DANMARK HALTER bagefter mange andre lande, når det gælder digitaliseringen af kulturarven, men nu skal der - muligvis - ske noget. Et udvalg bestående af repræsentanter fra de tungeste kulturinstitutioner så som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Danske Filminstitut og Det Kongelige Bibliotek har lige afsluttet sit arbejde med en grundig rapport, der ridser op, hvad der skal til, så enhver kan gå på nettet og hente oplysninger, dokumenter og billedmateriale ind via internettet. Den optimale løsning vil ifølge rapporten koste en halv milliard kroner over 10 år, mens den billigste og skrabede løsning kan holdes inden for de enkelte institutioners nuværende budgetter. Det sker allerede i begrænset omfang. Der peges også på en mellemløsning til den halve pris. Nu er det op til kulturministeren.

Rapporten er ganske underholdende læsning. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan digitaliseres. Der er eksempelvis 3.000 timers kort- og dokumentarfilm, ligesom hele sendefladen på Danmarks Radio og TV 2 i årene 1987-2005 kunne gøres tilgængelig. Desuden diverse reklamefilm portrætter af danske skuespillere og instruktører, billeder og tekst. Så er der 11 millioner avissider fra de sidste 250 år, som i dag opbevares på et magasin under Statsbiblioteket i Århus. Statens Museum for Kunst vil gerne lægge en hulens masse gamle kobberstik ud - og derudover er der jo også i tusindvis af gamle luftfotos og danske postkort.

Nationalmuseet vil gerne lægge sin samling af gamle fund og nyere genstande ud i 3D-format, så de kan drejes og ses fra alle vinkler. Slægtsforskere kunne blive betænkt med fri adgang til kirkebøger, lægdsruller, søruller, fæsteprotokoller, Kancelliets testamentprotokoller osv. Også den danske musikskat er en oplagt mulighed. Endelig er der det, der i det tekniske sprog hedder metadata, nemlig oplysninger om oplysninger - det vil sige adgang til kataloger og registre.

KORTSIGTET gnieri er årsag til, at den danske filmskat har været udsat for uoprettelige skader, påført af tidens tand og dårlig opbevaring. Ligeledes at en masse af Danmarks Radios tidlige udsendelser simpelthen er blevet slettet. Frem til 1984 gemte man ikke TV-Avisen, hvorved historisk materiale med førende politikere er gået rent tabt. Værst af alt - omend i den anden ende af skalaen - er det for nogle, at de populære børneudsendelser som Ingrid og Lillebror også stort set er pist væk.

Bevarelse af kulturarv er en mærkesag for den nuværende regering, men kulturminister Carina Christensen (K) har ikke desto mindre reageret tøvende på udvalgets rapport, hvilket skuffer kulturcheferne. Hun har hæftet sig ved det forslag, at man kan holde sig inden for de nuværende budgetter, altså minimalløsningen. Men hvorfor ikke gå hele vejen? Lad os da for pokker få dokumenterne, filmene og billederne ud til al folket, som jo har betalt til herlighederne via skattebillet og licens.