Et liv hvor man ikke kan få røde bønner uden chilisovs

Langdigtet Livet i nullerne indledes med hele syv mottoer og afsluttes med en note, hvori nogle af inspirationskilderne angives. Først som sidst nævnes Peter Laugesen og Dan Turèll. Bjørnvig forklarer selv, at Laugesens “at passe bar i sproget” har ført til linjer som “Sproget skal ødelægges og forstrækkes og overbelastes og overbebyrdes/til det bryder sammen og giver en gratis omgang”. Dan Turèll har inspireret til en særlig metode, af Thore Bjørnvig kaldet modul-tankegangen. Den forklares således: “At tage en sproglig rundgang, og så køre den der ud ad, og se hvad der dukker op.”

De bedste eksempler på anvendelse af metoden fører til linjer, hvor ordene skifter fra at have betydning og for eksempel fortælle om pubertetserfaringer og til at være rent lydmateriale.

Selvavlende skrift

Med titlen Livet i nullerne troede jeg først, at Bjørnvigs bog havde noget at gøre med Niels Franks Livet i troperne (1998), men vi er tværtimod ovre i den afdeling af poesien, hvor man taler om sproget, som man taler om et levende væsen. Sproget agerer og gør ved. Vi er med andre ord meget langt fra Niels Frank og også hans seneste digtudgivelse Små guder, hvori der blandt andet står “men at sproget/skulle have sin egen usynlige ånd har jeg aldrig troet på”.

Med til modul-tankegangen og at køre en sproglig rundgang derudad hører også en kraftig trang til at beruse sig. At skrive poesi knyttes tæt sammen med seksualdriften, alkoholen og den stærke tobak - og det lyder jo egentlig ikke spor kedeligt. Alligevel føler jeg mig ikke det mindste løftet af Thore Bjørnvigs selvavlende skrift, hvor meget den så end handler om at blive høj. Jeg kløjes simpelthen i så meget gas som her: “nymånens syngende segl”, “dyders forvildede buer”, “lejligheds floromvundne tab af nærvær og mereværd”, “tungsindighedens hvæsende vridbor”, “isseklers planetariske rumdybders fremmedhed” - og så har jeg bare citeret fra en enkelt side i bogen. Det, der dukker op, viser sig også indimellem at være det rene sludder og tomme udsagn.

At blive voksen

Koncentrerer man sig udelukkende om langdigtets indhold, handler det især om, hvor hårdt det er at skulle være voksen (Thore Bjørnvig er født i 1971), der kredses om eksistens, “men hvad er når alt kommer til alt et menneske”, spørges der på halvvejen. At blive voksen skildres som ét stort tab, som voksen er der ikke længere tid til at “gå til fester og blive hængende to dage og spille guitar”, man skal stå i kø i supermarkedet og man risikerer, at grønthandleren ikke har andet end røde bønner med chilisovs. Ja, Thore Bjørnvigs langdigt er studentikost, og umodenheden knytter sig både til den sproglige formåen, som når medmennesker blot betegnes som ‘grønlænder’ og ‘indvandrerpiger’ (grønlænderen råber, indvandrerpigerne er søde og “med smuttende øjne”), og kvinder indgår som ren staffage, men altså også til en manglende evne til at vurdere, hvad der kan være interessant for andre voksne mennesker at læse om.