket. Calvin drog til Schweiz med henblik på at realisere sin vision, eller hvad man skal kalde fænomenet.

I Genève lykkedes det ham efter en enkelt afbrydelse at erhverve enevældig magt over bystyret og indføre, nå ja: kristen sharia.

Ikke nogen udskejelser her: Kunst og kultur bandlystes, billeder i kirkerne blev destrueret, og såfremt folk ikke efterlevede de 10 bud til punkt og prikke, kom præstepolitiet efter dem, og dødsstraf for overtrædelser eller opposition mod Calvin blev indført og eksekveret. Fornuften gik op i røg på kætterbålet, kan man roligt sige, da den spanske læge Miguel Serveto tillod sig at kritisere tre-enighedslærens absurditet i en religion, der påberåber sig monoteisme.

De rige røg lige i paradis

Calvin fik succes med sit strenge projekt, fordi han tilpassede gudsopfattelsen og liturgien til det velstående borgerskab i Genève, til købmændenes grådighed, forfængelighed og selvforståelse.

Individets betingelsesløse ansvar for at klare sig godt inden for det prædestinerede var en af pointerne i et system, der rummer mange selvmodsigelser. Eller om man vil: en egen syg logik som fik betydning for udviklingen af kapitalismens urform. Det stod klart i Calvins lære at de rige købmænd naturligt fik deres plads ved Herrens trone, når de engang, når mål og pengekiste var fuld, forlod det jordiske og kom til de evige handelspladser i det hinsides; den fattige tiggerske måtte derimod pænt tage til takke med en beskeden plads i paradis, hvis hun overhovedet kom ind. Når hun ikke havde klaret sig på jorden, men ydmygt måtte tigge ved domkirkens dør, var det jo fordi Gud ikke havde beskinnet hende sin nådes lys.

Ganske gratis, eller næsten ganske gratis, fik købmændene på den måde automatisk og frit aflad, sikrede sig det evige liv, som dengang betød alverden, og slap for at beskæftige sig med noget så foruroligende som kultur.

Kun det calvinske præsteskabs bogstavelige læsning af Biblen var acceptabelt.

Glemt barmhjertighed

Set fra den skrivendes standpunkt hører Calvin hjemme i noget af det mere frastødende i Europas og religionernes historie. Denne totalitære middelmådige dødbider af en selvforherligende og magtliderlig diktator, der slog gækken fast og gjorde verden grimmere, forekommer den dag i dag så skræmmende som Irans værste ayatollaher.

I det nøgterne hjørne må man konstatere at også kristendommen, som de to andre store verdensreligioner - jødedommen i mindre grad i øvrigt - til alle tider har været i stand til at frembringe sådanne fanatikere med stålsat overbevisning om egen ret til at definere det udefinerlige og forfølge anderledes tænkende og troende.

I nedtrykkende omfang må man erkende at troen på den gode Gud næsten ustandseligt i sit cv har medført sorg, smerte, voldelig død og rene katastrofer.

Og så er det hele naturligvis mere komplekst end disse linjer lader ane. I Berlin på Deutsches Historisches Museum på Unter den Linden viser de for tiden og frem til den 19. juli en formidabel og yderst instruktiv særudstilling om calvinismen.

Som altid har museet udgivet en ordentlig laban af et katalog med læse- og lærestof til flere år om dette absolut ikke ukomplicerede fænomens historie.

Man bør i realismens navn ile med at tilføje sektens betydning for geskæftighed, iværksætteri og trangen til maksimering - skam få den der kun tænker ilde herom. Billedmaterialet på udstilling og i katalog (som er det samme) synes på det nærmeste udtømmende, hvad det naturligvis ikke er. Men udvalget sidder i skabet og gør som vanligt et besøg på dette museum til en oplevelse. (Cafeen på museet er genåbnet i ny skikkelse, hvilket forhøjer nydelsen ved besøget.)

Engang var det sådan at det danske Nationalmuseum havde råd til med jævne mellemrum at producere den slags særudstillinger. Det sker endnu, men med meget, meget, meget lange mellemrum. Skattestop, kulturkamp, åndsforsnævring som Calvin ville have syntes om og statens påfølgende nærighed, som VKO har hovedansvar for, er årsagen. Men hvad fa’en, vi har jo de danske værdier og sammenhængskraften. Hvad skal vi med mere?

P.S. Klummistens ledsagerske udbrød ved synet af malerierne af de tilknappede, formummede og beskægede reformatorer: Hvor må de have lugtet!