Tøvende opbakning fra V og K’s vælgere til samarbejdet med Dansk Folkeparti får ikke DF til at lægge låg på ambitionen om at blive en del af en borgerlig regering. Snarere tværtimod. DF skærper sit regeringsønske ved at konstatere, at partiet kan komme i regering, så snart det selv ønsker det. Det eneste, der afholder partiet fra ministerposterne er, at DF fortsat vurderer, at det får mest indflydelse ved at være støtteparti, lyder det fra DF’s næstformand, Peter Skaarup.
“Det med at komme i regering er noget, som et parti selv vurderer, om man vil,” siger han til Ritzau.
- Så når I når frem til, at I vil i regering, så kommer I det også?
“Ja, absolut,” siger Peter Skaarup.
Han uddyber, hvorfor Venstre og De Konservative bør være lydhøre over for Dansk Folkeparti, når partiet beslutter sig for at gå efter regeringsmagten.
“Hidtil har det ikke været særligt omdiskuteret, fordi det har ligget i kortene, at vi ville pege på V og K, tidligere Anders Fogh Rasmussen og nu Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men en statsminister kan kun vælges, hvis der er et flertal af partier, der peger på ham eller hende,” siger han.
Både Venstre og De Konservative afviser dog udlægningen af, at DF selv bestemmer, hvornår det kan blive en del af en borgerlig regering.
“Det er noget, man diskuterer med de partier, der skal støtte regeringen. Det er ikke noget, man selv bestemmer. Det har det aldrig været i Danmark,” siger De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, der kalder det “hypotetisk kokettering,” når DF lufter sine regeringsambitioner. Særligt EU-politikken står i vejen for DF’s regeringsdrøm, mener Henriette Kjær.
“Det er helt afgørende for os, at det parti, der leder Danmark, accepterer og støtter vores EU-samarbejde, som vi mener er meget, meget vigtigt for vores placering i verden. Det vil være svært at have en regering med ministre på væsentlige poster, som ikke vil støtte direktiver og forhandlinger, der foregår i EU,” siger hun.
Der er dog umiddelbart ikke meget, der tyder på, at V og K’s vælgere ønsker at inkludere DF i en VKO-regering. En ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2, viser, at næsten halvdelen af de konservative vælgere ønsker, at støttepartiets indflydelse bliver mindre under den nye statsminister, mens 22 procent af Venstres vælgere foretrækker mindre magt til DF. ritzau







Kommentarer
Lad dog Pia komme med i regering - det vil blive en fornyelse at se DF som det de er en del af Regeringens politiske grundlag.
DF har med journaliststandens velvillige hjælp spillet dobbeltrollen opposition og regeringens støtteparti samtidig.
Hvis journalisterne havde været vågne og konsekvent holdt DF medansvarlig for den førte politik havde situationen været en anden, men nu kan jeg kun sige lad dog pia få sit medansvar for dehumaniseringen og nedbrydningen af velfærdssamundet.
Jeg kan kun fuldt og helt tilslutte mig Bjarnes synspunkt.
Lad os få realiteterne stillet klart til skue - Lad Pia blive vicestatsminister og integrationsminister, Martin Henriksen som forskningsminister ville også være yndigt og endelig ville det være forfriskende at se Søren Krarup som kirke- og ligestillingsminister.
Lad mig nu se - DF i regeringen, hvad skal der til 1, 2, 3 ministerposter. DF +3 konservative -x, jo det er da klart, det ligger lige for, de skal bare sige til. Og i næste uge er der to søndage.
Hvis DF kommer i regering så vil de pludseligt stå til ansvar for alle de tåbelig lovforslag de får presset igennem.
Idag får de det som de vil have det, uden at skulle stå til ansvar for noget som helst
Derudover ender det nok med at de DF topfolk der bliver udvalgt til at besætte en ministertaburet kommer til at gå ned i løn, med mindre at de kan beholde alle deres bijobs i bestyrelser og udvalg som der har pampet sig til.
De har alt at tabe - dette er kun en ren magtdemonstration overfor VK - en syg offentlig dominansleg, der udstiller VKs store svagheder på den kulørte presses forsider.
Mon ikke DF er blevet forbudt, inden banden kommer i en regering. De er jo ansvarlige for en del banderelateret kriminalitet i betragtning af hvor mange DF’ere, der er straffet for racisme og våbenkriminalitet.
Det er næppe tilladt at skrive, at DF er ny-fascister, det er derimod tilladt at skrive, at de er fascistoide (fascist-lignende) - det er nemlig ikke forkert.
DF kommer kun i regering hvis grise kan flyve eller når helvede fryser over.
DF er ikke borgerlige og bliver det aldrig. De er nationalkollektivister.
Thomas Ole Brask Jørgensen:
“DF kommer kun i regering hvis grise kan flyve eller når helvede fryser over.”
Hvis DF kan se muligheden for at komme i regering, vil de formodentligt gøre det. At være med i en regering koster på den korte bane stor indflydelse, men på længere sigt vil det sikkert være en god strategisk investering i fremtidig indflydelse og accept.
Den eneste hæmsko for at de kan indgå i en regering med V eller S, er reelt uenigheden om EU.
Der bliver måske ikke ved det næste eller det efterfølgende valg, at DF bliver en del af en regering, men formodentligt vil det ske på et tidspunkt.
Desværre. Men sådan er demokrati - middelmådighed og laveste fællesnævner er vejen til magten…