Trods den økonomiske krise bløder de danske fagforeninger her efter en solbeskinnet 1. maj. De seneste tal viser, at stadig flere medlemmer forlader HK, 3F og Metal, ligesom internationale eksperter citeret i en nylig artikel i Ugebrevet A4 vurderer, at verdens fagforeninger vil se frem til hundredtusindvis af frafaldne medlemmer i de kommende år.

Så spørgsmålet trænger sig på: Hvad skal fagforeningerne gøre for at holde på deres medlemmer, når ikke en gang en alvorlig krise med masser af fyringer kan holde på dem - og hvorfor melder især de unge sig i det hele taget ud?

Jeg vil gerne forsøge at besvare spørgsmålet. Jeg er nemlig en af de frafaldne, der efter mange års tro medlemskab af en fagforening har opsagt medlemskabet. Som ex-medlem er der for mig ingen tvivl om, at medlemsflugten er fagforeningernes egen skyld.

Men det er ikke for sent at gøre en indsats for at fastholde de resterende medlemmer. I det følgende vil jeg beskrive, hvorfor jeg meldte mig ud af Magisterforeningen, som det her drejer sig om, og hvad foreningen kunne have gjort for at fastholde mig som medlem.

Først og fremmest havde jeg svært ved at se, hvad jeg fik for de mange tusinde kroner, jeg hvert år lagde i fagforeningens kasse. Jeg har aldrig søgt hjælp hos foreningens konsulenter, har kun sporadisk deltaget i de udbudte karrierenetværk, og forhandlede på udmeldingstidspunktet selv min løn og ansættelsesvilkår.

Min eneste berøring med foreningen var dermed det månedlige medlemsblad. Og det er altså et dyrt abonnement på et blad, der primært består af artikler om interne organisatoriske forhold, reportager fra møder i foreningens uoverskuelige virvar af udvalg samt jobannoncer, man også kan finde gratis på nettet.

Partipolitisk propaganda

Fagforeningens modargument er naturligvis, at en fagforening er en forsikring, og at jeg skal være glad for, at det ikke har været nødvendigt for mig at bruge den. Og at jeg svigter de andre medlemmer, når jeg melder mig ud af fællesskabet. Men det ændrer ikke ved mit oplevede billede: At jeg som passivt medlem har betalt mange tusinde kroner for en ydelse, jeg aldrig har modtaget.

En anden grund til min udmeldelse var det politiske aspekt. Jeg har aldrig stemt på den nuværende regering, men det gik mig imod, at Magisterforeningen i lighed med andre fagforeninger sammenblander fagforeningspolitik og partipolitik ved konstant at hetze mod den borgerlige regering. En fagforening er ikke en partipolitisk forening, men en forening, der varetager sine medlemmernes interesser - også de borgerlige medlemmers.

Et godt eksempel er en højtstående repræsentant for Magisterforeningen, der også er folketingsmedlem for Enhedslisten.

I talrige debatindlæg argumenterer han for Enhedslisten-synspunkter med sin fagforeningskasket på. Resultatet er, at foreningen fremstår som lukket land for alle, der ikke akkurat sympatiserer med hans tanker om revolution, planøkonomi og kapitalismens nederdrægtigheder.

Dertil kommer den omverdensforståelse, som Magisterforeningen og de fleste andre fagforeninger lægger for dagen. Her iscenesætter foreningerne sig som kamporganisationer, der kæmper bravt for at varetage de gode lønmodtageres vilkår mod de onde arbejdsgivere. Chefen vil pr. definition trykke lønnen og skabe dårligere arbejdsvilkår, mens medarbejderen principielt er et uskyldigt offer i alle forhold.

Rollefordelingen kan for Magisterforeningens vedkommende ses i foreningens blad, der i hvert nummer har artikler om, hvordan foreningens konsulenter har reddet ulykkelige medlemmer med at få deres feriepenge, løn eller andet vristet ud af hænderne på de modvillige arbejdsgivere.

Mit problem er, at jeg ikke kan genkende denne fremstilling af chefer som skurke fra mine egne job og de arbejdspladser, mine venner og bekendte har haft. Jeg har altid set mine chefer som kolleger og samarbejdspartnere, som jeg har kunnet tale med om mine arbejdsforhold. Ligesom jeg altid har søgt at tale direkte med min chef om eventuelle problemer i stedet for at optrappe konflikten ved at inddrage fagforeningen.

Hænger fast i fortiden

Nu er jeg helt med på, at alle naturligvis ikke har mulighed for at tale sig ud af problemerne. Men det står altså enhver frit for at søge et andet job, hvis man er utilfreds. Og jeg har svært ved at se, hvordan det gavner medlemmernes sag, at fagforeningen dæmoniserer direktører og indprenter sine medlemmer, at de er uskyldige og ikke behøver tage ansvar for noget som helst.

Jeg har stor respekt for det arbejde, fagforeningerne har gjort gennem tiden. De har været en vigtig årsag til, at danske arbejdstagere har gode vilkår i dag sammenlignet med andre lande, ligesom det har været en enorm styrke, at medarbejderne har kunnet stå sammen mod arbejdsgiverne. Men det nytter ikke at hænge fast i fortiden og bruge fordums bedrifter som argument for, at fremtidens medarbejdere skal tegne medlemskab i dag.

Magisterforeningen og andre fagforeninger er nødt til at erkende, at selvfortællingen som kamporganisationer for venstreorienterede medlemmer med de rigtige meninger ikke er en holdbar strategi, hvis målet er at fastholde medlemmerne, endsige rekruttere nye. Solidaritet og fællesskab kan være gode salgsargumenter, men de virker primært som salgsargument over for de indviede, der i forvejen har løst partikort til SF eller Socialdemokratiet.

Markedsføring ikke nok

Hvordan kunne foreningen så have fastholdt mig som medlem? Ja, først og fremmest kunne man have reflekteret over, hvordan man skaber værdi for de mange passive medlemmer, der som mig ikke er medlemmer af ideologiske årsager, men som er med for at få noget for pengene. Og derefter genopfinde produktet ‘medlemskab af fagforening’ helt fra bunden: Hvad er det egentlig, et medlem har behov for? Hvad skaber værdi for medlemmet? Og hvilke services skal der i forlængelse deraf udbydes?

Har et medlem eksempelvis behov for, at kontingentet som i Magisterforeningens tilfælde skal finansiere driften af en enorm organisation med en lang række uoverskuelige udvalg og underudvalg? Skaber det værdi for et medlem, at kontingentet skal betale forplejningen til hundredvis af deltagere til repræsentantskabsmøder flere gange om året? Eller ville det skabe mere værdi for medlemmet, at man eksempelvis kunne få gratis efteruddannelse eller ringe til en 24-timers karriere-hotline?

Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække. Jeg ville foretrække en fagforening, der profilerede sig som en serviceorganisation med fokus på medlemmernes behov i hverdagen, snarere end en ideologisk kamporganisation med fokus på at drive fagforening som for hundrede år siden.

Og her er det vel at mærke ikke nok for fagforeningerne at peppe markedsføringen op med Facebook og lignende for at skabe et billede af en fagforening i takt med tiden. Når det fundamentale problem er, at kunderne ikke vil have produktet, kan man annoncere nok så meget, uden at det nytter.

I stedet handler det om at redefinere fagforeningens berettigelse, ydelser og organisation - naturligvis med respekt for traditionen og fortiden. Jeg er klar over, at en sådan redefinering vil møde modstand fra tillidsrepræsentanter og andre, der har en interesse i at opretholde fagforeningernes eksisterende organisationsform, iscenesættelsen af arbejdsgiverne som skurke og solidariteten som det væsentligste salgsargument.

Åbn øjnene

Men jeg håber, at man tager kampen op. Jeg håber, at fagforeningerne tillader sig selv at bevæge sig så meget med tiden, at de begynder at tage deres medlemmer og deres behov alvorligt. For så har de potentialet til ikke bare at fastholde medlemmerne, men også kapre nye.

Ikke mindst i denne krisetid, som burde åbne organisationernes øjne for, at en indsats er påkrævet. Hvis man ikke som fagforbund kan fastholde sine medlemmer i en tid med hundredvis af fyringer hver uge, kan man aldrig. Det er - med en upassende fodboldmetafor - straffespark uden målmand.

Uden en aktiv indsats er alternativet klart: En fortsat styrtblødning i medlemstallet i de kommende år.

Mikkel Krogh er cand.mag. og arbejder som kommunikationschef